2011 Finca Allende, Allende Tinto, Rioja, Spanien

2011 Finca Allende, Allende Tinto, Rioja, SpanienFinca Allende er grundlagt af søskendeparret Mercedes og Miguel Ángel de Gregorio i 1986 og ligger i Briones nær Haro i Rioja Alta området. Derfra smager vi deres røde Allende Tinto.

Finca Allende holder faktisk til i et gammel palæ El Palacio Ibarra, som er bygget i 1675 efter ordre fra Don Pedro Ibarra. Ved overtagelsen i 1986 bestod det gamle palæ strengt taget kun af ydermurerne. I dag fremstår El Palacio Ibarra atter som i sine velmagtsdage – ikke mindst de renoverede kældre, der er hjertet i vinifikationen og den efterfølgende lagring.

Allerede fra etableringen af vingården opkøbte Miguel en masse små ekstraordinære vinmarker med gamle vinstokke. Det samlede areal udgør 22 hektar og består bl.a. af markerne Martires, El Calvario og Aurus.

Via langtidskontrakter med lokale vinbønder kultiverer Finca Allende yderligere 56 hektar vinmarker fordelt på ikke færre end 92 forskellige plots. Disse vinmarker ligger på nordvendte skråninger, hvilket er én af forklaringerne på Finca Allendes elegante vinøse udtryk.

Til de røde vine er den dominerende druesort naturligvis Tempranillo, men der dyrkes også en smule Garnacha og Graciano. De hvide vine bliver fremstillet af de to klassiske druer Viura og Malvasia.

Denne vin … Allende Tinto er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 45 år gamle vinstokke. Druerne er afstilket men ikke knust, hvorefter de kommer i en kold forgæring i rustfrie ståltanke ved 5 grader i 6 dage.

Derefter starter den alkoholiske gæring ved 28 grader over 10 dage og fortsat på skindet, så samlet udgør macerationen 16 dage. Den efterfølges af den malolaktiske gæring … også i rustfrie ståltanke og så 14 måneder lagring i franske barriques og vinen aftappes uden filtrering.

Duftmæssigt syrlig og gæret frugt, kirsebær og blåbær, måske endda lidt enebær. Der er pænt med eg i aromaen. I munden er vinen egentlig ganske frisk i frugten og klart lettere end forventet. Det er en meget ren, rank og lettere spansk vin, men snerper måske en anelse i munden, men bestemt godkendt.

Købt hos Winefamly til 132,82 kr. mod en normalpris på 250 kr. Theis Vine sælger også vinen, blot i årgang 2010 og der koster vinen 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, Italien

2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori holder til i byen Negrar omkring 10 kilometer nord for Verona og omkring 15 kilometer øst for Gardasøen i Veneto området. Nu smager jeg igen en vin fra Sartori, nemlig deres L’Appassione Rosso delle Venezie.

Sartori eller Sartori di Verona er grundlagt for 120 år siden, nemlig tilbage i 1898, hvor Pietro Sartori købte den lille vinmark Villa Maria og en lille vinkælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Det blev grundstenen til vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald.

Siden 1998 har vinhuset været drevet af 4. generation i form af den blåøjede Andrea Sartori, som selv elsker cubanske cigarer og har et ondt golfsving. Det er Andrea, som står bag vinhusets enorme ekspansion efter hans overtagelse af driften.

Andrea er selv uddannet indenfor økonomi og har haft sin uddannelse både på universitetet i Verona, på Cuoa Business School i Vicenza samt New York’s Columbia University. Han startede med at få åbnet for salg af husets vine til både USA, Canada og hele Europa.

Derefter indledte Andrea en række ambitiøse initiativer, der skulle gøre Sartori en stor spiller både i hjemlandet samt på de internationale markeder. Han slog sig fx sammen med Cantina Colognola for at sikre en stabil forsyning af druer … og fik dermed med et snuptag yderligere 2.500 hektar vinmarker.

For at sikre kvaliteten hyrede han også den højt profilere ønolog Franco Bernabei som konsulterende vinmager, hvilket udover en generelt løft af alle vinene også resulterede i skabelse af topmærket I Saltari.

Senere er forretningen også udvidet med købet af Mont’Albano i Friuli og joint venture med Cerulli Spinozzi d’Abruzzo og Feudo Sartanna på Sicilien.

I dag regnes Sartori som en store indflydelsesrige vinhuse i Italien og Andrea har bl.a. haft bestemmende roller som præsident i flere af de store organisationer i vinbranchen, fx Confederazione della Vite e del Vino, Premio Morsiani og Federvini … blot for at nævne nogle få.

Denne L’Appassione Rosso delle Venezie er produceret på 50% Corvina, 25% Corvinone, 20% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som alle kommer fra nogle af vinhusets marker. Druerne høstes med stor omhu og lægges i kasser for delvis tørring indtil begyndelsen af november måned. Efter gæringen lagres vinen på store egetræsfade i nogle måneder for til sidst at blive tappet på flaske.

I forhold til, at druerne skulle være tørret, så er farven langt lysere end forventet, meget luftig i næsen og måske også en kende neutral med lette balsamiske noter, kampfer dråber, hindbær og ribs.

Smagsmæssigt en meget drikkevenlig og småsød vin, hvor jeg klart mangler lidt kompleksitet og dybde. Det bliver lidt for meget saft og er uden modstand, syre eller intensitet. Det en lidt en vinøs Keld Heick, venlig, flink og en vinder til en pizza fra Dr. Oetker.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 61,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2015 Bodegas Tridente, Tridente Tempranillo, Castilla y León, Spanien

2015 Bodegas Tridente, Tridente Tempranillo, Castilla y León, SpanienVinene fra den spanske Bodegas Tridente har masser af lækkerhed. Den labre storesøster Rejón er saftig og lækker, men denne billige og villige lillesøster Tridente Tempranillo også har godt med lækkerhed.

Bodegas Tridente ligger i Villanueva de Campean omkring 30 kilometer syd for Zamora udenfor Toro appellationen i vinområdet Castilla y León. Vinhuset er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien, som ejer en lang række vinerier i flere områder i Spanien.

De ejer faktisk samlet ikke mindre end 9 vinerier, Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla … ja og så Bodegas Tridente.

De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien i 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og grundlagde i 2008 også Bodegas Tridente projektet.

Bodegas Tridente blev grundlagt som et af de mange opkøb med det formål at lave kvalitetsvine fra deres opkøbte  65 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 40 parceller med masser af tudsegamle vinstokke, som er plantet løbende igennem tiderne.

De fleste af markerne ligger omkring byerne Villanueva og El Pego … men kun sidstnævnte ligger indenfor appellationen DO Toro. Og selve vinproduktionen foregår i Zamora, som også ligger uden for Toro, så det betyder, at vinene fra Bodegas Tridente dermed blot bliver vine fra Castilla y León.

De ældste vinstokke er omkring 130 år gamle, og den bedste mark er Rejón, som netop leverer druer til storesøsteren til denne Tridente Tempranillo. Rejón er ubetinget Bodegas Tridentes absolutte topvin, som er lavet på ren Tempranillo fra de ældste vinstokke.

Udover Tempranillo, så dyrker vinhuset også sortern Prieto Picudo samt Mencía fra nogle marker, som ligger et stykke fra vingården, nemlig i Bierzo og León området. De to druesorter bruges i vinene Tridente Prieto Picudo og Tridente Mencía, mens de resterende øvrige 4 vine alle er lavet på Tempranillo.

Selvom vinhuset er ejet af Gil familien, så er ledelsen af vingården lagt i hænderne på Enrique Busto, mens den ansvarlige vinmager bag vinene er den australske ønolog Frank Gonzales, som dog oprindeligt stammer fra Spanien.

Denne Tridente Tempranillo er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra gamle vinstokke på marker ved bådeVillanueva de Campeán og El Pego i Zamora provinsen. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering lagret på franske egetræsfade i 15 måneder. Den trækker en astronomisk alkoholprocent på 16%.

Næsen er også dødlækker … fed, frodig, opulent med våde fade, mejeri, kul, blæk, blåbær, brombær, kakao, vanilje, kanel, eg, lidt våd hund, men alligevel også med en smule kølighed i frugten. Egefadene og moden, mørk frugt fra gamle vinstokke har virkelig sat sine spor.

I munden er vinen trods den opblæste og buttede næse ganske tør, men med masser af power, kraft og virkelig tæt i smagen. Det er en kraftig spradebasse, men har charme, peberbid, chokolade og fylder massivt i munden og byder på en lille efterbrænder i eftersmagen. Det er lidt for meget, men også dejligt … mit spanske hjerte er vild med billige, lækre lillesøstre, som er gavmilde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, Frankrig

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, FrankrigHan er sgu produktiv den gode Xavier Vignon, vinbonde og negociant. Nu smager jeres flittige vinblogger endnu en vin fra Xavier, nemlig hans 2016 Lirac på 80% Grenache og 20% Syrah.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Lirac … et område som vel er et af de mindst kendte områder i Rhône, selvom det har potentialet til at frembringe store vine. Det er der imidlertid ikke så mange, som forsøger og i stedet laves det meste vin derfor af de lokale kooperativer.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer gærer sammen, hvilket giver ekstra kompleksitet til den færdige vin. Omkring 70% modner på ståltank for ekstra renhed i frugten, mens 30% af vinen er modnet på egetræsfade, heraf 1/3 nye fade.

Næsen er en kende indelukket, diskret og lettere neutral, men meget ren og direkte i frugten og har godt med krydderier. Frugten er ikke fed og mørk, men mere mellemrød, kirsebær, brombær, lidt læder, lavendel samt laurbærblade.

Smagen er frisk med en vis lethed, dejlig smag i frugten med en smule sødme, jernholdige elementer og lidt peber. Det er blåbær, brombær, violer og samtidig en vis tørhed, selvom vinen er yderst drikbar og nærmest lidt cremet i munden. Det er virkelig godt lavet Rhône.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, Australien

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, AustralienEpsilon Wines ligger i den lille by Daveyston i Greenock, Barrosa Valley og drives af ægteparret Julie og Aaron Southern … og derfra smager vi nu deres 14,8% højoktan powervin Barrosa Valley Shiraz.

Julie og Aaron Southern købte deres vingård tilbage i 1994 og var besluttet på, at det skulle være et lille familie projekt. Gården blev købt med lidt hjælp fra Julias forældre, som stillede de nødvendige kautioner for bankgælden. Forældrene er John og Barb Kalleske … og de er formentlig i familie med den legendariske Troy Kalleske fra Kalleske Wines, som ligger ganske tæt på Epsilon Wines.

Så generne til at lave god vin løber i familiens årer, men lidt hjælp er jo altid godt og udover kautionerne for banken, så fik parret ved etableringen også en Case 885 International traktor, en roterende hakke og lidt udstyr til vinproduktionen, men druerne solgte parret dog til andre vinproducenter.

Imidlertid blev det et møde med Jaysen Collins og Dan Standish, som fik størst betydning for vingården. Historien hedder, at Jaysen Collins – medejer af Massena Vineyards – stoppede ved en vinmark, hvor Aaron Southern skulle til at hive nogle 90 år gamle vinstokke op.

Det fik Jaysen stoppet og i stedet lavet en aftale om, at Massena Vineyards kunne købe druerne fra gårdens marker. Siden udviklede der sig et nært venskab mellem både Jaysen Collins og Dan Standish fra Massena og Southern parret.

Det var under en middag i 2003 mellem de 4 venner, at idéen til en egenproduktion og etableringen af Epsilon Wines blev til. Julie fik overtalt Dan og Jaysen til at hjælpe dem med at producere deres egen Shiraz.

I første omgang mest for sjov, men da vinen fik gode anmeldelser -både nationalt og internationalt – fik de smag for mere.  Årgang 2015 blev senere revet væk, og så var Epsilon Wines var for alvor en realitet.

De har foretaget investeringer undervejs, men hele tiden med et mål for øje, at investeringerne kunne hvile i sig selv, eller tjene sig hjem inden for en kort periode. I 2007 købte de således et stykke jord på Hempel Road nordvest for Nuriootpa og i 2008 afsluttede de byggeriet af deres nye produktions-faciliteter.

I dag besidder Julie og Aaron 25 hektar på Moppa Springs Road i Greenock i den nordvestlige del af Barossa Valley og 9 hektar på Hempel Road. Det meste af markerne er beplantet med Shiraz, som stortrives i den røde jord med det varme klima.

Denne Barrosa Valley Shiraz er lavet ved, at druerne efter høsten først afstilkes, hvorefter fermentering starter med hele druer i 7-11 dage ved 22-25 grader. Vinen har derefter tilbragt 12 måneder i 2-3 år gamle amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der skrald på drengen … intens, tæt og mørk lakrids, nærmest en maggiterning eksplosion af mørk frugt, solbær, blåbær, kærnemælk, chokolade, kanel, vanilje, bomuld samt lidt kaffe.

Og det smager sgu meget godt … lidt af en mundfuld, men det er nu ikke en alkoholtung Shiraz, selvom det er the full monty. Der er godt med chokolade, power, blæk og tykke tanniner. Det er en trind dansepartner, men følger overraskende godt med … og danser optimalt med en blodrød, saftig muskelmand af en bøf.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119,93 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigVed Val de Dagne lidt syd for byen Montirat for foden af bjerget Alaric og en kende vest for Narbonne og Middelhavet ved Lion bugten finder vi vinhuset Domaine Calmel & Joseph, som står bag denne Côtes du Roussillon Villages.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Det er de to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph, som står bag vinhuset og de har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577, hvor den tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler.

De to ihærdige vinmagere producerer forskellige vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen. Denne Côtes du Roussillon Villages tilhører en serie af vine, som de to herrer kalder Les Terroirs … forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Vinen er lavet på 40% Syrah, 30% Grenache, 20% Carignan samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar fra marker med højt indhold af ler, kalksten, skifer og sandsten.

Druerne er høstet manuelt, sorteret og afstilket inden den alkoholiske gæring, som sker ved 28 grader over 20 dage, hvorefter vinen lagrer en periode i betontanke.

Frugten virker duftmæssigt en anelse træt eller moden, hvilket er kombineret med gammelt træ … lidt som et hus i den gamle by, nogle sødbrændte elementer, blåbær, solbær, sandeltræsolie, lidt arabiske krydderier, lavendel og en smule eg.

Smagen er blød, harmonisk og det er en meget drikkevenlig vin, der bare glider ned. Frugten er mørk, men vinen er lidt syrefattig og har et lille peberbid i enden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig fortsætte i det hvide Chardonnay-spor … og hvad er så mere naturligt end at gøre det med lidt burgundisk af slagsen? Vi smager nemlig en Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ med tussegamle vinkældre underneden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi en Mâcon-Villages i Mâconnais, altså det sydligste område i Bourgogne, nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé, men har en undergrund af kalksten er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer og fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og med flere måneders bærmekontakt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen byder på en anelse melon, tropisk frugt, mandariner, faktisk godt proppet med frugt, frisk og på ingen måde nogen tyk, fed Chardonnay, men alene lidt erotisk buttet med en lækker inderlighed … lidt forsigtig, men dufter bare supergodt.

Smagen er også herlig elegant, let og samtidig med dybde, flot balance, helt direkte i smagen, super god smag og til prisen er det virkelig en lækker vin. Du får masser af burgundisk kvalitet i denne vin og samtidig en vin, som de fleste vil elsker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2017 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigNår vi nu er ved den dygtige Gerhard Markowitsch, så lad os nuppe én mer’ af hans vine. Det er ikke endnu en rød, men i stedet en hvid basisvin, nemlig hans hvide på Chardonnay.

Weingut Markowitsch laver samlet 5 hvidvine, nemlig en enkelt på Sauvignon Blanc, 2 på Grüner Veltliner selvfølgelig og så 2 på Chardonnay … denne almindelige Chardonnay samt en Ried Schüttenberg enkeltmarks Chardonnay, som også er lagret på egefade.

Det er denne almindelige Chardonnay ikke … den er vinificeret på rustfrie ståltanke, en forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden aftapning på flaske.

Næsen byder på pærer, grape, melon, stikkelsbær med en slagsside mod noget tropisk, men samtidig fornemmes der også en lille fedme i vinen. Det dufter rundt, aromatisk med lidt muskat, estragon, men begge meget svagt. Der er også nogle søde krydderier og jeg fanger en smule kardemomme.

Smagsmæssigt er det ikke en fed Chardonnay, men en forholdsvis frisk vin med en medium fylde, rund og blød. Der er en meget svag bitterhed og syren er meget blid … intet skarpt her, men det smager altså bare godt og vil klare være en vin, som mange vil kunne li’. Jeres flittige vinblogger er i hvert fald én af dem.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men pt. er på tilbud til kun 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2016 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigWeingut Markowitschs almindelige basis Pinot Noir holder et højt niveau og smager bare godt. Her smager vi vinen i en årgang 2016 … svagt bedre end sidst jeg smagte vinen i årgang 2012.

Weingut Markowitsch ligger i den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Niederösterreich og er grundlagt tilbage i 1750. I dag drives vinhuset af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau, som hedder Christine.

Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsageligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri … en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Dette er som sagt Markowitschs entry-level Pinot Noir. Som på alle vinene fra Markowitsch er der også blindeskrift på. Hvad teksten er på blindskriften ved jeg imidlertid ikke. Det jeg ved er, at vinen er lavet på rustfri ståltanke og efterfølgende lagret i brugte egetræsfade.

Duftmæssigt har 2016’eren faktisk lidt animalsk med sød kostald … den herligste Pinot Noir næse med eg, røg, kirsebær, hindbær, ribs, læder og samtidig tør og støvet med lidt kanel, nelliker og grannåle. Det er bare elegant og lækkert.

I munden er vinen ganske tæt … en anelse mere mørk og varm end dens tyske medsøstre, men letheden er der fortsat med kirsebær, hindbær og jordbær i frugten, cremet, blødt og fint med et drys peber, chokolade og mineraler. Det er virkelig godt balanceret.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 214,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, Spanien

2014 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, SpanienDet er ufattelig hvor stor forskel, der kan være mellem 2 vine på samme drue. Det fik vi beviset på med vinaftenen sidste to vine, for efter den imponerende – men kraftige, tætte og tunge – Tourán Garnacha fra Bodegas Morca, så serverede Jan denne florlette Rozas 1er Cru fra vinhuset Comando G. Samme drue, samme land, men totalt i en anden verden.

Comando G holder til ved Sierra de Gredos godt 80 kilomter vest for Madrid og drives af Fernando García og Dani Landi, der betegnes som et par banebrydere og to af Spaniens helt store vintalenter. I kan se de to fyre på billedet ovenfor … for enden af sorteringsbordet.

Dani Landi kommer fra en familie af vinbønder og forlod familiens vingård Jiménez-Landi i Méntrida for dette projekt, mens Fernando García til dagligt arbejder som vinmager for Bodega Marañones.

De har i Sierra de Gredos fundet flere gamle vinmarker med minimum 50 år gamle vinstokke på Garnacha og beliggende højt i 900-1.150 meters højde. Samtidig er jordbunden rig på granit, mens de varme dage og meget kolde nætter har vist sig optimalt for Fernando Garcías jagt på det renest mulige udtryk af Grenache.

De har samlet 10 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 dale, som to vinområder, nemlig både Vinos de Madrid og Castilla y León. De kaldte deres vinhuset for Comando G … en reference til de tegneserier, som de to fyre elskede som børn.

Der skulle 5 unge under navnet Comando G forsvare planeten jorden fra udefrakommende trusler, men her passerede G’et også på Fernando García og Dani Landis mission … fremme Garnacha vine fra Gredos. Gennemtænkt, grundigt og genialt.

I markerne arbejdes der biodynamisk, udelukkende ved håndkraft og tankegangen går igen i kælderen, hvor der udelukkende arbejdes med det naturlige gær, ingen filtrering og generelt en meget forsigtig tilgang, hvor vinene får lov til at udvikle sig uden indblanding.

Fermenteringen sker således med hele klaser, altså med stilke, og med lagring sker altid sur lie – altså med bærmen – i enten barriques eller foudres med et burgundisk forbillede og søgen efter stor mineralitet i deres vine.

Druerne til denne Rozas 1er Cru stammer fra et samlet areal på små 5 hektar fordelt over mange små sand- og granitholdige parceller 900 meter oppe i de kølige Gredos-bjerge nær byen Rozas de Puerto Real.

De 100% Garnacha kommer fra 50 og 60 år gamle vinstokke og dyrkes biodynamisk på de ofte uvejsomme skråninger mellem klipper og træer, og at arbejdet i markerne foregår ved håndkraft er dermed den største selvfølge.

Vinen er lavet med spontangæring på druernes egne gærceller, hvilket sker i store 30-40 hektoliter åbne tanke afløst af 12 måneders lagring i gamle egetræsfade. Til sidst er vinen aftappet uden stabilisering eller filtrering og med minimal svovl.

Og WAUW samt mere WAUW … sikke en næse med en klar bio bio kant, blomsterflora, amaretto kirsebær, granatæbler, gylp, syrlig krudt, røg, mineraler, lakrids, mødding, gæret i frugten, let, svævende med en lys og hengemt modenhed i frugten.

I munden er vinen saftig, let og kølig -igen WAUW – med bio kant, lethed, virkelig vedkommende, utæmmet, læskende saft. Det er let, mineralsk med let frugt, jordbær, ribs og kirsebær, totalt cremet og smelter nærmest i munden. Jeg er vildt begejstret. Dette er sgu en overraskende og totalt fabelagtig vin … Grenache med burgundiske træk fra Spanien. Mums og mere mums.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 279,50 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger