Så støder vi atter ind i ham, Bernard Magrez. Jeg har skrevet om ham tidligere, men gør det gerne igen.
Bernard Magrez er en af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd. Igennem 40 år har han opkøbt 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux med Château Pape Clémant, Grand Cru Classé i Graves, i toppen samt det tidligere danskejede Château Fombrauge i Saint-Émilion, endvidere 6 vingårde i Languedoc-Roussillon og 8 uden for Frankrig, nemlig to i Spanien, de øvrige i Portugal, Marokko, Napa Valley i Californien, Chile, Argentina og Uruguay.
Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.
Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.
I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.
Magrez arbejder sammen med den berømte vinkonsulent Michel Rolland, og han er besat af tanken om, at den enkelte vinmarks terroir godt nok har betydning, men at det også – selv på mindre berømte terroirs – er muligt at lave store vine i en begrænset produktion, som han kalder “micro-cuvéer”. Hans navn står på samtlige flasker fra alle slottene, og her er vi i Chile, hvor Magrez også laver vin.
Druerne til Leyenda hentes i Maipo Valley, der er Chiles mest kendte vinområde. Området er ekstremt tørt med kun 300 mm regn om året (hvor vinstokken normalt skal have mellem 5 – 700 mm regn for at kunne overleve), hvorfor at det er nødvendigt, at vinstokkene kunstvandes med smeltevand fra Andesbjergene for at kunne overleve. Området er specielt kendt for sine tilplantninger med Cabernet Sauvignon og Chardonnay.
Duftmæssigt er der sol, sødme i vinen … sammen med lidt urter, primært timian. Solen går igen i smagen sammen med salvie, fin tørhed og ellers en blød, frugtrig og rund vin med en medium eftersmag. Til pengene et fint køb.
Købt hos Vinspecialisten, pris 90 kr.
Tirsdagssmagningen på jobbet bød på 2 vine, og den første var denne Chablis Vaudon fra vinhuset Maison Joseph Drouhin, et af de klassiske huse i Bourgogne. Huset blev grundlagt i 1880 og har lige siden været en af forkæmperne for de autentiske Bourgogne-vine. Som Robert Drouhin selv siger: “Der skal være en naturlig sammenhæng mellem jordens terroir og det, som vinen udtrykker”.
Vinaftenens sidste vin, og en fornem afslutning. Jan havde medbragt denne Guado de’ Gemoli fra den nye komet i Bolgheri, nemlig vinhuset Giovanni Chiappini.
Videre til næste vin, denne gang et smut til Spanien. Bodegas Vizcarra blev etableret i 1991 af Juan Carlos Vizcarra og ligger ved Burgos i Ribera del Duero. Ejendommen arbejder efter økologiske principper og ejer i dag ca. 26 hektar vinmarker der primært er tilplantet med Tinto Fino (Tempranillo) og Garnacha – ofte med gamle vinstokke på over 50 år.
Så kom turen til aftenens kultvin. Paul havde stået for valget … kyndigt bistået af Hans Peter hos Jysk Vin, og de havde valgt denne spændende Fourisolco IGT fra vinhuset I Luoghi, som jeg længe har gået og kigget på, men aldrig smagt før.
Vi fortsatte med italienske vine, men sprang lidt ned til det dejlige Toscana med denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Tenuta di Sesta, som ligger i den sydlige del af kommunen Montalcino mellem Sant’ Angelo in Colle og Castelnuovo dell’Abate, nær det velkendte romanske kloster Abbey of Sant’ Antimo.
Så blev det tid til lidt historie … nemlig en 43 år gammel vin. Tænk at drikke en vin, som er lavet da man selv var 5 år gammel. Imponerende og lidt skrækindjagende. Indtagelse af et stykke historie.
Domaine de Compostelle er 2. vin til det berømte Pomerolslot 
Så gik den officielle smagning ellers i gang. Vanen tro selvfølgelig som en blindsmagning, og vi lagde ud med én af mine vin, nemlig denne Pinot Noir Roman Vineyard Anderson Valley fra vinhuset Littorai, en vin som jeg havde glædet mig sindssygt meget til at smage, og som jeg havde læst rigtigt meget godt om … og det skulle vise sig, at der var god grund til at glæde sig.