Tag-arkiv: Frankrig

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay 1er Cru Le Passe-Temps, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay 1er Cru Le Passe-Temps, Bourgogne, FrankrigDen sidste 2012 Domaine Louis Lequin et Fils er med druer fra én af de 12 Premier Cru marker i Santenay, nemlig marken Le Passe-Temps, der ligger i udkanten af landsbyen Santenay.

Marken har fået sit pudsige navn Le Passe-Temps, som betyder tidsfordriv, fordi det var her i skellet mellem mark og husly i byen, at høstarbejderne plejede at hænge ud og se tiden an, når vejret tegnede usikkert. Skulle de fortsætte arbejdet eller gå tilbage til byen?

Vinen er lavet som foregående, altså med både afstilkede druer og hele drueklaser, som først ligger i en kølig premaceration i 10 dage, hvorefter gæringen så sættes i gang over varer 15 dage.

Der gæres ved relativ høj temperatur, da Lequin ønsker at udtrække ekstra intensitet og struktur fra drueskindet.  Vinen lagrer herefter i 10-12 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 20% nye fade.

Dejlig æterisk, let og lys aroma, syrlig lys frugt, ribs, hindbær, rabarber, kirsebær, knuste rosenblade, garvet læder, grønne blade, masser af træ, vanilje, lakrids og en voldsom lækker syrlighed. Der er en virkelig frisk, livlig og levende nerve i vinen.

Og hold nu op, hvor det smager godt … lys, moden og let syrlig frugt, syrlige kirsebær, ribs, hindbær, dejlig sitrende syre, lidt grøn, blid og blød med mineralske elementer. Denne lethed, rene frugt, syrlighed og nerve er ganske enestående, så igen bliver det 5,5 store houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men kan i øjeblikket fås på tilbud til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket vel nærmest er helt uhørt for god Bourgogne.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Les Charmes, Bourgogne, FrankrigLes Charmes er en lieu-dit, der befinder sig i den sydligste ende af Santenay, hvor den støder op til 1. Cru marken Clos Rousseau. Og næste bourgognevin er også netop en 2012 Santenay Les Charmes fra Domaine Louis Lequin et Fils.

Pinot Noir vinstokkene på Santenay Les Charmes marken er omkring 70 år gamle og har et meget anderledes terroir end nogle af de omkringliggende marker. Her er består jordbunden af rødt ler og stenet, kalkholdig jord. Det giver aromatiske og elegante rødvine.

Vinen er lavet på et mix af afstilkede druer og hele drueklaser, som først ligger i en kølig premaceration i 10 dage, hvorefter gæringen så sættes i gang over varer 15 dage.

Der gæres ved relativ høj temperatur, da Lequin ønsker at udtrække ekstra intensitet og struktur fra drueskindet.  Vinen lagrer herefter i 10-12 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 15% nye fade.

Næsen er ikke helt så grøn og streng som Clos Genêt, … har langt mere rundhed, mere sødme fra fadene og masser af den elegance, som Pinot Noir kan give. Det dufter tossegodt … lyse bær, hindbær, kirsebær, knuste rosenblade, garvet læder, lidt mælkechokolade, men først og fremme en lys, feminin, æteriske og lækker luftig lækker aroma. Hmmmmm.

Smagen er spinkel, fin og elegant med svag grøn nerve … så præcis, skrøbelig og delikat. Der er syrlige kirsebær, ribs, hindbær og alt er blødt, blidt og vild cremet. Nøj hvor det smager godt og er allerede langt mere moden end Clos Genêt søstervinen. Klart 5,5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Clos Genêt, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Clos Genêt, Bourgogne, FrankrigTilbage i august smagte jeg 2 Santenay bourgognevine fra vinhuset Domaine Louis Lequin et Fils. Det overgår jeg nu og smager 3 Louis Lequin Santenay vine i streg – alle i årgang 2012 – og den første er denne Santenay Clos Genêt.

Santenay er en af de sydligste appellationer i Côte de Beaune i Bourgogne. Der findes samlet kun 392 hektar vinmarker i området og heraf er knap 90% af markerne tilplantet med Pinot Noir.

Der er ingen Grand Cru marker og samtidig alene 12 Premier Cru marker i Santenay, men den lille sydvestligt vendte mark Clos Genêt omkranset af en mur er ikke en af disse.

Ikke desto mindre, så står marken bag denne Santenay Clos Genêt fra huset Domaine Louis Lequin et Fils, der ligger midt i Santenay by og er et historisk hus, der har lavet bourgognevine i generationer siden 1669, hvor det blev grundlagt af Philibert Lequin.

Han købte netop marken Les Clos Genêt i Santenay og startede med at lave vin. Det var således dér, at husets første Pinot Noir vinstokke blev plantet, så derfor har både marken – og denne vin – selvfølgelig en særlig betydning for familien Lequin.

Allerede dengang familien købte de første marker, så var de mega dyre, så det tog familien omkring 120 år for at betale gælden fra købet af.

I dag drives vingården af Louis Lequin som seneste generation sammen med sin søn. Louis overtog driften fra sin far Jean i 1993, men skulle dele markerne med sin bror. Louis drev således sin del videre og har sidenhen også købt flere marker til.

I dag har Louis således samlet 7 hektar vinmarker … både Premier Cru og Grand Cru i Côte d’Or, Nuits-Saint-Georges i Côtes de Nuit, samt Pommard, Santenay, Corton, Corton Charlemagne og Bâtard-Montrachet i Côte de Beaune.

De fleste af markerne er dog købt af Louis’ bedstefar Lucien Lequin, der bl.a. købte husets første Grand Cru mark Batard-Montrachet og vinmarker i Corton samt Nuits Saint Georges. Det var også Lucien, som startede med at eksportere vinene og fik dem på kortet på det fasionable hotel Waldorf Astoria på Manhattan.

Nå, men tilbage til denne vin … Les Clos Genêt marken har en jordbund præget af brune kalksten og mergel. Efter høstes afstilkes druerne og presses let, hvorefter de ligger i kold maceration i 6 dage. Fermentering sker spontant alene med druernes naturlige gærceller ved 32 grader og varer samlet 12-15 dage med daglig pigéage.

Efter endt fermentering knuses og presses druerne, hvor efter vinen så får lov at hvile 4 dage for at falde til ro. Derefter er vinen så lagret 16-18 måneder på Allier barriques, heraf 25% nye fade. Efter vinen er flasket, så lagres den yderligere 2 år i kælderen inden frigivelse.

Duftmæssigt minder vinen rigtigt meget om 2011’ren startende med en lidt grøn, kølig, stram og syrlig stil, hvor der er fernis, maling, eg, røg, hindbær, tranebær, ribs, granatæbler, hyben og blomster. Og derudover blæk, fennikel … meget ung og æterisk.

Smagen er også grøn, let og burgundisk med grøn, syrlig nerve, masser af syrlig og lys frugt, silkefine tanniner, som blidt angriber dine tænder og mundhule med stor tørhed, elegance, luftighed og nærvær. Frugten er umodne ribs, stikkelsbær, granatæbler, masser af tørhed og skarpe kanter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDet er over et år siden, at jeg smagte Jean Michel Gerins Saint-Joseph første gang. Dengang var det i en årgang 2016 og den var overraskende lækker med en lys og let side, hvilket faktisk gentager sig i denne nyere årgang 2017.

Gerins vinmarker i Saint-Jospeh er syd/sydøst-vendte og har vinstokke, som er op til 30 år gamle. Høsten sker manualt med et udbytte på 38 hektoliter pr. hektar og derefter sorteres druerne også med håndkraft.

Derefter gennemgår vinen er en temperaturstyret, kølig maceration i tre uger på stål. Slutteligt lagres vinen 15 måneder på franske fade, hvoraf 80% er 2-4 år gamle 228 liters fade, og 20% er gamle 600 liters fade.

WAUW … sikke en aroma. Det dufter næsten som en blanding af lidt Cornas samt Beaujolais, hvis det giver nogen mening? Det er bondsk, flæsket og har også lidt mejeriagtige noter. Der er både sur mødding, tørret bacon, ymer, kærnemælk, mørk gæret frugt, gamle fade, sorte oliven, harsk fedt og lette florale elementer. Frugten er lidt svær at definere, men vel sorte kirsebær og brombær. Men for pokker, hvor dufter dette bare vildt godt.

Og det smager også godt … det er ikke – som mange vil forvente – en hård, streng, stenet og voldsom Nordrhône vin, for den har i stedet en overraskende lethed som Beaujolais, mens blødheden er fin typisk Saint-Joseph.

Der smages en smule peber, mens frugten er lysere end i duften … vel nærmest mere mellemrød med kirsebær og hindbær suppleret med meget tørre tanniner. Det bliver en lidt tynd Saint-Joseph, hvor biceps musklerne slet ikke flekses. Det er en Saint-Joseph afart aka særling … en mere feminin eller affekteret udgave, men jeg elsker sgu den lyse, lette stil, som gør vinen let, behagelig og fin. Jeg hoster prompte op med 6 lette fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, Frankrig

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, FrankrigLionel Osmin & Cie er et negocianthus, der ligger i Sydvestfrankrig. De laver både vin samt masser af Armagnac. Det er derfra, at vi nu smager denne Le Roi Bœuf … på ren 100% tanninrig Tannat og med en etiket, der ligner noget fra Dalgårds Tivoli. Men lad jer endelig ikke snyde.

Negocianthuset er etableret i 2010 af Lionel Osmin sammen med en række venner, der alle elsker vine fra Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig og derfor slog pjalterne sammen i et fælles projekt.

De opkøber druer fra vinavlere i nogle af de mange områder i Sydvestfrankrig, bl.a. Bergerac, Cahors, Fronton, Gaillac, Jurançon, Marcillac, Madiran og Armagnac … på alle slags druer, herunder også lokale druesorter som Baroque og Camaralet samt de mere internationale sorter som Chardonnay og Syrah.

De laver også Eau-de-Vie samt Armangnac via partnerskab med forskellige destillerier i Gascogne, hvorfor de har skabt en portefølje af armagnacer med 12 til 39 års alder.

Denne Le Roi Bœuf er én af husets mange vine … og skulle være produceret på 100% Tannat druer fra områder nær Bazas. Der er ikke meget info om selve produktionen, men vinen har lagret i nye egetræsfade. I tidligere årgange har vinen bestået af 75% Merlot, 15% Tannat og 10% Cabernet Franc, men skulle nu imidlertid så være ren Tannat.

Vild tør duft … masser af tørt træ, okseblod, meget rustik, mørk frugt, solbær, brombær, hindbærmarmelade, indkogt svedskejuice, meget tør, støvet med bitter kakao, en utæt blækpatron, tørrede blomsterblade og sjove krydderier. Det er ikke just indbydende, hvilket vel også er sjældent for Tannat vine. Men giv den lidt tid … ekstra tid, luft og tålmodighed i glasset, for så bliver aromaerne meget mere blide og runde.

Men smagen er sgu spændende … tør, kantet og syrlig med denne tørkrydrede, bitre og dybe frugt, beg og tjære, pænt vilde tanniner, valnødder og lidt engelsk lakrids eller lakridsrod. Det er bare mega tørt, men med en herlig urkraft. Det er ikke en vin for alle, men har vildt meget Sydvestfrankrig karakter.

Igen bliver tingene mere runde, komplette og sammenhængende med rigeligt med luft i glasset … så kommer der endda lidt sødme frem også. Der er en rødvin, der skriger på mad til … måske en stor, tyk bøf. Med tid i glasset blev jeg stille og roligt mere og mere begejstret for denne vin, så 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg da også smage en rød bourgognevin fra Madame Veuve Point og det blev denne 2017 Bourgogne Pinot Noir, som er husets basisvin med druer fra flere appellationer.

Druerne er høstet ved håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og ligger først i kold udblødning ved 8 grader i 6  dage inden alkoholisk gæring.. Når gæringen er afsluttet og efter en varm maceration, så presses vinen så forsigtigt som muligt og kommer på egefade, hvor den også lagrer 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen herlig transparent, men duften er dejlig lys og imødekommende med frisk frugt – lidt rustik bevares – men med lyse kirsebær, hindbær, lys saftighed, lidt sødme, vanilje, grønne noter, brændenælder, akacie- og egetræ samt kant.

Smagsmæssigt er det en fin og stram Pinot Noir, som – trods kant – byder frisk, grøn og let frugt, lyse kirsebær, hindbær, kul, blæk, lidt peber, bolsjesødme … meget ligetil og fornøjelig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigVi bliver med næste hvidvin fra Madame Veuve Point nær byen Mâcon, nemlig i appellationen Pouilly-Fuissé, hvor man oftest finder elegante, fyldige og mineralske hvidvine.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, altså med presning efter sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, fermentering og derefter lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Med denne 2017 Pouilly-Fuissé Blanc bliver det i næsen langt mere elegant. Her er der lethed, luftighed, blomster, faktisk masser af gule blomster, ristede mandler, kalkede elementer, pærer, honningmelon, fersken, ananas, akacietræ, vanilje og let røg.

I munden er vinen også mere vedkommende … måske ikke helt så let, som duften lovede, men det er så smooth, blødt, elegant og lækkert, så det næsten smelter i munden. Det er fortsat let krydret, kalket og lettere mineralsk, men meget forsigtig, afdæmpet og fint. Dermed bestemt en fin lille hvid Pouilly Fuissé.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg har fået mine fedtede hænder i 3 flasker bourgognevin fra vinhuset Madame Veuve Point, som er opkaldt efter enken Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Mens jeg starter med at skrive om vinhuset, så kan jeg meget passende starte med at nyde et glas 2018 Mâcon-Villages Blanc fra Point familiens gamle vinhus i Beaune. Arghhhhhh.

Enkefruen Jeanne-Marie Point var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2018 Mâcon-Villages,

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning, men saften hviler så koldt ved 10 grader i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang. Efter fermenteringen er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Duftmæssigt er vinen meget ligetil … ikke overfed med alt for megen egetræ, men har en varm, tæt aroma med sødkrydrede, eksotiske og tropiske frugter som abrikos, honningmelon, modne pærer, kalk og et lidt støvet samt mineralsk udtryk.

I munden er vinen blid … meget blid og næsten på vej til at blive lidt flad i udtrykket, men krydderier og en varm syre redder det næsten, således der kommer nogen sammenhæng i tingene. Smagen har lidt samme sødkrydrede note, som man også duftede, lidt rustik med en frugt af pærer, melede gule æbler og svag grape.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P’tite Vauvise, Loire, Frankrig

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P'tite Vauvise, Loire, FrankrigDomaine Mathieu & Benoit Fleuriet holder til på adressen La Vauvise ved Menetou-Râtel i Sancerre i Loire. Vi smager her en lille mini-Sancerre fra de to brødre, nemlig vinen La P’tite Vauvise.

Vingården drives – som du måske allerede har gættet – af de to brødre Mathieu og Benoit Fleuriet, som overtog driften efter deres far Bernard Fleuriet. Han drev gennem mange år sit vinhus Domaine Bernard Fleuriet & Fils og har været en anerkendt vinbonde i Loire i mange år. Vi har også her på Houlbergs Vinblog tidligere smagt et par af vinene fra vinhuset.

Brødrene startede i 1991 med at arbejde på vingården og så lave deres egne vine, bl.a. efter opkøb af 15 hektar vinmarker i Sancerre med gamle vinstokke samt 4 hektar i Menetou-Salon. I dag har de to brødre fuldstændigt overtaget driften og driver samlet omkring 50 hektar fordelt på 35 forskellige sydligt eksponerede parceller, som har en undergrund med flintesten og kalk.

De primære druer er Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som dyrkes efter økologiske principper, og Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har da også været økologisk certificeret siden 2014.

Brødrene arbejder hårdt i marken med manuel høst og en yderst nænsom selektering af druerne. De er uhyggelig forsigtig med ikke at tilføre druerne unødig ilt, da der dermed er større risiko for oxidering.

Fleuriet brødrene ønsker nemlig at udtrykke den friske, sprøde og mineralske stil, og vinificeringen foregår hovedsageligt traditionelt med koldmaceration, temperaturstyret gæring på cementtanke, mens lagringen for de hvides vedkommende foregår på stål. De røde vine på Pinot Noir vine lagrer på en kombination af gamle og nye egetræsfade.

Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har investeret meget i en helt ny, topmoderne kælder, blandt andet nye, æggeformede betontanke som mange store ønologer sværger til. Hele vinifikationen er opbygget efter tyngdelovens principper.

Her smager vi så en frisk hvidvin fra brødrene … La P’tite Vauvise fra Domaine de la Vauvise aka Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet. Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra op til 30 årige gamle stokke på øst-sydøst-vendte, kalkrige skråninger ikke langt fra Sancerre. Vinen gærer på rustfrie ståltanke under temperaturkontrollerede forhold og lagrer sur lie i 3 måneder.

Duftmæssigt er det frisk leg på græsplænen, hvor små totter med blomster pibler frem. Det er en grønthøster i fremdrift med lemon, citrus, grøn peber, stikkelsbær, kiwi og lidt hyld. Alt er meget klart, stilrent uden nogle af tingene stikker af … flot.

Smagen er dejlig frisk, syren spændstig og sprød uden at blive bestemmende, for vinen har også lidt fylde, lemon, lime, grape og det er alt sat rigtigt godt sammen. Skal man drikke god Sauvignon Blanc, så er denne mini-Sancerre et fremragende valg. Houlberg rater den til lige i underkanten af 5 flotte tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Thibault Liger-Belair, Moulin A Vent Champ de Cour, Bourgogne, Frankrig

2016 Thibault Liger-Belair, Moulin A Vent Champ de Cour, Bourgogne, FrankrigSom mr. masterchef Jesper Koch vil ha’ sagt det, så smager det tossegodt. Det er denne Beaujolais vin Moulin A Vent Champ de Cour fra Thibault Liger-Belair, som jeg snakker om. Nam.

Vinhuset er reelt grundlagt i 2002 af Thibault Liger-Belair, som kommer  fra den berømte Liger-Belair familie, der i nu over 300 år har drevet et af de vigtigste vinhuse i Bourgogne. Historien startede i 1720-tallet, hvor vinhuset blev grundlagt af vinmarksejer, kongens sekretær og borgmester i Nuits, Claude Marey. Hans søn Claude og dennes søns Guillaume førte huset videre indtil 1852, hvor nevøen Comte Liger-Belair blev medejer. Siden har Liger-Belairs efterkommere ledet huset.

I 1982 – hvor Thibaults bedstefar Xavier Liger-Belair døde – så overtog Thibaults far Vincent driften sammen med sin mor. Han omstrukturerede domænet, hvor han bl.a. overlod driften af en del af vinmarkerne til andre vinbønder i området. Men disse aftaler blev dog opsagt i 2002, hvor Thibault Liger-Belair grundlagde sit domæne og begyndte at lave vin fra familiens marker.

Liger-Belair familien står også bag Domaine du Comte Liger-Belair, hvor Thibaults mere berømte fætter Louis-Michel Liger-Belair laver store bourgognevine i Vosne-Romanée, så Liger-Belair navnet er fortsat kæmpestort i Bourgogne.

Inden Thibault i 2002 grundlagde sit eget vinhus Domaine Thibault Liger-Belair samt handels- og negociantfirmaet Thibault Liger-Belair Successeurs, så havde han studerede ønologi i 6 år og arbejdet med vinhandel i Paris, hvor han også smagte nogle af verdens største vine.

Dér opstod drømmen om at lave sine egne store fra familiens fantastiske marker og siden 2002 har han forfulgt den drøm … og Thibaults vine regnes i dag som nogle af de absolut ypperligste i Bourgogne.

Siden starten har Thibault også bygget hans ideal for en vingård i udkanten af Nuits-Saint-Georges. . Bygningen får strøm fra solceller, bruger jordens egenskaber til at kontrollere temperaturen og han renser selv sit spildevand, inden han leder det tilbage i de offentlige systemer. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje ud fra et ønske om bæredygtighed og om ikke at belaste naturen på nogen måde.

Samlet har Thibault Liger-Belair 7,25 hektar marker i Bourgogne fordelt på 5 kommer og 8 appellationer, bl.a. parceller på fine marker som Grand Cru marken Clos Vougeot og Vosne Romanée Grand Cru marken Richebourg … bare for et nævne et par stykker.

Han arbejder økologisk og biodynamisk for ikke at manipulere hverken vinstokke eller jordbund. Han ønsker af princip ikke at anvende kunstige hjælpemidler i sin stræben efter naturlige og ekspressive vine. Han pløjer med heste, hvor det kan lade sig gøre, for ikke at komprimere jordbunden for meget og arbejder lige nu på at grundlægge et landbrug, så han kan lave sin egen kompost.

Thibault Liger-Belair vinificerer oftest sine bourgognevine med en stor andel hele stilke. For topvinene skæres den centrale del af stilkene væk med håndkraft på hver eneste drueklasse.

Vinene spontangærer i ståltanke, hvorefter Thibault går i gang med at smage vinen sammen med sin fadleverandør. Herefter laves det perfekte fad til hver enkelt vin. Hvilket træ, grain og hvilken ristning, der skal bruges, fastlægges i detaljer.

Dette kan lade sig gøre fordi, at Thibault Liger-Belair siden 2005 har udvalgt sit eget træ. Hvert år tilbringer han en uge i skovene for at vælge træ til sine vine – og går så meget i detaljen, at nordsiden af træerne bruges til de mindre vine, mens sydsiden bruges til topvinene.

Men udover de klassiske bourgognevine, så er Thibault også startet med at lave lidt beaujolais vin. I 2008 købte han nemlig 8 parceller i Moulin-a-Vent, men frasolgte alle druerne det første år. Men siden 2009 har han lavet en række vine med markerne med meget gamle Gamay vinstokke, hvor han forsøger at fortolke terrioret fra de forskellige granitholdige marker.

Thibault siger selv, at han meget sammenligner Moulin-a-Vent med Chambolle Musigny, for selvom Moulin-a-Vent vinene måske er lidt mere maskuline, så har de normalt også mere struktur og skal ofte have lidt alder inden de topper.

Nå, men denne Moulin A Vent Champ de Cour er lavet fra 80 år gamle vinstokke, der ligger i den sydlige del af appellationen lidt beskyttet af bakken med vindmøllen fra vine fra nord. Vinen er lavet med 40% hele klaser og efter endt fermentering har vinen lagret i 18 måneder på egefade. Der lavet beskedne 2.107 flasker af denne årgang 2016.

Svend sagde, at den lugter lidt som en ko, der løfter halen. Men duften er også herlig animalsk, dyb landlig, flæsket, vild og voldsom med banan, blommer, sorte kirsebær, blæk, grafit, tjære, peber, nogle vådkrydrede elementer, blomster … og så alligevel med en fin, kølig stil suppleret med nogle aftryk fra fadene med kanel og brændte elementer. Det dufter som en saftig bondevin med en kølig og uimodståelig elegance.

I munden er det også en saftig og elegant bondevin, pænt tør med mærkbare tanniner, sorte kirsebær, ribs, en bitter syre, vild og også parfumeret, lidt jammy og vældig stor saftighed. Det er dog uden at miste en lidt fast struktur … altså hvor jeg bare knuselsker disse beaujolaisvine og denne er super. 5,5 fingre med pil op. Det er tossegodt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang 2017 koster 299 kr., men pt. er på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7