Tag-arkiv: trousseau

Trousseau er en rød druesort, der stammer fra Jura i det nordøstlige Frankrig, men som også i århundrede har været dyrket i det nordvestlige Spanien og forskellige dele af Portugal

I Spanien kendes Trousseau mest under navnet Merenzao eller Verdejo Negro, mens den i Portugal kendes som Bastardo … især findes der masser af vine på druen på Madeira.

Det er specielt i Jura, at druen virkelig kommer til sin ret … her giver den ofte lyse med saftig kirsebærfrugt. I Arbois i Jura betegner de Trousseau og Poulsard som to af Juras oprindelige røde druesorter, selvom begge druer i de senere år har mistet terræn til den mere populære Pinot Noir.

Trousseau modner sent og udbytterne er også svingende … og det er druens syreniveau også. Selvom sorten er vanskelig at modne i Jura, er dens vine dog traditionelt skattet i distriktet og mange anser Trousseau vine fra Jura som verdens bedste.

Vine fremstillet af Trousseau har typisk en dyb kirsebærrød farve og smager af mørkerøde bær og andre skovfrugter. De kan godt have en tendens til at være alkoholiske takket være det høje sukkerniveau i Trousseau druerne.

De portugisiske Trousseau vine er ofte mørkere med mere sødmefuld smag af kirsebær, mens man også laver vine på druen i lande som USA og Australien, men der ofte til hedvine.

Trousseau forveksles ofte med Tressot … en næsten uddød sort fra den nordligste del af Bourgogne. Tressot er en krydsning af Petit Verdot og Duras.

2013 Domaine Désiré Petit, Arbois-Pupillin Trousseau, Jura, Frankrig

Vi skal da ha’ lidt mer’ Jura vin i glasset og denne gang en 2013 Arbois-Pupillin Trousseau fra en lille familie, nemlig Petit familien på Domaine Désiré Petit, der ligger i udkanten af den lille by Pupillin.

Vinhuset er grundlagt i 1932, da Désiré Petit plantede sine første vinstokke med Ploussard på hans små 1,5 hektar vinmarker i det berømte Cote de Feule.

Det var sønnerne Gérard og Marcel, som efter overtagelsen i 1970, videreførte og udvidede vingården. De startede med at købe og tilplante 3 hektar i kommunen Grozon og det blev efterfulgt af flere køb af små parceller i området omkring Pupillin.

I dag har Domaine Désiré Petit 25 hektar vinmarker, og driften ligger nu i hænderne på den 3. generation i form af søskendeparret Anne-Laure og Damien med hjælp fra moderen Michèle, hustru til Marcel, og onkel Gérard.

Og der laves en fin række af vine hos vinhuset … både traditionelle Jura vine og moderne Ouillé vine. Denne Arbois-Pupillin Trousseau er selvfølgelig på 100% Trousseau, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen. Vinen er formentlig – som husets Pinot Noir vine – lagret på brugte barrriques.

I glasset en utrolig og ganske transparent vin … helt ovre i Pinot Noir lejren og duften har sgu også elementer af Pino over sig. Næsen er ganske frugtrig og utrolig let med lyse bær, jordbær, tranebær, jordbæris, fløde, støvet med sødme, en smule sur yoghurt, blomsterstøv og der afsløres også en lille pikant syre, en smule eg og kanel.

I munden er det også en ufattelig let og luftig vin, som er meget elegant med hindbær, jern, stringent … men let syre, hvid peber. Den er måske for easygoing vil nogle sikkert sige, men jeg elsker den sgu. Det er en herlig vin og til pengene en lille vinder.

Købt hos EP Vin, hvor en flaske koster 95 kr.

Rating 5/7  

2014 Bénédicte & Stéphane Tissot, Arbois Rouge DD, Jura, Frankrig

2014 Bénédicte & Stéphane Tissot, Arbois Rouge DD, Jura, FrankrigFor helvede da også – pardon my french – hvor er denne vin da spændende. Det er en biodynamisk fætter vi har fået fat i på S’vinbar i Århus … vinen Arbois Rouge DD fra vinhuset Bénédicte & Stéphane Tissot, som tidligere hed Domaine Andre & Mireille Tissot.

Andre & Mireille Tissot grundlagde vinhuset i 1962, men siden 1990 har det dog været deres søn Stéphane, som sammen med hans hustru Bénédicte har drevet den lille vingård, som ligger midt i den lille by Montigny-lès-Arsures i Arbois området i Jura i Frankrig.

Derudover ejer familien også en forretning med deres vine midt i Arbois.

Og Tissot familien er stor i den lille by Montigny-lès-Arsures, hvor der findes hele 3 vingårde ejet af grene af famililien. Udover Stéphane findes der også vingårdene Domaine Jean-Louis Tissot samt Domaine Jacques Tissot.

Samlet driver Stéphane og Bénédicte Tissot omkring 46 hektar vinmarker, som alle drives fuldstændig biodynamisk, økologisk, Fair Trade, bæredygtigt og uden brug af tilsætningsstoffer eller sulfitter til vinene. Lidt på samme måde som Peggy & Jean Pascal Buronfosse og Julien Labet … blot for at nævne nogle, som har samme tilgang i området og jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

De bedste marker er Les Bruyères, La Mailloche, En Barberon, Clos de la Tour de Curon. Og med 46 hektar er Stéphane Tissot også Jura området største biodynamiske producent, og han laver da også hele 35 forskellige cuvéer … egentlig ganske mange vine af en producent af den størrelse. Og én af disse vine er altså denne Arbois Rouge DD, som er lavet på et blend af druerne Trousseau, Poulsard og Pinot Noir.

Trousseau og Poulsard er to røde druesorter, der primært dyrkes i Jura regionen. Trousseau giver relativt lette, lidt krydrede vine og kendes også under navnet Bastardo i Portugal, hvor den bruges i portvine. Forskning i druens DNA har vist, at Trousseau oprindelig stammer fra druen Savagnin, og dermed er en slags søskende til Chenin Blanc og Sauvignon Blanc.

Poulsard findes faktisk kun i Jura, og findes også nogle gange under navnet Ploussard. Poulsard er en drue med meget tynd skind, og druen afgiver alene meget små mængder af farve og phenoler. Det giver meget blege rødvine, selv med lang maceration og derfor bruges druen også nogle gange til at producere hvidvine eller Blanc de Noir vine … eller som her blandet med andre druer.

Denne Arbois Rouge DD er altså lavet på et blend af Trousseau, Poulsard og Pinot Noir, og fordelingen skulle efter sigende være en 1/3 del af hver druesort. Vinen er lagret 3 måneder på store egetræsfade og er flasket uden klarering, filtrering eller brug af sulfitter. Der laves årligt 9.000 flasker af vinen .. og 1.500 magnumflasker.

Og det er sgu da bare en tæskelækker vin, som i glasset er lys, bleg samt herlig uklar og grumset. Næsen byder på et sandt fyrværkeri af … ja faktisk en smule nytårskrudt, vilde bær, ribs, rabarber, svag jordbær, mineraler og lidt blomsterstøv. Næsen er virkelig rustik og landlig, virkelig en naturewine næse med en vis syre, som tegner godt.

I munden fortsætter de vilde bær, hindbær, vindruekerner, lime, citrus, bitre elementer … syrlig, stram, mineralsk med lidt parfume og tør jord. Det er en let og utrolig frisk vin, meget vedkommende og lige mig. Mums.

Købt på S’vinbar til 450 kr., hvilket er en ganske god pris på en vinbar. Gladvin.dk dansk importør, og sælger vinen for 175 kr.

Rating 6/7 

2014 Domaine de la Loue, La P’tite Loue Trousseau, Jura, Frankrig

2014 Domaine de la Loue, La P'tite Loue Trousseau, Jura, FrankrigHvorfor ikke? Pourquoi Pas? Det står der i hvert fald på etiketten af denne vin fra vinhuset Domaine de la Loue, som ligger i byen Port-Lesney, lige op ad floden Loue, som langsomt flyder gennem byen og har lagt navn til vinhuset.

Vi er i appellationen AOC Arbois i Jura, et område som primært laver rødvine på druesorten Trousseau, der giver meget kraftige vine. Og det er netop en vin på denne drue, som vi har fat i … nemlig vinen La P’tite Loue Trousseau.

Vinhuset ejes og drives af Catherine Hannoun, som tidligere har arbejdet som filmproducent. Hun har bl.a. tidligere i 2004 produceret filmen Mondovino … en omtalt og kritisk dokumentar om globaliseringens indvirkning på den lokale vinfremstilling.

Catherine boede i Paris, men længedes efter noget andet, så i 2008 returnerede hun til den lille by Port-Lesney, som hun tidligere havde besøgt under optagelserne til Mondovino. Efter lidt råd og hjælp fra hendes ven Emmanuel Houillon, så startede hun som vinbonde med 1,5 hektar vinmarker i Pupillin, Villette les Arbois samt i Buffard et stykke nord for Arbois.

Med andre ord en meget lille producent, men Cathrine vil gerne udvide til samlet 2,5 hektar, som hun mener vil være helt ideelt for hende.

Vinhuset er certificeret økologisk, og derudover arbejder Cathrine efter biodynamiske principper med det mål at lave naturlige vine, som smager godt og samtidig er fremstillet med respekt for tradtionerne og terroiret. Der dyrkes Savagnin, Chardonnay, Pinot Noir samt en smule Trousseau.

Vinene hos Cathrine Hannoun er opdelt i Vin d’Arbois vine samt Vin de France vine. Denne La P’tite Loue Trousseau tilhører den sidste serie, men ellers har jeg ikke ret mange oplysninger om vinen.

Men det er en voldsom spændende vin, som i næsen er voldsom animalsk med sødme, kraft, fylde, våde hunde og røde bær. Smagen er helt anderledes end duften, for her der der syrlige røde og friske bær … nærmest som var de lige plukket. Det er godt syrligt og taninnerne er voldsomme … stramme, markante og bidende. Herligt.

Har ikke fundet en dansk forhandler eller pris på vinen.

Rating 5/7