Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2004 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Papet, Rhône, Frankrig

2004 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Papet, Rhône, FrankrigÉn af nytårsaftens store vine var denne Châteauneuf-du-Pape fra huset Clos du Mont-Olivet. Vinen er deres topvin Cuvée Papet opkaldt efter en af husets forfædre. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset i et blogindlæg om deres “almindelig châteauneuf“, så det har jeg linket til.

Vinen her kommer fra husets 3 bedste marker, nemlig La Crau, Bois Dauphin og Pied de Baud. De ældste vinstokke er fra 1901, og Cuvée Papet laves kun i de allerbedste år. Her i årgang 2004 er vinen lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre og 10% Syrah. 50% af vinen lagres i foudres og 50% i tank. Her i årgang 2004 er der lavet 10.000 flasker af vinen.

År 2004 havde en tør, men ikke for varm sommer. Druerne modnede langsomt. Plukningen var meget vigtig, da der var stor forskel i modningen i de forskellige markstykker selv af samme druevarietet. Arbejdet i kælderen var det samme, men med hensyntagen til denne årgangs langsomme modning, er denne årgang mere klassisk end 2003.

Thierry Sabon synes selv bedst om denne vin pga. den fine balance. Alkoholen er næsten så høj som 2003, men vinen er klart mere frisk. Selv om vinen allerede er god nu er det en vin, der vil modne perfekt.

Lad os smage denne 8 år gamle vin. I glasset er vinen teglfarvet med et svag orange skær, som indikerer lidt alder på vinen. Duftmæssigt klar Rhône duft, der er Châteauneuf sødme, der er lavendel, trøfler, modne frugter, en smule peber og tobak. Smagsmæssigt en super blid vin, men dog fortsat med fin syre, der er lidt appelsin, alderen mærkes også i smagen. Havde heldigvis husket at dekantere vinen 3 timer inden vi smagte den. Husk altid dette med en Châteauneuf-du-Pape. Klasse.

Fås hos Jysk Vin, pris ligger på 395 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVine fra Châteauneuf-du-Pape har givet mig nogle af de største vinoplevelser … jeg husker fortsat Henri Bonneau, Pégaü, Clos des Papes og Beaucastel som nogle af de allerbedste vine, som jeg nogensinde har smagt.

Til julemaden i det herrens år 2012 overraskede en Châteauneuf-du-Pape mig igen, dog desværre i den anden retning, for denne 2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape var en decideret skuffelse.

Vinen kommer fra det store vinfirma Vignobles Jeanjean fra Languedoc. Vignobles Jeanjean ejer bl.a. Ogier – Caves des Papes i Châteauneuf-du-Pape.

Ogier blev grundlagt af Christophe Ogier som et negocianfirma i 1859. Først i 1948 blev man negociant-éleveur, dvs. fik egne kældre til blande og færdiggøre de vine, man købte hos vinbønderne. Få år senere fandt en fusion sted med et lignende firma, Caves des Papes.

I 1999 købte Ogier – Caves des Papes så Clos de l’Oratoire des Papes, som i 25 år havde været drevet af enken efter Leonce Amouroux. Udover at drive denne ejendom, drev Amouroux også en negociantvirksomhed og solgte vinene under mærket Leonce Amouroux.

Vinene fra Clos de l’Oratoire des Papes har siden været holdt adskilt fra den øvrige produktion hos Ogier. Mærket Leonce Amouroux har været brugt til en enkelt Châteauneuf-du-Pape, altså denne vin, som vi her har i en årgang 2010. Der produceres en række vine, som i Danmark bl.a. sælges via Coop og HJ Hansen.

Vinen er lavet på 65% Grenache og 35% Syrah, Mourvèdre og Cinsault.

Duftmæssigt synes vinen meget sprittet, der er Rhône duft med lidt krydderier, men også en smule surhed. Smagsmæssigt er der mørke bær, lidt tørhed, igen stor surhed og bitterhed, grønne noter og generel en del ubalance. Virker slet ikke imødekommende på nogen måder, og lidt af en turnoff. Smager slet ikke som en Châteauneuf-du-Pape, og der er slet ikke den normalt sødme, som vinene fra Châteauneuf-du-Pape også indeholder.

Fås hos Vinspecialisten til 195 kr., og det er en høj pris for denne vin. Alt for høj.

Vinanmeldelse 3/7 

2005 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USA

2005 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USAJans anden vin … her røg vi virkelig på vildspor. Vinen duftede og smagte som Rhône, men kom fra Californien. Vi er hos vinhuset Qupe (udtales kyoo-pay), og det er også ét af de første Rhône vinhuse i Californien.

Vinhuset er etableret i 1982 af Robert Niel Lindquist (til dagligt blot kaldet Bob). Etableringen af Qupe skete som et fritidsprojekt mens han arbejdede som vinmager på Zaca Mesa Winery, hvor han mødte Her mødte Lindquist Ken Brown og Jim Clendenen som der fik ham overtalt til selv at starte virksomhed.

Snart begyndte Bob at købe druer og tønder, og gav afkald på sin månedsløn i bytte for lån af produktionsfaciliteterne. Efter høsten i 1983 opsagde han så endeligt sit job på Zaca Mesa og satsede 100% på Qupé

Bob Lindquist udvalgte de rigtige vinmarker og fik de lokale vinbønder overtalt til at plante Syrah – og i dag er Qupé Wine Cellars vine blandt de mest seriøse Rhônerangers i Californien.

Bob Lindquist er med andre ord en mand, der ved hvad han vil og i dag (som i 1982) er målet at lave balancerede vine som kan nydes i deres ungdom, men samtidig rummer struktur og dybde til yderligere lagring og kompleksitet.

Qupé Wine Cellars er beliggende i byen Los Olivos, ikke så langt fra danskerbyen Solvang. Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker, Bien Nacido Vineyard, The Sawyer Lindquist Vineyard og The Ibarra-Young Vineyard.

Qupé deler produktions- og salgsfaciliteter med vingården Au Bon Climat, som i øvrigt ejes af hans gamle arbejdekollega Jim Clendenen. De to gamle vinmagere deler ej blot vinifikationsudstyr og salgsstyrke, nej der udveksles i høj grad også tanker og ideer med henblik på en løbende optimering af (vin-)porteføljerne.

Og det med vin ligger til familien. Bobs to ældste sønner, Ethan og Luke Lindquist, er i dag også blevet vinproducenter, mens hans datter Paige passer Qupé salgs- og smagerum. Derudover har Bob indgået et partnerskab i en anden vingård, Verdad, der har specialiseret sig i spanske sorter. På Verdad er Bobs hustru Louisa Sawyer Lindquist så i øvrigt vinmager.

Druerne til denne vin kommer fra en del “Z Block” fra vinmarken Bien Nacido Vineyard; en koldklima-vinmark på Central Coast, beliggende i Santa Maria. Vinmarken er især kendt for at levere de burgundiske druer Pinot Noir og Chardonay samt de popukære Rhônevarianter, i særdeleshed Syrah og Grenache.

Vinstokkene i “Z Block” er plantet tilbage i 1992. Bien Nacido Vineyard er oprindeligt ørkenområde, men under maritim indflydelse. Området dækkes af såvel morgentåge som kølige aftenbriser fra Stillehavet.

Denne kølige eksponering kombineret med de sand og kalkholdige jordbundsforhold bevirker en forholdsvis lang periode fra blomstring til fuld modenhed af druerne. Den lange modningsperiode medfører høj kompleksitet og harmonisk modning af såvel tanniner, syrer som frugt.

Lad os smage denne Rhône inspirerede vin. Duftmæssigt er der solbær, champignon eller måske bare svampe generelt. Der er lidt syre, oliven, peber og mineralitet. Smagsmæssigt igen mørke solbær, utrolig blødhed, lidt tør fransk jord, og mint? Tanninerne er forholdsvis blide, og generelt ikke så stram i musklerne som dens franske søskende. Flot, flot vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Sigurd Müller, pris 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2008 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, Frankrig

2008 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, FrankrigSå kom Pauls sidste vin på bordet, og endda en vaskeægte Hermitage … og så fra en af mine ynglingsvinmagere i Rhône, nemlig kongen af Hermitage Jean-Louis Chave, som simpelthen bare laver sindsygt gode vine.

Vinen her er fra hans Chaves selection-program, dvs. en negociant virksomhed, hvor Jean-Louis Chave køber druerne fra andre vinbønder i området, faktisk 10 små domainer, der arbejder ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder. Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen.

Jeg har tidligere skrevet om Jean-Louis Chave på bloggen, så jeg henviser til et par af disse indlæg, bl.a. Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur, Domaine Jean-Louis Chave, Saint Joseph og Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus.

Denne Hermitage Farconnet, er én af de nyere vine fra Jean-Louis Chaves selection serie. Navnet Farconnet kommer fra en adelsmand, som var fremtrædende i Hermitage i 1800-tallet.

Druerne til vinen kommer fra 7 forskellige vingårde, og det er typisk druerne som vingårdene ikke selv bruger i deres egne Hermitager, og som tidligere – før samarbejde med Jean-Louise Chave – blev solgt i bulk. Her bruges de i stedet i Farconnet, og giver således en Hermitage vin, som er en god introduktion til dette lille, eksklusive område.

Nå, men lad os smage vinen. Duftmæssigt helt klart Rhône toner, lidt urter, tørhed, lidt jord, blommer. Smagsmæssigt et flot glas vin, der er rygrad, godt med tanniner, der er mørkerøde bær, krydderier, grøn noter, lidt peber og sindsyg lang eftersmag. Ihhh, hvor er dette altså godt.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Waterford Estate, Kevin Arnold Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2006 Waterford Estate, Kevin Arnold Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaSå blev det Pauls tur, og han havde valgt en vin fra … Sydafrika, nemlig vinen Kevin Arnold Shiraz fra Waterford Estate i Stellenbosch.

Waterford Estate blev grundlagt i 1998, da Jeremy og Leigh Ord købte 120 hektar jord lige uden for Stellenbosh mellem bjergkæderne Simonsberg og Helderberg. Jorden havde tidligere været en del af vinhuset Stellenrust. Snart blev Kevin Arnold og hans kone Heather også medejere. Kevin havde inden arbejdet 9 år som vinmager hos Delheim Cellars og 10 år som vinmager hos Rust en Vrede, men hos Waterford fik han muligheden for at bygge en vingård helt efter eget ønske.

Kevin Arnold har også forbedret vinmarkerne, så der virkelig er tale om et mønsterbrug med det mål at frembringe de bedste vine i Sydafrika og som også kan stå op mod de bedste rødvine i resten af verden. I løbet af kort tid er vinene fra Waterford blevet meget efterspurgte.

Alle Waterfords rødvine er blandingsvine for bedst muligt at afspejle områdets terroir. Druerne har gæret på en blanding af stål og egefade på 225 liter. Vinen har derfter lagret på fade af samme størrelse i 16 måneder, og 90% af disse er franske, resten amerikanske. Vinen her er lavet på 90% Shiraz og 10% Mourvedre.

Hver årgang af vinen er i øvrigt navngivet efter en børnene i de to familier, således er årgang 2005 dedikeret til Kevin og Heathers søn Lloyd Francis, mens den her i denne årgang 2006 er dedikeret til datteren Ashleigh Anne. Så kan man jo spekulere lidt over, at det fremadrettet må stille høje krav til forplantningsevnen i de to familier.

Duftmæssigt har jeg noteret mig stor tørhed, helt ørkenagtigt, røget og med lidt krydderier, som får mig til at tænke på sydafrikanske vine. Smagsmæssigt er den blød, dog fortsat med lidt peber, krydderier og der er også lidt sødme. Det krydrede går igen i eftersmagen. Kan godt li’ blødheden i vinen. Nice.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 112,50 kr. på tilbud, normalpris 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2004 Greenock Creek, Alices Shiraz, Barossa, Australien

2004 Greenock Creek, Alices Shiraz, Barossa, AustralienSå blev det min tur til at bidrage med en rødvin. Ja, jeg fik byttet rundt på rækkefølgen af mine vine, så her næsten midt i smagningen fik jeg præsenteret en sand bulderbasse fra Australien.

Det var jo ellers en vin, som skulle komme sidst i smagerækkefølgen, men sådan kan det jo gå. Pokkers med vine indpakket i sølvpapir. Imidlertid fejler vinen bestemt ikke noget, for det er australsk shiraz af bedste skuffe.

Vinhuset hedder Greenock Creek og er grundlagt af Annabelle og Michael Waugh i 1978. I 1990erne blev den verden opmærksom på vingårdens store vine, og siden har man ikke set sig tilbage.

Vingården har i dag absolut kultstatus, og vinene er blandt de mest eftertragtede i hele verden pga. af deres enestående kvalitet og minimale produktion.

Når man tænker på vingårdens nuværende stjernestatus, er det svært at forestille sig, at Michael og Annabelle for bare 20 år siden beskæftigede sig med overvejelser, som f. eks. om man havde råd til at lave hegn om ejendommen, og at de med hjælp fra en lille lånt traktor alene tilplantede en Cabernet vinmark foran deres hus i årene 1988 og 1989.

I 1990 fulgte Seven Acre vinmarken. Her på skrænten måtte man begynde med at fjerne gamle Riesling-stokke, som ikke havde det godt i varmen, og det var først året efter, at man havde råd til at sætte stolper og tråd op til stokkene.

Dengang fik man bistand i vinkælderen af Rockford’s daværende winemaker Chris Ringland, som lærte fra sig og inspirerede Waugh-familien.

I 1994 var der råd til at købe en lille ejendom på Roennfeldt Road med enestående vinmarker med 70-100 år gamle bush-vines af både Grenache og Shiraz, som gennem tålmodig og kærlig pleje blev genoplivet og bragt i produktion igen.

Samtidig erstattede man abrikostræerne på skrænten mod nordøst med Shiraz-stokke, som siden har givet druerne til den nu velkendte Apricot Block.

På Roennfeldt Road blev der desuden bygget et nyt winery. Hermed kunne produktionen af vinene ske på selve ejendommen gennem en meget simpel og minimalistisk vinifikation.

Gæring og maceration sker med minimal køling i små 150 cm dybe åbne cementtanke og efterfølges af en traditionel kurvepresning. Dernæst lagres vinene hovedsageligt i brugte hogsheads. Kun Roennfeldt Road Shiraz lagres i ny amerikanske fade, mens Alices, Apricot Block og Seven Acre Shiraz får lov at udvikle sig i brugte amerikanske fade.

Slutteligt anvendes brugt fransk eg til lagringen af Roennfeldt Road, Cabernet Sauvignon, Creek Block Shiraz og Cornerstone Grenache.

Stilen i vinene fra Greenock Creek er let at beskrive: De er enormt koncentrerede og righoldige i deres frugt og struktur. Deres største force er dog, at de hvert år formår at afspejle, hvilken vinmark de er vokset op i, selvom de er blandt Barossas mest kraftfulde fortolkninger, og disse udprægede terroirudtryk er blandt de reneste i hele Barossa.

I glasset en rigtig mørk fætter. Duften er helt vild intens, der er overmodne bær, svedsker, sød og våd træ … uhmmmmm. Selv efter vinen var drukket af glasset, så sad duften fortsat massivt i glasset, konge!

Smagsmæssigt er vinen dog endnu bedre end duften. Vinen er silkeblød, cremet og intens. Igen loads of mørke bær, blommer, og shiraz peberen er ganske svag, hvilket bestemt klæder vinen.

Eftersmagen også pænt lang, og jeg synes faktisk, at denne vin er bedre end den Penfolds Grange, som jeg smagte tidligere på året. Det er fortsat voldsomt, men det er sgu også elegant. Eller “meganice”, som Sidney Lee ville have sagt. I øvrigt har Parker også givet denne vin 98 point i årgang 2004.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Atomwine til 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Tenuta di Argiano, Non Confunditur IGT, Toscana, Italien

2009 Tenuta di Argiano, Non Confunditur IGT, Toscana, ItalienTenuta di Argiano er en af Toscanas store, gamle majestætiske vingårde. Selve slottet er bygget i renæssancestil og blev opført fra 1581-1596. Der er har været dyrket vin på slottets marker lige siden.

I 1992 overtog grevinde Noémia Marone Cinzano driften og revolutionerede kvaliteten, bl.a. med hjælp fra Sassicaias daværende ønolog. Giacomo Tachis. Sammen forbedrede de kvaliteten i Brunellovinen og skabte supertoscaneren Solengo, i dag en af Italiens ikonvine.

Siden 2003 har troldmanden i kælderen heddet Hans Vinding-Diers. Som søn af de danske winemakeres “Grand Old Man”, Peter Vinding-Diers, lå det i kortene at Hans skulle få en fremtid indenfor vin. Hans er opvokset i Bordeaux, men lige siden 1987 har han være på en uafbrudt ønologisk rejse, som ønolog over det meste af verden. Hans Vinding-Diers har allerede lavet vin i Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og sidst, men ikke mindst i Italien. Erfaringen er således allerede enestående, og Hans Vinding-Diers talenter og evner er enorme.

Argianos vinmarker vokser på meget forskelligartet jordbund (terroir) og det giver nye muligheder for en innovativ winemaker. Således blev de franske druer til Solengi plantet af Noémia og Giacomo Tachis fordi den kølige brise fra Toscanas kystområde ved Maremma kan svale markerne og gøre det muligt at skabe en elangante Supertoscaner. Hans Vinding-Diers så tidligt at der var mulighed for at perfektionere nogle af de bedste Sangiovese Grosso druer og lave Suolo, ligesom Hans er manden bag Single Vineyard Brunelloen Orcaia, hvis druer vokser ikke på en, men 2 vinmarker med terroir af tufsten og limsten, vinen udtrykker således en særlig mineralitet i forholdt til Argianos “almindelige” Brunello.

Argiano er blandt blot 22 italienske vingårde som har fundet gennem nåleøjet hos Robert Parker i dennes bog “The World’s Greatest Wine Estates”. Argiano har også høstet masser af roser hos Wine Spectator gennem tiden og har fået Gambero Rossos eftertragtede 3 glas flere gange.

Supertoscaneren Non Confunditur så dagens lys for første gang i 2002. Vinens latinske navn kan oversættes til “Du skal ikke forveksle”. Ordene indgik i våbenskjoldet som tilhørte den magtfulde Gaetani d’Aragona-slægt, som residerede i landsbyen Argiano i middelalderen. Påbudet signalerede, at man ikke skulle forveksle slægtens ætlinge med andre adelige – en Gaetani d’Aragona var nemlig af en særlig støbning. Det er det samme signal, Grevinde Noemi vil sende; Non Confunditur er ikke “bare” en supertoscaner, det er en vin af en bemærkelsesværdig kvalitet. Non Confunditur laves på 40% Sangiovese, 30% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Syrah, og er fadlagret 12 måneder.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt skosværte, eg, harpiks, kaffe og modne bær, og generelt en meget speciel duft. Smagen er fast, jernholdig, stramme tanniner, mørke bær og lidt peber. Flot vin, og en god rødvin som indledning til aftenens ræs.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Vinen kan købes hos Philipson til 149,95 kr. for én flaske, 109,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Cellier des Princes, Châteauneuf-du-Pape Goutillonnage, Rhône, Frankrig

2009 Cellier des Princes, Châteauneuf-du-Pape Goutillonnage, Rhône, FrankrigTil næste ret, en dejlig salat med røget andebryst med stegte kråser, serverede Leif endnu en fransk vin, denne gang fra det altid dejlige Rhône, og endda fra Châteauneuf-du-Pape.

Vinen kommer fra Cellier des Princes,  som er et kooperativ, og endda det eneste af slagsen i Chateauneuf du Pape. Det blev grundlagt i 1924, og i 1964 flyttede man til det nuværende sted på Route d’Orange i Courthézon. Kooperativet har ikke mindre end 80 medlemmer fra AOC Chateauneuf du Pape, altså en 1/4-del af de omkring 300 vinbønder i Châteauneuf du Pape. Derudover har kooperativet en del medlemmer, der ikke har marker i  Châteauneuf du Pape, men i forskellige steder i Rhône.

I alt er der tilknyttet 250 vinbønder til Cellier des Princes, og samlet dækker disse vinbønder et område på ikke mindre end 650 hektar. Der produceres da også hele 3,6 mio. liter vin hvert år. Produktionen af Chateauneuf du Pape udgør kun en mindre del af produktionen.

Her har vi deres Chateauneuf du Pape Goutillonnage, som har lagret 10-12 måneder i tank og derefter 2 måneder på flaske. Vinen er lavet på 90% Grenache, 5% Syrah og 5% Mourvèdre.

Duftmæssigt signalerer vinen klart Rhône. Der er lavendel, lidt sødme, mørke bær, en smule stald. Smagsmæssigt også en smule sødme, som passer godt med, at vinen er fra Châteauneuf du Pape, og der er derudover mørke bær, syltetøj, lakrids. Dejlig vin uden at være pragende.

Har ikke fundet vinen i Danmark, men Skovgaard Vine har nogle af Cellier des Princes almindelige Rhône vine, fx. Goutillonnage Cotes du Rhone til 50 kr. Hos producenten selv koster denne Châteauneuf du Pape omkring 13,20€.

Vinanmeldelse 4/7   

2010 Domaine La Colliere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Domaine La Colliere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNå, videre til anden vin fra tirsdag. Igen en Rhône vin. Vi er hos Domaine La Colliere i byen Rasteau.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af Georges Perrot, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere. Georges kom ikke fra en vinfamilie, men det gjorde Delphine, som han blev gift med i 1993.

Og efter brylluppet, så startede Georges hurtigt med at hjælpe svigerfar i vinmarkerne, og de solgte så druerne til et lokalt kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfaderen dog, at de ville leje et kælderrum og starte deres egen vinproduktion. De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger, dvs. det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, og så gik de ellers i gang.

Siden 2008 har Georges og Delphine selv drevet parrets i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest. Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler, og det har man ikke gjort i over 15 år.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med 1; galets (de store, runde sten) og rød ler i jorden eller 2; med den gule ler eller 3; med den berømte argile bleu (blå ler), som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin vin/druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, bl.a. denne Côtes du Rhône, en Côtes du Rhône Blanc, en Côtes du Rhône Cuvée Oublee samt 4 forskellige Rasteau’er; Rasteau Rouge, Rasteau La Fontaine, Rasteau Les Touilleres og Rasteau Esprit D’argiles.

Vinifikationen er traditionel. Der er total afstilkning af druerne. Gæringen varer 3 uger og finder sted mellem 28 og 30°. Modningen sker i cementtanke over to vintre. Vinen flaskes uden filtrering.

Vinen her er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Carignan.

Lad os hurtigt komme til vinen, for det er faktisk en lille lækkerbisken. Vinen er flot mørk, sort med violette kanter. Duftmæssigt en meget animalsk vin, der er dufter af gamle, sure sokker … på den fede måde, gamle fade og overmodne blommer. Det dufter altså bare rigtigt godt mine damer og herrer. Smagsmæssigt er der solbær, blødhed, lidt krydderier samt pæne tanniner og meget fast i smagen. Flot vin og et fund til pengene.

Købt hos Jysk Vin, hvor den lige nu fås på bud til 74 kr. Køb den før din nabo. Normalpris er 87 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Domaine de la Guicharde, Côtes du Rhône Villages Cuvée Genest, Rhône, Frankrig

2010 Domaine de la Guicharde, Côtes du Rhône Villages Cuvée Genest, Rhône, FrankrigVinsmagningen tirsdag på arbejdspladsen bød på 2 dejlige vine fra Jysk Vin. Første vin var denne Côtes du Rhône Villages fra vinmagerne Isabelle og Arnaud Guichard Hameau, fra vinhuset Domaine de la Guicharde i byen Derboux ved Mondragon, ca. 15-20 km. nordvest for Orange.

Domænets bygninger og vinmarker er placeret på et historisk sted, idet resterne af Katharernes Chateau Derboux kan ses flere steder. Disse bygninger blev nedrevet i 1228. Ellers er domænets historie som vingård ikke så gammel. De første vinstokke blev plantet på stedet i 1960. I dag er der omkring 45 hektar med vin. Isabelle og Arnaud Guichard overtog ejendommen i 1988.

Markerne er certificeret agriculture biologique fra 2011 og drives efter biodynamiske metoder. Mistralen hjemsøger hyppigt området, så det er kun på helt specielle steder, at vindyrkning er mulig pga. undergrundens rigdom. Der høstes både mekanisk og manuelt, og vinfremstillingen er helt traditionnel.

Vinen her er deres Cuvée Genest, lavet på 60% Grenache 40% Syrah.

Duftmæssigt fanger jeg lavendler, lakrids … Rhône … hvid peber. Smagsmæssigt en god balance, fin tannin, frugtrig og alt i alt en dejlig vin. Meget ligefrem og et fint glas Rhône.

Købt hos Jysk Vin til 78 kr.

Vinanmeldelse 4/7