Tag-arkiv: Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières, Bourgogne, FrankrigSå skal vi igen smage en Jean Gagnerot vin … et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group. Denne gang er det en nærmest smuk Savigny-Lès-Beaune 1er Cru Les Lavières 2017 … lige hvad man trænger til en solrig lørdag middag.

Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu kigger vi i stedet nærmere på denne vin, der kommer fra en parcel på den 17,66 hektar store 1er Cru mark Les Lavières, der ligger i den nordlige sektor af Savigny-lès-Beaune

Dér minder terroiret en del om naboappellationen Corton Grand Cru og med sin sydvendte og solbeskinnede eksponering er Les Lavières er opkaldt efter sine flade skifersten, der hjælper med dræningen og fremmer smagskoncentrationen i druerne.

Druerne høstes i hånden, mens vinen gærer på rustfrie ståltanke med temperaturstyring, men inden får druerne lov at koldmacerere nogle dage inden gæringen sættes i gang … lang og kølig med daglig punch downs og overpumpning. Vinen er så efter endt fermentering lagret  15 måneders på burgundiske 228 liter barriques, heraf 40% helt nye fade, mens resten er mellem 1 og 3 år gamle.

Hold da op … hvor er det en vild lækker vin. Det er som om, at alting sidder de rigtige steder. Havde det være en kvinde, så var hun måske nok moden, men med formene de rigtige steder. Det starter i glasset, hvor vinen er lys og transparent, men uden tegl på alder. Duften er nærmest berusende, men i næsen virker den moden, fornuftig med både jordbær, hindbær og kirsebær … en fin og dekadent trænote med teak- og mahognitræ, masser af lag, et diskret fadpræg, hvor der imidlertid hverken kommer tyk vanilje eller andre tung noter frem, for her er alt luftigt, frugtrigt og lidt blomsterrigt.

I munden er det comfort og luksus på 1. klasse og der er ingen grønne, burgundiske binoter, men bare en rund, luftig og feminin frugt med jordbær, hindbær og en svag frugtsødme. Hun er svær ikke at blive begejstret over … og ovenpå Pinot Noir fra et par andre steder i verdenen, så smager denne vin som at komme hjem … alt er på de rigtige pladser og gjort med elegant finesse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, FrankrigDomaine de la Colline Saint Jean er et familieforetagende, som drives af Aurélie og Cyril Alazard. Vi smager her deres 2017 Gigondas.

Colline Saint Jean har tilhørt Alazard familien i generationer, men det var dog først i 1976, at domænenavnet blev officielt etableret og familien startede med at lave vin i eget navn.

Aurélie og Cyril Alazard holder til i den sydlige del af Vacqueyras ved Saint Jean-bakken og derfor også navnet Colline Saint Jean. Aurélie og Cyril Alazard er selv 10. generation og deres oldeforældre solgt også vin i landsbyen, men alene på fade.

Familien har samlet 25 hektar fordelt på 4 appellationer. De har således 2 hektar vinmarker  i Gigondas, 15 hektar i  Vacqueyras bl.a. på parcellen La Ponche, på Garrigues plateauet, i Mornas-distriktet og derudover er der 1,3 hektar i Beaumes de Venise, 2,8 hektar i Côtes du Rhône og resten er blot i et område som IGP vine.

Denne Gigondas er lavet på 75% Grenache og 25% Mourvèdre fra 65 år gamle vinstokke. Druerne er afstilket 80%, hvorefter vinen er lavet i betontanke og en gæring samt maceration over 30 dage og så er vinen derefter lagret 10 måneder med 50% i 600 liter fade og resten i betontankene.

Duftmæssigt er det som at få stoppet en krydderkvist op i næsen sammen med en mineralsk jernnæve, tør engelsk lakrids samt frisk frugt med småbitre kirsebær, brombær, boysenbær, røg, sten, tjære, jod, mens fadnoterne egentlig er meget svage … men lige kan fornemmes i det fjerne.

I munden er vinen meget tør, men frugtintensiteten meget stor. Der er godt med tranebær, brombær, blåbær, tør engelsk lakrids, granit, sten, peber, bitterhed og stramme tanniner. Der kommer en frisk syre, hvor der endda følger en tør sødme med. Det gør denne Gigondas meget vedholdende og vedkommende.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Cellier des Princes, Hérosé, Rhône, Frankrig

2021 Cellier des Princes, Hérosé, Rhône, FrankrigCellier des Princes havde via Aurélie og Vinconnexion tilbudt vinbloggeren at smage en ny vin i deres sortiment … en moderne Hérosé,  IGP Méditerranée Rosé.

Cellier des Princes er et kooperativ og endda det eneste af slagsen i Chateauneuf du Pape. Det blev grundlagt i 1924, og i 1964 flyttede man til det nuværende sted på Route d’Orange i Courthézon.

Kooperativet har ikke mindre end 80 medlemmer fra AOC Chateauneuf du Pape, altså en 1/4-del af de omkring 300 vinbønder i Châteauneuf du Pape. Derudover har kooperativet også en del medlemmer, der ikke har marker i Châteauneuf du Pape, men i forskellige steder i Rhône.

I alt er der i dag tilknyttet 189 vinbønder til Cellier des Princes, og samlet dækker disse vinbønder et område på ikke mindre end 580 hektar. Der produceres da også hele 3,6 mio. liter vin hvert år, men selve produktionen af Chateauneuf du Pape udgør kun en mindre del af produktionen.

Man har tidligere har løbende rådgivning af den nu afdøde Philippe Cambie.

Her smager vi så husets 2021 Hérosé,  IGP Méditerranée Rosé, der er lavet på et mix af 70% Grenache, 15% Syrah og 15% Cinsault, som alle er høstet om morgenen for at bevare mest mulig friskhed. Efter høsten er druerne afstilket og så presset direkte, hvilket ikke efterlader vild megen farve.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 14-16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder i ståltankene og derefter er vinen frigivet … altså lige her i starten af 2022.

Det er en rigtig frugtbombe, som bare venter på, at grillpølserne springer ud på terrassen, humøret bliver godt igen og bekymringer pakkes langt væk. Der er jordbær med et tvist hindbær i … præcis på samme måde, som du vil gøre med en velkomstdrink, når gæsterne kommer i deres korte short og pastelfarvede trøjer.

I munden fortsætter de samme ubekymrede miner, jordbær, tranebær, hindbær, lidt jern, lidt citrus … ikke den vilde dybde, men Jesus hvor ville jeg gerne smage masser af denne vin til sommer.

Der er endnu ikke en importør herhjemme, men det skal nok komme, idet vinene fra Cellier des Princes bestemt sælges herhjemme. Vores lille rosé her koster 4,95€ hos producenten, hvilket svarer til 37 kr. og til den pris skal vinen nok blive en virkelig prisbasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2006 Domaine Louis Magnin, La Brova, Savoie, Frankrig

2006 Domaine Louis Magnin, La Brova, Savoie, FrankrigDen sidste af Gert E’s Savoie vine blev også aftenens helt store oplevelse. Det var atter vinen La Brova fra Domaine Louis Magnin, men nu i langt ældre årgang 2006.

Igen er det ren Mondeuse baseret vin, som kommer fra omkring 50 år gamle vinstokke på ler- og kalkstenholdig jord.

Vinen er lavet med 100% afstilkning af druerne, hvorefter de er gæret 30 dage  i rustfri stålkar med skånsom ekstraktion samt daglig pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade. Der laves årligt kun 3.200 flasker af denne vin.

I næsen er vinen – ikke overraskende – klart mere moden, men det er fortsat med lys, let og luftig aroma, her suppleret med lidt ædeltræ i form af mahogni eller teaktræ, et pirrende fadpræg med vanilje samt kanel, gazebind, lakridskonfekt, et let og luftigt medicinskab, plaster, nogle Dr. Oetker blandede cocktailbær, igen tørre og lyse hindbær, umodne lyse kirsebær, hybenroseblade … ja faktisk er vinen også ganske blomsterrig, kompleks og rund.

Igen har vinen smagsmæssigt dette lyse, saftige, lette og luftige touch med hindbær, ribs … utrolig cremet og smeltende i munden med denne fine balance mellem både modenhed, friskhed og en vis syrlighed. Det er ikke til at smage, at vinen er fra 2006, for det er bare så vedkommende, let, syrligt, rent og smukt. Dermed klart 6 store houlbergske fingre med stor pil op.

Thanks for sharing Gert E.

Købt i Chamonix, hvor han gave omkring  en flaske normalt koster 53€ … svarende til omkring 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Domaine Louis Magnin, La Brova, Savoie, Frankrig

2015 Domaine Louis Magnin, La Brova, Savoie, FrankrigVi sluttede Gert E’s lille eksklusive Savoie smagning med den samme vin i to årgange. Det var denne La Brova fra Domaine Louis Magnin og vi startede med en årgang 2015.

Vinhuset drives af parret Louis samt Béatrice Magnin og ligger i Arbin i  Combe de Savoie dalen nær byen Montmelian. Huset er regnet som en af de allerbedste vinproducenter i området, hvor familien Magnin i alt har små 8 hektar marker, der siden 2010 var været dyrket efter biodynamiske principper og siden 2012 også økologisk certificeret.

På familiens marker op mod Bauges massivet dyrkes der både Mondeuse, Chignin Bergeron, Gamay, Roussette de Savoie, Altesse, Rousanne og Jacquère.

Her smager vi så vinen La Brova …. i to årgange, men altså først i denne årgang 2015. Det er – selvfølgelig – en ren Arbin Mondeuse baseret vin, som kommer fra omkring 50 år gamle vinstokke, der er plantet på ler- og kalkstenholdig jord.

Vinen er lavet med 100% afstilkning af druerne, hvorefter de er gæret 30 dage  i rustfri stålkar med skånsom ekstraktion samt en daglig pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade. Der laves årligt kun 3.200 flasker af denne vin.

I næsen er det en lidt tør, lys og moden vin, har lys frugt og et ganske let fadpræg med en smule lakridskonfekt, sandeltræ, mandelessens eller marcipan, ristede noter, en frugt med hindbær, umodne lyse kirsebær, hybenroseblade samt en vis nerve og friskhed.

Smagsmæssigt er det en kødfuld vin, men stringent, klar og frisk vin, der virkelig holder dig oppe på dupperne. Den har en god, frisk syre, faktisk har den – trods alderen – masser af friskhed, en vild syre, ret intens og elegant. Det smager voldsomt godt, så klart 5 store houlbergske fingre med pil op.

Købt i Chamonix, hvor en flaske normalt koster 37€ … svarende til omkring 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Les Fils de Charles Trosset, Mondeuse Confidentiel, Savoie, Frankrig

2019 Les Fils de Charles Trosset, Mondeuse Confidentiel, Savoie, FrankrigVi fortsatte Savoie raidet med en Mondeuse Confidentiel fra Les Fils de Charles Trosset, der er et vinhus beliggende i Arbin ikke så langt fra det forrige hus Domaine des Ardoisières.

Vinhuset drives af Louis Trosset, som egentlig selv er professor i plantebiologi ved University of Savoie. Han arvede 2,3 hektar vinmarker på skråningerne af landsbyen Arbin i Savoie.

Fra disse kalkholdige marker har Louis nu fokus på at lave vine på Mondeuse druen fra 25 år gamle vinstokke, der står på bjergsiden af en jord med gletsjermoræner, rødskifer og kalksten.

Mondeuse vinene laves i 3 serier, nemlig Prestige des Arpents, som er lavet med druer fra de unge vinstokke på meget stenet grund, og så Harmonie, som kommer fra 30 år gamle stokke og Confidentiel med druer fra de ældste vinstokke. Samlet laver Trosset 20.000 flasker årligt.

Her smager vi netop Louis Trossets 2019 Mondeuse Confidentiel, hvor druerne altså kommer fra de ældste vinstokke. Druerne er ikke afstilket og gæringen er sket over 8-10 dage alene med de naturligt forkomne gærceller, men lagringen blot er sket i rustfrie ståltanke i omkring 10 måneder.

Duftmæssigt er det også en mørk om end, let vin … virkelig blomstret, parfumeret, total aromatisk med hæfteplaster, solskin på flaske og vilde blåbær, violer, solcreme, peber samt en pæn blidhed.

I munden er den dog lidt mere stringent, men syren virker også en smule mere flad og knap så støttende. Det er igen blåbær, tranebær, godt med bitterhed, tørhed en vis syrlighed. Det giver samlet set en frisk vin med en godt og mørk frugt, der stikker godt ud sammen med lidt krydrede noter.

Købt i Chamonix, hvor en flaske normalt koster 26€ … svarende til omkring 194 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Domaine des Ardoisières, Argile Rouge, Savoie, Frankrig

2019 Domaine des Ardoisières, Argile Rouge, Savoie, FrankrigNæste Savoie vin blev denne Argile Rouge fra Domaine des Ardoisières i appellationen IGP Vin des Allobroges.

Domaine des Ardoisières ligger i den lille by Fréterive omkring 6-7 kilometers sydvest for den større by Albertville.

Huset er grundlagt i 1998 af den ikoniske Michel Grisard efter et møde året før med borgmester Denis Perroux, stedfortræderen Claude Rey og Gilbert Pivier André Curtillat fra Association Vivre en Tarentaise. Så blev det lige aftalt på plads.

Men efter nogle år i 2005 kom Brice Ormont med på holdet og han overtog selv vingården fuldstændig 5 år senere. Han har 13 hektar marker på op til 60% stejle skråninger og dyrker sorterne Jacquere, Chardonnay, Roussane, Malvasia, Mondeuse, Gamay og Persan.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og biodynamisk, druerne høstes med enorm fokus på renhed og kvalitet, og vinene vinificeres med uden tilsætning – kun svovl ved tapningen.

Resultatet er unikke vine, som sætter Savoie-regionen på landkortet og som har kultstatus i Frankrig. Produktionen udgør 50.000 flasker årligt og de sælges næsten udelukkende til toprestauranter i hjemlandet.

Alle vinene sælges under appellationen IGP Vin des Allobroges, der er opkaldt efter den keltiske stamme af Allobrogianerne, som for ret mange år siden var underlagt Julius Cæsar. Appellationen strækker sig fra floderne Rhône og Isère i Savoie til Genèvesøen.

Appellationen IGP Vin des Allobroges blev introduceret i 2012 i stedet for Vin de Pays d’Allobrogie og omfatter kommunerne i de to departementer Savoie, Haut-Savoie og kantonen Seyssel. Dermed er appellationen næsten det samme som Vin de Savoie AOC. De fleste rødvine i appellationen er lavet på Gamay, Mondeuse Noire og Pinot Noir.

Det gælder også denne Argile Rouge, som  tidligere er lavet på 65% Gamay, 25% Mondeuse Noire og 10% Persan, men i denne årgang er vinen vistnok lavet på 80% Gamay og 20% Persan. Alle druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med hele klaser, mens gæring er sket spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på barriques.

Duftmæssigt … sikke en blomstermark, virkelig aromatisk med en nærmest dragende duft. Det er solskin, sommer, lethed, lys og luftig frugt, ribs, granatæbler … virkelig bio bio noter. Der er lidt banan og klæbrig pollen, meget imponerende og lidt anderledes.

I munden er vinen samtidig også virkelig frisk, meget syrlig med ribs, tranebær, granatæbler, stringent, lys og let. Samtidig har vinen en fin og nærmest let dansende syre. Det kan man sgu godt lide.

Købt i Chamonix, hvor en flaske normalt koster 25€ … svarende til omkring 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine des Orchis, Quintessence de Mondeuse, Savoie, Frankrig

2018 Domaine des Orchis, Quintessence de Mondeuse, Savoie, FrankrigMed næste Savoie vin kom der mere styr på tingene. Det var en Quintessence de Mondeuse i en årgang 2018 fra Domaine des Orchis.

Vinen er jo på druen Mondeuse, der findes i det østlige Frankrig, men primært Savoie. Det er en drue, som giver aromatiske vine med dyb lilla farve, med masser af syre og betydelige tanniner.

Buketten er kraftigt aromatisk med noter af sure kirsebær, blommer, blyant, bly og et strejf af sort peber. Det siges, at de fineste og mest udtryksfulde vine på Mondeuse laves ved landsbyen Arbin i Savoie.

Mondeuse vine laves mest som enkeltdruevine, men når de blandes med andre druer, så er det oftest Gamay, Pinot Noir eller Poulsard.

I vinmarkerne er Mondeuse vinstokkene kraftige og robuste, men kræver god beskæring. De han modstå stor tørke, men er sårbare overfor forskellige meldugsygdomme. Druerne har en tendens til at modnes midt i sæsonen og klarer sig faktisk bedst på stenede jorde med et højt lerindhold.

Domaine des Orchis ligger i Poisy i Haute-Savoie og drives af Philippe Héritier. Han stiftede sit vinhus i 2006, men det var dog egentlig ikke meningen, at han skulle være vinbonde. Han er nemlig uddannet som landbrugsingeniør, men arbejdede som bankmand for Crédit Agricole med speciale i udlån til landmænd.

Via hans arbejde besøgte han mange vinavlere, herunder den biodynamiske vinaver Michel Grisard, som blev en inspiration for Philippe Héritier og sidenhen opgav han bankjobbet og startede i 2006 et liv som vigneron.

Han fandt sin vingård i Poisy i Haute-Savoie med hjælp fra Michel Grisard og Charles Trosset og har i dag 3,9 hektar vinmarker, der er spredt på en række forskellige marker i højderne.

Sideløbende med arbejdet som vinproducent, så hjælper Philippe Héritier sideløbende sin far Joseph med opdræt af snegle. Faderen startede i 1995 en virksomhed med at opdrætte snegle, så i dag kan far og søn samlet opdrætte 300.000 snegle om året og de sælges til mange af landets førende restauranter.

Her smager vi så Domaine des Orchis’ 2018 Quintessence de Mondeuse, hvor druerne kommer fra en 2 hektar stor mark med masser af ler i undergrunden og et udbytte på sølle 25 hektoliter pr. hektar. Han afstilker kun 90% af drueklaser og laver vinen med en lang gæring og maceration, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på gamle egefade.

I næsen er det en dejlig, landlig, animalsk og mørk aroma med sorte kirsebær, blommer og brombær, lettere parfumeret, har blyanter og blæk, et let fadpræg med vanilje, kanel og tørt træ. Den er bestemt en rund og venlig vin.

Smagsmæssigt er vinen godt tør med en fyldig frugt … ikke helt mørk og heller ikke helt lys. Det er bitre kirsebær, let appelsinskal, har god syre, meget rank og er faktisk meget anderledes end duften. Duften viser en mørk og venlig vin, mens smagen har skruet bissen lidt mere på med syre, mediumlyse bær og en vis bitterhed.

Købt i Chamonix, hvor prisen ligger normalt på omkring 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine Jean Perrier et Fils, Les Terroirs de Jean Perrier Pinot, Savoie, Frankrig

2020 Domaine Jean Perrier et Fils, Les Terroirs de Jean Perrier Pinot, Savoie, FrankrigSå gik vi i gang med Savoie vinene og den første i rækken, var denne Les Terroirs de Jean Perrier Pinot fra vinhuset, der ligger i  Les Marches og kaldes Domaine Jean Perrier et Fils.

Jeg er ikke helt ukendt til vinene fra Savoie, selvom det nok er de færreste herhjemme, der ved ret meget om vinregionen.

Jeg har tidligere smagt en række Savoie vine og skrevet en del om selve vinregionen. Det kan du læse om i blogindlægget; Houlberg tester vine fra Savoie … de ukendte bjergvine fra Frankrig.

Domaine Jean Perrier et Fils er grundlagt i 1896, hvor Claude-Emile Perrier købte en vingård i St-André-Les Marches på et sted kaldet La Grue og plantede sin første vinmark ved foden af ​​Mont Granier.

I dag er det 7. generation i form af Alexandre Perrier, som driver det gamle familieforetagende videre. Han har samlet 60 hektar marker med både Pinot Noir, Gamay, Mondeuse og Roussanne aka Chignin Bergeron, Chardonnay og Viognier.

Her smager vi så en 2020 Les Terroirs de Jean Perrier Pinot, der selvfølgelig er en Pinot Noir baseret vin, der efter høst har gæret og macereret i ståltanke 5-7 dage, hvorefter den er presset inden en malolaktisk gæring, kort lagring og så aftapning på flaske.

I næsen er vinen både mælket og grøn. Der er mælkebøtter, lidt sjov form for blomsterpollen, lyserøde bær, ribs, jordbær, brombær samt en smule kirsebær og candyfloss eller luftig sødme.

Smagsmæssigt er vinen langt mere stram og kantet … jordbær, grønne jordbær, ribs, tranebær og hyben. Der er virkelig kant og en stram bitterhed, uforsonlig og ikke sådan vild omgængelig.

Købt i Chamonix, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2020 Les Equilibristes, Seres, Languedoc, Frankrig

2020 Les Equilibristes, Seres, Languedoc, FrankrigLes Equilibristes er et lille projekt fra Florent Girou og François de Monval, hvor de arbejder med innovative og uafhængige vinproducenter rundt omkring i Frankrig for at skabe nye blends, som nu fx denne orangevin 2020 Seres.

François de Monval er selv restauratør og vinhandler i Paris, mens Florent Girou er vinmager og konsulterende ønolog i Dordogne.

Siden 2015 har de drevet Les Equilibristes med det fælles mål at nedbryde den konformisme der ofte tegner sig i vinbranchen og gå helt egne innovative veje. De har således ikke selv vinmarker, men laver altså vin fra en række vinbønder … og denne fx fra marker, der tilhører Pierre Gabison på Château de Caraguilhes i Saint-Laurent-de-la-Cabrerisse i Languedoc.

Fælles for deres vine er, at druerne skal dyrkes efter økologisk eller biodynamiske principper, brug af druernes naturlige gærstammer og minimal intervention og brug af svovl i kælderen.

Denne 2020 Seres er en orangevin, selvom det ikke lige kan ses på billedet, da hele flasken er drukket. Men den er lavet af de to herrer sammen med Étienne og Pierre Gabison på Château de Caraguilhes på et mix af Terret Gris med skaller fra Grenache Blanc, Grenache Gris, Vermentino, Rousanne og Viognier.

Druerne er dyrket efter økologiske principper på en kalk- og lerholdig jordbund med runde småsten i Corbières Boutenac. Efter en måned i selskab med det tilsatte druekvas og vildgær tilføres de resterende 5% af vinen fra en fem år gammel solera.

I næsen er det blomster, blomstervand, moden og svagt oxideret frugt, grønne stilke, abrikos, umodne ferskner, bløde blommer og melon. Egentlig meget spændende.

Smagsmæssigt er vinen egentlig sådan tør og saltet med let bitterhed, mens syren måske ikke er så tydelig, hvilket gør vinen lidt flad i udtrykket. Det opvejes af en frisk, krydret og elegant side, godt blomstret og funky.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7