2020 Domaine Benoit Girardin, Santenay, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Benoit Girardin, Santenay, Bourgogne, FrankrigJeg smagte tidligere i år en fin 2020 Santenay 1’er Cru Clos Rousseau fra Domaine Benoit Girardin og nu smager jeg atter en vin derfra … og det er også en 2020 Santenay, men nu med druer fra forskellige marker.

Sidst skrev jeg en masse om vinhuset og dets historie … nu kigger jeg blot denne gang nærmere på denne 2020 Santenay, hvor Pinot Noir druerne kommer fra 1,5 hektar lerholdige marker med 30 år gamle vinstokke i Santenay passet med biodynamisk tilgang.

Druerne er 100% afstilket, har spontangæret med naturlige gærceller og har gennemgået en 25 dages lang maceration med en mild ekstraktion, daglig pumpover og slutteligt lagret 18 måneder på brugte neutrale fade.

Sikke dejlig duft … sød og animalsk stald, landlig og samtidig med utrolig fin, let og luftig frugt af både jordbær, rabarber, tranebær og ribs og samtidig fint afdæmpet fadpræg med kanel, vanilje, tørt træ, tørrede blomster, violer og let champignon.

I munden er det en meget ren, elegant og frugtrig vin med lys frugt, ribs, tranebær, rabarber og umodne jordbær, delikat frugtsødme og frugtsyre, syrlige drops, bitter lemon. Læg dertil en lille grøn kant, rolige tanniner og samlet en fin, let bourgognevin. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Anthonij Rupert Wine, L’Ormarins Brut Classique Rosé, Western Cape, Sydafrika

N.V. Anthonij Rupert Wine, L'Ormarins Brut Classique Rosé, Western Cape, SydafrikaDer laves skam også en lyserød eller måske mere korrekt rosé udgave af den mousserende L’Ormarins Brut Classique fra Anthonij Rupert Wine og den smagte jeg da også.

L’Ormarins Brut Classique Rosé er lavet på et mix af 51% Pinot Noir og 49% Chardonnay, hvor alle druerne kommer fra både L’Ormarins ved Franschhoek, Altima i Elandskloof samt Groenekloof ved Darling.

Efter en manuel høst presses druerne og saften fra 1. og 2. pres holdes adskilt med en smule maceration. Derefter er mosten så bundfældet og befriet fra bærmen inden gæring sket i rustfrie ståltanke.

Derefter er der vinen sammenstukket, filtreret, justeret med lidt sødme og aftappet på flaske inden andengæringen omkring 2-4 års flaskemodning inden endelig degorgering med en sødlig dosage. Sluttelig lagrer vinen yderligere 3 måneder inden frigivelse.

Der er meget lidt roséfarve over vinen i glasset … i hvert fald er det nærmest provencelys og næsten lysorange nuancer, som vi snakker om, mens duften kan minde lidt om foregående. Det betyder så mest masser af nødder – mest hasselnødder – men også tørrede roser, lidt fersken, melon, jordbær … virker umiddelbart sødere end forrige, almindelige L’Ormarins Brut Classique.

I munden har boblerne også samme intensitet og er også stort set lige så aggressive, men man smager også en større frugtsødme. Det er fortsat en frisk og livlig mousserende vin, men balancen mellem sødme og syre er mere lige. Der er lemon, grønne æbler, citroner samt lidt jordbærsødme … meget likeable og fin. Det er en vin, der virkelig kalder på forår, så 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Anthonij Rupert Wine, L’Ormarins Brut Classique, Western Cape, Sydafrika

N.V. Anthonij Rupert Wine, L'Ormarins Brut Classique, Western Cape, SydafrikaL’Ormarins Brut Classique er én af mange mousserende vine fra det sydafrikanske Anthonij Rupert Wine, der ligger ved byen Franschhoek i Western Cape i Sydafrika smukt omgivet af Groot Drakenstein Mountains forrevne bjergtinder.

Vinhuset består af to historiske gårde L’Ormarins og Anthonij Rupert Estate og er grundlagt på gården L’Ormarins i Franschhoek af Anthonij Rupert, men gården har været anvendt i vinproduktion i langt længere tid … på flasken står der faktisk 1694.

Efter Anthonijs død i en bilulykke i 2001 blev driften vingården overtaget af Anthonij Ruperts bror Johann Ruperts, som opkaldte vinhuset efter sin afdøde bror.

Johann og Anthonij var sønner af Anton Rupert, der var en stor filantrop og grundlægger af et imperium bestående af destillerier, bryggerier, vingårde samt en portefølje af luksus mærker, så som Cartier, Dunhill, Piaget og Montblanc.

Johann bestyrede tidligere salget af luksus varerne, mens hans bror Anthonij og søster Hanneli tog sig af vingårdene L’Ormarins, Rupert, Rupert & Rothschild og La Motte.

I dag er Johann fortsat stor aktionær i foretagenet, som nu hedder Richemont Group og omfatter Cartier, IWC, Piaget, Dunhill, Montblanc, Chloé, Panerai og mange andre kendte mærkevarer.

Derudover ejer han altså også Rubert Wines, som omfatter vinhuse/brands som Cape of Good Hope, L’Ormarins, Terra del Capo, Protea og så selvfølgelig Anthonij Rupert.

Husets vinmarker er fordelt på L’Ormarins i Franschhoek, Rooderust i Darling, Riebeeksrivier i Swartland og Altima det øde Elandskloof. Samlet har vinhuset over 250 hektar vinmarker i de to områder. Og derudover omfatter driften også Franschhoek Motor Museum med 80 gamle veteranbiler.

Denne L’Ormarins Brut Classique er lavet på et mix af 57% Chardonnay og 43% Pinot Noir, hvor Pinot Noir druerne kommer fra vinmarker i 178-188 meters højde ved Altima i Elandskloof.

Chardonnay druerne kommer fra vinmarker ved Rooderust, hvor der er masser af skifer og let i undergrunden. Efter en manuel høst presses druerne og saften fra 1. og 2. pres holdes adskilt. Derefter er den bundfældet og gæring sket i rustfrie ståltanke.

Derefter er der vinen sammenstukket, filtreret og aftapning på flaske er sket før andengæringen med over 2-4 års flaskemodning inden endelig degorgering med en sødlig dosage. Derefter lagrer vinen yderligere 3 måneder inden frigivelse.

I næsen er det virkelig en tør vin, hvor der først og fremmest springer masser af nødder frem, ristede hasselnødder, gær, skal fra appelsiner, knuste og moste æbler, citroner og lidt blomsterpollen, nogle saltede mineralske noter og samlet meget frisk.

Smagen er også frisk og boblerne meget intense og endda lidt småaggressive, hvor der omgående kommer grønne, sure æbler frem sammen med citroner og lidt grape. Det napper med frisk og letbitter smag, hvor syren samlet set er meget styrende, markant samt ret gennemgående. Det er sgu ikke ret ringe. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Ayler Riesling Schieferstein Feinherb, Mosel, Tyskland

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Ayler Riesling Schieferstein Feinherb, Mosel, TysklandMed næste vin fra Margarethenhof Weingut Weber har vi fat i en Ortswein, men fortsat med en smule sødme, for det er en 2021 Ayler Riesling Schieferstein Feinherb.

Her kommer Riesling druerne udelukkende fra de skiferholdig vinmarker, hvor druerne høstes med håndkraft. Derefter er de så fodtrampet  og efterladt 12 timer natten over inden endelig presning og så en spontangæring alene med druernes egne gærceller.

Håndplukket, omhyggelig forarbejdning af druerne, mos presset med fødder, delvis efterladt natten over 12 timer, spontangæret i rustfrie ståltanke og så blot lagret der en periode. Det er en Feinherb og den har 17,9 gram restsukker pr. liter.

Igen er der sødme i duften, men har faktiske nogle af de samme aromaer som foregående Kabinett. Igen er der meloner, pærer og modne, gule æbler, mango, svage antræk til petroleum og så igen stearin, glycerin samt ganske svagt lidt nødder.

I munden er vinen mere let-til-bens end Kabinett’en, da syren er mere dansende, mens sødmen samtidig virker mere let, afdæmpet og frisk. Frugten er heller ikke så tung, men man får fortsat masser af Mosel karakter og venlighed. 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Riesling Kabinett, Mosel, TysklandMargarethenhof Weingut Weber er en lille familiedrevet vingård i  Ayl an der  Saar, altså tæt ved Mosels biflod Saar, så derfra smager jeg nu 2 vine og starter med en 2021 Riesling Kabinett.

Vingården blev i 1986 af Jürgen og Dorothee Weber, som den 3. generation, men siden år 2000 har sønnen Nicolas Weber været med i driften og har med mange nye idéer og inspiration langsomt overtaget rorpinden, for med stor vilje til at eksperimentere forsøger han at kombinere tradition og modernitet.

Margarethenhof Weingut Weber har sammenlagt 20 hektar vinmarker ligeligt fordelt mellem området langs Saar og den sydlige del af Mosel. De har bl.a. nogle af deres marker på den kendte stejle skråning Ayler Kupp.Der består jordbunden hovedsageligt af skifer og kalk.

På markerne dyrkes der Riesling, Ebling, Weissburgunder, Auxerrois, Grauburgunder og Spätburgunder

I kælderen har vingården et moderne state-of-the-art vineri med temperaturkontrollerede tanke, hvor Nicolas Weber kan lave sine frugtdrevne, lyse, friske, mineralske og krydrede vine.

Her smager vi husets Riesling Kabinett … en Gutsriesling, hvor alle druerne primært kommer fra flere af husets marker.  De er plukket manuelt, hvorefter alle klaser presses hele, mens gæringen er sket spontant i rustfri ståltanke, hvor vinen også er lagret kort tid … en sødere vin med en alkohol på 8%.

Duftmæssigt er der bestemt Mosel Riesling sødme, men også let petroleum,  virker luftig med noget melon, fersken, pærer, stearinlys samt grønne blade og en kalket mineralitet.

I munden er det læskende saftigt med pæn sødme, så vi næsten nærmer os dessertvin, men den har en syre, som er gennemgående, fin og frisk, hvilket sikrer vinen rygrad. Frugten er mest eksotisk med fersken, mango, multifrugtjuice, æbler og lidt citron. 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USA

2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USAVi har før på Houlbergs Vinblog stødt på Purple Wine Company aka Purple Brands, der står bag masser af brands i USA … som fx Pico & Vine, hvorfra jeg smager en 2020 Chardonnay.

Vinkoncernen liger i Graton 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i Californien og er en stor historie. Udover produktionsfaciliteterne i Graton har de også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Cryptic, Calista, Raeburn,  Rampage,  Wheelhouse, Avalon, Lucky Star, Zynthesis, Scattered Peaks, Randall-Monroe, Four Vines, Shiloh Road Winery, Bex og endelig Pico & Vine.

Denne 2020 Pico & Vine Chardonnay er lavet på druer fra nogle kystnære marker i Sonoma County. Druerne høstes i de kølige natte- og morgentimer, så de ankommer friske til vineriet. Efter skånsom presning gærer mosten temperaturstyret på ståltank med burgundiske gærstammer.

En del af vinen gennemgår malolaktiske gæring og efter endt fermentering er vinen lagret flere måneder på franske egetræsfade, heraf 30% helt nye fade,

Duften er bare så vild eksotisk … mango, papaya, tørret abrikos, ananas, dåsepærer og noget fortegnet i sine aromaer, der virker en smule overdrevne, frembusende og endimensionel. Det er venlighed med bredt amerikanergrin og pæn facade.

I munden er det samme historie med dåsepærer, pæresaft fra dåsen samt mango- eller multifrugtjuice. Sødmen er for mig i den høje ende og alligevel er det en rund, cremet, sød, smørret, olieret, pleasende, poleret og ganske saftig Chardonnay med søde krydderier, lidt  spidskommen, peber og lav syre. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje El Valao, Bierzo, Spanien

2020 Vinos Valtuille, Pago de Valdoneje El Valao, Bierzo, SpanienFor et år siden smagte jeg denne Mencía Bierzo vin første gang og var glad. Det bliver jeg igen med den nyere årgang 2020 af Pago de Valdoneje El Valao fra vinhuset Vinos Valtuille.

Vinhuset ligger i den lille by Valtuille de Abajo i Bierzo området og blev grundlagt i 1999 af Dimas García, men det drives i dag af to af Dimas’ og Isabels fire børn … nemlig Elena og Marcos García.

Men familien har skam lavet vin siden 1910, hvor bl.a. Marcos bedstefar Antonio købte en gård og var allerede dengang dedikeret til at lave vine på Mencía druen, hvilket også betyder, at familien i dag kan prale af vinmarker med tussegamle vinstokke på druen.

Vinos Valtuille har samlet omkring 15 hektar gamle vinmarker, der alle sammen ligger ved Valtuille de Abajo. Det er som nævnt i Bierzo området i vinregionen Castilla y León … ja faktisk ligger Valtuille de Abajo i den nordvestligste del af regionen på grænsen til Galicien.

Markerne ligger i 500-700 meters højde og jordbunden består hovedsageligt af ler, der giver optimale forhold for modningen af druerne. Filosofien hos Vinos Valtuille er klart at lave vine via godt arbejde … både ved pleje af jorden og i deres vineri, som ligger i helt nybyggede lokaler med en underjordisk kælder til lagring af alle vinene.

Denne Pago de Valdoneje El Valao er lavet på ren Mencia, som kommer fra marken Finca el Valao, hvor vinstokkene er omkring 90 år gamle og giver et begrænset udbytte på 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er gæret i rustfrie stålkar med en kapacitet på 1.000 liter og ved omkring 28 grader, hvorefter har fået malolaktisk gæring og er lagret 6-8 måneder på brugte, franske egefade.

Hvor er duften overraskende meget lettere, end jeg lige havde forventet og endda også lettere og lysere end 2019’eren og hele balladen starter med bondske og mælkede noter, saftige kirsebær, jordbær, brombær, vilde skovbær, fennikel, grønne stilke, blomster, kaktuspiller, røg … og ellers bare WAUW.

Smagen er saftig og læskende, igen er der godt med kirsebær, blåbær, hindbær … men frugten virker ret frisk, men også tør og blomstret med strenge og lyse tanniner. Der er næsten også noget bitter lemon, rank, spændstig og så bare med stor drikkevenlighed. Hvor er det bare en smuk, lys og saftig Mencía … virkelig lækkerier og til prisen et lille scoop. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2018 Di Sipio, Montepulciano d'Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienVi skal nu atter for en stund tilbage til smukke og dygtige Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen i Abruzzo … og nu er det med en 2018 Montepulciano d’Abruzzo Riserva.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. hendes almindelige Montepulciano d’Abruzzo, men aldrig hendes Riserva. Den mere almindelige har jeg endda smagt i både årgang 2013, 2014 og 2015 og første gang skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio. Nu kigger jeg i stedet på denne Riserva fra årgang 2018.

Montepulciano druerne kommer fra vinstokke, der er plantet i omkring 300 meters højde over havets overflade. Druerne høstes i hånden og bringes med det samme tilbage til vingården, hvor Giulia herefter kun udvælger de bedste druer. Mosten macererer længe på skindet, og dette ses tydeligt på den mørke og ekstrakteret farve den færdige vin får. Vinen lagrer både på ståltank og fad.

I glasset er det en mørk og kraftig vin … og det er duften skam også, for der er både kirsebær, hindbær og blommer med en lidt fyldige og marmeladeagtige side, men det opvejes til fulde af en luftig, let og fin syre, blomster, violer og en næsten nebbiolosk strenghed. Men der er også noget svag fadpræg med vådt træ, kakao, ristede noter og kaffegrums og let vanilje.

Smagsmæssigt har vinen en lidt vamset og syltetøjsagtig fornemmelse, en moden, mørk og solmoden frugt med brede hofter, små deller og sødlig fedme, men samtidig har vinen en stor tørhed og den går også igennem i tanninerne, der får munden til at tørre ud i et kort øjeblik. Igen er det syren, der holder vinen så fint balanceret med stor længde i eftersmagen. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Tiraki Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2021 Tiraki Wines, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandDa Tiraki Wines egentlig kun laver 2 vine, så smagte jeg også den anden og det er denne røde på Pinot Noir.

Her har vinmageren Josh Hammond lavet vinen med druer, der er manuelt høstet fra Tiraki’s egne marker fra Oldstone Vineyard.

Vinen er lavet med 10% hele klaser og spontangæring alene med druernes egne gærceller over 24 dage. Derefter er der sket presning og vinen er lagret 11 måneder på franske egefade, hvoraf 20% er nye fade.

Der er duftmæssigt godt med grønne urter, hækplanter og lidt eukalyptus, mens frugten er knuste hindbær, rabarber, tranebær og lyse kirsebær, meget frisk … har lidt blæk, violer, allehånde, nelliker, tørt træ, saltlakrids samt kakaopulver.

Smagen er også ganske grøn med en lys frugt af hindbær, blommer, kirsebær og ribsgele. Der er peber, nelliker og godt med friske urter,  masser af lemonagtig bitterhed i syren, grønlige tanniner og det giver en frisk, skarp og bittersyrlig vin med rank karakter, så det bliver dermed 90 point.

Forhandles af Globalwines, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 166,50 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Tiraki Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2022 Tiraki Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandVi fortsætter down under, men hopper lige til Marlborough i New Zealand, hvor vi i Wairau finder vinhuset Tiraki Wines og derfra smager jeg først deres 2022 Sauvignon Blanc.

Vingården er grundlagt helt tilbage i 1870 og har i alle årene været ejet af Hammond familien og i dag er det med forældrene Lynne og Rob Hammond samt børnene Josh, Tyler og EllaRose Hammond i spidsen.

Gennem alle generationerne har familien været vinavlere og blot solgt deres druer til sælge til store vinegårde, hvor de indgik i deres produktion af vin, men under pandemien i 2020, så kom de 3 børn så hjem til vingården … og de blev enige om at prøve at lave vin selv af de druer, som de plejede at sælge.

De besluttede at kalde vinhuset Tiraki, som er maori for clearing of the sky. Tiraki hylder således det lokale maorinavn for Marlborough Kei Puta te Wairau eller Hul i himlen over Wairau. Dette er vigtigt for Tiraki i betragtning af deres maori-arv og langvarige familieforbindelse med regionen og området.

Siden starten har de så lavet vine fra nogle  deres i alt 260 hektar vinmarker … indtil videre kun 2 vine, nemlig denne Sauvignon Blanc og en Pinot Noir … så formentlig sælger vingården også fortsat nogle druer til andre producenter.

Denne Sauvignon Blanc er laver med gæring på rustfrie ståltanke med udvalgte gærstammer og efter endt fermentering er vinen så lagret kortvarigt i ståltankene sur lie … altså på bærmen.

Duftmæssigt en skarp og arketypisk Sauvignon Blanc, hvor der både er tomatstilke, grøn peber, kiwi, græs, stikkelsbær, grape, melon, røg, let københavnerstang eller hyld … egentlig meget præcis uden at den bliver hysterisk Sauvignon Blanc skarp.

Smagen er mere tropisk eller eksotisk med både abrikos, fersken, mango, hyld, masser af æblesaft og så alligevel en god friskhed fra grape, bitter lemon samt citroner. Det er smukt balanceret og bliver aldrig hverken hylende skingert eller for blød og eksotisk. Dermed bliver det en vin, som rigtigt mange vil knuselske. 92 point.

Forhandles af Globalwines, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 125 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger