2022 Toi Toi Wines, Chardonnay, Gisborne, New Zealand

2022 Toi Toi Wines, Chardonnay, Gisborne, New ZealandVi napper da lige en 3. vin fra Toi Toi Wines, men denne 2022 Chardonnay er dog ikke lavet på druer fra Marlborough, men derimod fra enkeltmarken Brunton Road Vineyard i subzonen Patutahi i Gisborne regionen på Nordøen.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer og bringes dugfriske til vineriet. Efter nænsom presning er gæring sket med temperaturstyring og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring af 20-25% og så er vinen lagret 5-6 måneder sur lie på egetræsfade.

Det er bestemt ikke en smørfed og vild faglagret Chardonnay … snarere tværtimod en åleslank dame, som dog har en frugt af både melon, fersken, pærer suppleret med nogle saltede noter, nødder og endelig stearinlys, linolie samt marcipan.

I munden kommer Chardonnay fedmen lidt frem efter noget tid i vinglasset, men ellers er det mest syrlige æbler og pærer, fersken, salte citroner og så denne mineralske, salte og dominerende syre, der er lidt grov, men sikrer et rigtigt lækkert bid. Man fornemmer også noget træ, noget garvesyre og den har en lang eftersmag, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New Zealand

2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New ZealandNår vi nu er ved Toi Toi Wines og deres pivskarpe Sauvignon Blanc vine, så smager vi atter én af dem … deres Sauvignon Blanc Reserve i årgang 2021.

Her kommer Sauvignon Blanc druerne fra 3 forskellige vinmarker i Marlborough, nærmere bestemt Brookdale Vineyard, Upper Wairau Valley samt kystnære Utawai Vineyard.

Druerne høstes i de kølige aftentimer for at bevare frugten renhed og smagspotentiale. Dette sker over flere høstrunder, så al frugt selekteres ved optimal modenhed.

Efter 2-3 timers skindkontakt presses druerne næsomt, inden vinen gærer på ståltank med temperaturstyring og brug af flere forskellige gærtyper, der hver især fremmer udviklingen af særlige karaktertræk.

7 af de 8 vine, der udgør Reserve-blendet, modner på ståltank, mens den sidste gærer og lagret på egetræsfade for at berige frugtsmagen med et touch af krydret kompleksitet.

Det beskedne brug af fad kan duftes fra starten, for udover de helt pivfriske noter af lemon, stikkelsbær, hyld, grøn peber, græs, mynte samt tomatblade, så er duften både mere luftig og elegant, men den har også en snert vanilje, som giver mere kompleksitet og langt mere behagelig, rund og sammenhængende noter.

I munden er vinen fortsat skarp, frisk og energisk med en nærmest sitrende nerve af syre, masser af bitter lemon, grape, stikkelsbær, citroner, hyldeblomst … men også med lidt mere eksotisk frugt af mango, melon, passionsfrugt og papaya. Der er syrligt, bittert, så frisk, mineralsk, balanceret og fabelagtigt. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2022 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandJeg smagte for et års tid siden et par vine fra vinhuset Toi Toi Wines, der ligger på Rapaura Road lige op til Rapaura floden i Rapaura området i Marlborough og dermed den øverste del af Sydøen i New Zealand. Det gør jeg nu igen og starter med husets 2022 Sauvignon Blanc.

Det er Kevin og Sara Joyce, som ejer og driver vingården. De fik i 2006 købt vingården Brookdale  og etablerede så Marlborough Wine Ltd. Allerede året efter fik de selskab af parret Andrew og Julie Bonner og skabte i fællesskab Toi Toi Wines og udgav også samme år deres første vin … netop en Sauvignon Blanc.

Senere i 2017 købte  Kevin og Sara Joyce dog Bonner parret aktieandel og har nu i stedet fået deres børn med i selve driften. Det er Adam og hans kone Samantha samt Adele og Richard.

Tilbagekøbet har været muligt, idet Kevin og Sara Joyces Marlborough Wine Ltd. firma er blevet ret stort og i dag omfatter en lang række vinhuse og -brands. Samtidig er parret begyndt at lukke op for andre investorer til andele i Marlborough Wine Ltd.

Ser man på de vinhuse og -brands, som Marlborough Wine Ltd. omfatter, så er det fx det velkendt Staete Landt, men også andre huse og brands som Map Maker, Stone Bay, Rata, Marlborough Vines, South Sea, Marlborough Brook, Mouku og Marlborough Mountains.

På Toi Toi Wines har Joyce familien samlet 66 hektar vinmarker, der er fordelt på de tre marker Brookdale Vineyard i Omaka Valley og Loddon Lane i Wairau Valley … selvfølgelig begge i Marlborough, men derudover har de også Clutha Vineyard i Central Otago … selvfølgelig nederste del af Sydøen.

Vi starter med at smage denne Marlborough 2022 Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra 4 forskellige marker, nemlig Brookdale, Calrossie og Wrekin Road Vineyard, men også via opkøbte druer fra Utawau Vineyard.

Efter høsten får druerne lov til at ligge med skindkontakt i 2-3 timer, hvorefter de presses forsigtig. Gæringen sker i rustfrie ståltanke og med en række forskellige gærtyper. Derefter er vinen lagret i ståltankene en periode inden aftapning på flaske.

Jeg smagte vinen, mens jeg lavede en Mojito cheesecake … og virkelig sjovt, hvor både kage og vin var fyldte med nogle af de samme smage af lemon og mynte.

Skarp og streng Sauvignon Blanc … der er både grøn peber, græs, masser af frisk og syrligbitter lemonfrugt, hyldeblomst, stikkelsbær, mynte, citrongræs, men også lidt mere rolige og eksotiske frugter med mango, papaya og passionsfrugt. Samtidig har vinen – som 2021’eren – en herlig landlig, animalsk og vild, småsvedig note.

I munden er der også god syre, men vinen er atter lidt sødere end forventet, selvom der egentlig er både grape, stikkelsbær, citroner, hyldeblomst, melon og godt med ren lemon. Det er så arketypisk Sauvignon Blanc … flot, skarp med et lille venlighed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, Italien

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, ItalienNår vi nu er ved Antonio Moretti Cuseris sicilianske vinhus Feudo Maccari, så smager vi skam da også lige denne hvide Family and Friends, der ganske vist ikke er lavet på Carricante, men derimod på 100% Grillo.

Druerne til vinen fra fra en sydvendt enkeltmark nær Noto syd for Etna og håndselekteres fra fritstående Grillo vinstokke og de er alle høstet manuelt.

Vinen er derefter lavet med 16 dages gæring på en hemmelig kombination af betonæg og små burgundiske egetræsfade. Efter endt gæring har vinen så lagret 6 måneder på betonæg og egefade, hvor sur lie kontakten med de fine gærrester giver fedme og krydret finesse som en stor Meursault. Vinen afrundes yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I næsen viser vinen sig frem med en lille, smørret og charmerende fedme med en balanceret fadnote, som var den burgundisk, men den har en frugt, som er mere saltet med en lidt småtropisk frugt. Der er fersken, modne pærer, mandarin, ananas og mango. Læg dertil noget vanilje, muskat og andre søde krydderier … virker så behagelig, har denne venlige fylde og salte mineraler.

Smagen er nærmest blomstret … småopulent med den eksotiske frugt, meget cremet og alligevel med denne friske, rent og stramme, saltede mineralitet. Sammen med fersken, pærer og mango, så er der også lidt lemon og let grape, som virkelig giver hold på tingene og bidrager til en stor friskhed. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienVi bliver da for en stund på Sicilien, for næste vin i glasset er nemlig en 2016 Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro fra den toscanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti.

Han har jo forelsket sig i Sicilien og dér skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen.

Men de har også gang i et projekt på de sorte, vulkanske skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra vinmarken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro og den ene af de vine er denne 2016 Animardente, som jeg nu har fået i glasset.

Vinen er selvfølgelig på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 22 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på barriques og tonneaux … og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er i glasset lige en tak lysere og mere transparent end den foregående Nerello Mascalese, mens duften er mere frugtagtig og mere blomstret med blåbær, kirsebær, tørt træ, tobak, solbærblade, violer, rosenvand, kul, tjære, sten og sorte mineraler, men også en lille sødme dukker op midt i alle aromaerne.

I munden er vinen let, lys og ubekymret … nærmest lys og læskende med kirsebær, hindbær, jordbær og en snas tranebær. Det er saftig med en syrlig og sødbitter balsamico note, nogle salte mineraler, saltlakrids samt en syre, der er mineralsk, krydret og stram, så Houlberg har den til 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 134,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er rablende billigt.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen næste vin i glasset fra Antonino Destro på Azienda Agricola Destro blev denne 2018 Aspide Etna Rosso og lavet på ren Nerello Mascalese.

Her kommer druerne også fra husets egne marker beliggende i 730-750 meters højde og er høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar.

Herefter er gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering så lagret 2 år på ståltanke, og derefter 4 måneder på flaske.

I glasset er vinen dejlig lys … ren, stringent og let transparent Nerello Mascalese, hvor frugten ribs, hindbær, hyben samt tørre kirsebær og måske endda også lidt lyse blommer. Det er en let og lys vin med lidt  støvet udtryk, aske og mineraler, blomster, blomsterpollen samt en ganske lille sødme.

Smagsmæssigt er det også en let vin, men har en bondsk, rustik og småkantet smag … nærmest med frugt af tranebær, ribs og umodne, let sure kirsebær og lidt citronagtig syre. Det giver imidlertid en frisk smag, hvor der er en tør syre, som sammen med lidt tynde tanniner bider dig i tungen og skriger på mad. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Destro, Nausìca Terre Siciliane Bianco, Sicilien, Italien

2020 Destro, Nausìca Terre Siciliane Bianco, Sicilien, ItalienVi skal atter smage vine på de to Etna druer Carricante og Nerello Mascalese … begge fra vinhuset Azienda Agricola Destro og vi starter med vinen Nausìca Terre Siciliane Bianco på den hvide Carricante.

Destro Vini ligger i 750 meters højde ved  Montelaguardia på nordsiden af Etna mellem byerne Randazzo og Passopisciao.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor Antonino Destro overtog stedet og startede en genopretning af marker og bygninger på stedet, som daterer sig tilbage til 1897.

Vineriet er nu udstyret med det nyeste udstyr og kan derfor styre vinificeringsprocessen, så der produceres vine af høj og ensartet kvalitet.

Antonino Destro har sammenlagt 9 hektar vinmarker og producerer årligt 75.000 flasker om året fordelt på hvidvin, rødvin og mousserende vine.

Der er udelukkende med fokus på de 2 Etna druer Nerello Mascalese og hvid Carricante. Derudover bruger de kun vinfadene 2 gange, hvorefter de returneres til den franske producent. Af de 2 druesorter produceres 12 forskellige vine, der alle har deres egen individuelle karakter og de er særligt kendte for deres produktion af de mousserende Metodo Classico vine, hvor de har et bredt udvalg.

Denne Nausìca Terre Siciliane Bianco er som sagt på Carricante, der er høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar på husets marker i 730-750 meters højde.

Vinen er lavet med gæring i ståltanke og en periode faktisk med maceration på skindet. Efter endt fermentering er vinen så blot lagret nogle måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt er vinen meget frisk og samtidig lidt saltet, måske endda også lidt aromatisk. Der er både citroner, æbler og pærer, let harpiks, blomster, salvie, lidt tyggegummi samt akaciehonning.

Smagen er i samme boldgade … har dog dybde og denne lidt saltede fornemmelse. Der er pærer, æbler, syltede æbler og lemon, hvor der er bitterhed, som sammen med det saltede giver stor intensitet, men samtidig med en rank syre, som giver vinen friskhed. Det gør også, at det er noget comfort og en behagelig fedme i vinen. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienVi startede jo det herrens år 2023 i tirsdagsvinklubben på jobbet med en 2020 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori og nu toppede vi den med en 2019 Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti.

Her kommer alle Teroldego druerne fra 3 marker med gamle pergola vinstokke, fordelt på sammenlagt hektar i Campo Rotaliano. Undergrunden er domineret af småsten, og er således godt drænet og fattig på næring, så stokkenes rødder må dybt for at finde næring.

Vinen gærer på store åbne egefade, og lagrer efterfølgende 15 måneder på tonneau. Afslutningsvis hviler vinen på flaske i yderligere 15 måneder inden frigivelse.

Mørk, landlig, sorte og småsyrlige kirsebær, blåbær, brombær, boysenbær, violer, lakrids, jernmalm, tjære, lidt garvet læder og så ellers en halv krydderhave med grønne urter og timian.

I munden er det en sand dynamo af sorte bær, brombær, tranebær, friske bær og bæreksplosion. Det er samtidig tørt med masser af bid, let peber og timian suppleret med jern, grafit og mineraler, engelsk lakrids.

Selvom det er en mørk, maskulin og sej sag, så har vinen alligevel en vis lethed over sig, men det skyldes mest af alt en frisk frugt og en lidt blomstret syre … føles lidt som et punch i mellemgulvet, meget koncentreret og kompleks allerede nu med noter af mineraler og mynte. 95 point.

Forhandles herhjemme af Niche Vine og denne koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, Italien

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, ItalienNår vi nu snakker om smukke italienske vinmagere, så skal vi da også et smut til Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen i Abruzzo og det bliver med denne 2021 Il Bianco delle Colline Teatine.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. årgang 2013, 2014 og 2015 af hendes fine og lækre Montepulciano d’Abruzzo. Da jeg smagte den i årgang 2013, så skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … i stedet blot skrive lidt om vinen.

Il Bianco delle Colline Teatine er lavet på et blend af hvide druesorter og det skulle efter sigende være Pecorino, Trebbiano d’Abruzzo samt Falanghina, som alle vokser på husets marker i 300 meters højde.

Druerne er høstet i hånden, hvorefter de presses og mosten separeres fra skindet og udelukkende med brug af det bedste af saften. Gæringen er herefter sket i temperaturstyrede ståltanke, hvor vinen også har lagret frem til flaskning.

I næsen er det en frisk, frugtrig og glad aroma … meget aromatisk med grønne pærer, stikkelsbær, fersken og papaya samt lidt skal fra en lemon, masser af gule blomster samt en smule græs. Der kommer også lidt Faxe Kondi sammen med grønne urter.

Smagen er præcis i samme boldgade … lidt småfyldig med både tropisk frugt, citroner, lemon og skal fra en lemon, blomster og det gør samlet set vinen meget frisk med en lidt olieret fyldighed. Den friske side kombineret med lidt bitterhed giver vinen godt med charme, karakter og er samtidig meget harmonisk. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienDen sidste Barbaresco fra smukke Martina Culasso og far Piercarlo er denne Barbaresco Faset Duesoli 2018.

Nebbiolo druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde.

Når solen går ned over floden, så genspejler solen op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det igen en let Barbaresco, som faktisk har sådan lidt Pinot Noir lethed, men det er sammen med knuste rosenblade, lys tjære, grøntsagsfond, jordbær, hindbær, granatæbler, appelsinskal, lidt moden i den lyse frugt, rå champignon og lidt sød vanilje. Den har denne sarte, fine og feminine elegance.

Hvor smager den bare godt … alt sidder dér, hvor alt skal sidde. Den har denne lyse og modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget. Det er jordbær og hindbær med en lille sødme, elegant syre, som nærmest danser igennem alle nuancerne. Der er selvfølgelig også fine tanniner, men de er ligesom blomstrede og saftige samt godt integrerede. Jeg bliver i så godt humør, så jeg hoster således op med 96 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen kun er 249 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger