Tag-arkiv: Châteauneuf du Pape

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNår vi nu lige har høvlet en række fine Châteauneuf-du-Pape vine igennem som slutning på vort seneste byggemøde, hvorfor så ikke lige nappe endnu en? Det klarer vi med denne basis Châteauneuf-du-Pape 2019 fra La Bastide Saint-Dominique.

Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet og er beliggende i  Courthézon ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres Rhône vine. Eric Bonnet har for nogle år siden overtaget driften af domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen Eric ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Jeg har engang mødt Eric til en af Jysk Vins vinfestivaler, og han er en meget stille, genert og behagelig mand.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af alle de forskellige druesorter, så anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique, hvilket jo betyder økologisk. I 2013 har Erik Bonnet også lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Châteauneuf-du-Pape er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 7% Mourvèdre og 3% Cinsault, som kommer fra forskellige marker med op til 80 år gamle vinstokke … nemlig vinmarkerne Les Bédines, Chapouin, Pignan og Guigasse med jordbund af sand, ler og småsten, som typisk giver en mere elegant udgave af en Châteauneuf-du-Pape.

Al høst foregår manuelt med en førstesortering i marken, hvorefter druerne igen sorteres ved ankomsten til vineriet. Klaserne afstilkes, før druerne fermenterer over 18-25 dage i temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på cementtanke.

Dejlig mørk aroma … våde fade og stor tæthed, sorte bær, brombær, blommer og hindbær, sorte oliven, mælkechokolade, kakao, tobak og våde vaskeklude, mokka samt en balsamisk syre. Duften kan vel betegnes som mørk, kraftig, syrligfed med fin renhed.

Smagen er utrolig koncentreret med en vis sødme, modne frugter og stor blødhed. Det suppleres med lakrids og peber. Selvom den har en ren og klar syre, så har syren en stor venlighed, så vinen bliver saftig, rund og opulent med en lille sødme. Tanninerne er fremme, men de er også føjelige og behagelige. Det er lækker, tossego‛ Châteauneuf-du-Pape, så Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 285 kr. mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Famille Perrin, Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins, Rhône, Frankrig

2012 Famille Perrin, Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins, Rhône, FrankrigJeg har jo næsten lige smagt og skrevet om Beaucastels 2015 Châteauneuf-du-Pape, men til hovedretten med andebryst og knoldselleri, stegte blommer & madeirasauce med langpeber, så kom der atter Châteauneuf-du-Pape fra Perrin brødrene i mit vinglas … 2012 Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins.

Det er således ikke Beaucastel vin, men en vin i deres Famille Perrin Sélections Parcellaires serie … og denne enkeltmarksvin er fra familiens topmark Les Chapouins, som er en lidt blæsende og kølig mark.

Modsat Beaucastels Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på alle 13 tilladte druesorter, så er Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins kun lavet på 3 sorter, hvilket primært er Grenache tilsat lidt Mourvèdre samt Syrah … men ellers er vinen faktisk lavet på nøjagtig samme måde som Beaucastel.

Vinificering er sket i egetræsfade for Syrah og Mourvedre, men den mere oxidative Grenache drue har gæret i traditionelle cementtanke og efter den malolaktiske gæring er vinen blandet og så lagret 5 år på store egetræsfade,

Duftmæssigt er aromaerne lidt rustikke … våde fade dynget til med vin, dyb og mærk aroma, lakrids, lakridsrod, lidt mentol, tung, mørk frugt, blommer, tørret kød, flæsk, fadnoter med vanilje, chokolade og sødbrændte noter, grafit, blæk og lidt sorte trøfler.

Smagen er faktisk ganske kompleks, fyldig og overraskende tør, god syre og knastørre tanniner. Det er en robust og stærk fætter, lidt til den mørke side i forhold til Château de Beaucastel. Der er kakao, en smule mokka og søde spejderhagl. Det er en elegant vin med en utrolig lang finish.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Domaine du Pégau, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, Frankrig

2014 Domaine du Pégaü, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, FrankrigDet var sgu lidt af et vinøst missilangreb, som Falken fik fyret af under byggemødet. Han sluttede stædigt i Rhône sporet med en 2014 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée fra Domaine du Pégau.

Vinhuset har en historie, der går helt tilbage til 1670, men drives i dag af Laurence Féraud,

Laurence Férauds forfædre har således derfor været vinavlere i Châteauneuf-du-Pape igennem generationer. Hendes oldeforældre Elvira og Leon Féraud over fik over en lang periode  samlet 22 hektar vinmarker, som i dag er grundstenen på Pégau.

Det var imidlertid Laurences far Paul Féraud, der i 1964 – sammen med sin italienske hustru Odile – startede med at aftappe noget af sin produktion og sælge vinene under navnet Domaine Feraud, mens resten af produktionen fortsat blev solgt til forskellige negociant producenter i området.

Det var dog Laurence Féraud, der i 1987 – efter afsluttet uddannelse indenfor vinproduktion og handel – udvidede både vineri og vinkældrene samt oprettede Domaine Pégau, således hun i 1990 kunne aftappe hele produktionen fra familiens marker.

Sammen har far og datter gjort ejendommen til en af de bedste i Châteauneuf-du-Pape, men efterfølgende har den ihærdige kvinde også oprettet negociantvirksomheden Sélection Laurence Féraud, hvor hun også laver vine på opkøbte druer. Derfra har jeg bl.a. i år smagt både en Gigondas samt en Châteauneuf-du-Pape.

Samlet har Laurence Féraud i dag 72 hektar vinmarker, herunder 23 hektar i Châteauneuf-du-Pape. Derfra laver hun så på Domaine du Pégau i alt 5  vine og alle Châteauneuf-du-Pape. Det er 2 hvide og de 3 røde Cuvée Da Capo, Cuvée Laurence Rouge og Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée. De øvrige Côtes-du-Rhône vine udgives under Château Pegau navnet.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée er – som foregående vin – lavet på alle 13 tilladte druesorter, men her med Grenache som den mest fremtrædende med 80% efter fulgt af 6% Syrah samt 4% Mourvèdre. De resterende 10% er de alle de øvrige.

Fremstillingmåden er klassisk, ingen afstilkning, lang gærings- og macerationsperiode og omkring 18 måneders lagring på gamle fade efter at vinen har tilbragt nogle måneder i ståltanke. 2014 var ikke det bedste år i det sydlige Rhône, men de gode producenter laver jo næsten altid gode vine … og det er dette også.

I næsen har vinen en god moden frugt … forholdsvis lysere end forventet, sådan lidt kirsebær, hindbær og et skvis af lidt solbær og blommer, godt med grønne urter, lavendel, fennikel, tør lakrids, våde hunde og våde fade, blæk, læder, bagte æbler, chokolade og tør jord. Samtidig ligger der et lag af landlige og animalske noter henover … absolut godkendt.

Smagsmæssigt har vinen også et lettere tråd end forventet, men fortsat med en stor urkraft, voldsom tørhed og godt med tanniner. Igen kommer der urter frem, godt med krydderier, mens frugten er brombær, blommer og jordbær. Der kommer en smule chokolade varme noter, men samlet fin balance og flot vin.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigFalken holdt sig standhaftigt i Rhône, for den næste vin var en 2015 Châteauneuf-du-Pape fra  Château de Beaucastel.

Igen er det et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om … ja faktisk var jeg for lidt over 5 år siden til en Perrin smagning på Fusion i Alborg med Matthieu Perrin til bords. Det skrev jeg om i indlægget Rhôneaften m/Matthieu Perrin … ved kaptajnbordet på Fusion.

Derfor kigger vi her alene på denne deres almindelige Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på alle de 13 tilladte druer i Châteauneuf-du-Pape, nemlig – hold fast – 30% Grenache, 30% Mourvèdre, 10% Counoise, 10% Syrah og 5% Cinsault, mens de sidste 15% består af Vaccarèse, Terret Noir, Muscardin, Clairette, Picpoul, Picardan, Bourboulenc samt Roussanne, som kommer fra de omkring 70 hektar vinmarker, som Château de Beaucastel ejer i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen.

Der har ikke været brugt kemisk gødning på markerne siden 1964. da man i stedet har fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning. Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. hektar, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet. Høsten af druerne foregår udelukkende ved håndplukning, og derefter sorteres de – også manuelt – meget nøje. Kun de bedste druer bliver til vin.

Hver sort høstes separat og manuelt og vinificeringen foregår i egetræsfermentorer til de reduktive sorter Mourvèdre og Syrah, mens alle de øvrige druesorter gærer i traditionelle emaljerede betontanke. Endt endt fermentering sker der malolaktiske gæring efterfulgt af 12 måneders lagring på foudres.

I næsen har vinen lidt af samme noter som foregående … blot langt mere æterisk, luftig og syrlig. Det er virkelig en lækker aroma med lidt mejeri, flæsk, tætte mørke bær, solbær, solbærmarmelade samt hindbær, gazebind, pebrede noter, krydderier, lakrids, mild tobak, grafit samt lidt røgede noter.

Smagsmæssigt er der en dejlig kraftig og alligevel frisk vin … virker spændstig, ung og potent, koncentreret med masser af rund, krydret og småsød frugt, stor tørhed og en smuk nerve. Hvor smager det dog bare godt.

Forhandles af bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 675 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2016 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigFor mange år siden elskede jeg Clos Saint Jean for deres totalt fede og overekstraherede vine med tung fadpræg. I dag er det slet ikke min stil, men derfor er det sjovt igen at smage en nyere 2016 Châteauneuf-du-Pape fra  Pascal og Vincent Maurel samt deres vinøse støtte … den store ønolog Philippe Cambie.

Sidst jeg smagte brødrenes Châteauneuf-du-Pape var det i årgang 2013, men Falken havde vist besluttet sig at fortsætte med Rhône vine og serverede derfor vinen i årgang 2016.

Det er selvfølgelig husets basis Châteauneuf-du-Pape, hvor druerne kommer fra flere forskellige af husets marker. Det er 85 % Grenache, 10 % Syrah, 3 % Mourvedre og 2 % Cinsault … og alle druer fra gamle vinstokke.

Efter høstet afstilkes omkring 90% af druerne og vinen vinificeres i store betonkar. Macerationsperioden er omkring 35 dage, hvorefter vinen har lagret et år på nye fade … dog undtagen Grenache druerne, der er lagret 16 måneder på betontanke.

Duften virker umiddelbar ikke så mørk, som jeg havde forventet, selvom det bestemt er en kraftig og fyldig vin. Der er sorte kirsebær og måske endda lidt rodfrugter, men derudover også rosmarin, sten, rosenblade, mentol og endda eukalyptus, våd jord, gazebind, babybræk samt en syrlig note.

I munden ændres dette dog ret meget, for der er ikke megen finesse eller elegance. Man smager både det høje 16% oktantal, som virkelig bare rammer og virker for stærkt. Læg dertil godt med sødme, peber og alligevel nogle tørre og kraftige tanniner, så har jeg svært ved at finde balance. Så dermed en varm og potent vin … ikke at det smager dårligt – bestemt ikke – bare en lidt for stor mundful. Dermed 5 tomler med pil ned.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Château Simian, La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2017 Château Simian, La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi træder det sidste trin op ad trappen hos Serguier familien på Château Simian, nemlig en Châteauneuf-du-Pape vin … deres 2017 La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape.

Samlet har Château Simian 6,6 hektar vinmarker i det centrale Châteauneuf-du-Pape fordelt på 3 forskellige marker, nemlig La Bertaude, Le Caladas og La Plantade, hvor La Caladas er én af de marker, som Yves havde arvet fra sin bedstefar Hippolyte Serguier og fortsat har vinstokke med Grenache plantet af bedstefaren tilbage i 1880.

La Plantage marken er tilplantet af Yves far Marcel i 1948, mens La Bertaude er tilplantet i 1972 af Yves Serguier. Siden har både Jean-Pierre og Florian tilplantet dele af bl.a. La Caladas med nyere vinstokke på både Mourvèdre, Cinsaut, Picpoul og Picardan.

Simians La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape er lavet primært på Grenache … måske er der også en lidt Syrah, Cinsault og Mourvèdre i blendet, men det fremgår ikke. Vinen er gæret i store betonkar og har gennemgået en 48 timers maceration inden pres. Dernæst er vinen lagret 24 måneder på store gamle træfade.

Næsen overrasker … og ligger umiddelbart i forlængelse af de to foregående Côtes du Rhône vine, for det er ikke en tæt, mørk og fed Châteauneuf-du-Pape vin. I stedet er det en lys, frisk næse, slank, fin, let og småsyrlig. Men på en eller anden måde, så er niveauet løftet en anelse, for det dufter sgu lækkert med animalske, landlige samt bio-bio syrlig aromaer.

Igen er der godt med blomster, knuste rosenblade, lavendel, nelliker, syrlige kirsebær, hindbær, tranebær, blommer, medicinskab, lerjord, knust sten samt en håndfuld krydderier. Jeg kan simpelthen ikke slippe den syrlige, animalske og bio bio aroma, der bare er vildt tiltrækkende.

Smagsmæssigt er vinen mere fyldig end de foregående, men på en blomstret, feminin, lys, let og lakridset facon. Der er peber, småfede og godt integrerede tanniner, modenhed, men den danser så elegant hen over tungen, laver piruetter i en vals, der glider henover gulvet i smuk ekstase og trance. Houlberg er totalt begejstret … elsker elegancen og hoster op med 5,5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2006 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigMed næste vin – den ikoniske Châteauneuf-du-Pape fra Clos des Pape – vågnede mit vinglas atter op til dåd. Det er vin, som bare smager vildt godt … også i denne årgang 2006.

Clos des Papes er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf- du-Pape.

Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt meget stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er det den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance.

Clos des Papes har 32 hektar vinmarker, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene – clos – omkring slottet, heraf navnet Clos des Papes.

Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 25 år og  siden 2011 har Clos des Papes været økologisk certificeret med agriculture biologique.

Der fremstilles kun to vine … en hvid og en rød Chateauneuf-du -Pape, hvor 90% af produktionen er rødvinen. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødsaget til at have en vis tålmodighed. Den kræver normalt 8-10 års lagring før den viser sit rette potentiale.

Udbyttet holdes ekstremt lavt omkring 12-15 hektoliter pr. hektar og vinifikationen er meget traditionel. Paul-Vincent Avril er ikke tilhænger af brug af ny eg, så lagringen foregår på store gamle foudres og cementtanke.

Arbejdet i vineriet er helt klassisk med gæring ved op til 32 grader i 3 – 4 uger. Der laves to pump over af mosten, morgen og aften. Siden 1991 er der foretaget 100% afstilkning, da kun Grenache kan levere stilke der har positiv karakter.

Der eksperimenteres i det hele taget ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Paul-Vincent Avril selv stiller og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den, der har været lavet på stedet i årtier.

Normalt laves Clos des Papes‛ Châteauneuf-du-Pape på 65% Grenache, 20% Mourvedre og 10% Syrah, mens resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet har i 2006 ligget på 21 hektoliter pr. hektar og vinen har gæret på cement og lagret på foudres og cementtankene i 12-15 måneder.

Selvom vinen i årgangen 2007 fik 100 Parker point, så skal man ingenlunde disse denne 2006, som nærmest er på samme niveau med 98 Parker point. Jeg har smagt vinen i flere årgange og nogle gange været begejstret og andre gange skuffet … men denne 2006 med lidt alder begejstrer imidlertid.

Uhhhhh sikke et step op fra de forrige vine … her er der masser af mælkede og flæskede aromaer, sorte oliven, sorte bær, solbær samt hindbær, meget kølig tyksort frugt, kul, tørv, hårdhed, skolekridt, en lakridsrod, peber, krydderier, blomster, tør jord og så samtidig også lidt fadpræg med svag vanilje. Det hele er doseret så perfekt, hvor alt er i balance … vildt tiltrækkende. Uha.

Smagsmæssigt – åh – det løber lige igennem alle drænrør med den største velbehag … det smager monstergodt. Der er vild dybde og en forbløffende renhed og kraft. Den er så dyb og intens, at det næsten gør ondt. WAUW. Frugten er mørk, kølig og saftig med en cremet og silkeagtig konsistens, lidt blomster og en medicinsk note. Der er samtidig en imponerende længde på eftersmagen. Stor vin.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske i de nyeste årgang koster 649 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2004 Domaine Charvin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2004 Domaine Charvin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigDen imposante, storslåede, forrygende og endda pompøse vinaften hos Jan sluttede med en Châteauneuf-du-Pape … og med alder, for det var nemlig en 2004 fra Domaine Charvin.

Vingården drives af Laurent Charvin, men den er oprindelig grundlagt i 1851 af Guillaume Charavin. Vingården blev dog  fuldstændig ødelagt af den store phylloxera epidemi og derefter genplantet med podede planter i 1910 af Guillaume, hans søn Isidore Charavin samt dennes lille søn Elie Charvin. Det var i denne periode, at familien Charavin blev til familien Charvin ved en administrativ fejl (tab af a’et), men det blev simplthen aldrig ændret, så derfor hedder vingården fortsat Domaine Charvin i dag.

Laurent Charvin er 6. generation på vingården og har lavet vin siden 1990 under egen etiket. Han er en ydmyg, stille og filosoferende fyr, men når talen falder på hans vin, er han kompromisløs, sikker på hånden og bevidst om sin karakteristiske stil. En sikkerhed der har skabt en perlerække af imponerende vine, der altid er blandt appellationens bedste og mest autentiske Châteauneuf’er.

Laurent har dog svært ved at forstå alt hysteriet omkring hans vine, for som han selv siger … læger reder liv, men jeg laver bare vin. Han går dog også modsat de producenter, som anvender massivt brug af nye fade … og er fortsat fuldstændig traditionel. Nye fade er derfor bandlyst hos Charvin … i stedet har han en nådesløse udvælgelse af druer og lagrer vinene i cementtanke, hvilket sikrer en fuldstændig ren, fokuseret og meget elegant frugtkoncentration, som kun de bedste Bourgogner opnår.

Han laver også alene én rød Châteauneuf-du-Pape!

Samlet har Laurent 8 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape og yderligere 13 hektar i Côtes du Rhône. Selve ejendommen ligger 5 kilometer syd for Orange ved den nordvestlige grænse til Châteauneuf-du-Pape.

Charvins vine er økologisk certificeret siden 2014, men denne 2004 Châteauneuf-du-Pape er lavet før denne certificering, men på 85% Grenache, mens resten er Mourvèdre, Syrah samt Vaccarese til at give balance.

Druerne kommer fra marker med 50 år gamle vinstokke, mens gæring sker i cementtanke med hele klaser og maceration over 2-3 uger. Efterfølgende  har hans Châteauneuf-du-Pape lagret i 18-21 måneder på cementtanke.

I næsen er det en herlig mælket aroma … kærnemælk, ymer, brombær, hindbær, kirsebær, søde blommer, søde og mellemøstlige krydderier, urter, mælkebøtter, lakrids og blæk. Vinen virker fed, tyk og fløjlsblød, men har også en lille frisk nerve af syre.

Det smager rasende godt, pænt krydret, mens frugten er imponerende ung og frisk, hvilket giver vinen både kant, rank ryg samt nerve. Der er lang eftersmag, som også er ganske krydret, men det er en let Châteauneuf-du-Pape, som fortsat efter snart 16 år fortsat virker fuldstændig ungdommelig.

Forhandles af Vinova, hvor en årgang 2016 koster 395 kr., mens prisen er 345 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigJeg drak forleden denne 2009 Châteauneuf du Pape fra vel nærmest legendariske Clos des Papes. De seneste gange jeg har smagt vinen i årgang 2008 og 2011 gav jeg den 6 og 6,5 fede houlbergske fingre … men ak, det opnår denne 2009 imidlertid slet ikke.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … det skal jeg ikke trætte jer med igen. I stedet kigger vi blot nærmere på denne 2009 udgave af Clos des Papes‛ Châteauneuf du Pape, som er lavet på 65% Grenache, 20% Mouvedre, 10% Syrah og de sidste 5% fordelt mellem Counoise, Vaccarese og Muscardin.

Druerne kommer fra Avril familiens 24 forskellige parceller, der hver især bidrager med deres karakter til den endelige vin. På markerne er der 3.300 vinstokke per hektar er en meget lav tæthed, hvilket også er med til at holde udbyttet per hektar lavt.

Det gør, at udbyttet ligger helt nede omkring 12-15 hektoliter pr. hektar. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen. Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 20 år og har siden 2011 været økologisk certificeret.

Vinen har gæret i cementtanke og lagret på store gamle foudres 12-15 måneder, da Paul-Vincent er ikke tilhænger af brug ny eg. Og der produceres – som du måske allerede ved – kun 2 vine på Clos des Papes, nemlig denne røde og så en hvid Châteauneuf du Pape.

Næsen starter sådan set okay … og heldigvis havde jeg ikke forinden dekanteret vinen, for aromaerne i starten er sådan set ganske fine med bacon, popcorn, drikkeyoghurt, sødme, peber, moden, dekadent syrlighed, syrlig fed frugt, boldpølse, blåbær, alt for søde, kogte kirsebær … men også absolut til den overmodne side.

Med mere luft i glasset – og helt galt på andendagen – bliver frugten alt for overmoden, nærmest overmodne blommer, lidt rosiner og plumrevand … på vej over the hill. Nogle vil sikkert elske denne overmodne aroma, men jeg finder den lidt for varm og kvalm.

Smagen er egentlig blød og cremet, hvor vinen nærmest smelter blidt på tungen … og det redder noget af vinens ære en smule. Det smager også fint til at starte på, men med luft i glasset går det hurtigt ned af bakke, hvilket kan overraske, da vinen kun er 10 år og af ædel race. Men frugten er hengemt, overmoden, lidt rosinagtig med peber, en lille bitterhed, kogte kirsebær … men for pokker, hvor alderen dog trykker.

Det smager ikke dårligt, for der er bestemt elementer af storhed i vinen, virkelig cremet smag, smeltende blødt … men absolut alt for overmodent til denne vinblogger.

Forhandles herhjemme af The Wine Company, hvor en flaske i denne årgang koster 825 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigAlle gode gange 3 … og sidste vin i trioen fra Domaine de Saint Siffreinar var denne røde 2016 Châteauneuf-du-Pape.

Vinen er lavet på 65% Grenache, 15% Syrah, 15% Mourvèdre og 5% Cinsault, alle høstet manuelt med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

I vinkælderen har vinen gæret 21 dage med maceration i store betontanke, hvorefter 50% af vinen er lagret 12 måneder i store egetræs foudres og resten i betontankene. Derefter lagrer vinen yderligere 12 måneder i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er virkelig animalsk … gæret, mælket og flæsket. Der er både drikkeyoghurt, mørke bær, modne marmeladefede blåbær, hindbær, sorte oliven, tobak, bacon, flæsk, peber, våde fade, bagepulver, lidt vanilje og samlet stor, tæt, fed og kraftig Châteauneuf-du-Pape.

Smagen er blød, fed og cremet … en ordentlig mundfuld, men med en nålespids, syrlig nerve. Der er tørt med kul, tjære, jernbanesveller, tydelige og buttede tanniner, som sætter sig rundt i munden med drys fra peberkværnen og måske en smule heat fra alkoholen … dekanter derfor gerne vinen et par timer.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7