Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2015 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder R, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder R, Ahr, TysklandBedste vin til den store Frühburgunder smagning var denne Frühburgunder R fra Weingut Maibachfarm … 17 mulehår foran Stodden og samtidig en lækker overraskelse.

Weingut Maibachfarm ligger omkring 2 kilometer syd for den gamle bydel i Ahrweiler i en dal med en smuk udsigt til det gamle kloster Calvarienberg. Vinhuset er grundlagt i 1999 og drives af den unge, energiske vinmager Alexander Weber, som I også kan se på billedet ovenover, men vingården stammer egentlig tilbage til første halvdel af 1900-tallet.

Dengang var stedet et blandet landbrug med fokus op opdræt og kvæg og kyllinger og stedet blev da også lokalt kaldt Hühnerfarm … hønsefarmen.

I dag er det et økologisk vinbrug på 9,5 hektar vinmarker, hvor 90% af markerne er stejle og ufremkommelige og 85% af produktionen er rødvine, som laves på druesorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Blauer Portugieser, Regent og Dornfelder.

Jeg kan ikke se, hvem der ejer vingården, men vinhuset er oprettet som et selskab Maibachfarm GmbH & Co. KG, hvor geschäftsführer i dag er Hans Dieter Ritterbex, mens vinproduktionen som nævnt ligger i hænderne på Alexander Weber.

En af vingårdens specialer er netop vine på Frühburgunder, hvor både moderate udbytter og den tidligere modning altid sikrer modne, bløde og milde vine.

Denne 2015 Frühburgunder R hører til blandt husets topvine og har bl.a. lagret 15 måneder på nye barriques og er også flasket ufiltreret. Og så er denne 2015’er blevet 3. bedste Frühburgunder i kåringen Ahrwein des Jahres 2017 … mens førstepladsen blev nuppet af ingen andre end Jean Stodden.

Næsen er animalsk og røget på samme tid … godt med lys frugt, hindbær, jordbær, tranebær, lidt malt. svag vanilje og en smule kanel, kridt og skoletavler. Det er en smuk, balanceret næse … ren og delikat med lidt noter af eg. Hmmmm.

I munden er det let og cremet … smagene flyder bare ud i munden, nærmest iblødsættende lækker. Der er tætte tanniner, en vis friskhed i frugten … ungdommelig. Det smager altså bare tæskelækkert.

Forhandles af Juuls Vin og Spiritus, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Frühburgunder GG, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Frühburgunder GG, Ahr, TysklandWeingut Jean Stodden … der Rotweingut fra Rotweinstraße i byen Rech i Ahr er en af de absolut bedste producenter i området og her har vi hans 2014 Recher Herrenberg Frühburgunder GG.

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen. I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på 4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, med skifer i undergrunden og eksponering perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt.

Faderen Gerhard Stodden er gået målrettet efter den absolutte top. Udbyttet blev skåret ned til 40-45 hl/hektar … og nogle steder endog 20-25 hl/hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske anderledes hårdt arbejde end de blide bakker i Bourgogne!

Hvis man ønsker at skabe en topvin, bør man købe og drikke en Romanée-Conti, siger sønnen Alexander Stodden. Det er en stor investering, men så ved man hvad idealet er. Målet er en dag at lave en slags tysk Romanée-Conti. Kald det bare storhedsvanvid, men det er nødvendigt med den slags mål – i en fjern tid. Ellers kan det aldrig blive til virkelighed, slutter Alexander Stodden.

Druerne er selvfølgelig håndplukket og nøje udvalgte på de stejle bakker af marken Recher Herrenberg. Marken er i øvrigt opkaldt efter herremændene af Saffenburg, som i fordums tid ejede jorden. Vinen er lavet med 14 dages gæring før malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i både brugte og nye barriques.

Det dufter sindssygt godt med både gazebind, syrlig frugt, hindbær, syrlig mødding, bacon, urter, urtehave, vanilje, mineraler, kolde sten og virker bare sådan fint, lækkert og nærmest porøst.

I munden er vinen let bitter, tanninerne sådan lidt middel og måske lidt tilbageholdende i smagen. Der er en fint og elegant saftighed, et grønt bid, mens nogle om bordet mente, at vinen forblev lidt uforløst. Vinen vinder helt klart ved lidt tid i glasset … so be patient my dear, og så oplever man også en delikat og let, frisk frugtvæske af bedste herkomst. 6 fede tommelfingre … men med pil ned.

Forhandles herhjemme af Erik Sørensen Vin, men denne ser ikke ud til at være i sortimentet. I Tyskland koster sådan en fætter 33€ … svarende til 246 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Zuschmann Schöfmann, Muschelkalk Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2016 Weingut Zuschmann Schöfmann, Muschelkalk Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigMuschelkalk Grüner Veltliner fra Weingut Zuschmann Schöfmann smager bare forbandet godt og er nok en af de flasker vin, som er drukket hurtigst i det houlbergske hjem. Det siger vel også noget om vinen?

Weingut Zuschmann Schöfmann lyder mest som en kringlet alkoholtest, men bag det svært udtalte navn gemmer sig et totalt spændende lille vinhus, der jo helt passende ligger på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Med andre ord i det højre hjørne af Østrig og lige op til grænsen af både Tjekkiet og Slovakiet.

Vinhuset drives af Else Zuschmann og Peter Schöfmann, der i 2009 overtog vingården fra Elses far. De ændrede driften til ren vinbrug og frasolgte de marker, som ikke var egnet til vinproduktion. Tilbage var der 16 hektar vinmarker, som i dag drives økologisk.

Ved overtagelsen vidste parret ikke, om det var muligt at dyrke druerne økologisk, men det gik ganske fint, hvorfor de i 2012 ansøgte om at blive certificeret, hvilket blev gennemført endeligt i 2015.

Weingut Zuschmann Schöfmann dyrker primært Grüner Veltliner, som fylder omkring 60% af produktionen, men derudover dyrker de også sorter som Zweigelt,  St. Laurent og Pinot Noir.

Denne Muschelkalk Grüner Veltliner er lavet med druer fra en parcel med muslingekalk, også kaldet limsten. Jordbunden er flintholdig og fossilrig og der er ikke meget næring at hente for vinstokkene. Derfor er udbyttet fra marken lavt, men til gengæld har druerne godt med kraft.

Mosten har gennemgået 4 timers maceration med drueskallerne. Gæringen har fået lov at starte spontant, altså med druernes naturlige gær. Lang kølig gæring på mellem 16 og 22 grader, og dernæst 6 måneders lagring på gærresterne – sur lige – og udelukkende i ståltank, Der er beskedne 2,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

WTF var min første tanke, da jeg stak næsen ned i glasset? Er det Riesling, for der er ikke den sædvanlige peber, græs og selleri i aromaen, men i stedet en smuk, dyb inderlighed med lidt tropiske frugter, fersken og æbler, hvide blomster, svag citrus samt en snert timian. Det dufter sgu ganske formidabelt.

Duften ændrer sig dog med lidt varme i glasset, hvor aromaen bliver mere omfavnende samt en kende sødere. Personligt for mig fungerer den allerbedst forholdsvis koldt.

I munden er vinen bare smeltende cremet og smørlækker … det smager sgu ganske fantastisk. Det er både let, blødt, flot og sødbalanceret med en lille kalkholdig og mineralsk kant, som langsomt dukker frem ved flere sip af vinen. Drikbarhed = stor. Nydelse = stor. Det er Grüner Veltliner med fylde. Det er saftigt og smager freaking, fucking, forbandet godt. Drukket på 0 komma 0 fem. Far er sgu glad … meget glad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., men du får 28% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 128,88 kr. Det er sgu en herlig pris for denne fabelagtige vin. Men en advarsel med det samme … 3 flasker bliver sgu hurtigt drukket.

Vinanmeldelse 6/7  

2008 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, Frankrig

2008 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, FrankrigFest sidste weekend og jeres flittige vinblogger blev godt fuld i masser af god champagne, da værten var gavmild og åbnede magnumflasker af denne årgangsskum 2008 fra det lille champagnehus Louis Nicaise. Det slår hårdt, men på den bedst mulige måde.

Champagnehuset Louis Nicaise er familiejet og ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon. Produktionen ligger på beskedne 6.000 kasser champagne årligt.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne årgangschampagne er 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir, 15% Pinot Meunier og 100% Hautvillers Premier Cru. Vinen er vinficeret på små fade med lagring sur lies og 30% af vinen har gennemgået en malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen.

Næsen er æblekompot, gær, toastbrød, franskbrød, gæret dej, syrlighed og en virkelig lækker duft. Det bobler og gærer … boblerne er nærmest berusende. Der fornemmes lidt citrus og måske endda også lidt vanilje godt gemt under æblerne.

Boblerne er sådan medium i styrke … ikke for aggressive eller heller ikke for vage, men egentlig – efter min smag – smukt balancerede. Der er godt med æbler, intens syre, som puffer og prikker til dig med en blød cremethed i en skøn symbiose. Det er fandeme – pardon my french – god champagne og til prisen et scoop. Så gør det ikke noget, at den slår lidt hårdt dagen derpå.

Købt hos Champaniac, hvor sådan en stor magnum vistnok koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2001 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi lægger yderligere alder på næste Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fombrauge. Vi har nu fat i en 2001’er … over 16 år på bagen. Den skulle samtidig vise sig, at være langt den bedste i vertikalsmagningen og et lysende eksempel på det, som Bordeaux vine virkelig er gode til … at ældes med ynde.

2001 er nu imidlertid ikke det bedste år på højre bred … ratet til 89 point af Wine Spectator. Vinen er fortsat under den gode Bernard Magrez’ ejerskab og lavet med hjælp fra verdens førende konsulterende ønolog Michel Rolland.

Blendet er lidt anderledes end de første to, nemlig 95% Merlot og 5% Cabernet Franc, men ellers er den lavet fuldstændig på samme vis … dvs. med vinificering i store 70 hektoliter egekar, maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

Og vi rammer sgu vinen helt perfekt lige nu … og jeg tænker også, at der bestemt ikke er grund til at gemme den længere. Der er næse med røg, en gammel brændeovn, hospital, cigaræsker, solbær, nelliker, en snas vanilje og en helt utrolig koncentrationen i næsen. Frugten er fortsat levende, men moden, blid og venlig.

I munden er vinen fyldt med blød, rund frugt, blæk … det er så blidt elegant, kraftfuld, pænt med tanniner og har en let krydret side. Frugten er virkelig blid, blød og delikat og det er en særdeles smagsfuld, elegant og moden vin.

Har ikke fundet en sådan 2001′ er til salg herhjemme.

Vinanmeldelse 6/7 

2008 E. Guigal, Côte Rôtie la Turque Côte Brune, Rhône, Frankrig

2008 E. Guigal, Côte Rôtie la Turque, Rhône, FrankrigCôte Rôtie la Turque Côte Brune fra Guigal er vel sammen med La Landonne og La Mouline de mest ikoniske vine fra Côte Rôtie, hvor Guigal vel også nærmest er kongen. Og en 2008’er Côte Rôtie la Turque Côte Brune var eftermiddagens sidste røde kanonskrald.

Jeg vil ikke skrive en masse om Guigal … det har jeg sikkert gjort tidligere. Lad os i stedet kigge nærmere på denne nærmest legendariske vin, som stammer fra marken La Turque, der – som det måske kan ses på billedet ovenover – er en ekstremt stejl mark, som med en hældning på 60 grader kræver både kræfter i benene og portion mod at arbejde på.

Guigals Côte Rôtie la Turque Côte Brune skulle stilmæssigt ligge mellems hans Côte-Rôtie La Landonne og Côte Rôtie La Mouline, men lad os vende tilbage til smagsnoterne om et øjeblik.

Vinstokkene på La Turque er plantet i 1981 og var i 2008 gennemsnitlig 25 år gamle. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar, men inden vinifikationen er der frasorteret 25% i denne årgang 2008, som heller ikke er den bedste årgang i det nordlige Rhône.

Côte Rôtie la Turque Côte Brune er ikke ren Syrah, men består af 93% Syrah og 7% Viognier. Vinifikationen sker med maceration i 4 uger og vinen er lagret 40 måneder på nye barriques, som kommer fra Guigals eget bødkerværksted.

Duftmæssigt har vi fået blyklosserne på fødderne … blæk, støvede, mørke og gærede kirsebær, gazebind, eg, mineraler, peber, lakrids, kaffebønner og nogle krydrede elementer. Det er tæt, støvet og intenst.

I munden er der samme indtryk med mørke, tætte og tørre bær, næsten kandiserede kirsebær, brombær … men alligevel er der en utrolig lethed over vinen, som nærmest – trods de mørke elementer – bliver helt feminin i udtrykket. Uha, det er sgu lækkert.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen ligger på 2.000 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets, Bourgogne, Frankrig

2013 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets, Bourgogne, FrankrigDen første rødvin til Bichels nytårskur var denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets fra Domaine Simon Bize & Fils, der netop ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne … og et vinhus, som jeg stiftede bekendtskab med tilbage i november.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der skriver sig tilbage til 1947, da Patrick’s bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Druerne til denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Marconnets kommer fra 1er Cru marken Marconnets på 0,8 hektar. Vinstokkene er plantet tilbage i 1973. Vinen er vinificeret naturligt i store åbne egekar med både maceration 4-5 dage, presning og gæring.

Presningen sker helt gammeldags med at trampe i druerne. Halvdelen af klaserne afstilkes og efter endt fermentering overføres vinen til rustfrie ståltanke, hvor vinen afkøles og dekanteres inden lagring på brugte fade. Der lagrer vinen omkring et års tid.

Næsen er meget tilbagelænet … lidt karamel, syrlige kirsebær, hindbær, ribs, en snas vanilje, hospitalsgang, grønne blade,  blomsterstøv og jord.

Men det smagsmæssige er faktisk det bedste ved vinen … lidt som den anden 2008’er Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes jeg har smagt fra Simon Bize & Fils. Det er ultrablødt i munden, blidt, cremet af Pommern til og nærmest let drillende i munden. Det er virkelig en lille lækkerbisken.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2004 Alfred Gratien, Champagne Brut Millésimé, Champagne, Frankrig

2004 Alfred Gratien, Champagne Brut Millésimé, Champagne, FrankrigKanonslagsbombardementet – lækkert ord i øvrigt – hos Bichel startede med bobler … vintagechampagne i form af denne Champagne Brut Millésimé 2004’er fra champagnehuset Alfred Gratien, der ligger i udkanten af Epernay by.

Champagnehuset er grundlagt på den nuværende adresse Rue Maurice Cerveaux i 1864 af Alfred Gratien. Han grundlagde også et vinhus Gratien & Meyer i Saumur i Loire, men i dag ejes champagnehuset dog af Henkell, den store tyske Sekt producent, som faktisk er en del af Dr. Oetker imperiet. Det i sig selv lyder jo ellers ikke specielt romantisk.

Det enestående ved champagnehuset Alfred Gratien er imidlertid, at det er et lille hus, som alene producerer 250.000 flasker champagne årligt, laver det ganske klassisk, har en tårnhøj kvalitet og har haft samme familie af vinmagere i 4 generationer helt tilbage til 1905.

Champagnerne hos Alfred Gratien laves nemlig af Jaeger familien, hvilket startede i 1905 med Gaston Jaeger, som blev efterfulgt af hans søn Charles i 1951 og han overdrog ansvaret til hans søn Jean-Pierre i 1966.

I dag er Nicolas Jaeger, som laver champagnerne som 4. generation. Han startede i lære hos sin far i 1990 og har siden 2007 været ansvarlig for hele produktionen.

Alle vinene hos Alfred Gratien gæres på små 228 liter egefade, en tradition som kun ganske få producenter som fx Krug praktiserer, og derudover gennemgår Gratiens vine ikke en malolaktisk gæring, som langt de fleste moderne Champagner.

Denne Champagne Brut Millésimé er nok den vine, som champagnehuset er mest berømt for, og i de gode årgange har vinene et lagringspotentiale på over 50 år. En tidlig årgang 1955 skulle være fremragende og har fået 98 point af Juhlin.

Champagne Brut Millésimé er lavet på 66 % Chardonnay, 24 % Pinot Noir og 10 % Pinot Meunier og har lagret 7 år på flaske med gærresterne med dégorgement i juni 2017. Lad os kigge lidt på smagsnoterne.

Næsen er – uha – virkelig lækker. Det er hvidt ristet brød, lettere olieret med gær, rugbrød, æbler, pærer, mandarin, lettere nøddet med lethed, nougat og smør. Det er luftigt, virker meget svagt boblende og svævende. Meget rar duft.

I munden er boblerne også ganske blide … delikate små perler, der popper blidt, sagte og forførende. Det er både cremet, blidt og svævende … det er vist bedste beskrivelse, som jeg kan give og en total lækker Champagne.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr. Vi drak af en magnumflaske, som koster 1.295 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Silvio Grasso, Barbera d’Alba Fontanile, Piemonte, Italien

2015 Silvio Grasso, Barbera d’Alba Fontanile, Piemonte, ItalienDenne Barbera d’Alba Fontanile er nok den bedste Barbera, som jeg nogensinde har smagt … og jeg har endda efterhånden smagt nogle stykker. Silvio Grassos Barbera d’Alba Fontanile er freaking, fucking fantastisk … pardon my italian.

Nytårsaften var Silvio Grassos Barolo Giachini aftenens bedste vin … og slog på dagen måske endda den topdyre Sassicaia. Og nu har jeg sidste weekend drukket denne Barbera d’Alba Fontanile, som faktisk – og sig det ikke til nogen – er lige så god som deres Barolo. Og så er det endda til halv pris … total no-brainer.

Det er tredje vin, som jeg smager fra Silvio Grasso, hvilket udover Barolo’en omfatter husets almindelige Barbera d’Alba, der også er lækker, men dog slet ikke på niveau med denne.

Barbera d’Alba Fontanile er lavet med druer fra flere kalkholdig marker i La Morra, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1982. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, men modsat den almindelige Barbera, der alene er lagret på ståltanke, så er denne lagret 18 måneder på franske barriques samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Og det er sgu nærmest Barbera med Barolo sjæl … næsen er virkelig meget ren, kølig og stringent og langt mere end normalt for Barbera. Det er stram italiensk syre, animalsk med toiletrens – på den fede måde – eller i hvert fald medicinskab, blomster, fad, brændt eg, kirsebær, lyse blommer, tobak og violer. Syren er svævende og ganske forførende.

I munden er vinen lidt flæsket, og lige her smages Barbera druerne måske bedst i vinen. Men ellers er der syre, stramme tanniner, som virkelig klæber til tænderne, frisk og fed frugt og derudover godt med egetræ. For helvede det smager godt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 151 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, Italien

2012 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, ItalienVi sluttede nytårsaften med maner … nemlig med Sassicaia fra Tenuta San Guido. Keeper havde taget vinen med i stedet for en rigtig fed nytårsraket og meget fornuftigt, da den vel er knap så farlig.

Sassicaia er den første italienske vin, som fik 100 point i Robert Parkers Wine Advocate, og vinen har fået de ellers svært opnåelige tre glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange. Kort sagt er Sassicaia en levende legende.

Sassicaia laves på vingården Tenuta San Guido i Bolgheri ved Toscanas kyst, og her laver man også vingårdens 2 andre vine Guidalberto og Le Difese. Godset har 148 hektar med vin.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med jordbunden i Bordeaux.

Vinmarkerne er da også beplantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelighed indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne. I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine.

I dag er Sassicaia et investeringobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux. Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta, som I også kan se på billedet ovenover. Han leder stedet med fuld respekt for traditionerne og har endda skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og Guidalberto.

Sassicaia er lavet med samme fordeling som markerne, dvs. 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc, lavet på rustfrie ståltanke med maceration 9-12 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på franske barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade.

Og det er på mange måder en powerfuld vin, som dog bærer vægten med en vis elegance. Duften er som sidst gamle tjærefyldte togsveller, mørke bær, brombær, kul, virkelig tæt og mørk i aromaen. Der er eg, våde fade, gæret og frisk, mørk frugt, syrlig stald samt læder. Paw.

Smagsmæssigt er der også godt med frisk og mørk frugt … power og syre. Der er igen de gærede og syrlige bær, og turbo på syren, slam in your face. Tanninerne er stramme og syrlige, der er let bitterhed, mineraler, sten. Tanninerne breder sig ikke i munden, men sætter sig nærmest på din tunge.

Er meget rank, meget præcis og stadig meget ung, så det er sikkert alt for tidligt at drikke sådan en vin … men godt smager det. Vi ligger vurderingsmæssigt sådan lige mellem 5,5 og 6 Thumbs Up.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor en flaske – ganske vist 2014 – koster 1.559,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7