Tag-arkiv: Italien

2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienTid til selvforkælelse efter at ha’ brugt over en uge af ferien på at pille mit gamle køkken ned, hakke klinker op, skrabe tapet af, pudse vægge … part 1 af et forhåbentlig fedt nyt køkken. Og efter sådan en indsats fortjener man lidt godt vin, fx en Barolo Gramolere fra Azienda Agricola Manzone Giovanni.

Vinhuset Giovanni Manzone blev etableret i 1925, da den unge Giovanni Manzone købte Monforte d’Alba ejendommen Ciabot del Preve, som tidligere havde været residens for sognekontoret i den nærliggende by Castelletto.

De startede med det samme med at lave vine og opkøbte i løbet af de kommende år også parceller på Castelletto samt Gramolere … to af de bedste marker i Monforte d’Alba.

I dag drives vingården af Mauro Manzone som 4. generation, dog fortsat med hjælp fra sin far, der – som grundlæggeren – også hedder Giovanni Manzone. Allerede i 2005 startede Mauro med at hjælpe sin far med vinfremstillingen, men det er fortsat gammelfar, som bestemmer i de afgørende beslutninger.

Mauro Manzone er ellers godt uddannet som ønolog fra Scuola enologica di Alba, den lokale, berømte vinskole.

Manzone familie har samlet 8,5 hektar marker, som ligger i 450 meters højde og giver en beskeden produktion på omkring 50.000 flasker vin hvert år og der anvendes alene druer fra egne marker.

Der fokuseres udelukkende på topkvalitet med bl.a. et pænt lavt høstudbytte og samtidig arbejdes der udelukkende efter økologiske principper i markerne uden brug  af pesticider eller kunstgødning, mens alle vinene tappes uden klaring eller filtrering, ligesom der udelukkende tilsættes kun et minimum af svovl.

Sanlet producerer Manzone omkring 9 forskellige vine lige fra Dolcetto, Barbera, Langhe Nebbiolo til 4 forskellige Barolo’er, nemlig denne Gramolere og en Gramolere Riserva fra deres bedste mark, som klart er Gramolere. Riservaen laves kun i de bedste år og  anvender alene den allerbedste frugt.

Så er der Barolo Bricat, som også er lavet med druer fra Gramolere marken, blot fra nogle af de ældste vinstokke på den øverste del af marken. Endelig er der Barolo Castelletto fra deres 1 hektar store parcel på  Castelletto marken.

Barolo vinene fra Giovanni Manzone har igennem tiden fået et utal af 3 glas fra Gambero Rosso og flotte scores fra både Decanter, Wine Spectator og Robert Parker’s Wine Advocate.

Med denne 2015 Barolo Gramolere er Nebbiolo druerne høstet i starten af oktober. Gæring og maceration sker over 30-40 dage ved 28-31 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 egefade og efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 10 måneder.

Duftmæssigt bliver du omgående glad … virkelig typisk Barolo duftnoter med lettere moden og let frugt, tørrede rosenblade, læder, fennikel, lakridsrod, lakrids, nogle umodne kirsebær, hindbær, et glas aspirin hovedpinepiller, masser af stram italiensk syre, bagepulver samt en håndfuld grønne blade. Vildt tiltrækkende.

I munden er det fortsat en ung Barolo med masser af syre, lys og spændstig i strukturen. Der er unge tanniner, men de bider egentlig ikke vildt, selvom mundhulen tørrer noget ud. Der er ribs, umodne blommer, meget let, lys og ung, men samtidig meget venlig og totalt imødekommende og tjenstvillig. Det hænger vildt godt sammen her allerede i en ung alder. Der er god længde i eftersmagen med både syre samt en smule bitterhed … det smager sgu godt, selvom det endnu er meget ungt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2004 Andrea Oberto, Barolo Albarella, Piemonte, Italien

2004 Andrea Oberto, Barolo Albarella, Piemonte, ItalienJan blev ved med at servere den ene perle efter den anden, som nu fx denne Barolo Albarella fra Andrea Oberto … en af de gode modernistiske producenter i Barololand.

Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar marker, som han havde arvet fra sin far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin fuldstændigt. Og de 3 hektar marker er nu blevet til 16 hektar, mens den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet, og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Dolcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo Albarella er én af husets topvine.

Deres topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche dell’Annunziata og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 1,1 hektar. På Albarella marken er Nebbiolo vinstokkene 35 år gamle.

Vinen laves med en macerationstid på 350 timer … det svarer vel til et par uger, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på nye barriques, 2 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Dermed klart modernistisk stil … og det kan faktisk smages i vinen med det samme. Der laves årligt 5.200 flasker af denne vin.

Duften er dejlig kompleks … masser af velduft vælter faktisk op af glasset og klart til den lidt mørkere side af Barolo’erne. Der er både brombær, blommer, bløde og gærede bær, Blå Gajol, engelsk lakrids, jernbanesveller, tobak, læder, tørrede blomster, eg, fadpræg, kanel og nedenunder fornemmes også klart en vis syrlighed i frugten. Det dufter sgu monstergodt.

Smagsmæssigt er det også en mørk og fyldigere Barolo, men for pokker hvor er det blødt og lækkert. Der er power i vinen, men der er også en fin, struktureret syre, flotte integrerede tanniner samt en læskende side, som bare gør vinen lækker og virkelig nem at drikke. Det er til at blive glad i låget af … monsterfin Barolo, som også har haft nogle år til at modne.

Forhandles i dag bl.a. hos Smalle Vine, hvor en 2015 pt. er udsolgt, men tidligere er solgt på bud til 299 kr. mod en førpris på 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    

2010 Bel Colle, Barolo Monvigliero, Piemonte, Italien

2010 Bel Colle, Barolo Monvigliero, Piemonte, ItalienNæste vin var også italiensk, nemlig en fin 2010 Barolo Monvigliero fra vinhuset Bel Colle, der ligger lige mellem Castagni og Verduno i Piemonte.

Bel Colle er et nyere vinhus, der er grundlagt i 1976 af brødrene Franco og Carlo Pontiglione  samt Giuseppe Priola. I 2015 blev Bel Colle imidlertid købt af Bosio Family Estates, der ligger længere mod nordøst i Santo Stefano Belbo og i 4 generationer har produceret vin. Og siden købet har Luca Bosio haft  ansvaret for arbejdet i kælderen i samarbejde med vinmageren Mario Albrito.

Før overtagelsen lavede Pontiglione  brødrene og Giuseppe Priola vinene sammen med ønologen Paolo Torchio, der var ansvarlig for vinproduktionen fra 1980 og frem til salget af vingården i 2015, så denne Barolo Monvigliero er faktisk lavet af Paolo Torchio.

Bel Colle har selv omkring 8 hektar vinmarker og køber derudover samtidig også druer fra en række vinavlere, så den årlige produktion ligger på omkring 150.000 flasker. Vinmarkerne ligger i og omkring Verduno tæt på La Morra i den nordvestlige del af Barolo appellationen.

Husets marker ligger nærmest i et naturligt amfiteater i 220-310 meters højde, har en perfekt eksponering mod sydvest og bader i sol om eftermiddagen. Monvigliero marken på samlet 25,5 hektar er i dag blev kult og anses for at være en af Barolo områdets absolut bedste marker. Bel Colle har 1,35 hektar på Monvigliero.

Luca Bosios filosofi i kælderen er at benytte en blanding af de store, traditionelle slavonske fade samt nye og gamle franske barriques og han tilpasser fadtyperne og -lagringen alt efter årgangens karakter.

Barolo Monvigliero er lavet med druer fra 25-årige vinstokke, som efter høsten presses, hvorefter mosten macererer koldt med tøris inden gæring i temperaturstyrede ståltanke. Maceration og gæring varer 15 dage, hvorefter vinen har lagret 36 måneder på franske barriques og derefter nogle måneder på flaske.

Duftmæssigt er det en meget stærk og udtryksfuld vin … klart modernistisk i udtrykket med rød, dyb frugt, mørke bær, brombær, næsten gæret i frugten, flæsk, mejeri, læder, kaffe, røget kød, tjære, asfalt, tobak, dybe balsamiske noter og godt med fad og lidt peber.

Smagen er næsten dyrisk animalsk, meget intens med en lidt hård frugt … samtidig meget frisk frugt og så godt med tanniner. Vinen er fortsat til den lettere side, men virkelig tør, tannisk og samtidig pænt stærk i smagen. Frugten har en snas sødme, men samtidig også noget bitterhed, mentol og peber.

Forhandles bl.a. af Østerbro Vin, hvor en flaske i årgang 2014 koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Tenuta di Aglaea, Annacare, Sicilien, Italien

2012 Tenuta di Aglaea, Annacare, Sicilien, ItalienJan havde sidst i maj været til Distintos smagning med Anne-Louise Mikkelsen fra Tenuta di Aglaea på R9 vinbar/-butikken i Rømersgade i København. Det er måske derfra, at han havde købt denne 2012 Annacare.

Jeg er pjattet med Anne-Louise og hendes vine fra Sicilien. Hun er sgu en sej ung dansk kvinde og dygtig vinmager. Jeg har også skrevet lidt om hende og hendes vinhus, sidst da jeg smagte en 2008 N*Anticchia og dengang skrev jeg faktisk lidt sammen med Anne-Louise på email for at sikre, at jeg også fik historien om vinhuset helt korrekt. Så vil du vide mere om den danske vinmagerinde på Siclien, så læs det gamle indlæg.

Annacare er samme vin som N*Anticchia … men i 2012 ændrede hun navnet på vinen. Annacare betyder på siciliansk dialekt at lulle eller vugge en baby i armene og er givet til ære for Anne-Louises lille søn, der blev født samme år som vinen første gang blev aftappet.

Det er ren Nerello Mascalese på 70-100 år gamle vinstokke. Efter høsten så sker gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering sker malolaktisk gæring på egefade, hvor vinen også er lagret i 18 måneder. Lagringen sker på franske barriques, heraf er halvdelen helt nye. Efter aftapning på flaske er vinen lagret 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er vildt animalsk, landlig vild … næsten naturvinsagtig med både mødding, søde bolsjer, våde fade og let urtet, mens frugten er overmodne sorte kirsebær, blommer, kridt, kul, røg, kolde sten, lidt svovl, fernis, timian og en markant æterisk syre. Det er både elegant, let og kraftfuld næse … man bliver begejstret.

I munden er vinen olieret med let peber, kirsebær, tranebær, nogle bitre bær og samlet virker frugten totalt vild. Syren er sådan rigtigt italiensk med masser af tanniner, tørhed og perfektionistisk syre, rå og nærmest utæmmet, kraft og vild frisk. Smagen er mælket, cremet med grafit, power og rå kraft, mens frugten fortsat er i den fine og lettere boldgade … det kan Nerello Mascalese virkelig. I unge Anne-Louises hænder er druen behandlet som en rigtig dronning … og viser sig koket frem som en smuk madonna.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Pasqua Vigneti e Cantine, Rosé Vino Frizzante, Veneto, Italien

2019 Pasqua Vigneti e Cantine, Rosé Vino Frizzante, Veneto, ItalienI forhold til forrige rosé, så er denne Rosé Vino Frizzante fra Pasqua Vigneti e Cantine noget bleg om næbet. Det gælder både i farve og smag.

Pasqua Vigneti e Cantines er grundlagt i 1925 af Pasqua-brødrene og ligger ved San Felice lige nord for Verona. Det startede egentlig med at de to brødre kom fra Apulien til Venero, hvor de åbnede en vinforretning, hvor de solgte vine fra deres hjemegn. Men i løbet af nogle år besluttede de, at købe deres egen vingård og selv lave vin, hvorfor de købte lidt vinmarker nord for Verona.

I 1960’erne videreførte Umberto Pasqua – 2. generation af Pasqua familien vinhuset, hvor de bl.a. begyndte af eksporteres deres vine, men siden 2014 har det været 3. generation med Riccardo Pasqua som leder sammen med Alessandro, Cecilia og Giovanni Pasqua.

Det er også Riccardo, som stod bag byggeriet af et nyt hovedkvarter og et produktionsanlæg i San Felice i midt 2000’erne. Og siden den 3. generation overtog, så er Pasqua Vigneti e Cantine faktisk blevet en stor historie.

Pasqua har selv 300 hektar vinmarker, men derudover opkøbes der også druer hos andre vinavlere, for deres produktion ligger årligt på ikke mindre end 14-15 millioner flaske vin. Deres egne marker er bl.a. San Felice, Mizzole, Mattaranetta, Montorio Castle, Montevegro, Vigneto Monte Calvarina og Poiano.

De ejer også selv den amerikanske importør ​​Pasqua Usa LLC i New York og købte i 2017 også den kinesiske importør, der grundlagde Pasqua Asia Ltd med base i Dalian. Derudover har de også købt Mazara del Vallo i Trapani i det vestlige Sicilien.

Denne Rosé Vino Frizzante er lavet på et mix af både Pinot Nero, Pinot Bianco og Chardonnay. Vinen er lavet ved, at druerne først er knust, hvorefter der sker en let maceration over 4-5 timer inden gæring med udvalgt gær ved 16-18 grader. Derefter er vinen så lagret en kortere periode i ståltankene.

Duftmæssigt er vi sådan ovre i lidt kirsebær, hindbær, banan … umiddelbart til den noget neutrale side, så jeg har faktisk ret svært ved at fange flere duftnoter. Der er kun blide bobler i vinen, men det er jo også alene en Frizzante, men til gengæld er vinen slet ikke så sød, som man kunne frygte. Der er godt med sure æbler, citroner, tranebær samt svagt en smule havtorn. Man smager ikke de 10,5 gram restsukker, men i der er i stedet lidt bitterhed, jern og en kedelig overfladisk eftersmag.

Købt i Rema 1000 til 40 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2016 Massimo Rivetti, Barbaresco, Piemonte, Italien

2016 Massimo Rivetti, Barbaresco, Piemonte, ItalienJeg havde skam lyst til mer’ Nebbiolo, så derfor måtte mit vinglas se sig fyldt med en flot Barbaresco fra Azienda Agricola Rivetti Massimo, der ligger på adressen Via Rivetti i Neive.

Massimo Rivetti er etableret i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947. Froi marken står bl.a. bag deres flotte enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og selvfølgelig også denne vin.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på den 12 hektar stor parcel på Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Siden familiens ældste søn Davide er kommet til, har man valgt at starte processen med at omlægge hele driften til et økologisk brug. Fra og med årgang 2016 har alle Rivettis vine været økologisk certificeret.

Selvom Rivetti benytter sig af en smule franske fade i produktionen, så hører familien generelt til i den traditionelle boldgade, så vinene på bedste vis kan afspejle områdets unikke forhold. Alle vine laves på forholdsvis traditionel vis med 1/3 lagring franske barrique og 2/3 på store slavonske botti.

Denne 2016 Barbaresco er altså første årgang, der er økologisk certificeret og druerne kommer fra en 2,5 hektar parcel omkring familiens ejendom … formentlig Froi, selvom det ikke fremgår. Marken ligger i omkring 380 meters højde med en sydvest vendt eksponering, indeholder en stor andel ler og kalksten, mens vinstokkene gennemsnitlig er omkring 25 år gamle.

Vinen er lavet med spontangæring på store koniske, franske egetræsfade alene med de gærceller, der naturligt forekommer fra druerne og kælderen. Macerationen er på samlet 30 dage og heraf gæring i 12-15 dage med daglig overpumpning. Vinen er derefter lagret 18 måneder på store slavonske fade af ældre dato og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor er vinen dog herlig lys, transparent teglfarvet, nærmest som lækker Pinot Noir, og derudover endda fin grumset, men op af det rare glas strømmer en dejlig aroma med kirsebær, jordbær, fennikel, lakrids, tørrede blomster, mentol, svag lidt nelliker, træ, meget blød, rund og moden i frugten, virkelig dejlig duft.

Smagen er klart i samme boldgade som duften … blød og klart med langt mere fylde end foregående Nebbiolo med langt mere fokus på kirsebær, tranebær, tørhed, træ, kalkagtige mineraler og en lille sødbitter note. Det leveres cremt, blødt og behageligt … det er voldsomt indbydende. Vi ligger lige mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr. mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2019 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienJeg elsker sgu Langhe Nebbiolo og nu har jeg atter en af slagsen i mit fine Nude Stem Zero vinglas, nemlig fra vinhuset Azienda Agricola Sottimano, der ligger på adressen Località Cottà 2  kilometer syd for Barbaresco i Neive området.

Sottimano er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med sin hustru Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften.

Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.

I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt  Pajorè marken i Treiso.

Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.

Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.

Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.

Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.

Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.

Druerne til denne Langhe Nebbiolo er deklassificerede fra de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring 14-16 måneder med 15% nye fade.

Nøj det dufter godt … det er som nyvaskede hvide lagner, lys frisk frugt, ribs, hindbær, jordbær, tranebær, te-blade, tørrede blomster, læder, en blyantstift, meget let, æterisk, lys og nærmest med smuk burgundisk lethed og totalt dragende. Jeg er totalt begejstret og den duft kan nærmest måle sig med nogle af de bedste Barolo’er eller Barbaresco’er. WAUW.

Smagen er dejlig frisk, let og syrlig med lys frugt, hindbær, jordbær, ribs, tranebær … streng som en ung Barolo, masser af italiensk syre, tynde, fine, magre og spinkle tanniner, let, feminin … mineralsk, rank, stoisk, ung, hvalpet og sindssyg stringent … uha det smager sgu godt og én af de bedste Langhe Nebbiolo’er i lang tid. WAUW igen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker, hvilket er totalt billigt for mini Barbaresco kvalitet.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Nativ, Bicento Irpinia Campi Taurasini, Campanien, Italien

2016 Nativ, Bicento Irpinia Campi Taurasini, Campanien, ItalienNår vi nu er i gang med at smådanse med de tunge drenge i sværvægtsklassen, så lad os også smage denne Bicento Irpinia Campi Taurasini fra vinhuset Nativ.

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.

Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. en Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco, den hypede Eremo San Quirico og så denne Bicento Irpinia Campi Taurasini.

Vinen er lavet på 100% Aglianico, som kommer fra 200 år gamle vinstokke og det er også derfor, at vinen hedder Bicento, der netop betyder tohundrede. Efter høsten presses druerne let, hvorefter gæring sker 20 dage i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering adskilles mosten fra skind og lagrer i franske barriques i 18 måneder.

Næsen er tør og parfumeret med lakridsrod, blomster, blåbær, blommer, hindbær, hyllebær, svesker, mentol, eukalyptus, meget støvet, tyk og med en ordentlig håndfuld krydderier, grønne grene … faktisk er duften slet ikke så kraftig og opulent, som jeg havde forventet.

Men det er smagen så til gengæld … det er en kraftig, fedladen magiterning, som er voldsom tør, har godt med fede tanniner, en tyk og mørk frugt, en fin syre, som holder dellerne oppe og dermed gør denne Bicento Irpinia Campi Taurasini en ret vellykket bombastisk motherfucker af en vin. Det er ikke for folk med svage hjerter og kræver sin mand, men de elsker også denne vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Corte Canella, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2014 Corte Canella, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienOg selvfølgelig skulle jeg da også smage Corte Canellas 17,5% alkoholrige Amarone della Valpolicella … som er husets absolutte topvin.

Vinen er lavet på 50% Corvinone, 40% Corvina, 5% Rondinella og 5% Croatina, som er høstet på familiens vinmarker ved Cellore d’Illasi og derefter  fragtet forsigtigt til vingåden i små kasser og gennemgår en streng sortering inden druerne tørres i 90 dages inden fermenteringen. Derefter er vinen lagret 36 måneder på egefade og efter aftapning på flaske yderligere 1 år.

I næsen er vinen sjovt nok mindre fyldig end deres Valpolicella Superiore, men intens som bare pokker, men på en eller anden måde også mere forfinet, mere frisk med syrlige blommer, sorte kirsebær, jordbær, dyb lakrids, peber, forfinede fadnoter, som dog er ganske afdæmpede, men der er kanel, vanilje og mælkechokolade. Der er  heldigvis slet ingen rosiner, men en frisk, bombastisk, syrerig og intens duft.

Smagsmæssigt er det en fed krasbørstig fætter, godt med peber, alkohol, masser af intens frugt, stor fed, saftig og med en vis sødme. Frugten er sorte bær, stærk og lidt af en mundfuld. Der er er lammer, et punch i maven, midt i solar plexus, en knock-out … og jeg forbliver ikke helt overbevist.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2015 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienHoulberg tester nu et par klassiske Valpolicella vine fra det lille familievinhus Corte Canella di Venturini Francesco, Veronica e Castagnedi Adriana Maria. Den første af vinene er denne Valpolicella Superiore.

Vingården er grundlagt i 2009 af Francesco Venturini og ligger i den lille landsby Cellore d’Illasi og navnet Canella stammer fra den gade, hvor vingården ligger. Francesco driver vingården sammen med sin hustru Adriana Venturini og deres to døtre Veronica og Gloria.

Det er en lille vingård og produktionen er årligt alene 15.000 flasker i alt, hvilket er fordelt med en ganske lille smule hvid Soave, men ellers røde Valpolicella og Amarone vine.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 60% Corvinone, 30% Corvina, 5% Rondinella og 5% Croatina fra Cellore d’Illasi området. Efter høst i september er druerne tørret i 50-60 dage, hvorefter der sker gæring, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Det trækker en mosterhøj alkoholprocent på 16%.

Vinen har en småfed næse, fyldig, eksplosiv med modne blommer kombineret med mørk, frisk frugt, sorte kirsebær, masser af lakrids, både sød finsk lakrids, tør engelsk lakrids, klar fadpræg med kanel, søde krydderier, læder, fin syre … opulent uden for meget bulder samtidig med frisk nerve.

I munden er det en fyldig, koncentreret vin, som fylder munden … både med stærk alkohol, men det er også eksplosion af mørk frugt, blommer, kirsebær, tør blæk og tør engelsk bitter lakrids. Det kunne godt være Amarone … koncentrationen og en rank syre er mindst på samme niveau. Det er en kraftig satan, men den er proppet med smag og syren sikrer en god sammenhæng i tingene.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7