2013 Cantina San Donaci, Contrada del Falco Rosso Salento, Puglia, Italien

2013 Cantina San Donaci, Contrada del Falco Rosso Salento, Puglia, ItalienMed næste vin er vi i det sydligste Italien, nemlig i Puglia aka Apulien … Italiens hæl, hvor vi i byen San Docaci støder på byens kooperativ Cantina San Donaci. Vinen er deres Contrada del Falco Rosso Salento og her i en årgang 2013.

Cantina San Donaci er et af de ældste kooperativer i Salento området og det blev grundlagt tilbage i 1933, da 12 lokale vinavlere gik sammen for at forbedre både økonomien og deres vine. I dag er kooperativet dog langt større og tæller over 300 medlemmer.

Og via medlemmerne har Cantina San Donaci omkring 320 hektar vinmarker, hvor de dyrker de druesorter, som der almindeligvis dyrker området. Det er selvfølgelig Primitivo, Negroamaro, Malvasia Nera som de tre vigtigste og derudoverlidt Malvasia Bianca samt Chardonnay, Bombino og Trebbiano.

Vinene hos Cantina San Donaci er opdelt i forskellige serier, og denne Contrada del Falco Rosso Salento kommer fra serien Le Selezioni, som omfatter 5 vine og ligger et niveau over basisserien I Classici.

Contrada del Falco Rosso Salento er netop et mix på deres 3 vigtigste druer, 50% Negroamaro, 25% Malvasia og 25% Primitivo. Druerne kommer fra marker i Salanto området ved Brisindi og Lecce og er høstet med et pænt udbytte på 60-70 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke, men har efter fermentering lagret 12 måneder på barriques. Det er kraftig solrig vin, som også trækker 14,5% alkohol.

Der er et lille animalsk aftryk i duften, som ellers har et meget modent udtryk næsten med cherry elementer, moden frugt, søde kirsebær, blommer, brombær … varm og solrig, mælkechokolade og kakao. I munden er vinen kraftig, solrig og har godt med sødme. Der er lakrids, mint, salt, mørke og søde bær … måske lidt for megen frugtsødme.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske normalt koster 105 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 89,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

Houlbergs konkurrence … vind et par flasker vin

Som du måske læste i forrige blogindlæg, så kan du som læser af Houlbergs Vinblog nu vinde et par gode flasker vin, som er specielt udvalgt af jeres flittige vinblogger fra Winefamlys sortiment.

Jeg har valgt en god flaske tysk, tør økologisk Riesling fra Mosel og en monstrøs, monsterflot 6½ Thumbs Up Brunello Riserva … helt præcist:

Jeg har selvfølgelig prøvesmagt vinene og smidt mine sædvanlige beskrivelser slash anmeldelser her på bloggen. Dem kan du finde via ovennævnte links.

Hvad skal jeg gøre for at deltage i lodtrækningen?

Ja, det er ganske simpelt:

  • Du skal like både hovedsiden af Houlbergs Vinblog og Winefamly på Facebook
  • Du skal på Houlbergs Vinblog opslag om konkurrencen på Facebook svare på dette spørgsmål; Hvilken vin anbefaler Thomas Herman – på Winefamlys hjemmeside – til opskriften på løgsuppe på franske manér & ostegratineret brød?

Vinderen findes ved lodtrækning blandt de rigtige svar den 18. december. Vinene sendes efterfølgende til vinderen med en julehilsen fra jeres flittige vinblogger.

Vinderen er nu fundet – update 18. december

Den heldige vinder, som er udtrukket i dag er Anne Sofie Kjeller Larsen. Tillykke med det.

PB er nu sendt til vinderen.

Glæd dig.

Houlbergs Vinblog, Winefamly … samt en lille konkurrence

Jeg skrev for et stykke tid siden, at der var lidt følere ude fra Winefamly om et samarbejde med jeres flittige vinblogger … og nu har det fremadstormende vinfirma aka vinklub skam sendt en kasse vine til anmeldelse. Det er jeg totalt frisk på.

De fleste har helt sikkert allerede hørt om Winefamly og måske set reklamerne for Winefamly med den kendte kok Thomas Herman og Thomas Pedersen , ejeren af VildMedVin.dk … en af Danmarks største vinbutikker.

Her lige et lille screenshot fra den store reklamekampagne.

Winefamly er nyt firma, stiftet i september 2016 og bag den innovative, nye vinklub står – udover ovennævnte – også Onfone og Mofibo grundlæggeren Morten Strunge og den tidligere Mofibo direktør Rasmus Jensen.

Alle har en ting til fælles, nemlig passionen for vin og gastronomi samt en drøm om levere vin til kostpris til os danskere. Derfor har de skabt en vinklub, hvor man med et medlemskab til 75 kr. per måned kan handle al sin vin til klubbens kostpris … nærmest direkte fra vinbonden og uden fordyrende mellemled direkte til sin hoveddør.

Og idéen er sgu ikke helt tosset. Vi er vel en hel del vinelskere, som kan blive rigtigt trætte af den uigennemsigtighed, der findes i vinens verden, hvor der altid reklameres med vine på tilbud … selvfølgelig nok allerværst i supermarkederne.

For hvad er i grunden vinens rigtige pris og har man betalt for meget, hvis man ikke køber vinen på tilbud? Jeg har også set rigtigt mange eksempler på, hvordan en vin nogle gange kan koste over dobbelte af prisen i hjemlandet. Og den forskel kan lidt import og afgifter altså ikke forklare.

For de initiativrige Winefamly grundlæggere er der også en klar businesscase i etableringen af vinklubben, for med allerede over 7.000 medlemmer i løbet af kort tid, så er der således faste månedsindtægter på en halv million kroner.

Og med den igangværende reklamekampagne skal det tal nok også stige i den kommende periode. Målet for Winefamly er da også langt, langt større og planerne omfatter også en opstart i to europæiske lande mere. Jeg tror da nok, at jeg godt gad at være anpartshaver/aktionær i det foretagende.


En kasse med forskellige vine, som jeres flittige vinblogger nok skal smage og skrive en masse om … og som vanlig selvfølgelige med min direkte, ærlige (og nogle gange ubarmhjertige) mening uden filter.

Men kan det nu svare sig, vil mange af læserne med jysk snusfornuft sikkert spørge sig selv? Det spørgsmål har jeg også stillet mig selv. Med et abonnement på 75 kr., så koster det således 900 kr. om året at være en del af Winefamly familien … og de penge skal du jo helst kunne spare på dine årlige vinindkøb.

Men det bør du nemt kunne. Jeg drak fx for et stykke tid siden en Ribera del Duero Tempranillo fra vinhuset Dehesa Valdelaguna og havde betalt 260 kr. for vinen.

Da jeg drak den, der opdagede jeg, at Winefamly faktisk havde den i deres sortiment, men blot til 134,44 kr. eller med andre ord 125,56 kr. billigere. Jeg skal således blot købe 7 flasker årligt for at indhente kontingentet. Det er vel ikk’ så galt?

Dermed kan det også blive en ganske god forretning, hvis man – som mig – er en af dem, der enten køber meget vin eller dyr vin. Selvfølgelig kan du ikke købe alle vine hos Winefamly, men sortimentet er overraskende stort.

Der medfølger også et par add-ons ved medlemsskabet, hvilket udover gratis levering også omfatter invitation til medlemsarrangementer og på bloggen kan alle også læse nogle af Thomas Hermans opskrifter med vinanbefalinger til maden.

Og nu skal jeres flittige vinblogger altså teste nogle af vinene fra Winefamly af. Jeg har valgt et lille udvalg fra Winefamlys sortiment, både fra den billigere og fra den dyrere ende, lige fra en prisbillig tysk Stepp Riesling til 59,21 kr. til en eksklusiv Brunello di Montalcino Il Greppo fra Biondi-Santi.

Og som vanligt skal I selvfølgelig nok få min ærlige mening, for selvom vinene er sponsoreret, så sker det selvfølgelig altid med den passus, at mine anmeldelser er total uafhængige og at jeg dermed ikke kan garantere, at vinene får gode anmeldelser. Alt andet vil jo heller ikke give mening.

Konkurrence om 2 flasker god vin

Jeg – eller rettere Winefamly – sætter 2 flasker god vin på højkant i en lille konkurrence. Jeg har dog valgt vinene, nemlig en god flaske tysk, tør økologisk Riesling fra Mosel og en monstrøs, monsterflot 6½ Thumbs Up Brunello Riserva … helt præcist:

Hvad skal jeg gøre for at deltage i lodtrækningen?

Ja, det er ganske simpelt:

  • Du skal like både Houlbergs Vinblog og Winefamlys hovedside på Facebook
  • Du skal på Houlbergs Vinblog opslag om konkurrencen på Facebook svare på dette spørgsmål; Hvilken vin anbefaler Thomas Herman – på Winefamlys hjemmeside – til opskriften på løgsuppe på franske manér & ostegratineret brød?

Vinderen findes ved lodtrækning blandt de rigtige svar den 18. december. Vinene sendes efterfølgende til vinderen.

2010 Marchesato Degli Aleramici, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2010 Marchesato degli Aleramici, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienBrunello di Montalcino er en af Italiens mest berømte vine og denne Brunello i en 2010’er Riserva udgave fra Marchesato degli Aleramici er ganske enkelt imponerende, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til om lidt.

Marchesato Degli Aleramci ligger i Camigliano i Montalcino området omkring 40 kilometer syd for Siena. Vinhuset ligger i den gamle ejendom Il Galampio på et sted kaldet Pian delle Vigne i naturreservatet Il Bogatto … en nationalskov på skråninger ned til floden Ombrone.

Vinhuset er grundlagt i 1996 af arkitekten Filippo Fedriani, der overtog den gamle, misligholdte Il Galampio ejendom, som hans far ingeniøren og designeren Giacomo Fedriani havde købt 10 år tidligere for at restaurere og videresælge. Men faderen kunne blot ikke sælge ejendommen på grund af dens smukke og helt unikke placering.

I stedet overtog sønnen Filippo ejendommen og grundlagde Marchesato Degli Aleramci. I dag bor en stor del af familien faktisk på ejendommen, der udover vinproduktionen også tilbyder Bed & Breakfast med udlejning af 5 lejligheder til vininteresserede turister, som bl.a. også kan nyde 2 swimmingpools.

Samlet har vinhuset 47 hektar jord, hvoraf markerne tættest på ejendommen er olivenlunde. Der er samlet 14 hektar vinmarker, hvor 9 hektar af vinmarkerne ligger i selve naturreservatet Il Bogatto som eneste producent i Montalcino.

Der laves årligt omkring 70.000 flasker vin på vingården, hvilket er fordelt på lidt Rosso di Montalcino, IGT vinen Il Galampio Rosso og så selvfølgelig Brunello di Montalcino … en almindelig og så selvfølgelig topvinen, denne Brunello di Montalcino Riserva.

Vinen er lavet med 25 dagens maceration med efterfølgende fermentering. Da det jo er en Riserva, så har vinen jo været lagret i mindst 5 år, heraf 2 år på egetræsfade og mindst 4 måneder på flaske inden frigivelse. Det siger reglerne jo ifølge Disciplinare di Produzione, men hos Marchesato Degli Aleramici har vinen ligget 36 måneder på slavonske egefade og 6 måneder på flaske i den samlede lagringstid på 5 år.

Druerne er selvfølgelig 100% Sangiovese, som er høstet med et udbytte på 55 quintal pr. hektar. Quintal betyder på dansk centner og udgør 50 kg. og dermed altså et udbytte på 27,5 hektoliter pr. hektar. Vinen har i øvrigt i denne årgang fået 95 Decanter point.

Duftmæssigt er det moden frugt … modne kirsebær, marcipan, violer, tør jord, champignon og østershatte, syrlig mødding, en anelse kanel samt en virkelig smuk og forførende, delikat italiensk syre. Hold nu op, hvor dufter vinen da godt … en vidunderlig blanding af modenhed, elegance og frugtsyre.

Smagsmæssigt … uha. Jeg ved, at når mine smagsnoter starter med et uha, så er det normalt meget godt. Og det er denne vin også. Det er tørt, støvet og meget blødt. Der er mørke, søde kirsebær, jord, mineraler og italiensk bid, men her meget soft. Det er så blødt, så blødt, men midt i alt det bløde er tanninerne fortsat ganske fine og levende. Uha, det smager altså godt. Havde forventet en god vin, men den er faktisk bedre end forventet.

Forhandles af Winefamly, hvor denne 2010’er kostede 290,23 kr. og normal markedspris for vinen ligger på 575 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Weingut Caspari-Kappel, Urschiefer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Caspari-Kappel, Urschiefer Riesling Trocken, Mosel, TysklandEn joker er vel reelt et kort, som i et kortspil ikke tilhører en kulør, men kan bruges i stedet for et andet kort. Men hvorfor Weingut Caspari-Kappel, som står bag denne Urschiefer Riesling Trocken, har en joker som logo, har jeg ingen anelse om.

Men jeg ved, at Weingut Caspari-Kappel ligger i byen Enkirch i Mosel, og at familiens vinøse historie går helt tilbage til 1490, hvor en forfader Caspar vom Mönchhof allerede dyrkede vin i området omkring Enkirch.

Det var dog Peter Kappel, der i midten af det 19. århundrede reelt grundlagde vinhuset, da han giftede sig med Enkelin, datter af Dr. Caspari og slog de to vinhuse sammen til Weingut Caspari-Kappel.

Peter Kappels familie havde nemlig også drevet vinproduktion siden 1701 og havde – som Caspari – familien dermed stolte traditioner for produktion af Mosel vine.

Siden 2010 har det imidlertid været den unge Nico Caspari, som har stået for driften, hvilket dog fortsat sker med hjælp fra faderen Thom samt partneren og vinmageren Uwe Jostock, der tidligere har været ansvarlig vinmager på Immich-Batterieberg.

Det dynamiske team har samlet 11 hektar vinmarker omkring Enkirch og Traben. De bedste marker er Enkircher Monteneubel, Enkircher Steffensberg, Enkircher Zeppwingert, Enkircher Ellergrub, Trabener Gaispfad og Burger Schlossberg.

Der arbejdes mod at skabe autentiske og mineralsk Riesling vine og siden 2009 har vinhuset været certificeret økologisk via Ecovin med respekt for naturen.

Denne Urschiefer Riesling Trocken er en vin, som er lavet med druer fra flere forskellige marker i Enkirch og Traben … og som navnet siger fra vinstokke med skifterholdig jord, Urschiefer, altså gammel skifer … men er alt skifer ikke gammelt?

Vinen er fermenteret i rustfri ståltanke, men har faktisk derefter lagret omkring 2 måneders i store træfade. I glasset er vinen utrolig lys … næsten helt hvid i farven. Det afholder os ingenlunde, så vi stikker sgu snotten ned i glasset.

Næsen er ganske blid … ingen petroleum, men det er også en helt ung vin. I stedet er der melon, fersken, gule æbler, blomster, smørblomster, skolekridt, en tavlesvamp og svag aroma af mineraler samt en snert vanilje.

Smagen er frugtrig … egentlig fint balanceret med både rigelig sødme og tilpas syre, således sødmen ikke stikker helt af. Det er en lettere Riesling og ikke så intens og tæt, men ganske letdrikkelig med en tand citron og bitterhed i slutfasen. Konen er sgu oss’ vild med den.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 85,58 kr. Til sammenligning er normalprisen 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, Portugal

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, PortugalRótulo Cortiça betyder kork etiket og er en lille serie vine fra det store kooperativ Adega de Borba. Og denne røde Rótulo Cortiça Tinto er netop kåret som bedste efterårsvin blandt 72 blindsmagte vine af Børsens vinpanel.

Kooperativet har jeg smagt 2 vine fra før, men ingenlunde været imponeret af … men lad os se, om denne Rótulo Cortiça Tinto kan lave om på det.

Kooperativet Adega de Borba holder til i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal. Det er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder. Det var nu egentlig lidt af nød, altså grundet økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen. De blev dog godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag, selvom områdets geografi nærmest er perfekt til produktion af vin med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Hovederhvervet var ved etableringen primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed også kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år inden forbrugerne fik øjnene op for vinene fra Alentejo.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz.

Store investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked.

Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det andet er nyere samt på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin.

Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og kooperativet producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin. Det er da alligevel en pæn sjat.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør.

I serien med korketiketten Rótulo Cortiça findes der 3 vine, denne almindelige Rótulo Cortiça Tinto, som er en Reserva vin, en tilsvarende hvid og så topvinen Rótulo Cortiça Grande Reserva … der også er dobbelt så dyr som denne Rótulo Cortiça Tinto.

Lad os kigge lidt nærmere på Rótulo Cortiça Tinto, der er lavet på druerne Aragonez, Trincadeira, Castelão og Alicante Bouschet. Fordelingen af druerne oplyses ikke, men efter høsten afstilkes og knuses druerne let, hvorefter fermentering sker i rustfrie ståltanke ved 24 grader i 10-15 dage.

Derefter forbliver vinen på tankene i en slags efter-maceration en periode inden den lagrer på brugte barriques – typisk brugt 2-3 gange tidligere – i 12 måneder og lagrer yderligere 6 måneder vinen er flasket.

Lad os smage på vindervinen, som duftmæssigt byder på egenoter, mørk frugt, marmelade, brombær, lakrids og en vis fedme og blødhed. Klart en solrig vin.

I munden godt med blød, mørk og moden frugt, men heldigvis med en vis renhed og langt lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der er heldigvis også syre, om end en smule rustik syre, bløde tanniner og rund afslutning. Meget drikkevenlig vin.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske er lidt aggressivt prissat til 175 kr., da vinen hos kooperativet i udsalgspris koster 8,99€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2014 Sator, Sator Montescudaio, Toscana, Italien

2014 Sator, Sator Montescudaio, Toscana, ItalienSator Società Agricola ligger ved byen Pomaia omkring 20 kilometer sydøst for havnebyen Livorno i den nordlige del af Toscana Maremma området. Sator laver vine under appellationen DOC Montescudaio og det er netop sådan en vin, som vi her har fat i … en Sator Montescudaio DOC.

Vinhuset drives af bror og søster, Gianni og Roberta Moscardini og de er 4. generation på gården. Imidlertid har vinproduktionen ikke fyldt meget, idet jorden i stedet blev anvendt til alle mulige andre afgrøder. Det har søskendeparret imidlertid ændret, da de i 2008 grundlagde vinhuset Sator.

Samlet har familien 60 hektar jord, men alene 7 hektar er vinmarker, hvor der dyrkes druesorterne Sangiovese, Merlot, Cabernet, Teroldego, Ciliegiolo og Vermentino. De bedste marker er Il Leccio, San Giovanni og Campo al Pino og årsproduktionen ligger på omkring 40.000 flasker.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har familien hyret superønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini, som jeg er stødt på tidligere. Han hjælper bl.a. også en række producenter i Umbrien, men er også brugt en del i Toscana.

Her er det husets Sator Montescudaio, som er en vin lavet på 85% Sangiovese og 15% Teroldego. Lavet med kold maceration i 48 timer og fermentering i rustfrie ståltanke ved maksimalt 27 grader omkring 18-20 dage, hvorefter vinen lagrer i barriques for 2 måneder, men vistnok alene 30% af vinen, og efter flaskning yderligere 2 måneder.

Jeg synes dog ikke, at de er kommet i mål med denne vin, som duftmæssigt er lidt stram, lukket og næsten støvet i udtrykket. Der er peber, eukalyptus og frugten er utydelig. Derudover lidt tobak og grønne krydderurter. I munden er det ikk’ meget bedre, for vinen virker kedelig, alt for syrlig og kantet. Nej, det er sgu ikke lige mig.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 2/7  

2012 Bernard Gripa, Saint-Joseph Le Berceau, Rhône, Frankrig

2012 Bernard Gripa, Saint-Joseph Le Berceau, Rhône, FrankrigEn lille vin og tapasaften med en håndfuld perlevine sluttede effektfuldt med denne Saint-Joseph Le Berceau fra vinhuset Bernard Gripa.

Vinhuset ligger Mauves i Ardèche området nord for Valence … ja faktisk er Gripa nabo til Pierre Gonon, der blot ligger lidt længere nede af Avenue Ozier. Vinhuset er grundlagt i 1974 af Bernard Gripa og drives i dag fortsat af Bernard … men nu sammen med sønnen Fabrice. Samlet har de 16 hektar vinmarker, som ligger på de stejle granit-skråninger i både Saint-Joseph og i Saint-Peray.

De bedste marker er i Saint-Joseph Le Berceau og i Saint-Peray Les Figuiers og Le Pins. Gripas parcel på Le Berceau, som leverer druerne til denne vin, er alene på omkring 1 hektar.

Alt arbejde hos Fabrice og Bernard foregår manuelt, med organisk gødning og traitements raisonnées … også kaldet L’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænset i størst muligt omfang.

Bernard Gripa’s vine er da også hvert år optaget i Guide Hachette, som regel med stjerner og ofte med Coup de Ceurs. Og selve domainet har Coup de Ceur i vinguiden Gault Millau.

Nå, men denne Saint-Joseph Le Berceau er Bernard Gripas topvin, og kommer – som nævnt – fra marken Le Berceau, som også har de ældste vinstokke, der står på terrasser på marken.

Ved produktionen af vinen er 90% af druerne afstilket og gæringen sker i store åbne trækar med pigeage à pied – omrøring med fødderne – to gange dagligt i tre uger. Efter maceration og fermentering har vinen lagret et år på store egefade.

Og det er monstergodt Rhône … næsen proppet med klassiske dyder fra den nordlige del af området. Vi snakker mejeri, flæsk, bacon, røget oksekød, gærede mørke bær, sorte og modne kirsebær, brombær, violer, mødding … tæt, opulent og alligevel med nærmest smuk kølighed.

I munden er det også klart Nordrhône med power, saftighed, en smule frugtsødme, mørke bær, brombær, sorte kirsebær, salt, lakrids og virkelig intens. Der er – selvom det er 100% Syrah – ingen peber, der bider, men tværtimod er denne Saint-Joseph meget let at drikke og det er endda, selvom den faktisk endnu er meget ung. Den vil kunne klare mange år i vinkælderen.

Forhandles af Vinhuset Les Cépages, men denne er ikke fundet. Hos Uvinum står en nyere årgang til 406,94 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs, Rheinhessen, Tyskland

2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix, Rheinhessen, TysklandDet kræver en tålmodig sjæl at gemme en vin 7-8 år, men heldigvis kender jeg en tålmodig sjæl, som forleden serverede denne 2007’er Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller efter mange år i vinkøleskabet.

Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller aka Weingut Klaus-Peter Keller i Rheinhessen er en vin, som jeg er totalt forelsket i og har skrevet om før, blot i årgang 2005, men denne aften er den så igen i glasset, så lad os se, om den lever op til mine tidligere gode erindringer.

Lad os dog først lige runde Weingut Keller, der ligger i byen Flörsheim-Dalsheim, hvor familien har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1789.

Familien kom oprindeligt fra Schweiz og bosatte sig i Dalsheim, hvor Johan Keller straks begyndte at interessere sig for landbrug og vindyrkning. Da han få år efter sin ankomst fik mulighed for at købe en vinmark, der dengang var kendt som den øvre Dalsheimer Hubacker, så gik produktionen af vin for alvor i gang.

I generationer siden har Kellerfamilien skabt deres vine fra denne mark, og den øvre Dalsheimer Hubacker er stadig Keller’s monopol-eje.

I det 20. århundrede begyndte Weingut Keller for alvor at markere sig som én af de bedste producenter i Tyskland, og i hver eneste generation har familien langsomt forbedret kvaliteten og bygget videre på familiens stolte traditioner.

I 1980’erne og 1990’erne var det Klaus Keller, som stod for driften og et yderligere kvalitetsløft. Han blev således i år 2000 kåret til årets vinbonde af den magtfulde tyske vinguide Gault Millau.

I dag er det sønnen Klaus-Peter Keller som står i spidsen for vingården. Da unge Klaus-Peter Keller i 2001 overtog tøjlerne i kælderen, drejede han roret dramatisk om.

Klaus-Peter havde forinden arbejdet i Bourgogne og er fuldstændig fokuseret på jordbunde og vine med dybde, kompleksitet, mineralitet, struktur, elegance og finesse.

I dag er Keller nærmest blevet et synonym med tør Riesling af verdensformat og nævnes af verdens førende eksperter i samme åndedræt som de største hvide Bourgogner, der er blandt Klaus-Peter Keller’s største kilder til inspiration.

Han bliver på gården støttet solidt af sin hustru Julia, som stammer fra Westhofen, og som i sin vinuddannelse bl.a. stod i lære hos Hans-Günther Schwarz hos Müller-Catoir.

Grundlaget for kvaliteten skal findes i den kæmpeindsats, der gøres i vinmarkerne gennem hele året, hvor fire generationer er involveret i arbejdet.

Hos Keller overlades intet til tilfældighederne, og ingen arbejder hårdere. Ingen brug af kunstig gødning, omhyggelig udtynding af blade og druer samt meget små høstudbytter under den ofte ekstremt sene høst er nogle af hemmelighederne.

Ejendommens Rieslingmarker er opdelt mellem markerne i Westhofen: Morstein, Abtserde og Kirchspiel samt den eksotiske Hubacker i Dalsheim. For nylig er de bedste parceller i Nierstein-markerne Hipping og Pettenthal kommet til.

Rieslaner laves fra en vinmark i Monsheim Silberberg, og to af Tysklands bedste Pinot Noirs kommer fra de ældste stokke i Flörsheimer Frauenberg samt fra Dalsheimer Bürgel, som jo netop har leveret druerne til denne vin.

Druerne til Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs kommer fra et 1 hektar stort areal med Spätburgunder på en sydlig skråning af Dalsheimer Bürgel, og fra vinstokke med en alder på omkring 30 år.

Jorden er mineralsk med kridt, kalksten og kan på mange måder minde en smule om steder i Bourgogne. Udbyttet er omkring 2,5 tons pr. hektar og vinfremstillingen sker meget traditionelt i åbne træfade. Vinen lagrer derefter 18-20 måneder i egetræsfade og aftappes uden pumpning eller filtrering.

Jan har besøgt Keller, men smagning af husets rødvine er umuligt … de er solgt på forkant. Den amerikanske vinanmelder John Gilmann har om denne 2007’er sagt; His 2007 Spätburgunder are potentially the finest Pinot Noir based wines that I have ever tasted from Germany.

Duftmæssigt er det til at blive glad i låget … dyb, lækker Spätburgunder med animalsk stald, maskulin stald, en smule mørkere i duften end forventet, syrlige kirsebær, hindbær, men byder også på lidt blomsterstøv, appelsin, røg, kanel, søde egefade, grafit, kridt og er let parfumeret i udtrykket. Virkelig kompleks næse.

I munden er vinen også en tak mere maskulin end foregående vin fra Bourgogne, men det er bare så blødt, let og cremet, at man omgående bliver glad. Meget glad. Det er som om, at vinen bare breder sig i munden og opløses … så fucking elegant. Tanninerne er blide og afbøjede, frugten let, syren forførende og alt spiller … hvad kan man ønske sig mere af en vin?

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i en nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, Frankrig

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i det højere luftlag med en burgundisk perle … Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes fra vinhuset Domaine Simon Bize & Fils, der netop ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize – som i ser på billedet ovenover – overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der skriver sig tilbage til 1947, da Patrick’s bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Druerne til denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes kommer selvfølgelig fra 1. cru marken Talmettes, hvor stokkene er plantet i henholdsvis 1968 og 1978. Marken er omkring 0,8 hektar og ligger med sydeksponering.

Vinen er vinificeret naturligt i store åbne egekar med både maceration 4-5 dage, presning og gæring. Presningen sker helt gammeldags med at trampe i druerne.

Halvdelen af klaserne afstilkes og efter endt fermentering overføres vinen til rustfrie ståltanke, hvor vinen afkøles og dekanteres inden lagring på brugte fade. Der lagrer vinen omkring et års tid.

I næsen kilder det med hospitalsgang, grønne blade, fjerlette bær, hindbær, granatæbler, ribs – fin syrlighed – kridt, salt, røg, en smule lakrids, lidt blomsterstøv og jord. Uha det dufter bjergtagende.

Smagsmæssigt er det virkelig blød burgundisk Pino … let og blidt med hindbær, ribs, syrlig vedkommenhed og præcision. Ren frugt og har også lidt grønne elementer, lidt svag lakrids og svagt tanninbid. Det er virkelig god vin, så Thumbs Up.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger