2018 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, Italien

2018 Nardello, Soave Classico Meridies, Veneto, ItalienMer’ Soavesaft … Nardellos Soave Classico Meridies, som jeg nu smager i to årgange. Jeg starter med at smage vinen i seneste årgang 2018.

Azienda Agricola Nardello ligger i udkanten af byen Monteforte d’Alpone og drives af Nardello familien, hvis historie kan spores helt tilbage til 1500-tallet. Og allerede i 1608 købte Leonado og Zuane Nardello vingården, som i dag fortsat danner rammen om vinhuset, der drives af Daniele og Federica Nardello. Det var dog deres oldefar Gaetano Maria Nardello, som først startede med at lave vin, men han blev efterfulgt af bedstefar Domenico Nordello.

Vinproduktionen ophørte dog i 1970’erne, da Daniele og Federicas far Gaetano overtog driften. Han solgte i stedet blot druerne til de store kooperativer, men det blev altså ændret sidst i 1990’ern efter Danieles uddannelse til ønolog fra universitetet i Milan i 1996.

Den første årgang blev fra år 2000 og siden har søskendeparret udvidet vingården og i 2010 bl.a. også renoveret den gamle bygning i Monteforte d’Alpone med en ny og moderne vinkælder.

Familien har samlet 14 hektar vinmarker, som primært ligger to steder, men begge i Soave Classico zonen, nemlig parceller på de to cru-marker Monte Zoppega og Monte Tondo.

Nardello laver i alt 6 forskellige vine, herunder altså denne Soave Classico Meridies, der er lavet på ren Garganega, som kommer fra Monte Zoppega marken. Vinen er lavet ved blid presning af druerne, kold udblødning og gæring i ståltanke.

Midt i gæringsprocessen er vinen hældt på barriques, hvor den gærer færdigt og derefter undergår en malolaktisk gæring. Så lagrer vinen derefter 6-7 måneder i egefadene inden aftapning på flaske.

Næsen er klart mere spændende end forrige vin … mere dybde og syre, nødder, citrus, fersken, melon, tørrede abrikoser, estragon samt en lille buket blomster.

Smagen er sådan mere lige ud … ikke flad, for der er både syre, salt og lidt eksotisk frugt. Der er en lille smule sødme, godt med pærer, fersken og sammenlagt en ganske fin lille Soave vin.

Forhandles af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Casarotto, Soave Classico Vigne di Fittà, Veneto, Italien

2017 Casarotto, Soave Classico Vigne di Fittà, Veneto, ItalienL’Azienda Agricola Casarotto ligger lidt syd for byen Montecchia di Crosara ved Lessini bakkerne i udkanten af Soave området … og derfra smager vi nu denne Soave Classico Vigne di Fittà.

Vinhuset drives af den unge Celeste Casarotto og hendes familie. Hun er 3. generation og det var hendes bedstefar, som grundlagde vinhuset tilbage i 1945.

I dag har Celeste Casarotto 15 hektar vinmarker, som er spredt rundt i Val d’Alpone og Soave … primært med Garganega samt Trebbiano di Soave druer.

Celeste laver 11 forskellige vine, hvilket omfatter både hvidvine, rosévin, rødvine, recioto og lidt spumante. Og denne Soave Classico Vigne di Fittà er altså én af disse vine, som er lavet med druer fra cru-marken/området Fittà, der er rig med sort, vulkansk jord.

Soave Classico Vigne di Fittà er lavet på 100% Garganega, som er høstet med håndkraft. Efter presning af druerne, så sker gæring ved 16-18 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en kort periode inden aftapning på flaske.

Næsen byder på lidt halm, hø, stikkelsbær og havtorn, svagt oxiderede noter, lidt tapetklister sagde en omkring bordet, lidt appelsinskal, pærer, melon, fersken og svag citrus.

I munden virker vinen dog lidt flad og er ikke vildt givende eller dyb. Der er lidt pærer, fersken og mandler, men alt virker faktisk meget, meget anonym.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 6,50€ … svarende til 48 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Le Battistelle, Montesei Soave Classico, Veneto, Italien

2018 Le Battistelle, Montesei Soave Classico, Veneto, ItalienMer’ Soave vin og igen en ren Garganega baseret vin … Montesei Soave Classico fra vinhuset Le Battistelle, der ligger i den lille by Brognoligo midt i Soave Classico zonen.

Vinhuset er er grundlagt i 2002 af Gelmino og Cristina Dal Bosco, der – som flere og flere vinavlere – stoppede med at sælge druer til det store, lokale kooperativ og selv startede med at lave vin.

Familien Dal Bosco har samlet 9 hektar vinmarker, som er fordelt på mange parceller i bakkerne ved Brognoligo, herunder deres bedste mark Battistelle under cru’en Castellaro. Det er også den mark, som vinhuset er opkaldt efter.

Det er et lille familieforetagende og de laver alene 3 forskellige vine, herunder denne Montesei Soave Classico, som lavet på 100% Garganega, som er høstet med håndkraft.

Efter afstilkning af druerne, så presses de, hvorefter mosten gærer i 15 dage i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 4 måneder sur lie inden aftapning på flaske og lagring i yderligere 1 måned.

Næsen byder på fersken, melon, ananas, litchi, mandler og nogle grønne elementer. Det er meget straight forward og måske en tak til den neutrale side. Smagen er også meget easygoing og nem, syren lidt vag og der er en lille bitterhed i eftersmagen.

Forhandles herhjemme af Corvina.dk, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Château de la Terrière, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2015 Château de la Terrière, Fleurie, Bourgogne, ItalienJeg er vild med Beaujolais … og denne Fleurie fra Château de la Terrière er blot med til at cementere min hjertevarme affektion for området i den sydlige del af Bourgogne.

Château de la Terrière ligger lidt vest for den lille by Cercié med udsigt til Mont Brouilly og er et vaskeægte slot, der stammer fra det 14. århundrede og dermed er et af de ældste slotte i regionen. Det har gennem tiden tilhørt utallige adelsmænd, men blev i 2003 købt af Barbet familien, i dag anført af Grégory Barbet, som er 9. generation i en familie af vinavlere.

Han ejer i øvrigt også sammen med hustruen Virginie Domaine de la Pirolette … også i Beaujolais. Eller rettere, så er det familiens firma Scea des Deux Châteaux, som ejer de to slotte. Grégory overtog driften fra sin far Xavier Barbet i 2013.

Vinene på Château de la Terrière laves sammen med vinmageren Frédéric Maignet, som også er konsulterende ønolog for en lang række vinhuse i Beaujolais.

Sammen laver de vine fra 28 hektar vinmarker, hvor 12 hektar ligger i Brouilly, 5 hektar i Régnié, 2 hektar i Fleurie, 3 hektar i Moulin-à-Vent, mens de sidste 6 hektar er Bourgogne AOP.

Derfor er det således både Gamay og Pinot Noir vine, som laves på Château de la Terrière. Grégory og Frédéric laver 6 forskellige vine, herunder altså denne Fleurie, som selvfølgelig er lavet på 100% Gamay, som kommer fra vinstokke, der er over 50 år gamle.

Vinificering sker udelukkende i ståltanke og på normal Beaujolais manér, så sker gæring med hele druer gennem 15 dage, og efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder sur lie.

I næsen er det ærketypisk god Beaujolais … let, bondsk, krydret, ganske blomsterrig og der er lidt sæbe, salt, mentol, karamel, jordbær, hindbær samt en smule banan.

Og det smager sgu også godt med frisk rød frugt, let sød/syrligt bid, lidt spejdehagl, røde bolsjer fra barndommen i korte bukser, meget harmonisk, lidt kirsebærsten og en smule bitterhed. Igen får man indtrykket af en bondsk, rustik og alligevel meget elegant vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Tenuta del Principe, Sereso Sangiovese Superiore Riserva, Emilia-Romagna, Italien

2014 Tenuta del Principe, Sereso Sangiovese Superiore Riserva, Emilia-Romagna, ItalienMed denne Sereso Sangiovese Superiore Riserva er vi nu ræsende tæt på Autodromo Enzo e Dino Ferrari i Imola by i Emilia-Romagna. Der finder vi nemlig Gruppo Morini, der både forhandler Toyota, Lexus, Nissan, Honda og et par mærker mere, men også driver Tenuta del Principe.

Den bil- og vinglade Morini koncern ejer faktisk to vingårde i området, nemlig Santerno og Tenuta del Principe, begge gamle, historiske gårde, der går tilbage til henholdsvis 1875 og 1863.

Derudover ejer de også Tenute d’Italia, som er grundlagt i 1942, har specialiseret sig i agronomisk, ønologisk rådgivning og i dag er strategisk partner for et stigende antal vingårde.

Det er svært at finde info om vingårdene, men det ser ud til, at Tenuta del Principe mest af alt er et negociantfirma, som opkøber druer i forskellige områder i Italien.

Der findes nemlig både Barolo fra Piemonte, Brunello fra Toscana og vine fra Emilia-Romagna under navnet Tenuta del Principe, så der er tale om en større producent.

Denne Sereso Sangiovese Superiore Riserva er lavet på 100% Sangiovese. Inden høsten går i gang, udvælger vinhusets ønologer de bedste af deres vinmarker, hvorfra druer til denne vin kan indgå. Efter høst sorteres druerne igen på vingården, hvor igen kun de bedste druer får lov til at blive en del af Sereso.

Gæringen sker i temperaturkontrolleret ståltanke efterfulgt af 3 måneders malolaktisk gæring. Til slut lagrer vinen 36 måneder i egetræsfade og mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt – WAOW – sikke en mørk og sød næse, langt sødere end lige forventet af en ren Sangiovese vin. Det er sød tobak, kakao, mælkechokolade, engelsk lakrids, overmoden mørk frugt, gærede amaretto kirsebær, blommer, virkelig solmoden og har også en smule vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er vinen overraskende tør, masser af eg, masser af tanniner, lidt grannåle, blommer, sorte kirsebær, blæk, godt med peber, lidt stærk alkohol og samtidig også en del sødme, en smule mælkechokolade og direkte, streng frugtsyre. Det er klart en solvarm, maskulin, stærk og svulstig Sangiovese vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandDieser Spätburgunder Trocken fra Weingut Jülg har Houlberg smagt før, men denne 2016 udgave står bare skarpere end nogensinde før … eller i hvert fald bedre end de årgange, som jeg tidligere har smagt.

Jeg har dermed selvfølgelig skrevet om vinhuset tidligere, så det skal jeg undlade igen. Men dem med god hukommelse kan måske huske, at Weingut Jülg har sine marker både på den tyske og franske side af grænsen, da de strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Druerne til denne basis Spätburgunder kommer også fra begge sider af grænsen, idet 50% er tyske og 50% franske. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efterfølgende lagret 12 måneder på store gamle træfade aka großes Holzfass og er helt tør … 0,2 gram restsukker pr. liter.

I starten byder næsen på krydderier … masser af krydderier, nærmest gran, nelliker, lysegrønne lærkeskud, lyserøde bær, ribs, jordbær, kirsebær, eg, kanel … en lækker og dejlig lethed og superfin syrlighed. Der blander sig også lidt grøntsagsfond, linolie, hestestald og lidt grafit- eller blækagtige små fodnoter sig i duften.

Smagen er kirsebær, brombær, jern, sten og mineraler, lakrids … virkelig mineralsk slank, men kræver luft for at åbne sig op i glasset, men så dukker der også både ribs, hindbær, et jernagtigt bid samt en smule modenhed i frugten og en robust, rustik syre. Fint niveau for en Gutswein fra Jülg.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Villa Erbice, Soave Superiore Panvinio, Veneto, Italien

2012 Villa Erbice, Soave Superiore Panvinio, Veneto, ItalienSocieta Agricole Villa Erbice ligger helt korrekt i en smuk og gammel 1700-tals villa i Mezzane di Sotto et stykke nordvest for Soave by. Vinhuset drives af familien Erbice og jeg smager her deres 2012 Soave Superiore Panvinio.

Vinhuset er grundlagt i 1870 af Narciso Erbice. I dag er det 3. og 4. generation af familien Erbice, som driver vinhuset, nemlig brødrene Arberto og Silvio Erbice sammen med den unge4. generation i form af Luca og Massimo Erbice.

Det var Luca Erbice, som skænkede mig dette glas Soave Superiore Panvinio. I kan se den stolte Luca på billedet ovenover.

Familien har samlet 13 hektar vinmarker, der ligger i 250-450 meters højde omkring Mezzane di Sotto og markerne drives uden brug af kunstige sprøjtemidler og med respekt for naturen.

I vinkælderen er alt meget traditionelt … og vinene laves i rustfrie ståltanke, mens mange af vinene også lagres i 225 liters franske barriques. Erbice laver samlet 6 forskellige vine, men udelukkende to Soave vine … resten er røde Valpolicella vone.

Soave Superiore Panvinio er lavet på 100% Garganega druer, som kommer fra marker lige ved byen. Der er vinstokkene plantet i 1963 og høstudbyttet har ligger på 80 hektoliter pr. hektar. Druerne er høstet i starten af oktober, hvor druerne er let overmodne.

Alle druerne sorteres manuelt, hvorefter de ligger i blød en kort periode inden presning og gæring starter. Derefter lagrer vinen på barriques i 6 måneder og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

Lagringen på eg kan fornemmes i duften. Der er noget varmt, rundt over duften, lidt strandsand, solcreme, blomstersæbe og fylde, mens frugten er fersken, pærer plus lidt mandler og et strejf vanilje.

Smagen er blid, blød og rund med fedme samt et frisk bid i eftersmagen. Der er fersken, melon og citronsyre. Smager også ganske godt, om end en smule anonym.

Ingen dansk forhandler, men prisen i Italien ligger på 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Damiano Fornaro, Soave Classico Anfora, Veneto, Italien

2016 Damiano Fornaro, Soave Classico Anfora, Veneto, ItalienJeg smagte også Damiano Fornaros lidt specielle Soave Classico fermentato e affinato in anfora … altså en vin, som udelukkende er lavet i store amphora lerkrukker.

Damiano fortalte, at vinen er forholdsvis ny i sortimentet og denne 2016 endda første årgang.

Den er lavet på 100% Garganega druer, som alle er dyrket økologisk. På billedet ovenover kan I se, hvordan druerne ligger i krukken.

Imidlertid har Fornaro ingen hjemmeside og jeres flittige vinblogger har også glemt, hvad Damiano i øvrigt fortalte om vinen. I stedet får I så blot min smagsnoter på denne Soave Classico Anfora.

Igen er der denne lidt æteriske note af … måske ikke benzin, men så et eller andet i den retning, måske symaskineolie med snert af lidt opløsningsmiddel. Frugten er fersken, melon, men derudover er der tobak, andefond, stegesky, nogle nødder og lidt akaciehonning.

Men smagen er langt mere syrlig end forventet ud fra duften. Den er virkelig stringent, streng og stram med grønne æbler, grøn syre og masser af mineraler.

Damiano fortalte, at vinen kostede … mener han sagde 36€, hvilket svarer til 268 kr. og det er en høj pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, Italien

2011 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, ItalienDamiano Fornaro synes, at jeg også skulle smage hans Soave Classico med lidt alder, nemlig i en årgang 2011 … og dermed en af de første årgange, som Fornaro faktisk har lavet.

Det er fortsat 100% Garganega, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke.

Men med alderen er vinen blevet en kende mere spændende, for nu dukker der først lidt duft af benzin eller æter op, blomster, stikkelsbær, ananas og andre tropiske frugter, akaciehonning, mandler og der fornemmes klart lidt alder i duften.

I munden er vinen nu også blevet mere spændende … er nærmest nu lidt vibrerende med mere modenhed og power, mens de skarpeste kanter er slebet runde. Selvom vinen fortsat har en kraftig syre, så smager det mere rundt med modne æbler og abrikos.

Ingen forhandler herhjemme og i Soave koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, Italien

2018 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, ItalienDamiano Fornaro er en ganske lille Soave producent, som jeg også mødte under Volcanic Wines Press Tour. Og jeg startede med at smage hans almindelige 2018 Soave Classico.

Damiano – som I kan se på billedet ovenover – startede Azienda Agricola Fornaro i 2010. Han var egentlig i gang med en landbrugsuddannelse på L’Istituto Tecnico Agrario, men fuldførte ikke og droppede ud. I stedet besluttede den unge mand simpelthen, at han ville lave vin. Han arbejdede derfor lidt i restaurationsbranchen og tog et kursus til sommelier.

Og imod alle ods med manglende erfaring og efterveer fra finanskrisen, så fik han med hjælp og rådgivning fra gode venner startet opstartet egen vinproduktion fra de marker, som hans far og onkel – brødrene Luciano og Gianni Fornaro – havde ejet igennem et langt liv. De havde dog alene – som de fleste vinavlere i Soave – blot leveret druerne til kooperativerne.

Damiano har samlet 13 hektar jord, hvoraf dog alene små 4 hektar er vinmarker. Årsproduktionen er også meget beskeden med alene 35.000 flasker vin.

Denne Soave Classico fra Damiano Fornaro er lavet på ren Garganega og udelukkende på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke mange oplysninger om vinen.

Næsen er stram, streng og nærmest stikkende med gul frugt, pærer, stikkelsbær, kamillete, blomster og masser af lemon. Smagen er lidt i samme boldgade med masser af citroner, skarp og stram, men det smager faktisk ganske godt.

Ingen forhandler herhjemme og i Soave koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger