Tag-arkiv: nero d’avola

Nero d’Avola – der også er kendt som Calabrese – er en italiensk rød druesort, der mest findes på Sicilien, hvor druen er den vigtigste og mest plantede røde druesort.

Nero d’Avola stammer fra området omkring byen Avola på det sydøstlige Sicilien, hvor den traditionelt også var mest udbredt og druens navn betyder da også den sorte fra Avola. I dag er der samlet omkring 20.000 hektar vinmarker med Nero d’Avola på hele Sicilien.

I Calabrien påstår man, at druen stammer derfra … og at det er derfor, at druen også hedder Calabrese, men forskere mener dog, at navnet Calabrese stammer fra det gamle ord Calarisi, som er et gammelt udtryk af; en fra Avola.

Som Nero d’Avola navnet afslører, så har druen en karakteristisk mørk farve og den giver vine med masser af tanniner, medium syre og en fyldig krop. Den kan dog også være slankere, hvis den dyrkes i højere højder, hvor køligere temperaturer begrænser alkoholen.

Nero d’Avola er højtydende, og man må beskære og selektere grundigt for at opnå ordentlig kvalitet. Den holder af varme voksesteder og modner relativt sent.

I det 20. århundrede blev Nero d’Avola primært brugt som en blandingsdrue og Nero d’Avola navnet kom meget sjældent på vinetiketterne. I dag er det dog almindeligt at finde vine på ren Nero d’Avola. Den sammenlignes ofte med Syrah … dels forbi, at den kan lide samme vækstbetingelser og har mange lignende egenskaber.

Vine på  Nero d’Avola viser – afhængigt af produktionsmetoderne – mest tætte og mørke vine, fyldige med moden frugt og de mest moderne også tit overmodne, tunge eller meget tørre og tanniske.

De bedste Nero d’Avola vine rammer en balance midt imellem og kan være fremragende, med god syre og duft og smag af kirsebær, mørke hindbær, blommer og chokolade. De har godt af mange års flaskelagring.

Nero d’Avola trives bedst på den østlige del af Sicilien og findes udenfor Italien også i både Australien og Californien. På grund af sin generøse farve produceres Nero d’Avola undertiden som rosévin.

2008 Gulfi, NeroMaccarj Nero D’Avola, Sicilien, Italien

2008 Gulfi, NeroMaccarj Nero D'Avola, Sicilien, ItalienNæste vin har jeg tidligere nævnt her på bloggen, men ikke skrevet om, så det var heldigt, at Keeper havde valgt denne vin til vores byggemøde.

Vinen er en NeroMaccarj Nero D’Avola fra det sicilianske vinhus Azienda Agricola Gulfi, og jeg smagte selv vinen første gang til Jysk Vins store efterårssmagning sidste år, hvor vinmageren Salvo Foti var til stede og serverede husets vine.

Azienda Agricola Gulfi er grundlagt i 1996 af Vito Catania og det råder over 70 hektar jord i det østlige Sicilien. Husets mål er at bevare deres jord og således viderebringe, hvad deres forfædre efterlod dem, nemlig over 2000 års historie, kultur og hårdt arbejde, som de kan overdrage til deres børn.

Fra starten af har Vito Catania samarbejdet med vinmageren Salvo Foti, som virker som en stille og venlig mand, som laver nogle rigtig spændende vine. Deres vine kommer fra gamle vinstokke i de ældste og kendte distrikter i Pachino og Val di Noto: Maccari, Bufaleffi, Baroni og San Lorenzo. Alle deres vine er autentiske udtryk af det område, de stammer fra og lavet på den lokale drue Nero D’Avola.

For Azienda Agricola Gulfi er ligevægt i det omgivende økosystem essentiel, så økologiske/organiske dyrkningsprincipper er en selvfølge. Alle vinstokke er bundet op efter Alberello-metoden, hvor planten får facon som et lille træ. Det er den reneste essens af siciliansk vinfremstilling, idet det er den eneste form for dyrkningsmetode, der får planten til at integrere sig perfekt med det naturlige, ekstremt varme miljø, og som ikke behøver kemiske inputs eller vanding.

Denne NeroMaccarj Nero D’Avola er lavet af druer fra en enkeltmark ved navn Vigna Maccari, som er på 3 hektar med vinstokke, der er over 30 år gamle. Høsten foregår, som så meget andet hos Gulfi, udelukkende med håndkraft. Selve vinifikationen sker i temperaturkontrollerede ståltanke med lang skindkontakt for maksimal udtræk af farvestof og tanniner. Efterfølgende lagres vinen i 18 måneder på barriques. Efter aftapning flaskelagrer vinen yderligere nogle måneder, før den frigives til salg.

Denne 2008 NeroMaccarj har scoret topkarakteren 6 stjerner i madmagasinet Gastro og Parker har givet vinen 94 point.

Duftmæssigt en ordentligt næse med modne, overgærede mørke bær, tyggegummi, grønne blade, asfalt, varme og vanilje … meget spændende. Smagen er meget direkte med intensitet, fylde, lidt sødme, mørke bær. Der er lidt tørhed eller støvet jord i smagen, som er meget direkte og vedholdende. Tanninerne er tydelige og bløde … smager sindssygt godt.

Forhandles af Jysk Vin, pris 275 kr,

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Progetto Vino, Grande Alberone Rosso, Lombardiet, Italien

N.V. Progetto Vino, Grande Alberone Rosso, Lombardiet, ItalienDen venlige ekspedient i Skjold-Burne anbefalede mig denne Grande Alberone Rosso … tilsyneladende fordi vinen var på tilbud til 69,95 kr. og normalt kostede 99,95 kr.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om den nedsatte pris var årsagen til anbefalingen, eller om årsagen måske var de to medaljer, som vinen angiveligt har fået, og som flot er indbygget i etiketten … eller om ekspedienten virkelig havde smagt vinen og derfor nu anbefalede den af et oprigtigt hjerte.

Jeg ved ikke, om jeg var en smule naiv eller måske blot havde travlt, for første advarsel er egentlig rimelig nem at spotte … der er nemlig intet årstal for, hvilket år denne vin er fra. Det kan dermed være alt … en 1972’er, en 1999’er eller en 2011’er.

Dit bud er lige så godt som mit. Dermed årsagen til N.V. (non vintage) i overskriften. Med andre ord er der – ud fra dette – formentlig tale om en vin, som er masseproduceret, ellers ganske uambitiøst hvis man vil lave god og seriøs vin.

Næste advarsel; producenten fremgår heller ikke af vinen. Det tager jeg nu som en udfordring, og importøren har da også været så venlig at ligge et lille spor i form af et lille pænt vedhæng, hvorpå der er en hilsen fra vinmageren Benedetto Lorusso. Hilsenen er nu bare en oversættelse af teksten, som fremgår på italiensk på forsiden af etiketten.

Derudover indikerer vedhænget, at vinen er lavet på druer fra store dele af Italien, nemlig Teroldego fra Trentino, Merlot og Cabernet Sauvignon fra Veneto, Primotivo fra Apulien samt Nero d’Avola fra Sicilien, dvs. et stort skønt blend fra et ukendt vinhus i et 5. område. Det kan da kaldes et kludetæppe.

Få søgninger på nettet afslører også, at tilbuddet måske ikke er så godt endda, for flere steder står vinen til 59 kr. ved køb af 6 stk., og flere steder i Europa forhandles vinen også af Aldi til omkring knap 8€. Klasse.

Benedetto Lorusso er uddannet ønolog, og har sin base i byen Locorotondo i Puglien. Her arbejder han og Michele Lorusso i deres firma Progetto Vino di Lorusso Michele & CO SAS med at lave specialproducerede vine til kunder over alt i verden.

De har et kæmpe netværk til vinbønder over alt i Italien, og Benedetto arbejder tillige hos Cantina di Locorotondo i samme by, og dette firmas netværk består af ikke mindre end 1.300 vinbønder i Italien.

Alt kunne dermed tale for, at vinen kom fra et af disse firmaer … hvis det ikke lige er fordi, at vinen kommer fra Lombardiet.

Selve producenten er dog det store vinfirma Provinco Italia, som formentlig har hyret Benedetto til at lave vinen og udnytte sit store netværk til vinbønder rundt i det italienske land. Provinco Italia ligger i den nordlige del af Italien i den lille by Rovereto, som ligger omkring 20 km syd fra Trento, 20 kilometer øst for den nordlige del af Gardasøen og omkring 50 km nord for Verona.

Firmaet har specialiseret sig i at lave billige vine til supermarkeder, og blandt deres brand er altså Grande Alberone, Ronco di Sassi, Grandi Mori, San Zenone, Comera, Santi Nobile, Forte Elerone, Oroperla og Riba di Sotto.

Og Grande Alberone laves i 2 forskellige eksemplarer, denne almindelige Grande Alberone Case Aged samt en Grande Alberone Platinum Collection på ren Zinfandel. Sidstnævnte bærer en sort etiket. Og ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinen og produktionen af den.

Duftmæssigt er der frugtsødme, en anelse kanel, men er også besynderlig flad i duften. Smagsmæssigt meget let tilgængelig … med en lille anelse Amerone-fylde (måske derfor de har kaldt vinen Alberone) og overmodne blommer. Der er en lidt off eftersmag, men bestemt en drikkelig vin, som jeg dog vil kalde kedelig. Mangler syre, kant og eftersmag. Moster Oda vil sikkert være lykkelig, hvis hun fik denne vin anbefalet, og den vil passe fint til en bællefest. Som anbefaling overfor en vinkender … PAZZZZ … der skal ambitionsniveauet være højere.

Pris som sagt 69,95 hos Skjold-Burne … og det er ikke en billig pris.

Vinanmeldelse 2,5/7