Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandJeg smagte tilbage i november sidste år årgang 2018 af Neus’ Ingelheim Horn Spätburgunder Großes Gewächs fra en 37,5 cl. flaske-/fadprøve ved en lille eksklusiv smagning med René Langdahl Jørgensen hos Mr Ruby. Til webinaret med Lewis Schmitt smagte jeg så atter vinen, nu flasket i normal størrelse og rigtig etiket.

Lewis Schmitt fortalte dog under webinaret, at flasken tilbage fra november ikke var en fadprøve, men den færdige vin, blot flasket i den lille 37,5 cl flaske og så med en etiket, hvor han med kuglepen havde skrevet, at det var Horn 2018.

Jeg synes imidlertid, at vinen denne gang var en spids bedre, men Lewis forklarede, at det formentlig blot skyldes, at vinen udvikler sig hurtigere i de små flasker kontra de almindelige. Men denne gang havde jeg også mere tid til at fange smagsnoterne … og jeg er jo normalt utrolig langsom og omhyggelig, når jeg smager vin.

Druerne er selvfølgelig fra den 21 hektar store Große Lage mark Horn på Mainzer Berg skråningen. Neus’ parcel ligger – som nævnt i min artikel om vinhuset – helt inde ved Ingelheim, hvor jorden består af fossile rester, kalksten og sandler, som er god til at holde på vandet.

Omkring 70-80 af druerne er afstilket, men der er også brug for nogle hele klaser for at give vinen friskhed og tanniner. Vinen er spontangæret og lagret på tre barriques, for mere vin var der ikke. Vinen har tilbragt 18 måneder i to ældre egetræsfade samt et nyt fad fra Francois Freres.

Sikke en vild dejlig aroma … meget åben med en utrolig lækker animalsk landlighed med mødding, en syrlig bio bio kant og et meget større fadpræg er nu også tydelig. Jeg elsker sgu denne vibrerende, landlige og syrlige af ko-lort og hestestald. Det suppleres med lidt ristede noter, røg, tjære, gammelt træ som i husene i den gamle by samt en frugt med  hindbær, jordbær og yoghurt, sød vanilje, kanel, kardemomme og sød kaffe.

Smagen er fortsat så smuk, ren, direkte, fin med masser syre, lys frygt og så fin balance. Det er jordbær, hindbær, ribs, der er grønne tanniner, som i starten virker tilforladelige, men alligevel sætter sig på dine tænder. Syren er bare så grøn, fabelagtig og frisk. Vinen har både spændstighed, frisk syre, lækker lys frugt og en sindssyg flot  balance, så Houlberg er glad og hoster atter op med 6 lette fingre med stor pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigDet er kun et par uger siden, at jeg blev begejstret over denne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae på Château des Roches i årgang 2018 … og hvorfor så ikke smage vinen i den nyere årgang 2019?

I sidste indlæg om 2018’eren skrev jeg lidt om Ampelidae, der blev grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet, men i dag drives af ægteparret Kate og Benjamin Meuli.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra vinhusets egne marker ved slottet Manoir of Lavauguyot. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

Som med 2018’eren har vinen en landlig aroma … syrlig med en nærmest biodynamisk kant, ribs, jordbær, lyse kirsebær, blæk, lidt blyanter, røg, appelsin, umodne nødder og er let, lys, luftig, frisk og luftig med en sart skrøbelighed.

Hvor smager det dog også bare godt … lidt som duften, let, syrlig, frisk med masser levende og lys frugt som ribs, hindbær samt lyse kirsebær. Vinen har en lys saftighed, en burgundisk lethed og en tør juraagtig syre. Til prisen er det fortsat lidt af et fund.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2001 Stéphane Brocard, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, FrankrigFor lidt over en måned siden stødte jeg for første gang ind i en vin fra Stéphane Brocard, der driver Closerie des Alisiers. Det er et negociantfirma beliggende i Marsannay, hvor han laver hvid Chablis, men også lidt røde fra den sydlige del af Bourgogne.

Nu har han fået fingrene i et parti 2001 Gevrey-Chambertin fra et hemmeligt bourgognehus i netop Gevrey-Chambertin. På grund af Covid-19 har de ikke kunnet levere deres vine til michelin-restauranterne og derfor har Stéphane Brocard købt et læs af flaskerne og nu frigiver vinen på markedet under sit eget navn.

Vinen kommer fra et vinhus, hvor vinmageren er berømt for at lave Pinot Noir med monsterlang kældermodning og denne har da også ligger på 100% nye burgundiske egetræsfade og flaske i hele 19 år, hvorfor den også normalt sælges meget dyrere.

Gevrey-Chambertin er jo den største appellation i Côte de Nuits med dens samlede 400 hektar og dens hele 28 forskellige 1er Cru marker. Men derudover laves der også fremragende Villages vine, som nu fx denne 2001 Gevrey-Chambertin fra Brocard.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir fra samlet  7 hektar vinmarker under Villages appellationen. Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede ståltanke med 12.17 dages skindkontakt, daglig pigeage, som sikrer et seriøst udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen modner herefter 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske egetræsfade.

Duftmæssig føler man sig lidt som TV-2, når de synger Nærmest Lykkelig. Musikken svæver lidt henover en moden, lys frugt, der er indpakket i føjelige gamle egefade, lidt gæret i det endda … ribs, tranebær, brombær med moden ynde, lidt skov, læder, timian og salvie. Selvom vinen nu er godt 20 år, så virker den i næsen spillevende og elegant.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen står ren, hård, rank og nærmest mineralsk med jern og knuste sten, en tør og vild syre, ribs, ribs og ribs tilsat lidt hindbær og masser af tanniner. Denne vin har masser af liv, glæde og fornøjelse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2019 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigMer’ Pinot Noir i glasset og endda et gensyn med Gerhard Markowitsch fra hans vinhus Weingut Markowitsch i den lille by Göttlesbrunn i appellationen Carnuntum i Niederösterreich. Her er det hans entry-level Pinot Noir i årgang 2019.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1750, men drives i dag af den seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … samt selvfølgelig hans hustru, som hedder Christine. Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsageligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri … en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Dette er som sagt Markowitschs entry-level Pinot Noir og som vanligt, så har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra Markowitsch.

Vinen er lavet med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter vinificeres vinen i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Duftmæssigt er det en lidt mørkere og mere maskulin Pinot Noir end forventet. Den har en aroma, som er landlig, smårustik, frugten kirsebær, brombær suppleret med blomster, knuste sten, nelliker, nogle let mælkede noter og læder.

I munden er det også en Pinot Noir med en vis pondus, tørre urter, en frugt, der minder om duften med mørke kirsebær, brombær samt en robust syre, god og frisk saftighed og en svag bitterhed. Jeg har smagt Markowitsch mange gange og altid været glad … det er jeg fortsat, for denne basis Pinot Noir holder et fornuftigt niveau og dermed 4,5 fedtede fingre med pil op.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigForleden var jeg ovenud begejstret for en Beaune 1er Cru Les Teurons fra Domaine Michel & Marc Rossignol. Nu har jeg igen vin i glasset fra det lille vinhus i Volnay, nemlig en 2017 Bourgogne Pinot Noir.

Selvom det hverken er en 1er Cru, Leu-Dits eller Villages, men en helt almindelig regional vin, så smager det himmelsk … men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Druerne til vinen er fra nogle af husets marker i både Volnay og Pommard, men her er druerne ikke gået til deres kommunevine, men er deklassificeret til denne Bourgogne Rouge.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter endt gæring modner vinen 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade.

I glasset er vinen herlig lys og transparent med svag brunlig kant, mens duften – hold da op – byder på masser af jordbær, jordbærgrød og rødgrød med fløde, roser, champignon, våd skovbund, våde fade, lidt småparfumeret, lys, let, sart og vildt tiltrækkende.

Det smager sgu også af masser friske jordbær og lidt hindbær, en kæk lille sødme, meget fin, lys og rund i smagene … yderst let, slank, sart og elegant. Der er ikke vildt dybde, men til gengæld er det så let, feminint og elegant, at man bestemt duperes. Der er mest let Volnay karakter i vinen og ikke så meget Pommard, men hvor er det altså bare fremragende og til tilbudsprisen er det vanvittig, loco og galning. Jeg er betaget, så smider lige 5-5,5 store tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er herlig bizar og absurd.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2018 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigI den lille by Marigny-Brizay vrimler det med gamle vinslotte, og i dette vinøse smørhul i Loire få kilometer nord for den store by Poitiers finder vi på Château des Roches vinhuset Ampelidae og det er derfra, at vi nu smager denne 2018 Marigny-Neuf Pinot Noir.

Vinhuset Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er interessant, uddannet ph.d. i psykolog og vinmager. Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.

Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i  Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.

For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.

Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.

Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.

Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.

Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af ​​chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.

Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.

La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.

Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.

Denne Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … altså nogle af vinhusets egne marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

Det næsten kærlighed ved første duft, lys, animalsk med syrlig mødding, appelsin, ribs, jordbær og kirsebær, umodne nødder, let, luftig og frisk. Duften lover rigtigt godt, for letheden og dens lyse, frisk sind virker så fint og sart.

Den smager sgu også lige sådan … let, syrlig, frisk og med masser levende, lys frugt som ribs, hindbær samt lyse kirsebær. Vinen har en lys saftighed, en burgundisk lethed og en tør juraagtig syre. Det hele  hænger sgu ret godt sammen og en virkelig charmerende vin, der til prisen er lidt af et fund.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, FrankrigI Volnay vrimler det nærmest med små vinproducenter med navnet Rossignol og her er vi netop hos én af disse … nemlig det lille Domaine Michel & Marc Rossignol, som jeg smager en 2018 Beaune 1er Cru Les Teurons fra.

Rossignol er også et stolt navn i hele Côtes de Beaune området, for mange producenter med det kendte navn stammer nemlig fra den Rossignol familie, der i hvert fald siden 1634 har været vinavlere, hvor de første kendte i familien var Léonard Rossignol, hans søn Lazare og hans barnebarn, som også blev kaldt Lazare, samt hans oldebarn François.

Rossignol’erne har siden spredt sig i hele Bourgogne … og bare indenfor en 500 meters cirkel fra Michel & Marc Rossignol findes der i dag ikke mindre end 6 producenter, som alle hedder noget med Rossignol. Og det er bare i Volnay!

Michel og Marc Rossignol er far og søn, som er de seneste generationer i det gamle vinhus, hvor faklen siden 1600-tallet er gået fra generation til generation. Michel Rossignol har endda – ved siden af familiens eget vinhus – i en lang årrække passet og plejet en del marker for det berømte Hospices de Beaune, da han nyder høj anerkendelse for sit markarbejde og kendskab til det lokal terroir.

I dag er det dog primært Marc, som driver vingården, der samlet har 6 hektar vinmarker, der alle ligger i Côtes de Beaune, men primært i  Volnay og så lidt i Pommard.

Her smager vi husets Beaune 1er Cru Les Teurons, hvor druerne selvfølgelig kommer fra Premier Cru enkeltmarken Les Teurons, der er en af de bedste i Beaune og kendt for vine med klasse og harmoni, hvilket vi selvfølgelig tester lige om lidt. Teurons ligger mellem Les Grèves og Clos de la Mousse syd for Beaune og marken vender sydøst med veldrænende kalkholdig jord.

Jeg har tidligere smagt Beaune 1er Cru Les Teurons fra Rossignol, men dengang var det fra Domaine Rossignol-Trapet, der netop også ligger i Volnay … og formentlig i familie med Michel og Marc.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter presningen omstikkes vinen til 228 liters burgundiske egetræsfade – heraf 20% nye – hvor den lagrer 11-18 måneder inden aftapning og frigivelse.

Supervin har via Stéphane Brocard fået kontakt til familien Rossignol, der er hans gode venner. Og da restauranterne her under COVID-19 pandemien køber mindre, så har Supervin skaffet vinen hjem til en meget fordelagtig pris. Men lad os smage den.

Næsen er sådan meget ren … slet ingen svinkeærinder, men en ung, lys, elegant og ren frugt, umodne jordbær, kirsebær, tranebær, ribs, meget skrøbelig, spinkel, sart og forsigtig med sine fine og feminine aromaer, rolig, elegant med lys struktur, blomster, rosenblade, lidt fennikel og ganske svage aftryk fra fadene med et flygtigt strejf af kanel og måske endda også vanilje.

I munden har vinen samme renhed … spændstig, frisk og småsyrlig, lys frugt, ribs, lyse kirsebær, ribs, brombær, men det er et silkefint, sart og delikat smagsspekter, der giver vinen elegance, harmoni og finesse. Der er tanniner, men de er enten runde eller vage, men det harmonerer sgu alt sammen. Vinen slutter med en cremet, blød, lys og lidt mineralsk eftersmag … virkelig et godt glas. Tilbudsprisen synes vild god for 1er Cru Bourgogne. Køb til kælderen eller til fornøjelig nydelse nu. Houlberg lægger sig  i underkanten af imponerende 6 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandVi slutter besøget af den lille trio af vine fra Hanspeter på Weingut Ziereisen med endnu en rød af slagsen … én af hans røde Premium Weine, nemlig en 2017 Schulen Blauer Spätburgunder.

Her kommer Spätburgunder druerne fra en mark, hvor alle vinstokkene er plantet fra 1970 og frem til 1995. Jordbunden er nogenlunde som foregående med kalksten som i Jura og så er vinen jo ellers lavet med spontangæring/maceration over omkring hele 6 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie i 24 måneder på 225 liters barriques, heraf 5% nye. Først derefter aftappes vinen ufiltreret på flaske og frigives.

Duftmæssigt har Schulen Blauer Spätburgunder lidt af samme elementer som de forrige basisvin, dyb landlig og animalsk, nærmest pelsforet og har også nogle beaujolaisagtige karaktertræk, men er klart mere ren, mineralsk, kalket og slankere. Frugtmæssigt er det fortsat godt med røde kirsebær, ribs og dermed lysere i frugten, hvilket er suppleret med mentol. Nam.

Smagen følger samme mønster … klart mere syrlig, mere frisk i frugten, hvilket suppleres med peber, kirsebær, hindbær, jern, kalk, mineraler, rosenblade og grønne elementer. Det beaujolais-rustikke er derfor mere afdæmpet, smagen mere ren, syrlig og direkte.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandDe to andre vin fra Hanspeter på Weingut Ziereisen Efringen Kirchen er begge rødvine på min elskede Spätburgunder drue og første er en 2016 Blauer Spätburgunder.

Det er Hanspeters basis Spätburgunder med druer fra vinstokke plantet i perioden fra 1990 til 2010 på nogle af hans vinmarker med en jordbund af kalksten og löss. Vinen er lavet med spontangæring/maceration over omkring 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie på store egefade i 22 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske. Så er der bare tilbage at se, om vinen også har burgundisk præg, ligesom første Chardonnay fra Ziereisen.

Duftmæssigt er der faktisk noget, som minder ufattelig meget om noget burgundisk, for vinen har en beaujolaisagtig rustik landlighed og hvor er det godt! Den er sådan nærmest saftig, sød, animalsk med både babybræk – på den gode måde – masser af røde, søde og modne kirsebær, røg, gran, mint og sten. Rustik, animalsk og saftig som bare pokker … meget fin.

Smagen byder også på masser af saftige røde kirsebær, brombær, jordbær, jod, peber … rund og fyldig smag med jernagtige elementer samt mineralsk syre, satans rustik, let og charmerende. Igen får man omgående tanke på Beaujolais … men det er Blauer Spätburgunder med stor karakter. Til prisen lidt et fund.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Mélanie Pfister, Pinot Noir Rahn, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Pinot Noir Rahn, Alsace, FrankrigBare først snif af Mélanie Pfisters 2016 Pinot Noir Rahn afslører omgående, at vi nu er kravlet en liga op … fra Ligue 2 til Logue 1, hvor vi spiller om det franske mesterskab.

Vinen er selvfølgelig 100% Pinot Noir, som kommer fra marken Rahn … en enkeltmark med en undergrund af kalksten. Vinen er lavet helt traditionelt med først alkoholisk gæring og derefter en malolaktisk gæring efterfulgt af lagring 14 måneder på brugte fade, hvorefter vinen er aftappet og klar til frigivelse.

Vinen er duftmæssigt bestemt nogle af de samme aromaer som foregående Pinot Noir Weg, men her er det hele altså bare varmere, mere rundt og har langt mere dybde, mere kompleksitet og samtidig også meget mere kirsebær. Ellers er der fortsat mirabeller, hindbær samt fennikel … her måske endda decideret lakrids, som suppleres med tobak, læder, medicinskab, blomster og en parfumeret kant.

Smagsmæssigt er der også langt mere kraft og saft … igen dette varmere og mere cosy udtryk, hvor frugten virker lidt mørkere med kirsebær, tranebær og ribs. Den er slet ikke så grøn, syrlig og stram som Weg og har langt mere smag. Selvom den måske i duften kan virke moden, kogt eller svagt marmeladeagtig, så her den fortsat grøn og stram syre, hvilket giver en sammenhængende fin samt intens alsacisk Pinot Noir.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7