Tag-arkiv: Rhône

2009 Domaine Fondreche, Nadal, Rhône, Frankrig

2009 Domaine Fondreche, Nadal, Rhône, FrankrigDrak igen en meget anbefalelseværdig vin, nemlig denne “Nadal” fra Domaine Fondreche i Ventoux (Rhône). En super lækker vin, som virkelig fortjener en anbefaling. Området Ventoux kender de fleste pga. det skaldede bjerg fra Tour de France, men vinmæssigt kendes det nok ikke så godt. Det er i hvert fald et område, som ikke er så højt bedømt, som nogle af naboerne. Det betyder, at man stadig kan få utrolig meget vin for pengene. Samtidig foregår der en rivende kvalitets udvikling i området i takt med, at flere og flere små producenter bryder ud af kooperativerne og starter for sig selv – en udvikling som i høj grad er startet med Domaine Fondreche, som nok er et af de allerbedste vinhuse i Ventoux. Vinmageren er den talentfulde Sébastien Vincenti, som allerede som 16-årig var i lære hos André Brunel på Les Cailloux i Châteauneuf-du-Pape.

Vinen er mørk og tæt i glasset. Det er en vin med en flot næse, animalsk, bæreksplosion af mørke bær og måske lidt lakrids og franske kryderier. Smagen er meget velbalanceret og saftig, stadig med rankhed af tanniner. En intens og potent vin lavet på 50 % Syrah og 50 % Grenache fra gamle vinstokke. Det smager sgu da bare godt, og selv konen er helt vild med denne vin, som hurtigt tømmes sådan en fredag aften. Vi drak den i øvrigt lige efter en flaske 2010 Château de Pesquie fra samme område, men her var “Nadal” ret overlegen i vores smag. Château de Pesquie er ellers én af de meget hypede vine fra Phillipson Wine, da vinen har fået gode Parker bedømmelser. Faktisk er det tredje gang jeg smager “Nadal”, og jeg er blevet lige begejstret hver gang.

Nadal er købt i Randers Vinhus, og prisen er omkring 120 kr., så det er bare om at få hentet nogle.

Vinanmeldelse 5/7