2013 MAN Family Wines, Skaapveld Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

Juledag … stille eftermiddag inden juleræset for alvor sætter ind. Har sat mig og sat lidt godt og stille musik på … Sophie Zelmani. Denne vin, en Skaapveld Shiraz fra det sydafrikanske vinhus MAN Family Wines har fået en offerrolle, for det meste af vinen er røget i den hjemmelavede rødkål.

Ja, selvfølgelig har jeg nået at smage på vinen … således der er mulighed for at bedømme, om det er retfærdig, at vinen denne højhellige dag har fået sådan en birolle. Og selvfølgelig for at kunne afstresse ved tastaturet og sende jer en hilsen om glædelig jul. Det er så hermed gjort.

Normalt er en offerrolle ved egentligt noget, som man selv påtager sig … så dermed er denne Skaapveld Shiraz ikke et offer, selvom jeg selvfølgelig tangerer at være en slags bøddel ved at ofte vinen i julemiddagens hellige navn. Shirazzzzz-rødkål … så prøver vi også det!

MAN Family Wines hedder også MAN Vintners og holder til i Stellenbosch i Sydafrika, men ser ikke ud til at være en traditionel vingård, men nærmere et negociantfirma, som opkøber druer fra vinavlere og laver en række forskellige vine. Vinene sælges under forskellige navne, bl.a. MAN Family Wines, Muller’s Valley, Sénga og The Grail.

Vinhuset er grundlagt i 2001 af José Conde og de to brødre Tyrrel og Philip Myburgh. De kaldte vinhuset MAN efter bogstaverne fra deres respektive hustruer Marie, Anette og Nicky. Det er dem, som I kan se på det øverste billede.

De startede oprindeligt med at producere 300 kasser årligt, men i dag laver de årligt over 175.000 kasser vin, som eksporteres til ikke mindre end 25 forskellige lande.

Vinen skulle være vinificeres på rustfrie ståltanke … alene 2 dages kold maceration efterfulgt at 5 dages fermentering med daglige overpumpninger. Derefter er vinen lagret på amerikanske barriques, heraf 8% nye … kan dog ikke se, hvor lang tid vinen har lagret. Inden flaskning er vinen klareret og filtreret.

Første indtryk … ikke megen næse her, slet ingen skrald på drengen, men virker nærmest anonym. Frugten er godt gemt, men lidt brombær, lette blommer fornemmes sammen med granatæbler samt en vis støvet tørhed og lidt urter. Men det er alt sammen meget svagt og man skal virke sniffe godt for at få aromaerne frem.

Smagen har lidt en nærmest kunstig sødme, som slet ikke klæder Shirazzzz druerne. Sødmen går faktisk igen gemme hele smagsspektret. Frugten virke ikke mørk og intens, som man ellers vil kunne forvente af en oversøisk Shiraz, men der er dog lidt pebrede elementer og en beskeden syre, som ikke helt holder tingene i ave.

Forhandles af bl.a. Bagsværd Vinhandel, hvor prisen er 75 kr.

Rating 2,5/7  

2013 Weingut Fischer, Nimburg-Bottinger Steingrube Spätburgunder Holzfass, Baden, Tyskland

Når lillejuleaften falder på en fredag er der jo ikke noget at stille op … Spätburgunder på bordet. Det blev løst med denne Nimburg-Bottinger Steingrube Spätburgunder Holzfass Trocken fra Weingut Fischer, der jo ejes af Dr. Heger.

Vinen er en af de mange souvenirs, som jeg havde med hjem fra Jan og undertegnedes vinøse roadtrip til Kaiserstuhl i sensommeren. Det omfattede bl.a. et besøg hos Dr. Heger i Ihringen. Det besøg kan du i øvrigt læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen.

Weingut Fischer ligger i Nimburg-Bottingen og blev købt af Dr. Heger tilbage i 1997 fra Otto Fischer, som havde drevet stedet siden 1980’erne.

Samlet hører der omkring 17 hektar vinmarker med til Weingut Fischer og den bedste – og største – mark er klart Nimburg-Bottinger Steingrube. Det er den mark, som kan ses på det øverste billede. Det er også derfra, at druerne til denne Nimburg-Bottinger Steingrube Spätburgunder Holzfass Trocken kommer.

Årsproduktionen hos Weingut Fischer er på 140.000 flasker og produktionen ledes af kældermesteren Stefan Rinklin samt folkene på Dr. Heger, så mon ikke Joachim Heger selv deltager i produktionen?

Denne Nimburg-Bottinger Steingrube Spätburgunder Holzfass Trocken er lavet på rustfrie ståltanke, men har – som navnet fortæller – lagret på egefade, hvilket hos vinhuset typisk er et sted mellem 6 og 12 måneder.

Fin transparent i glasset, dog med en vægt mod det lidt mørkere, mens duften umiddelbart virker lidt skarp i næsen. Det er krydrede kirsebær, grannåle, hæfteplaster og peber. Der er ikke megen tysk, sød hestestald eller nogle af de delikate Pinot Noter, som jeg jo ellers elsker.

Smagen byder også på masser af kirsebær, syrlige kirsebær, lidt ribs, men – som duften – også både skarp og kantet. Der er også elementer af jern og bitterhed.

Købt på vingården til 13,90€ … eller omkring 104 kr.

Rating 3,5/7 

2013 Clos des Calades, Paciènça, Languedoc, Frankrig

Fra det altid stigende arsenal af spændende producenter hos Extra Brut Vinimport har vi her fat i vinhuset Clos des Calades og vinen Paciènça … den anden vin, som Gert servede inden juleferien satte ind.

Clos des Calades ligger i den sydlige udkant af den lille vindyrkende landsby Caveirac omkring 10 kilometer vest for Nîmes i en lille dal i kommunen Langlade og med en smuk udsigt over Vaunage. Det er selvfølgelig i vinområdet Languedoc.

Vingården er grundlagt i 2005 af Laurence Escavi, som også er drivkraften bag foretagenet. Det er hende, som vi ser køre på traktoren på billedet ovenfor. Hun driver Clos des Calades sammen med Jean-Paul Cases.

Laurence Escavi har 5 hektar vinmarker med vinstokke, som er 25 år i gennemsnit og har aldrig været sprøjtet … og fortsat drives økologisk, selvom vinhuset ikke er certificeret. Det forventer de dog at blive indenfor de næste 4 år. Der dyrkes primært Syrah, Mourvèdre samt Grenache og Laurence høster alene beskedne 25 hektoliter pr. hektar.

Det giver basis for 3 forskellige vine, vinene Pic-Têtu, Les Strates og så denne Paciènça, som er topvinen. Der tilsættes intet andet end en smule svovl, ca. 10-15 milligram i snit, dog mindre og mindre jo dygtigere hun bliver.

Paciènça er i denne årgang 2013 lavet på 80% Mourvèdre og 20% Syrah, mens blendet i foregående årgang var 50% Syrah, 40% Mourvèdre og 10% Grenache.

Spontangæret med 50% stilke, Syrah druerne gærer på ståltanke, mens Mourvèdre druerne har gæret på egefade. Maceration på 18 dage og der efter lagres Mourvèdre druerne på muids … fade på minimum 550 liter i forholdsvis lang tid. Jeg kan ikke se, hvor lang tid, men i hvert fald omkring 20-22 måneder. Det passer måske også godt med navnet Paciènça, som betyder tålmodighed. Syrah druerne lagrer alene på ståltanke.

Og hvilken næse … vi snakker klart sur mødding, mejeri, yoghurt, fims og prut, animalsk som ind i helvede, våde vaskeklude efter en dårlig dag, men også godt med frugt, mørke bær … nærmest gærende mørke bær, bitter chokolade og let blyant.  Dufter da for vildt = det er sgu godt.

Smagen er virkelig frugtdrevet med blåbær, brombær … godt med mørk frugt, men egentlig meget frisk i udtrykket. Der er også fin tørhed, granit og peber. Paciènça er ganske drikkevenlig, blød, omgængelig og lækker.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 140 kr.

Rating 5/7