Når man nu er i boblende humør og på vej til koncert, hvorfor så ikke skyde proppen af endnu en flaske champagne? Det blev løst med denne Brut Millésime 2012 fra champagnehuset P. Louis Martin aka Champagne Paul Louis Martin.
Champagnehuset Paul Louis Martin ligger i Bouzy og blev grundlagt i 1864. Louis Martin var en ihærdig vinmager og var også med til at skifte det lokale kooperativ i Bouzy og var således kooperativets første præsident, mens hans søn Paul Louis Martin videreførte familieforetagendet, som udover champagner også lavede rødvine og Marc.
I dag har hans datter Francine Rapeneau overtaget og driver champagnehuset sammen med sønnen Vincent. Huset er dog nu en del af G.H. Martel & Co gruppen, da Francine i midten af 1970’erne blev gift med Jean-Francois Rapeneau fra den traditionsrige champagnefamilie.
Med en årlig produktion omkring 8 millioner flasker champagne er G.H. Martel & Co den 7. største producent i hele Champagne, hvor de selv råder over 200 hektar vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar marker.
Men selve P. Louis Martin har selv alene 18 hektar marker ved Bouzy i det sydlige Montagne de Reims og er en såkaldt récoltant-manipulant … altså producent, der alene fremstiller champagne fra egne vinmarker. Markerne er alle stejle, sydvendte og relativt højtbeliggende med kridtholdig undergrund.
Denne Brut Millésime 2012 er lavet på 60 % Chardonnay og 40 % Pinot Meunier. Førstegæringen er sket på rustfrie ståltanke og vinen er flasket i 2013 … formentlig efter lidt fadlagning? Derefter er selve andengæring sket på flaske med en lagring i hele 90 måneder inden degorgering i 2021.
Næsen er virkelig interessant … landlig, aromatisk, pirrende med små bio-mødding-urtede noter, god dybde, små fagnoter, vanilje, dej, ristet brød, ristede hasselnødder, lidt Nutella og masser af rugbrød, mens frugten nærmest er pærer, fersken og med en lidt dekadent modenhed. Det er bare kompleks, interessant og med mange lag.
Smagen er så slot balanceret … rund, men alligevel med en stringent syre, en afdæmpet bitterhed, masser af grønne æbler, lemon, grape og en syrlig saftighed. Boblerne er små og medvirker til en blød og cremet smag. Det er som om, at alt er doseret så flot og jeg synes vinen er toplækker.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 529,95 kr., men kan fås til 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.