2015 Weingut Klaus Zimmerling, Riesling, Sachsen, Tyskland

Et god tradition i julen er små get-together for at ønske hinanden god jul. Hos Jan og frue omfatter det også lidt vin og én af disse var denne Riesling fra vinhuset Weingut Klaus Zimmerling

Klaus Zimmerling og hans kæreste/kone kunstneren Małgorzata Chodakowska holder til ved den lille by Pillnitz omkring 5 kilometer sydøst for Dresden, tæt på Elben i det mere ukendte vinområde Sachsen … et af de nordligste vinområder i Tyskland, hvor der sådan set primært produceres hvidvine, hvilket også er tilfældet hos Zimmerling.

Vinhuset er grundlagt i 1992, hvor parret slog sig ned i Pillnitz i en ejendom, som parret selv kalder en Rysselkuppe … en slags intensiveret pyramide, der både fungerer som vineri for Zimmerling og atelier for Małgorzata, der laver græsk/ægyptisk inspirerede skulpturer … en slags erotiske kvinder.

Klaus Zimmerling har samlet 4 hektar vinmarker, primært parceller på marken Pillnitzer Königlicher Weinberg, hvor der dyrkes sorterne Riesling, Grauer Burgunder, Weißburgunder, Kerner, Gewürztraminer & Traminer. Udbyttet er meget beskedent, alene 20-30 hektoliter pr. hektar, hvilket giver basis for en årsproduktion på beskedne 15.000 flasker.

Lidt specielt, så laves næsten alle vinene i flasker på 0,5 liter, selvom denne Riesling dog heldigvis er på de mere normale 0,75 liter,

Alle vinene laves med etiketter, som er lavet af Małgorzata Chodakowska og med en ny etiket hvert år. I 2015 har alle vinene – som det fremgår af billedet – således en etiket med en kvinde, der hviler hovedet på sine hænder.

Denne Riesling er lavet på rustfrie ståltanke, men ellers ikke de store oplysninger om produktionen. Vinen har dog 6,1 gram restsukker pr. liter … men det siger jo ikke alverden.

Men for pokker, hvor smager den dog bare herligt. Der er ganske vist ingen petroleum i næsen, men det er jo også en helt ung 2015 vin, som dog i stedet har en utrolig dybde, nærmest GG i næsen, virkelig intenst med modne, gule æbler, fersken, citron, mandler … dufter sindssygt godt.

I munden herlig blød, rund med krydrede elementer … fin balance mellem friskhed og de runde, krydrede elementer. Smager virkelig godt.

På vingården koster vinen 18€ … eller omkring 135 kr. Herhjemme har Vinpusheren vistnok også vinen.

Rating 5,5/7  

2014 Cellier des Dauphins, Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

Ved juletid er der altid fokus på Châteauneuf-du-Pape … og denne kommer ifølge etiketten fra Blason des Papes. Det er nu en sandhed med modifikationer, for det er det store kooperativt og negociantfirma Union des Vignerons Des Côtes du Rhône – også kendt som Cellier des Dauphins, Rhône Terroirs eller Louis Mousset – som står bag vinen.

Kooperativet er oprindeligt grundlagt i det herrens år 1965 af en flok vinavlere, som slog pjalterne sammen og oprettese kooperativet, som de kaldte Union des Vignerons des Caves Coopératives du Sud de la Drôme.

Efter få år tilsluttede en række andre kooperativer sig, bl.a. kooperativer i Nyons, Vinsobres, Saint Maurice, Tulette Nouvelle, Tulette Costebelle og Suze-la-Rousse og samtidig startede man med at lave egne vine fremfor blot at sælge vinen bulk i tanke.

Senere kom der yderligere kooperativer til, således der i dag sammenlagt er samlet 13 kooperativer under navnet Union des Vignerons des Côtes du Rhône. Kooperativet ofte omtales dog ofte som Cellier des Dauphins, som var det mærke/brand, som blev skabt allerede sidst i 1960’erne og samtidig blev mest kendt.

Union des Vignerons des Côtes du Rhône købte i 1996 også det gamle negociantfirma Louis Mousset, som er kendt for en lang række vine, bl.a. almindelige vine fra Rhône, men i særdeleshed vine fra Châteauneuf-du-Pape.

Og det er et kæmpe foretagende, som for de 13 tilhørende kooperativer omfatter over 3.000 medlemmer/vinavlere med samlet mere end 16.000 hektar vinmarker, en årlig produktion på 720.000 hektoliter, 110 fastansatte samt en årlig omsætning på 110 millioner euro. Samlet producerer kooperativet 30% af al vin fra Rhône. WTF?

Union des Vignerons Des Côtes du Rhône holder til i nye bygninger i byen Tulette mellem Bollène og Nyons. Her aftappes og lagres vine fra de fleste af kooperativerne. Den samlede produktionsfacilitet er på ikke mindre end 33.000 kvadratmeter.

Vinene sælges fortrinsvis  via supermarkeder, selvom denne Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape imidlertid forhandles via butikker indenfor Vinspecialisten.

Den er altså én af de mange vine fra dette store foretagende … druerne kommer fra en lang række af de tilsluttede vinavlere og vinifikationen sker af en vinmager fra Cellier des Dauphins. Udbyttet holdes nede på maximalt 32 hektoliter pr. hektar og skulle – efter sigende – være dyrket efter økologiske principper, selvom markerne ikke er certificerede.

Størstedelen af blandingen består af Grenache, Syrah og Mourvèdre … derudover er der tilsat en væld af områdets andre tilladte druesorter, hvoraf specielt Terret Noir, Vaccarese og Counoise er specialiteter for området.

Lavet traditionel med gæring på rustfrie ståltanke, hvor der dagligt foretages overpumping efterfulgt af 15 måneders lagring, delvist i cementtanke og delvist på egetræsfade.

I glasset er vinen ikke specielt kraftig og man ville ikke umiddelbart gætte, at det var en Châteauneuf-du-Pape. Aromaerne i vinen er meget beskedne, og der skal virkelig snuses godt igennem for at fange nogle dufte … og i første hug virker vinen derfor meget anonym. Der er dog et lidt støvet udtryk, lidt brombær, meget svag lakrids, meget svag vanilje samt en knivspids urter. Virker lidt fesen i duften.

Smagen er sådan lidt la la … imponerer ikke synderligt. Det er slet ikke, hvad jeg forstår ved Châteauneuf-du-Pape … mangler tæthed, intensitet, kraft og dybde, men har en let frugt, kirsebær, peber, syrlighed og en lidt ucharmerende skæv bitterhed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 210 kr., men det er alt for dyrt for denne vin. Til samme pris kan du fra samme område fx få den flotte Côtes du Rhône Les Quartz fra Domaine le Clos du Caillou = 100  x bedre.

Rating 2/7 

2013 Cantina di Santadi, Rocca Rubia Carignano del Sulcis Reserve, Sardinien, Italien

Vi fortsætter i det italienske, nemlig på Sardinien med denne Rocca Rubia Carignano del Sulcis Reserve fra kooperativet Cantina di Santadi, der – som navnet afslører – ligger ved byen Santadi i Sulcis området på den sydligste del af Sardinien .

Cantina di Santadi er grundlagt i 1960 af en flok vinavlere med hjælp fra ETFAS … en lokal organisation for landreformer på Sardinien og kooperativet  lavede helt frem til 1980’erne billig vin, som blev solgt bulk og de gjorde alene et par halvhjertede forsøg på at lave og markedsføre egne vine på flaske.

Det var først senere, da kooperativet fik ny ledelse, at de fik ændret kursen. Med Antonello Pilloni – som i dag fortsat er bestyrelsesformand – i spidsen begyndte de at satse på egne kvalitetsvine. De ansatte bl.a. den internationale anerkendte ønolog Giacomo Tachis – som vi jo kender fra supervinene Sassicaia og Tignanello – og under hans indflydelse steg kvaliteten markant og det er kun fortsat siden.

Men har bl.a. vedtaget et maksimalt udbytte på 40 hektoliter per hektar og derudover satser kooperativet alene på de lokale druer, nemlig Carignano, Monica og Nuragus til de røde vine og Vermentino og Nasco til de hvide. I dag er det ønologen Piero Cella, som producerer vinene på Cantina di Santadi, men fortsat i samarbejde Giacomo Tachis.

Cantina di Santadi har samlet 215 medlemmer, som ejer de omkring 500 hektar vinmarker, der er grundlaget for Santadis produktion. Markerne er spredt ud på 9 forskellige kommuner i det sydøstlige hjørne af Sardinien og den samlede produktion er på omkring 1 millioner flasker fordelt på 16 forskellige vine og en enkelt grappa.

Vinene er opdelt i flere serier … men topserien hedder Excellence, og derfra kommer denne Rocca Rubia Carignano del Sulcis Reserve, som er lavet på 100% Carignano, druen som vi primært kender som Carignan. Herligt, for det er jo ganske sjældent, at vi smager en vin på ren Carignan. Vinstokkene er cirka 35 år gamle.

Druerne afstilkes og knuses, hvorefter hele baduljen gærer og udblødes i rustfrie ståltanke ved 25-28 grader i 12-14 dage med daglig overpumpning. Efter denne malolaktiske gæring lagrer vinen på franske barriques – nye og brugte – i omkring 10-12 måneder og efter flaskning lagrer vinen endnu nogle måneder.

 Og – mine ladies og gentlemen, damer og herre, piger og drenge … det er sgu lige en vin efter min smag. I glasset ikke en mørk, sort vin, som ellers ofte er tilfældet i det solrige Syditalien, men derimod en forholdsvis lys vin … næsten på grænsen til at være transparent, men med masser af power på den mest elegante måde.

Herlig frugtrig næse … tør og krydret med brombær, blåbær, baconfedt, tør jord, let mynte, læder, blomstereng, vanilje og derudover lidt animalske elementer. Kompleks og inspirerende næse.

I munden meget læskende … men med en kompleks smag, både let, frugtrig og tør med elementer af lakrids, læder, fyldige men ganske tydelige tanniner. Det hele er fyldigt, blød og cremet med bitterhed, tæthed, lidt alkohol, som dog ikke bliver for tydelig. Begejstret og giver 6 fede tommelfingre op.

Købt hos Kim i Vinspecialisten, Randers … pris kan jeg ikke huske præcist, men mon ikke det er omkring 160-175 kr.

Rating 6/7   

2010 Weingut Hubert Lay, Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken SL, Baden, Tyskland

Tivoli Friheden har indført begrebet Fed Fredag til deres ugentlige koncerter i sommerhalvåret … men en fed fredag i det houlbergske hjem omfatter selvfølgelig et glas hedensk Spätburgunder.

I går fredag blev dette løst med denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken, som jeg købte på vor roadtrip til Kaiserstuhl af det storsnakkende – og her overdriver jeg på ingen måder – samt hjertevarme kvindemenneske Gisela Lay fra Weingut Hubert Lay, som ligger i Ihringen.

Jeg har skrevet om vinhuset i forbindelse med vores besøg i august, men det kan du læse om på blogindlægget Besøg hos Weingut Hubert Lay. Der kan du også se lidt fotos fra det lille og beskedne sted.

Denne her vin hører til familiens Premium vine … SL, som står for Selektion Lay. Det er de bedste vine fra Weingut Hubert Lay. Denne er lavet med druer fra marken Ihringer Winklerberg og det er en Spätlese … altså lavet med sent høstede druer og mindst 85 grad Oechsle. Efter presning og maceration har vinen ligget 11 måneder på egefade og der er efterfølgende ikke tilsat svovl.

Og denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder Spätlese Trocken overrasker da totalt. På vingården blev vi ikke imponerede og sidste jeg drak, deres Ihringer Fohrenberg Spätburgunder Spätlese Trocken Unfiltered var jeg heller ikke oppe at ringe, men denne har flere af de klassiske dyder, som tysk Spätburgunder virkelig kan give.

I glasset transparent, men bestemt en tak mørkere end normalt og samtidig med svagt brunligt skær, som indikerer lidt alder. Næsen er klassisk sød (og tysk) hestestald, kirsebær, jordbær, kanel og vanilje, varm, let støvet og derimod lidt jern, rust og en kasse med gamle skruer og derudover lidt grønne urter/vinblade.

Smagen er blød, moden eller lettere bedaget, men på en elskelig måde, hindbær, kirsebær, jern, fylde, varme og med nogle krydderier, som placerer sig bagerst i munden, bl.a. godt med peber, sødme og nogle bitre elementer. Smagen da bare rigtigt godt.

Købt på vingården til 13,50€ … eller omkring 100 kr.

Rating 5/7  

Rend mig i de vinøse juletraditioner

Kan du ikke lave et opslag om den perfekte vin til juleaften? Sådan lød spørgsmålet i sidste uge fra en af de faste læsere af den houlbergske vinblog. Ja … jeg forestiller mig i hvert fald indbildsk, at afsenderen er en fast læser. Bloggere elsker jo faste læsere og på den måde er jeg ligeså forfængelig som Mascha Vang foran en flok ugebladsfotografer ved en realityfest for fejring af kloge citater.

Og det er et spørgsmål, som jeg dybest set hader, men grundlæggende forstår fuldt ud. Jeg hader det af flere årsager;

  1. Det er nærmest umuligt at finde en vin, som knivskarpt rammer de mange elementer, som julemaden byder på, men det skal jeg nok vende tilbage til.
  2. Derudover så drukner julevinen – billedligt talt også ofte i al virakken på en sådan en juleaften, hvor der netop ikke er tid til fordybelse, selvom de fleste har ofret en skilling mere på vinen end normalt. Vi vil jo gøre det åh så godt. Gode hjerter fejler sgu ikke noget.
  3. Samtidig er smag og behag jo også en kende forskelligt … nogle foretrækker klassiske vine, nogle vine med prestigefulde navne, nogle syrlige vine, nogle funky biofætre, nogle søde vine og andre oversøiske marmeladevine, så kan man tilfredsstille alles forskellige forventninger til en perfekt vin?
  4. Sidst – men ikke mindst – så er anbefalinger af vin til juleaften et fortærsket emne, hvor åhh-så-kyndige vineksperter i vid udstrækning anbefaler alskens kraftige vine, lige fra Amarone, Primitivo, Zinfandel, Châteauneuf, australsk Shiraz og udtaler, at der skal godt med kraft, sødme og alkohol i vinen, så den kan spille op til den fede mad og styre fedtet. Hold nu kæft … hvis der skal godt med alkohol i julevinen, så er det sgu fordi man gerne have en lille skid på, så hele juleræset og de gaveskrigende unger (eller svigermor) bliver en kende mere tålelige. Og når jeg nu selv – her og nu – skriver og forsøger at gøre mig klog på vin til julemaden, så placerer jeg jo samtidig mig selv blandt de vineksperter, som jeg dybest set helst ikke vil hyle i kor med. Lidt et dilemma, men FUCK … det skal jeg ikke holde mig for fin til.

Jeg forstår jo nemlig godt, at man gerne vil lave en perfekt aften, og at vinen ikke skal ødelægge den gode oplevelse. Som jeg sagde, så fejler gode hjerter ikke noget. FUCK man har jo i forvejen brugt tonsvis af pengesedler på gaver, som skal glæde familiemedlemmerne, overtrukket kontoen, købt økologisk bæredygtigt juletræ, en and … fersk fra slagteren selvfølgelig og måske endda lavet Blomsterberg inspirerede marcipangrise med millimeterskarp akkuratesse samt bagt småkager, klejner og fedtebrød, som man ved ikke bliver spist selvom man med vold og magt opfordrer gæsterne til at tage lidt hjemmebag ovenpå en ordentlig røvfuld fed julemad.

Alle blade og aviser bugner også af både inspiration – og sagde man let forventningspres? – til, hvordan en perfekt jul skal se ud i et moderne hjem anno 2016, hvis man ellers skal være in, hip med de hippe eller i det hele taget bare signalere, at man har da har styr på julen. Forretningerne elsker det … ikke på noget andet tidspunkt på året bruger vi så mange penge. Vinhandlen omsætter vel også omkring halvdelen af deres årsomsætning i december?

Derfor vil jeg også gerne hjælpe og give dig lidt om mine holdninger til valg af vin på sådan en aften samt mit bud på, hvad jeg forestiller mig, at jeg vil drikke juleaften og ikke mindst hvorfor.

Men lad os endelig starte med nogle af de generelle råd, som vineksperter – ofte fra vinhandlerne – lufter, når vi hvert år med nervøse trækninger i fjæset nærmer os den efterhånden stærkt kommercielle højtid.

Udfordringen er jo, at julemaden – og her går jeg ud fra, at de fleste på en højhellig juleaften spiser and, måske kombineret med en flæskesteg, kartofler … både almindelige og brunede, fed sovs samt rødkål og måske lidt asier – er både fed, salt, kraftig med sødt og surt. Allerede der er vi sat på lidt af en opgave.

De klogeste af eksperter siger vel egentligt meget fornuftigt, at vinen skal ha’ syre samt garvesyre aka. tanniner, der giver et modspil til madens fedme, at vinen skal have en vis fylde aka krop og frugtintensitet til at matche den lidt tunge mad og endelig, at der også bør være en vis sødme i vinen, som også passer med flere af de søde elementer i både anden og de brunede kartofler i julemiddagen.

Og så foreslår de – altså de kloge eksperter – rask væk tyktflydende svedske Amarone, oversøiske bulderbasser, aussi-Shirazzzzz eller måske mere fornuftigt lidt Rhône, ofte Châteauneuf-du-Pape. Så vil du følge mængden, ikke skille dig ud, vise at du har styr på julen, har det rigtige julepynt og at dine Bo Bedre også ligger i en pæn stak, så skal du selvfølgelig blot følge de råd. Og du får ganske givet en rigtig dejlig juleaften og anerkendelser for dit valg af vin.

Jeg vil ikke selv vælge hverken Amarone, US-Cab, aussi-Shirazzzz eller andre oversøiske fede marmeladebomber. No way … been there, done that. Jeg synes simpelthen, at det bliver alt for voldsomt med fed mad og fed vin. I min optik har de færreste Amaroner den syre, som eksperterne selv nævner som en vigtig ingrediens. Rosin- og svedskesaft går sgu skidt sammen med den fede mad.

Julen er en skør tid … gør den ikke mere skør, men vælg en vin, som du kan li’ … men tag ikke fra den øverste hylde. Vælg en fornuftig vin … undgå måske Bordeaux og Barolo, som måske bliver for syrerige eller drik dem i stedet, mens du laver maden. Eller FUCK traditionerne og ta’ dem sammen med julemaden, hvis det gør dig lykkelig, men bliv ikke ærgerlig, hvis gæsterne denne dag ikke går op i syreniveauer, tanniner, hestestald og smagsnuancer.

I det houlbergske hjem er julevinen endnu ikke valgt … og bliver det måske endda først i løbet af den 24. december, for jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg har lyst til at drikke om … FUCK allerede 10 dage. Men et par tanker har jeg da gjort mig. Da jeg også har et godt hjerte, så finder jeg også et par bedre vine frem fra vinkøleskabet, selvom de måske drukner lidt i julehøjtidens virak, hygge og forventningspres. Men hellere ofte et par kroner for meget end for lidt … samme devise, som alle andre i det ganske land.

Jeg elsker jo Spätburgunder … så mon ikke, at der kommer en flaske af det på bordet? Og det er egentligt også et fornuftigt valg, idet Spätburgunder har syre, ofte pænt med sødme og en lethed, som modspil til den fede and. Måske endda en flaske Huff Alte Reben Spätburgunder for blot at drille min svoger, som blev lidt skidtmads sidst vi drak masser af Huff sammen. Måske også en flaske Spätburgunder fra Johner, da vinene fra det varme Kaiserstuhl jo – udover pinotsk syre og lethed – også har fint med glinsende fitnessmuskler.

Det kunne selvfølgelig også være fristende at udfordre med lidt god bourgogne, selvom en amerikansk Pinot Noir nok vil være bedre med mere fylde, varme og sødme.

Måske drikker jeg lidt Brunello, mens jeg forbereder julemaden og måske kunne jeg også finde på at smide en supplerende flaske med lidt Rhône på bordet til maden … måske neuf eller en flaske spansk Sommos Premium. Tror jeg til maden vil vælge vine, som jeg tidligere har smagt, således jeg – for en gang skyld – ikke skal nørde med mine smagsnoter denne højhellige familieaften. Hvis pigerne insisterer på, at der skal lidt hvidvin på bordet, så klart lidt Riesling og helst med lidt sødme, hvis den skal fange andrikken.

Mit bedste råd er nok … find en vin, som du har lyst til … og rend mig i de vinøse juletraditioner. Vin er nydelse, så det er lysten der skal drive værket. Åben og drik. Ingen dikkedarer. Er du erfaren nok i smagning af vin – og vægter som mig duften/aromaen mere end smagen – så kan du svimle over god vin uanset hvilken mad, som der kommer på bordet, selvom det selvfølgelig er bedst, når det hele går op i en sammensmeltet symbiose.

Men lad os for alt i verden ikke gøre nydelse af vin til en akademisk mission eller kaste strenge Emma Gadske regler ned over, hvad vi må, skal og bør. Living on the edge, som Mick Øgendahl vil sige det … vov og vind. Sagt på den bedste hundeagtige måde.

Dessertvinen til risalamanden er eneste vin, som jeg med klippefast sikkerhed har bestemt mig for, nemlig kirsebærvinen Prunus Nigra fra det lokale Cold Hand Winery, der ligger lige udenfor Randers. Der sejrer både lokalpatriotismen samt den gode smag i smuk forening … og det skal mine gæster også sande.

Og ja … måske napper jeg en flaske fra øverste hylde, når julefreden har sænket sig, gaverne åbnet og alle igen trækker vejret forholdsvis normalt. Men den har jeg heller ikke besluttet mig for endnu, ubeslutsom som jeg er. Måske er der slet ikke lyst til mere vin, men derimod en rar kop kaffe og en sjus. Who knows?

Med andre ord … ikke den store hjælp herfra … udover ønsket om et rigtig glædelig jul til alle derude.

2015 Domaine le Clos du Caillou, Le Caillou Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Det er under to uger siden, at jeg smagte en vin fra Domaine le Clos du Caillou, nemlig vinen Côtes du Rhône Les Quartz i en årgang 2014. Her er det imidlertid lillesøsteren Le Caillou Côtes du Rhône … deres almindelig Côtes du Rhône og samtidig i en årgang nyere.

Fra samme his har jeg også smagt deres gode Châteauneuf-du-Pape Tradition i flere årgange samt deres flotte Côtes du Rhône Reserve og selvfølgelig skrevet om huset flere gange. Det skal jeg – som sidst – spare jer for én gang til.  Det kan I læse de tidligere blogindlæg.

Denne Le Caillou Côtes du Rhône er en vin, som er lavet på Domaine le Clos du Caillou siden 1978. Den er i denne årgang 2015 lavet på 90% Grenache, mens de sidste 10% består af Syrah, Mourvèdre og Counoise. Druerne kommer fra gamle vinstokke, faktisk med en gennemsnitsalder på 60 år, hvilket egentligt er ganske uhørt for sådan en almindelig Côtes du Rhône.

Den er imidlertid nu heller ikke helt almindelig. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar, og derefter vinificeret i store betontanke med en macerationsperiode på 21 dage. Vinen er derefter alene lagret 2 måneder i henholdsvis betontanke og store foudres.

I glasset overraskes du af farven på vinen, som er utrolig lys, let og transparent. Det ligner sgu ikke almindelig fuldfed Côtes du Rhône, men leder mere tanker hen på en Pinot Noir eller en vin på druer med tyndere skind end Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Næsen har imidlertid nogle genkendelige elementer fra Rhône … der er mejeri, råt kød, brombær, jordbær og måske endda lidt blåbær, mentol eller eucalyptus samt en omgang blomster og godt med lavendler. Dufter virkelig godt … har måske endda svage animalske elementer.

I  munden er vinen rund, blød med lyserøde frugter … virkelig frisk frugt med god strenghed og syre. Derudover er der nogle mineralske elementer … nærmest med jern, flint og en lidt sur, engelsk lakrids. Kan i første omgang virke nærmest syrlig, stram og skarp, men åbner sig forholdsvis hurtigt.

Købt hos Vinspecialisten, pris 130 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Domaine de Veilloux, Cheverny Les Veilleurs, Loire, Frankrig

2014 Domaine de Veilloux, Cheverny Les Veilleurs, Loire, FrankrigAppellationen AOC Cheverny er en del af Touraine området i Loir-et-Cher i Loire og derfra kommer denne røde Les Veilleurs fra et lille vinhus, som hedder Domaine de Veilloux.

Domaine de Veilloux ligger ved den lille by Fougères-sur-Bièvre omkring 10 kilometer syd for Blois, og har været drevet af Quinioux familien i 5 generationer siden omkring 1800 og før den tid, var vingården en del af Château de Fougères. I starten bestod driften på gården af både vinavl, andre afgrøde, kvæg og andre dyr.

I dag ejes Domaine de Veilloux af Michel og Silviane Quenioux, og de driver stedet sammen med sønnen Arnaud, som også langsomt er begyndt at overtage meget af driften.

Michel er en forsigtig, blid og meget flink mand, der altid er klar til at fortælle om sin vin og de tanker, han har gjort sig i den forbindelse. Hans kone er ligesådan, så de passer perfekt sammen.

Familien har samlet 25 hektar, som oprindeligt blev dyrket biodynamisk, men familiemæssige omstændigheder betød en reduceret arbejdsstyrke, så Michel var nødsaget til at skifte til traditionel økologisk produktion. Jorden er præget af ler, sand og flint, som giver vinene under appellationen deres helt eget terroir.

De dyrker meget de lokalt udbredte druesorter, dvs. Menu Pineau, Sauvignon Blanc, Arbois, Pineau Blanc de la Loire, Gamay, Pinot Noir, Cabernet Franc og Côt.

Under AOC Cheverny appellationen laves hvidvine typisk på 60-80% Sauvignon Blanc blandet med Arbois, Chardonnay eller Pineau Blanc de la Loire, mens de røde indeholder 40-65% Gamay blandet med Pinot Noir og derudover maksimalt op til 15% Cabernet Franc og Côt (Malbec).

Denne Cheverny Les Veilleurs er lavet på 65% Pinot Noir, 30% Gamay samt 5% Côt og fra vinstokke med en alder på 20-30 år. Druerne er høstet med et udbytte på beskedne 20-35 hektoliter pr. hektar og er lavet med en afstilkning, udblødning i 5 uger, malolaktisk gæring på kvas via lagring 10-12 måneder på gamle træfade med kvaset. Flasket uden filtrering.

I glasset er vinen slet ikke så transparent, som man måske ville forvente med den megen Pinot Noir og Gamay … så den lille andel af Côt formår virkelig at give farve til vinen, som i glasset vel nærmest ligner en lidt mellemtynd Bordeaux.

Når flasken lige er åbnet er der virkelig skrald på drengen … vi snakker virkelig en biofætter, som har en næse med kål, måske endda surkål, svag krudt,  jordbær, stikkelsbær, syrlig ensilage, en smule blæk, men faktisk ingen karakteristiske Pinot Noir elementer. Med lidt luft og tid svinder de øko/biodynamiske elementer og næsen bliver mere frugtren.

I munden godt med tørhed, frugtrig syre, virkelig frisk med jernholdige elementer, peber, egenoter og syrlig bolsjesødme, hvis det ellers giver mening? Vinen er sådan set meget blød og behagelig i udtrykket, men har hele tiden denne syrlige og jernholdige kant, som nogle måske vil synes er en tand for meget. Jeg kan sgu godt li’ den.

Købt i Vinimperiet, hvor prisen er ganske fornuftige 105 kr.

Rating 4,5/7  

2015 Cantine Settesoli, Vino Rosso, Sicilien, Italien

2015 Cantine Settesoli, Vino Rosso, Sicilien, ItalienHoulberg har timet det optimalt, idet jeg fredag drak et enkelt glas af denne Vino Rosso – selected & blended by Peter Vinding-Diers – netop som den danske vinmager udgav bogen “En håndfuld oliven og et glas vin”, som handler om hans spændende liv i vinens verden.

Imidlertid kommer vinen Vino Rosso ikke fra Peter Vinding-Diers egen vingård Montecarrubo på Silicilien, men derimod fra det store kooperativ Cantine Settesoli, der ligger midt i byen Menfi i den sydvestlige del af Sicilien omkring 25-30 kilometer øst for Marsala.

Det er et kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1958 af en flok forudseende vinbønder og siden er vokset gevaldigt. I dag omfatter kooperativet ikke mindre end 2.000 vinavlere på Sicilien med over 6.500 hektar vinmarker.

Det er således en større historie, og kooperativet producerer da også årligt knap 25 millioner flasker vin og har en årsomsætning på ikke mindre end omkring 420 millioner kroner. Der er 39 fastsatte medarbejdere og i højsæsonen over 200 ansatte. Kooperativet eksporterer omkring 70% af deres produktion.

Vinene fra kooperativet sælges under forskellige brands, selvfølgelig først og fremmest Cantine Settesoli, men også under navne som Mandrarosso samt Inycon. Men denne Vino Rosso er imidlertid helt udenfor nummer, da den er udvalgt og blended af vores danske vinmager … the grand old man Peter Vinding-Diers.

Vinen er lavet efter en aftale med HJ Hansen Vin og Peter Vinding-Diers. Og han har fået vinen lavet hos Cantine Settesoli, som han kender fra vinbranchen på Sicilien.

Hos Cantina Settesoli bliver alle vinbønderne betalt for kvaliteten af druerne og ikke mængderne. Cantine Settesolis egne vitikulturister rådgiver og besøger de mange små vinbønder for at sikre, at arbejdet i marken foregår med allerstørst omhu.

Omfattende investeringer i avanceret vinfremstillingsudstyr – samt ekspertisen fra de hele fem ønologer – giver sikkerhed for kvalitet. Derfor valgte Peter Vinding-Diers netop Cantine Settesoli som partner til denne vin.

Og vinen er lavet på 100% Syrah fra forskellige områder på Sicilien. Alt bliver håndhøstet og sorteret grundigt, inden de føres til vineriet. Vinen gæres på rustfrie ståltanke ved omkring 25 grader, men der er ingen oplysninger om lagringen.

Næsen er multo speciale … vi snakker modellervoks, blåbær, brombær, støvet og tør jord, dyb blæk, engelsk lakrids, tørre karklude eller i hvert fald en smule indelukket med nogle mælkesyrlige noter.

Smagen er rund, sød og krydret … bondsk, kantet og måske lidt ensidet med tørre tanniner, syrlige og bitre elementer, kirsebær, blåbær, men først og fremmest godt med bitterhed.

Købt hos Vinspecialisten, hvor vinen koster 100 kr. Vinspecialisten forhandles i øvrigt også Peter Vinding-Diers bog med masser af anekdoter fra et langt liv i vinens verden.

Rating 3,5/7 

2013 Weingut Bercher, Sasbacher Limburg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Hold nu kæft, hvor er denne Spätburgunder lækker og sexet, lidt ligesom Ditte Ylva Olsens stemme. Man bliver totalt forført. Fredagens obligatoriske Spätburgunder – som åbenlys er SÅ sexet – er denne Sasbacher Limburg Spätburgunder fra Weingut Bercher og altså en souvenir fra sensommerens roadtrip til Kaiserstuhl.

Men egentlig er fredag også en oversættelse fra det latinske udtryk Veneris dies … som betyder Venus’ dag, og det giver jo totalt mening, når vi snakker om Ditte Ylva Olsen. Venus er jo kærlighedens gudinde i den romerske mytologi. Selv etiketten er lidt ru og sexet at røre ved.

Jeg har tidligere skrevet om fantastiske Weingut Bercher, bl.a. det længere blogindlæg Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim … et i øvrigt helt fantastisk besøg. Denne Sasbacher Limburg Spätburgunder var en af de vine, som vi faldt pladask på under vort besøg … i hvert fald, hvis vi – danske fattigrøve – også skulle tage priserne med i betragtningen.

Og det er såmænd endda en enkeltmarksvin … fra Erste Lage marken Sasbacher Limburg, en mark primært Bercher ejer parceller på … dog sammen med kooperativet Winzergenossenschaft Sasbach am Kaiserstuhl. Det er en mark med dyb og mørk, vulkansk undergrund og rødbrune sten, helt perfekt grobund for Spätburgunder.

Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret på barriques i 18 måneder. Er helt igennem tør og har alene 1,5 gram restsukker pr. liter, så ikke megen sødme i den retning.

Men hold nu kæft for en næse … virkelig intens og dufter sindssygt godt. Det er animalsk hestestald, så slip for fanden bare hestene løs på en mark med køer, lamaer og et gedekid. Derudover er der hindbær og kirsebær i skøn forening, svag vanilje, svedsker, syrlig mineralitet, svag lakrids og lidt florale elementer … ja, det betyder blomster.

Smagen er let, stringent og syrlig … som et Brio tog på skinner, hvor egen smitter en smule af. Herlig, legesyg, dyb og med tonsvis af frugt, kirsebær, svag hindbær, men også nogle mørkere bær, svag og søde krydderier samt en herlig intensitet. Fuck, det smager sgu da bare for godt og bekræfter bare, at Weingut Bercher er et af de bedste huse i Kaiserstuhl.

Købt på vingården til 22,00€ … eller omkring 164 kr.

Rating 6/7   

2011 Weingut Hans & Christine Nittnaus, The Pinot Puzzle, Burgenland, Østrig

The Pinot Puzzle hedder næste vin, som kommer fra Weingut Hans & Christine Nittnaus … eller måske mere præcis fra Young Nittnaus Experience, som er Hans & Christines to sønner Andreas og Hans Michael Nittnaus.

Weingut Hans & Christine Nittnaus – og sønner – holder til på den nedre hovedgade midt i byen Gols … et par kilometer øst for den nordlige del af Neusiedler See i det frodige og frugtbare Burgenland, det største vinområde i Østrig.

I dette skønne landskab har familien Nittnaus været vinbønder i over 300 år, idet vingården blev grundlagt i 1683. Siden 1983 har det været Hans og Christine Nittnaus, som har drevet det traditionsrige vinhus.

Familien har sammenlagt 57 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 70 forskellige parceller omkring Gols samt op til den østlige bred af Neusiedler See. De bedste marker er bl.a. Luckenwald, Salzberg, Gabarinza, Edelgrund, Neuberg og Ungerberg.

De fleste af markerne – omkring 2/3-dele – er tilplantet med røde druesorter, selvfølgelig masser af Zweigelt og Blaufränkisch, men også de mere internationale sorter såsom Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Pinot Noir. Alle marker passes efter økologiske principper, selvom vinhuset ikke er certificeret økologisk.

Vinhuset laver 11 forskellige hvidvine, en enkelt rosé og så 15 forskellige rødvine … samt lidt søde vine og en enkelt mousserende vin. Men derudover laver de to sønner Andreas og Hans Michael Nittnaus også en række vine under navnet Young Nittnaus Experience, bl.a. denne The Pinot Puzzle. På disse vine er etiketterne inspireret af Sex Pistols … WTF.

Lad os se, om vinen kan give lidt Anarchy in the UK. Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men de fleste af husets rødvine har lagret minimum 12 måneder på barriques … så mon ikke, at det også er tilfældet med denne vin? Men lad os i stedet smage på vinen.

I glasset er vinen en tak mørkere end både tysk eller burgundisk Pinot Noir … og derudover er vinen lidt brun i kanterne og afslører dermed, at alderen begynder at vise de første rynker.

Duften er lidt støvet med modne kirsebær, nærmest lidt ameretto, spidskommen, peber, eg, gips, gazebind eller medicin samt nogle elementer af mørkere bær og dermed næsten lidt oversøisk i udtrykket. Der er en svag Pino-sødme, som pirrer næsebordene en smule.

Smagen er fyldig, krydret og pebret … fyldig med nogle bitre noter, nærmest som citron- eller grapeskal, granatæbler, ribs, bitre kirsebær, mirabeller, røg, peber, godt med krydderier, men specielt peberen træder virkelig i karakter. Det er lidt rustik og kantet …. mangler lidt lethed og elegance, men smager ganske fornuftigt.

Købt i Meny, pris 129,95 kr.

Rating 4/7