2018 Weingut August Kesseler, Momentum Gaudeo Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut August Kesseler, Momentum Gaudeo Pinot Noir, Rheingau, TysklandMed næste Pinot Noir fra Weingut August Kesseler kravlede vi endnu et niveau op, hvilket måske kan lyde lidt skørt, for denne Momentum Gaudeo Pinot Noir er faktisk kun en Gutswein.

Oprindelig hed denne Momentum Gaudeo bare Pinot Noir, men druerne til vinen kommer primært fra vinmarker ved Assmannshausen og en lille smule fra Rüdesheim. Her er etiketten mere lyserød og navnet Momentum Gaudeo betyder det lykkelige øjeblik.

Druerne er håndplukket og afstilket 100%, hvorefter vinen er lavet med gæring og maceration i åbne kar, men efter gæring presset med brug af den første del af saften. Vinen er så lagret 18 måneder på barriques, der er anvendt 1 eller 2 gange tidligere.

Duftmæssigt minder vinen i starten lidt om den foregående Assmannhausen Pinot Noir, hvor der både er grannåle, nelliker, røg og egentlig ganske rank, men her er sødmen i frugten bare mere udtalt med jordbær, kirsebær og endda lidt blommer. Der er sød landlighed og lakrids, appelsinskal, karamel og chokolade. På en eller anden måde er duften mere sammenhængende.

Det gælder også smagen, som er mere soft, blød og rund … virker også en tak mere moden, selvom det unægtelig fortsat er en rank vin med lidt peber, salt og krydderier, men frugtsødmen er fin, frisk med en god saftighed, jordbær, kirsebær, hindbær … ren, mineralsk og virkelig livlig. 93 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Weingut August Kesseler, Assmannhausen Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut August Kesseler, Assmannhausen Pinot Noir, Rheingau, TysklandMit vinglas insisterede på mere Weingut August Kesseler vin og det fik sgu omgående sin vilje med denne Assmannhausen Pinot Noir, der også er en Ortswein og fra årgang 2020.

Kesseler har samlet flere parceller på markerne omkring byen Assmannshausen lige ved svinget af Rhinen en smule vest for Rüdesheim og selvfølgelig også syd for Lorch.

Det er bl.a. de to Erste Lage marker Assmannshäuser Frankenthal og Hinterkirch, men også Grosse Lage marken Assmannshauser Höllenberg.

Denne vin skulle være lavet af druer fra flere af Erste Lage markerne samt fra nogle af de yngste stokke på Höllenberg … alle marker med masser af grå skifer.

Alle druerne er høstet og afstilket med håndkraft, hvorefter gæring samt maceration  er sket i store gæringkar. Efter endt gæring er den så lagret … hovedsageligt på brugte barriques, men med en del i de rustfrie ståltanke og noget i store egefade.

I næsen er det en rank Pinot Noir … har druens elegante note, men her suppleret af lidt gran og nelliker, hyldebær, kirsebær, hindbær og lidt Piratos lakrids, let røg, mørk og bitter chokolade samt en smule blomstrende skyllemiddel af ædel karakter.

Smagen passer vildt godt til duften … rank, frugtrig med en lidt småmørk og frisk frugt, brombær, kirsebær, en rustik og letbitter syre, røg, mærkbare tanniner, der suppleres af lidt peber … men den har også denne fine børsødme, som binder det hele smukt sammen og giver en rigtig god Pinot Noir. 91 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut August Kesseler, Lorch Riesling, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut August Kesseler, Lorch Riesling, Rheingau, TysklandNår man smager denne 2021 Lorch Riesling fra Weingut August Kesseler, så forstår man godt, at Rheingau er én af Riesling druens højborge i Tyskland.

Weingut August Kesseler ligger i den vestlige del af Rheingau på Lorcher Straße i Assmannshausen. Huset er  grundlagt i 1924, men drives i dag af August Kesseler.

Han overtog driften fra sin far i 1977 i en alder af blot 19 år. Dengang var vingården alene på 2,5 hektar og solgte gårdens druer i tankvogne til andre producenter i Rheingau.

Men det ændrede August Kesseler og har endda siden opkøbt flere vinmarker, således vingården i dag samlet har 33 hektar, som bl.a. omfatter parceller på Großen Lagen marker som Assmannshäuser Höllenberg og Rüdesheimer Schlossberg.

Der laves en lang række vine fra markerne i Rheingau, bl.a. har August særlig fokus på produktion af førsteklasses Riesling og Pinot Noir i kompromisløs høj kvalitet.

Derudover startede August Kesseler allerede i 2012 med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området. Disse vinavlere dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Denne Lorch Riesling er en Ortswein og selvfølgelig kommer druerne fra skiferholdige marker omkring Lorch … og vinen er alene vinificeret på ståltanke og der er den også lagret sur lie end periode.

Det er en Riesling på virkelig højt niveau … virkelig alsidig med masser af det hele … både tør mineralitet, en perfekt doseret sødme samt en fin og delikat frugt. Der er grønne æbler, citroner og så også lidt tropisk frugt med fersken, kiwi samt lime, men derudover en ren og klar mineralitet. Sådan virkelig intet, så vender forkert.

I munden er det lidt samme historie … ren, klar og spændstig i frugten, har en rank, frisk og mineralsk syre, men en pæn sødme gør vinen utrolig drikkevenlig, saftig og indsmigrende. Den er både skarp og rund, frisk, syrlig og bælledejlig med sten og citrusbid. Det er bare sådan en vin, der kalder på et glas mere. 93 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Alary, L'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi sluttede med denne l’Estévenas Cairanne fra Domaine Alary og det var en vin, hvor jeg klart smagte noget Syrah fra Rhône, men det er nu også en vin, som jeg har smagt tidligere i år blot i årgang 2019, mens dette var årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Nu er det en gammel offset trykker, der har løftet halen, for nu kommer der masser blæk og svedig animalsk svedighed med flæsk, krølfedt, mejeri, sorte oliven og tør engelsk lakrids. Frugten er også kølig og kraftig med blåbær, brombær og hindbær, der næsten er opulent og på vej til at blive småvammel. Det suppleres af lidt tørrede blomster, knuste sten og fadnoter af vanilje og lidt chokolade.

I munden er vinen – som 2019’eren – kraftig med både en pæn portion sødme, men også nogle tørre elementer som engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, tjære samt en plade af bitter chokolade. Frugten er sort, kirsebær, hindbær, blommer, mens tanninerne er klare og tætte. Det er en kødfuld og tør vin med en maskulin kraft. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienDet er ikke mange måneder siden, at jeg smagte en dejlig Cà Moréi Valtellina Superiore fra vinhuset Sandro Fay … nu havde Steffen taget søstervinen Il Glicine Valtellina Superiore med, også i årgang 2017.

Her kommer Chiavennasca aka Nebbiolo druerne fra Il Glicine vinmarken, der er på 1 hektar og ligger i 470 meters højde i Sasella zonen.

Glicine er det italienske ord for plantet blåregn, som man også finder overalt på marken med sine lange lyseblå blomsterranker. Marken er meget sand og siltholdig med store klippemassiver overalt.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og gæringen er sket i ståltank med en efterfølgende malolaktisk gæring og så en lagring i 12 måneder på 30 hektoliter samt mindre 500 liter egetræsfade.

Så blev det duftmæssigt Nebbiolo … men kommer lidt rund, blød med en lidt toastet næse, men heldigvis også med lys tobak, violer, gazebind, medicinkasse, stor landlighed og så en herlig stringent og lys frugt af kirsebær, ribs og blåbær … meget ren og klar, mens den har en diskret fadnote.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor den egentlig er meget ren og syrlig med ribs, hindbær, stikkelsbær, sur tobak, markante tanniner, der straks leder en hen med noget Nebbiolo … lidt juicet som dens søstervin, men har også en udpræget jernagtig mineralitet. Det er dermed 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 310 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Graggy Range Vineyards, Sophia Gimblett Gravels, Hawkes Bay, New Zealand

2015 Graggy Range Vineyards, Sophia Gimblett Gravels, Hawkes Bay, New ZealandDenne Sophia Gimblett Gravels fra Graggy Range Vineyards, der ligger i Havelock North midt på Nordøen af New Zealand, er en Merlot baseret vin.

Graggy Range Vineyards er grundlagt i 1993 af Terry Peabody og hans kone Mary, som efter at have ledt efter en vingård i Frankrig og Amerikan endte med at slå sig ned i New Zealand.

Terry ønskede dog ikke at købe en eksisterende vingård, men ønskede en bar jord, hvor han helt fra scratch kunne skabe sit eget sted … og det fandt han i Havelock North.

Her så han det potentiale, som han ikke havde set andre steder … bl.a. landets enestående klima, en rig historie med at dyrke jorden og folkets pionerånd.

I dag er de næste generationer også med i driften i form af David Peabody samt hans søn David Peabody og de har samlet 100 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i Hawkes Bay, men er også i Nelson,  Martinborough, Marlborough, Central Otago, Waitaki Valley og Marlborough.

Craggy Range er medlem af en eksklusiv klub af New Zealands nok 12 bedste vinproducenter,kaldet Family of Twelve, som promoverer New Zealandsk verdensklasse vin. Der er 6 vingårde fra Nordøen og 6 fra Sydøen og alle 12 står for enestående vine med særpræg.

Lige siden starten har Craggy Range haft pressens bevågenhed og fået op til 96 point hos Robert Parker.

Craggy Ranges vinmarker dyrkes efter økologiske retningslinjer, og de er meget opmærksom på at beskytte den omgivende natur, da man ser den som en del af marken.

Al arbejde varetages med håndkraft, dels fordi beskærings- eller høstmaskiner ville smadre økosystemet ved at komprimere jorden  under hjulene, men også fordi intet kan erstatte den menneskelige intuition.

Denne Sophia Gimblett Gravels er lavet med druer fra marker i Gimblett Gravels området tæt på vingården. Jorden der er meget stenet og mager og vinstokkene tvinges til at yde deres ypperste. Fælles for vinene fra Gimblett Gravels er en udtalt kraft og stor mineralitet, som leder tankerne lysår væk fra alle gængse tanker forestillinger om solmoden, unuanceret oversøisk vin.

Den er lavet på et bordeauxblend bestående af 89% Merlot, 8% Cabernet Sauvignon, 2% Malbec og 1% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 41 hektoliter pr. hektar. Alle druerne er afstilket og så er gæringen sket i egefade … og efter endt fermentering lagret 18 måneder i franske barriques, hvoraf 45% er nye.

Duftmæssigt er det en rigtig faddreng med tonstung sort og sgu næsten tørret frugt. Der er dyb tør engelsk lakrids og sød finsk, en smule grannåle, nelliker og godt med mejeri samt lidt toast og man bliver overraskes over, at den er fra New Zealand. Der er blåbær, en omgang kirsebær, violer, tobak samt vanilje … og absolut lidt af en stor historie.

Smagen er sådan meget ren og klinisk, blåbær, kirsebær, solbær, et frys med peberkværnen, kødfuld og alligevel frisk, har nogle ristede toast elementer, svesker, blyanter og tætte tanniner. Det er volds … og samtidig elegant med kropslighed, power og goddaw. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr., mens prisen er 450 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, ItalienSom min vin nummer 2 havde jeg taget denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso fra Cantina Vitivinicola Girolamo Russo med og det var skam også en fin lille sag fra det nordlige område af Etna.

Girolamo Russo ligger helt præcis ved byen Passopisciaro  på de nordlige skråninger af vulkanen. Huset er grundlagt af 2005 af den unge Guiseppe Russo, men opkaldt efter hans far Girolamo Russo, der også selv var vinmager.

Guiseppe Russo har 18 hektar vinmarker i 650-780 meters højde omgivet af oliven- og hasselnødtræer. Guiseppe dyrker sine marker efter økologiske principper. Til husets hvidvine benyttes primært Carricante med lidt andre lokale sorter som supplement.

De røde vine er næsten udelukkende er lavet på Nerello Mascalese og nogle med lidt tilsat Nerello Cappuccio. Huset har bl.a parceller på anerkendte marker som San Lorenzo, Feudo og Calderara Sottana.

I kælderen gæres der naturligt på ståltanke med en temperatur-styret gæring i 15-20 dage efterfulgt af lagring på et miks af cement, tonneau, barriques og store gamle fade med en kun meget lille andel ny eg. Man flasker med minimal svovltilsætning, men kun når det er nødvendigt og vinene er således meget naturlige.

Denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso er netop lavet på Nerello Mascalese tilsat lidt Nerello Cappuccio og ellers på den måde, som jeg lige har beskrevet. Gæringen er sket spontant alene med de helt naturlige druer og gæring samt maceration er sket ved 28-30 grader over 15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 2.600 liter store og brugte fade og det er suppleret med yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det let og lys armsved, virkelig landlig og let, så man får lidt fornemmelse af sol og strand. Det er en lys frugt af både vilde jordbær og hindbærsyltetøj, har en hel blomstermark, andefond og en smule kødfuld, sødkrydret, kanel og ellers utrolig luftig.

Smagen er blød, let, lys og rund … letkrydret med en mineralsk kant, hindbær, jordbær og mirabeller. Vinen er elegant, æterisk, livlig samt let saftig med et lyst smil. Der er salt og en rensende syre, smidige tanniner og har et let væsen. Dejligt … 94 point.

Forhandles af Parcelle Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Château Valtice, Svatovavřinecké Klára Kollárová Sommelier Collection, Moravia, Tjekkiet

2020 Château Valtice, Svatovavřinecké Klára Kollárová Sommelier Collection, Moravia, TjekkietSteffen havde for sjov og for at udfordre os medbragt denne tjekkiske 2020 Svatovavřinecké Klára Kollárová Sommelier Collection, der er lavet i et samarbejde mellem vinhuset Château Valtice og sommelieren Klára Kollárová … en sjov vin, der dog ikke vandt vore hjerter.

Klára Kollárová laver en række vine under hendes Sommelier Collection brand sammen med en række tjekkiske vinhuse, hvoraf Château Valtice er et af dem. Det ligger i byen Valtice i det sydlige del af landet i Moravia tæt på grænsen til både Østrig og Slovakiet.

Château Valtice er en større historie og drives af direktør Marek Štastný samt ejeren Antonín Štastný sammen med sine to sønner Marko og David.

Vingården har over 1.000 hektar vinmarker og lavet ikke mindre end 170 forskellige vine af forskellig slags … lige fra mousserende vine til unge eller modnede topvine på et kæmpe udvalg af druesorter.

Denne 2020 Svatovavřinecké Klára Kollárová Sommelier Collection er lavet på druen med det lange navn Svatovavřinecké, der faktisk er det tjekkiske ord for Sankt Laurent, som vi jo også kender fra Østrig ikke langt fra selve vinhuset.

Jeg kan ikke finde noget på selve produktionen af vinen, så derfor ryger vi da bare direkte til mine smagsnoter.

I næsen er det en let og bondsk vin … meget jernagtig, men har noget, som kan minde om Dornfelder, altså virkelig kantet og ret ufremkommelig og parfumeret, stenet med nytårskrudt, blomster, hindbær, enebær og nelliker.

Vinen smager næsten af blomster … meget underlig, men absolut til den lysere side med lyse og tørrede blommer. Der er røg, krydderier og en lys saftighed, men det er uden den store elegance eller kompleksitet, så dermed 76 point.

Købt på ferie … og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3/7  

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, Frankrig

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, FrankrigDenne Le Fruité fra Pierre-Henri Cosyns er næsten en naturvin på biodynamisk druer fra Côtes de Bourg på højre side af Gironde floden i Bordeaux og var svær at gætte, selvom jeg faktisk var inde på, at det smagte lidt af Merlot.

Men det gættede jeg dog ikke på, men det er også en svær vin i en blindsmagning, for den er fra et ganske lille vinhus, der ligger i Teuillac under Côtes de Bourg appellation appellationen. Vi er dog i Bordeaux og vinfirmaet hedder Cosyns Seas og omfatter driften af Château Grand Launay, men også vine under brands som Château  Haut Lorettes, Château Lion Noir, Château Canterane le Pin Franc samt en række vine under Pierre-Henri Cosyns navnet.

Pierre-Henri Cosyns er da også vinmager og 3. generation på familiens vingård. Han overtog driften i 2007 og det første han gjorde, var at omlægge hele driften til biodynamisk avl og fortsatte endda – som første i området – med at lave vinene uden tilsætning af svovl.

 Côtes de Bourg er absolut heller ikke den mest kendte region i Bordeaux. Den er beliggende over for langt mere kendte Margaux lige på den anden side af Gironde-floden, men der laves dog fine og  glimrende bordeauxvine her … især til prisen.

Denne 2018 Le Fruité er lavet på 70% Merlot samt 30% Malbec, som er dyrket biodynamisk og i vinkælderen gæret på naturlig vis og vinificeret uden tilsætning af svovl.

Nu er der sgu møj under skoene … animalsk, landlig og svedig med en mørk landlighed, syrlig mødding og en smule behåret. Det stinker af øko-børge med saltlakrids, sorte blommer, lidt brombær … men også svagt fadpræg af lidt bitter chokolade, røg og tobak.

I munden er vinen dog ikke helt så fed og powerfuld, men har noget peber, grønne urter og virker lidt blå i smagen, hvis I forstår? Frugten er hindbær, brombær og blommer, der er lidt bitterhed, tydelige tanniner og okay eftersmag. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  half_thumb

2014 Poderi Aldo Conterno, Conca Tre Pile Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2014 Poderi Aldo Conterno, Conca Tre Pile Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienJans første bidrag til vores vinaften var denne 2014 Conca Tre Pile Barbera d’Alba fra Poderi Aldo Conterno … en Barbera vin i en virkelig lækker lys stil.

Aldo Conterno var søn af Giacomo Conterno, hvis far Giuseppe grundlagde det legendariske vinhus i Monforte d’Alba i starten af 1900-tallet og i 1920 startede med at tappe de første Barolo. Da Aldo sammen med sin storbroder Giovanni Conterno i 1961 overtog driften af deres far, så var det Giovanni, der som ældste søn, stod i spidsen for vinhuset.

Aldo ville dog selv stå for produktion af egne vin, så i 1969 forlod han familiens vingård og grundlagde Poderi Aldo Conterno, bl.a. inspireret af Angelo Gajas, der som modernist  var startet med at lave revolutionerende nye Barolo vine med kortere gæring og lagring på barriques.

Aldo Conterno blev fra starten opfattet som meget moderne, mens vinene fra broderen Giacomo Conterno modsat blev opfattet som ekstremt traditionelle. Aldo Conterno var meget åbensindet og ville ikke lade sig begrænse af tidligere generationers traditioner.

Selvom Poderi Aldo Conterno var inspireret af modernisterne, så fastholde Aldo alligevel nogle af de gamle dyder og regnes ikke som en typisk modernist, for nogle af vine laves traditionelt og andre efter mere moderne metoder.

Imidlertid blev Poderi Aldo Conterno alligevel blevet en af en af de mest berømte producenter i området -selvom han måske ikke helt når broderen Giacomo Conterno. Men Aldos vine hører i dag til blandt de allerstørste vine fra Barolo.

Alle Barolo vinene hos Poderi Aldo Conterno kommer alle fra parceller på den berømte Bussia-mark i Monforte d’Alba. Aldo har gennem årene  nedsat udbyttet på markerne gradvist og vinene har nu endnu større koncentration og kompleksitet.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, som alle dyrkes efter økologiske principper, uden at man dog ser det som en nødvendighed at blive certificeret.

Aldo Conterno døde i 2012, så vinhuset drives i dag af hans 3 sønner Franco, Stefano og Giacomo, som er fulgt i fodsporene efter deres far og viderefører familiens tradition. De laver omkring 80.000 flasker årligt.

En af vinene er denne Conca Tre Pile Barbera d’Alba, hvor druerne kommer fra marken Conca Tre Pile i Bussia ved Monforte d’Alba, en bakket mark med vinstokke plantet tilbage for 45 år siden.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke ved 24-26 grader over 8-10 dage. Efter endt fermentering forbliver vinen så i ståltankene et par måneder og lagres derefter på nye egefade i 12 måneder inden aftapning på flaske.

Så kom der mere krop i duften … der er lidt grøntsagsfond, varm og moden frugt med sorte blommer, brombær, godt med fad, hvilket her giver vanilje, chokolade, mint, lakridskonfekt og så samtidig næsten nogle animalske og dekadente noter med gammel manognitræ, violer og samtidig virker duftene langt lettere end forventet.

Det gælder også smagsmæssigt, for selvom vinen er blød og rund, så er det alligevel med en rank og syrlig frugt, der er meget levende og klar med en lille bitterhed i syren. Frugten er mest hindbær, lidt lyse blommer og violer. Koncentreret og lys … flot vin. 94 point.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en flaske (årgang 2016) koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger