Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2023 Weingut Spreitzer, Hallgarten Buntschiefer Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Spreitzer, Hallgarten Buntschiefer Riesling, Rheingau, TysklandNæste Riesling hos Weingut Spreitzer var søstervinen Hallgarten Buntschiefer Riesling, som vi også smagte i årgang 2023 og er ligeledes en Ortsriesling.

Riesling druerne kommer her fra nogle af de højeste beliggende vinmarker ved Hallgarten, hvor jorden er rig på farvet skifer samt kvartsit sten, der bidrager med masser er mineralitet.

Som den foregående vin, er denne også alene lavet i rustfrie ståltanke, hvor den så også er lagret en periode.

Der er lidt mere rustik bulder over denne Hallgarten Buntschiefer end hos foregående søstervin, virker mere maskulin og i næsen er det mere nøddet sammen med frisk mineralitet og en frugt, hvor der både er æbler, fersken lidt ananas og ellers citroner.

Syren er også smagsmæssigt mere maskulin … det gælder sådan også frugten, der er mere solid, stærk og atter er det pærer, æbler, æblemost og det er med en vis sødme. 90 point.

Vinen koster 12,40€ på vingården … svarende til 92 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Muschelkalk Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Muschelkalk Riesling, Rheingau, TysklandEgentlig smagte vi først en Gutsriesling hos Weingut Spreitzer, men den vin fik jeg hverken foto eller skrevet noter på, men det gjorde jeg på denne 2023 Oestricher Muschelkalk Riesling.

Druerne til vinen kommer primært fra vinstokke på de to marker Lenchen og Doosberg i Oestrich og vinen er alene lavet i rustfrie ståltanke, hvor den så også er lagret en periode.

Duftmæssigt er det en frisk, kølig og luftig vin, der er let, inderlig, har en kalket mineralitet, lidt blomster samt en rigtig blød frugt af pærer og gule æbler, lidt søde krydderier … meget tilgængelig.

I munden har vinen godt med smag … livlig, frisk og alligevel ret solid  med æblesaft, æblemost, sød grape og lemon. Der kommer igen lidt kalkede og saltede mineraler … fin syre, ren og krisp. 91 point.

Vinen koster 12,40€ på vingården … svarende til 92 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Château Tanunda, Grand Barossa Dry Riesling, Barossa Valley, Australien

2023 Château Tanunda, Grand Barossa Dry Riesling, Barossa Valley, AustralienDen næste vin fra Château Tanunda er lavet af vinmageren Jeremy Ottawa og det er deres 2023 Grand Barossa Dry Riesling.

Denne gang er druesorten mere klar … ren Riesling og den er egentlig lavet på samme måde alene med vinificering i rustfrie ståltanke … kølig gæring og efter endt fermentering blot lagring i tankene en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er du heller ikke det mindste i tvivl om, at der nu er Riesling i glasset, for du mødes omgående af lidt petroleum, citrus og godt med grønne æbler. Derudover har vinen en lidt blomstret note, noget tør leret jord samt en lille smule fylde.

I munden er vinen imidlertid lidt anderledes end forventet … ikke helt så syrlig eller præcis som ventet, selvom det bestemt fortsat er indenfor skiven med æbler, citroner og frisk bid … men der kommer også lidt melon og bløde ferskner. Igen kommer der lidt blomstrede elementer og syren bliver også en kende uskarp med lidt krydret muskat … 87 point.

Forhandles i Bilka eller Føtex, hvor en kasse med 6 flasker kan fås til 474-597 kr. eller omkring 79-99,50 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7 

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Erbacher Marcobrunn Riesling Feinherb, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Erbacher Marcobrunn Riesling Feinherb, Rheingau, TysklandFra samme mark smagte vi som sidste vin hos Weingut Dr. Corvers Kauter deres Erbacher Marcobrunn Riesling Feinherb og nu i årgang 2022.

Der er som med alle de forrige ingen oplysninger om produktionen, som dog formentlig er lavet med både gæring og lagring i ståltanke og med en Feinherb så ligger vi formentlig et sted mellem 12 og 18 gram restsukker pr. liter … er oftest sødere end Halbtrocken, som ifølge de tyske regler skal ligge mellem 9 og 18 gram.

Duftmæssigt minder den meget om foregående tørre Erbacher Marcobrunn, men her er de umamiagtige noter tydeligere og der er også flere nødder … nærmest nøddekompot og frugt af fersken, gule æbler og kandiseret citron.

Det bliver i munden ikke en sød dessertvin, men fortsat en frisk Riesling. der bare lige har en kende mere frugtsødme, men fortsat har en frisk og citronagtig syre … 92 point.

Den var på vingården slet ikke på prislisten, så prisen er ukendt.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Dr. Corvers Kauter, Erbacher Marcobrunn Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Dr. Corvers Kauter, Erbacher Marcobrunn Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEfter den flotte Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir  fra Corvers Kauter, så gik vi sjovt nok tilbage til lidt Riesling og det blev en 2021 Erbacher Marcobrunn Riesling Trocken, der også er en Großes Gewächs vin.

Große Lage marken Marcobrunn ligger mellem Erbach og Hattenheim på en sydvendt skråning. Marken har sit navn fra før år 1200, hvor stedet blev kaldt markaburne – og lidt senere i 1275 markenborne, hvor marka betyder grænse og brunn en brønd, så navnet referer til en fontæne, der stod på Erbach-Hattenheim distriktsgrænsen.

Man skrev omkring år 1810 Marcobrunnen Gemarkung Erbach, som betyder Marco springvandet i Erbach-distriktet og siden har marken på dette sted haft dette navn.

Vinen er lavet som sine Großes Gewächs søstre … gæringen er sket i ståltanke, men den efter endt fermentering er lagret i ståltanke eller på egefade … det kan jeg ikke se nogle steder.

I næsen fanger jeg en smule svovl og ellers godt med petroleum, men ellers har vinen godt med umamiagtige og ristede noter af nødder og svampe og en frugt, hvor du først rammes af appelsin, grillet citron, fersken, gule æbler og en smule melon. Det toppes lige op med en buket hvide blomster.

Smagsmæssigt er der okay syre, frisk, sprød, vital og meget tiltalende med fersken, modne æbler, lemon og grape bitterhed, god dybde og nogle lidt krydrede noter. 93 point.

På vingården koster en flaske 36€ … svarende til 268 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Berg Roseneck Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Berg Roseneck Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEfter Berg Schlossberg og Berg Rottland så skulle vi selvfølgelig også smage en Großes Gewächs Riesling fra marken mellem de to, så vi smagte Corvers Kauters 2019 Rüdesheimer Berg Roseneck Riesling Trocken.

Roseneck er en Große Lage mark, der har sit navn efter de vilde rosenhække, der ofte kan findes på klippefremspringene på marken. Marken er opdelt i en østlig og en vestlig del, men vender mod syd og har sammenlagt en hældning på omkring 33%.

Igen sparsomme oplysninger om produktionen, men buddet er, at den er lavet som foregående, hvilket betyder gæring på ståltanke og en efterfølgende lagring på egefade.

Uhhh det dufter sgu også godt, virker mere varm, umamiagtig og nøddet i duften. Der er nødder, nøddeskaller, peanuts og frugt med pærer, abrikos, fersken, gule æbler og syreniveauet virker samtidig en kende mindre. Der kommer også lidt søde krydderier, vanilje og nogle hvide blomster.

Men i munden har vinen denne bedårende smeltende bløde smag, rund, lind og soft … igen med olieret touch.  Det giver en harmonisk balance med det lidt varme og så en livlig frugt og syre. Frugten er æbler, pærer, citroner og lime suppleret med mineralske noter og citronfrisk syre, mens eftersmagen også er lang. 94 point

På vingården koster en flaske 33€ … svarende til 246 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Berg Rottland Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Berg Rottland Riesling Trocken, Rheingau, TysklandRüdesheimer Berg Rottland er også nabo til Roseneck, blot en tak mod øst. Det er også Große Lage mark og hos Weingut Dr. Corvers Kauter smagte vi derfra en Rüdesheimer Berg Rottland Riesling Trocken Großes Gewächs i årgang 2020.

Vinen er lavet på samme måde som den foregående … altså med gæring i ståltanke. Der er ingen oplysninger om produktionen, men den dufter faktisk som om. at den skulle være lagret på egefade, men det står for egen regning. Der skulle dog være ret begrænset restsukker med et niveau omkring 3 gram pr. liter.

På en eller anden måde virker vinen mere afdæmpet end Berg Schlossberg, mere blød og petroleum aromaen er afløst af nogle mere olierede og terpentinske dampe. Der er således både linolie samt en frugt med æbler, citroner, lemon, kandiseret grape … er noget olieret og sluttelig kommer der lidt vanilje og lidt søde krydderier.

Smagen er frisk og smuk balanceret … der er sprøde æbler, citron, grapefrugt, grønne urter, salvie, basilikum, appelsinskal, mandarin samt en smule vaniljecreme med fin frugtsødme. Indtil videre var det klart bedste Corvers Kauter Riesling, så dermed 95 point.

På vingården koster en flaske 36€ … svarende til 268 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandWeingut Dr. Corvers Kauter skilter egentlig ikke med det, men denne Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling Trocken er faktisk en Großes Gewächs og vi smagte vinen i årgang 2020.

Rüdesheimer Berg Schlossberg er således en Große Lage mark, der har en topplacering på selve Rüdesheimer Berg og ligger lige vest for Roseneck næsten ved svinget på Rhinen på vej til Assmannshausen.

Druerne er egentlig høstet sent som en Spätlese, men er lavet i tør stil. I modsætning til den foregående, så er denne denne alene være vinificeret i ståltanke … både gæringen og den efterfølgende lagring sur lie inden endelig aftapning på flaske.

Der er duftmæssigt fra start lidt petroleum, men den fylder nu ikke så meget, for i stedet kommer der lidt æblekompot, hyben og grønne æbler, citron samt kandiseret grape og appelsinskal. Det giver noget fedme, mens syren har nerve og man fornemmer en kridtet og kalket mineralitet.

Trods den stringent syre, så er vinen smagsmæssigt blød og smelter nærmest i munden på en fyldig og saftig måde. Der er æblegrød, lidt tropisk frugt med abrikos, passionsfrugt, pærer og nogle lidt saltede elementer … virker let olieret, vild og pågående. 94 point.

På vingården koster en flaske 36€ … svarende til 268 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Oestricher Doosberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Oestricher Doosberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandNæste Riesling hos Weingut Dr. Corvers Kauter var så et niveau op til en Erste Lage vin og det var deres 2023 Oestricher Doosberg Riesling Trocken.

Druerne høstes i hånden meget omhyggeligt, derefter presses de og gæret i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er den så lagret 10 måneder på fade og den har 8 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duften er mere tæt, mere kompakt … virker også blidere i mineraliteten med kalk og kridt, hvilket giver den et nærmest blidt, lyst og feminint touch. Der er frugt med lemon, abrikoser og grønne æbler samt lidt nødder og man fornemmer faktisk også lidt fad med en behagelig sødme.

Smagen virker på en eller anden måde også lettere, mere lys og luftig, hvor frugten er både grønne og gule æbler samt godt med lemon, urter og virker samtidig saftig læskende. 92 point.

På vingården koster en flaske 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Raurenthaler Baiken Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Raurenthaler Baiken Riesling Trocken, Rheingau, TysklandVi fortsatte med Riesling bussen og for den næste vin hos Weingut Dr. Corvers Kauter blev så deres terroirwein 2023 Raurenthaler Baiken Riesling Trocken.

Raurenthaler Baiken marken har tidligere tilhørt Weingut Freiherr Langwerth von Simmern, men for nogle år tilbage åbnede de op for at sælge 15 hektar af marken, hvorved Corvers Kauter fik fat i nogle af disse marker. De ligger på en stejl og sydlige skråning af Taunusbjergene og har en jord præget af en forvitret skifersten kaldet phyllitter, der er en særlig type skifer.

Druerne høstes i hånden meget omhyggeligt og er derefter presset, gæret og lagret i rustfri ståltanke. Vinen har 5 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Dejlig duft … både noget fond og petroleum, virker til at have brede skuldre, men sådan er det jo med nogle stærke kvinder. Duften er i hvert fald lidt bred og intens med citroner, syltede citroner, mandariner, citrongræs og mynte.

Den har også en rigtig dejlig smag og virker pænt mineralsk. Der er grønne æbler, citroner, abrikos og grape og den har i det hele taget godt med frisk syre … 91 point.

På vingården koster en flaske 13,90€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7