2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, Frankrig

2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, FrankrigÅhhhh Gérard Bertrand igen fristes man næsten til at udbryde … for jeg har efterhånden en del gange været omkring den store, tidligere franske rugbyspiller og hans mange vinslotte.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac har jeg imidlertid ikke tidligere smagt, selvom den er lillesøster til vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac, som jeg til gengæld har smagt nogle gange.

Begge vine kommer dog fra Château de Villemajou, som er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde.

Château de Villemajou blev købt i 1970 af Gérards far og navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Château de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac er lavet på samme druer som storesøsteren … her er det 30% Grenache, 20% Syrah, 40% Carignan og 10% Mourvèdre. Carignan og Syrah druerne vinificeres i hele klaser med en macerationstid på 10-18 dage, mens Grenache og Mourvèdre afstilkes inden macerationen på 15-20 dage.  Vinen lagrer derefter på franske egefade 10-12 måneder inden den flaskes uden nogen form for filtrering.

Næsen er godt mørk og animalsk, Der er solbær, lakrids, kaffe, vanilje, grønne urter, en smule eucalyptus og lidt læder. I smagen er der – trods det fyldige duftindtryk – en bemærkelsesværdig god syre, godt med mørk frugt og fin balance. Ganske habil vin, men dog ikke på samme niveau som storesøsteren.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.

Rating 4/7 

N.V. Juvé y Camps, Cava Brut Rosé, Penedès, Spanien

N.V. Juvé y Camps, Cava Brut Rosé, Penedès, SpanienKunne lige få presset en lille selection smagning ved den lokale Vinspecialist ind … fleksibel er man jo. Og den startede med lidt bobler i form af denne mousserende rosé fra Juvé y Camps.

Det gamle cavahus ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år.

Huset er grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin, og siden har fokus været på de mousserende vine.

Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder Juvé y Camps til i en top moderne vingård, bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt Josep Juvé Raventós.

Druerne kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès.

Plukningen af druerne foregår 100% manuelt, og kun den frit afløbne most anvendes for at få den fineste og mest elegante saft uden unødige bitterstoffer. Yderligere er man meget skånsom med filtreringen af vinen for at bevare så meget smag og aroma som muligt.

Betegnelsen Cava dækker over spansk mousserende vin lavet på Méthode Traditionelle, som også tidligere blev kaldt for Champagne-metoden. Grundvinen tilsættes således sukker og gær, hvorpå den tappes på tykke flasker for at gennemgå andengæring i minimum ni måneder. Jo længere tid vinen får lov til at ligge, jo flere smagsnuancer og jo finere mousse vil den færdige Cava opnå.

Efter endt lagring bringes flaskerne til pupitrene, en art flaskereoler, hvor flaskerne sættes med bunden i vejret. I denne stilling vil vinens bundfald samles i flaskehalsen, som nedsænkes i minus 20 graders frysevæske. Ved nedfrysningen indkapsles bundfaldet i en isklump, som man derpå slet og ret skyder ud ved at tage kapslen af flasken og lade kulsyretrykket presse klumpen op. Afslutningsvis toppes flaskens indhold op med en likør, som alt efter mængden, der tilsættes, giver en enten tør eller sød Cava.

Druerne til denne Cava Rosé er 100% Pinot Noir og kommer fra vinmarken Fexia 1, der ligger ved vingården Espiells, som familien købte i midten af 1950’erne. Navnet Espiells kommer i øvrigt fra et mindre romersk kapel, der ligger i forlængelse af vingården. Vinen er lavet efter Méthode Traditionelle-metoden med 3 års lagring på flaske, før vinen frigives til salg, men er en non vintage … dvs. uden årgang og kan således bestå af flere årgange.

Duftmæssigt lidt urter, jordbær, grønne buske, vinblade samt en lidt nærmest overgæret aroma, nærmest som bagedej.  Smagen er blød … boblerne meget blide og der er lidt lyse bær, lemon, en bitterhed og jern i eftersmagen.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Rating 4/7 

2012 Weingut Christoph Edelbauer, Zweigelt, Kamptal, Østrig

2012 Weingut Christoph Edelbauer, Zweigelt, Kamptal, ØstrigMed næste vin er vi hos den unge og ambitiøse vinmager Christoph Edelbauer, hvis erklærede mål er at lave meget karakterfulde hvidvine samt de bedste vine på Pinot Noir i Østrig. Her har vi dog fat i en anden af den unge vinmagers rødvine, lavet på den mest udbredte røde druesort i Østrig, nemlig Zweigelt.

Weingut Christoph Edelbauer holder til i byen Langenlois i Kamptal regionen i Niederösterreich, hvor han ejer omkring 12 hektar vinmarker med en undergrund præget af bl.a. Gföhler Gneis – en bjergart, som er meget typisk for Langenlois – fed muldjord, ler samt Löss … en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af vinden.

Löss findes mange steder i verden, og disse steder er altid meget frugtbare og det er også tilfældet hos Edelbauer. Hans bedste marker er vinmarkerne Ladner, Dechant, Steinhaus, Käfertal, Haasel, Spiegel, Tal, Neuberg og Friesenrock. Christoph er stor fortaler for bæredygtig produktion, så alle markerne drives selvfølgelig økologisk.

Christoph Edelbauer grundlagde vinhuset i 2003, da han overtog ejendommen fra sine forældre og siden har han investeret i yderligere marker og et topmoderne vineri, som stod færdigt i 2013. Der er alt – helt i Edelbauers ånd – designet til at arbejde i harmoni med naturen. Der løber fx rør med frisk luft udefra ned i kælderen, så afkølingen sker uden det store ressourceforbrug.

Som nævnt sker al produktionen økologisk med AT-BIO-902 certificering, men derudover er Christoph gået endnu længere, bl.a. laver han også egen kompost til brug for gødning af vinmarkerne, hvor han også lader vilde urter gro … så måske er han allerede på vej til biodynamisk produktion?

Den bæredygtige tankegang kan også ses på Edelbauers vinflasker, hvor der ikke er etiketter på … men direkte tryk af håndskrift med vinenes navne og beskrivelser. Selv vinkasser, brevpapir og visitkort er fremstillet af FSC certificeret pap/papir, således man er sikre på, at det stammer fra ansvarligt forvaltede skove.

Samtidig er det jo også med til at profilere den dygtige og kreative vinmager … for flaskerne er sgu da ret charmende. Og på denne Zweigelt har Christoph skrevet; Mokka & dunkle Beeren … Reif und samtig mit endlosem Adgang! Altså kaffe & mørke bær samt moden og fløjlsagtig med endeløs slutning. Så ved vi jo, hvad der er i vente.

Og lad os da bare springe direkte til smagen, da jeg ikke har de store oplysninger om produktionen af vinen.

Duftmæssigt er frugten helt sikkert mere mørk end den forrige vin (Blaufränkisch) … mørke kirsebær, boysenbær, grønne buske, grene, eg, chokolade vanilje og jo … faktisk også en smule kaffe. I smagen mere sødme, nærmest med lidt kanel, mørk chokolade, mørk frugt samt lidt peber, som dog drukner en smule i sødmen.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 175 kr., men mere humane 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2009 Weingut Muenzenrieder, Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2009 Weingut Muenzenrieder, Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigPeter, ejeren fra Bistroteket virker – som alle gode kokke – glad for vin og liver op, når der bliver efterspurgt specielle vine. Jeg efterspurgte som sidste gang lidt Blaufränkisch, og fik denne gang anbefalet en fra Muenzenrieder, et hus jeg tidligere er stødt på her på bloggen.

Weingut Muenzenrieder holder til i den lille by Apetlon i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Og i byen Apetlon finder der to vinhuse med navnet Muenzenrieder, nemlig det store moderne Weingut PMC Münzenrieder, som drives af brødrene Peter und Christoph Münzenrieder samt dette, lidt mindre Weingut Muenzenrieder, som drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder.

Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn kraftfulde vine af regional karakter og stor intensitet. Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter; Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Disse har ideelle vækstbetingelser der, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, hvorved druerne nemt bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Men der er nu intet sødt ved denne Blaufränkisch fra Weingut Muenzenrieder, som helt sikkert har lagret på egefade … men ellers har jeg faktisk ikke rigtig nogen information om fremstillingen af vinen. Så i stedet tager vi da bare et direkte hovedspring ned i glasset.

Næsen er herlig aromatisk, landlig af Pommeren til … selvom Pommeren vistnok ligger i Polen og lokalt hedder Pomorskie. Der er blæk, en nærmest mørk og moden side med modne kirsebær, eg, mentol og en slags grøn-syrlig ensilage samt lidt krydderier og urter.

Smagen er pebret og krydret med jern, mineraler og godt med kirsebær. Det er syrligt, kantet og alligevel med en vis lethed og elegance … sådan. Fed vin at finde på en restaurant … sådan skal det være.

Forhandles af Vinotheket, hvor vinen koster 89 kr.

Rating 5/7  

2014 Caruso & Minini, Cusora Chardonnay, Sicilien, Italien

2014 Caruso & Minini, Cusora Chardonnay, Sicilien, ItalienPå den vestligste af den vestligste del af Sicilien finder vi byen Marsala, og lidt udenfor byen – en kende øst, ellers havner man jo i havet – ligger vinhuset Caruso e Minini, som står bag denne Cusora Chardonnay, som la familia og jeg nød tirsdag aften på Bistroteket … dette herlige spisested.

Vingården hedder reelt Terre di Giumara og er grundlagt i slutning af 1800-tallet af Antonino Caruso. Gården drives i dag af 3. generation i form af Stefano Caruso sammen med brødrene Francesco, Roberto samt Stefanos datter Giovanna Caruso.

Samlet har familien omkring 120 hektar vinmarker, som ligger i et område mellem Salemi og Marsala. Der dyrkes de grønne druesorter Inzolia, Catarratto, Grecanico, Grillo, Chardonnay, Moscato Bianco, Zibibbo og Viogner samt de røde Nero d’Avola, Perricone, Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Det er jo et område, som vinmæssigt mest er kendt for den søde Marsala dessertvin, som laves på druerne Grillo, Inzolia og Catarratto. Det er en hedvin, lidt i stil med portvin og jeg har udelukkende brugt Marsala i madlavning. Vinen har dog en lang og spændende historie, men den skal jeg ikke trætte jer med i dag.

For på Terre di Giumara er det de almindelige vine, som dominerer, selvom huset selvfølgelig laver en enkelt Marsala. Huset laver nemlig vine i 7 forskellige serier, nemlig serierne Selezioni, Naturalmente Bio, I Sicani, Cusora, Terre di Giumara, Tasari og Inoltre.

Og vinproduktionen sker i samarbejde med Minini familien, som jeg tidligere er stødt på her på bloggen. De ejer nemlig vinhuset Cantine Minini a.k.a. Cantine Francesco Minini, som ligger i Verolanuova i Lombardiet. Det drives ligeledes af en 3. generation, nemlig Mario Minini og ejer vingårde rundt over hele Italien.

Da jeg smagte en vin fra Cantine Minini var det deres Poggio delle Faine fra deres vingård i Toscana. Udover vinene fra Minini Casa Vinicola, så laver de også vine under navnene Indomito, Tank, Casa al Pruno, Destieri, Corte dei Mori samt Terre Avare. Det er vine fra både Toscana, Veneto, Abruzzo, Campanien, Puglia og Sicilien.

Både vinene Tank og Corte dei Mori fra Cantine Minini laves af druer fra området ved Marsala, og det er formentlig derfor, at familien Caruso har indgået et samarbejde med Mario Minini. Måske leverer Caruso druerne til Marios vine, måske havde Caruso brug for teknisk knowhow eller eurotunge investeringer … eller måske deler de blot samme passion og ønsker at lave bedst mulige vine. Samarbejdet mellem Stefano Caruso og Mario Minini startede i 2004.

Her har vi et resultat af dette samarbejde, nemlig en af de to vine fra Cusora serien. Den røde er en ren Cabernet Sauvignon og denne hvide er ren Chardonnay. Den er lavet med processen cryomaceration, hvilket betyder, at der inden gæringen laves en hurtig nedkøling af de afstilkede og udblødte druer i 4-12 timer ved omkring 4 grader. Og først derefter starter fermenteringen, som ved denne vin sker ved 16-18 grader i omkring 20 dage.

Denne nedkøling inden gæringen kan ske på forskellige måder, men er med til at øge vandindholdet, reducere gærstofferne og skulle bl.a. sikre blødere, fyldigere samt mere søde vine. Modstanderne af cryomaceration mener, at processen gør vinene mere ens, kedelige og at man mister enhver genkendelse af terroir i vinen. På grund af cryomacerationen er denne Cusora Chardonnay da heller ikke lagret på egefade, men alene 3 måneder på ståltank og 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er klart fersken, måske lidt pærer og ananas… meget delikat og feminin i næsen, ikke så aromatisk, men der er lidt hvide blomster og en svag sødme. I munden er vinen blid, blød, saftig og fyldig. Det er meget easygoing og vellavet vin, svag tørhed, pærer, gule blommer og et touch af noget krydret.

Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Chardonnay Hipping ***, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Chardonnay Hipping ***, Rheinhessen, TysklandDet er egentlig ikke tit, at jeg støder på tysk Chardonnay. Måske skyldes det, at jeg altid vælger Riesling, som tyskerne vel nærmest er verdensmester i at producere. Sidst jeg smagte tysk Chardonnay, da var det vistnok fra Karl H. Johner, og det var fantastisk … og hvorfor skulle tyskerne ikke også kunne lave fremragende Chardonnay?

Huff’erne – godt ord i øvrigt – laver også Chardonnay, så hvad var mere oplagt end at bestille et par flasker af husets bedste Chardonnay med 3 stjerner fra marken Niersteiner Hipping på Roter Hang med hjem? Og et fremragende valg … men det vender jeg selvfølgelig snart tilbage til.

Niersteiner Hipping ligger som sagt på det berømte Roter Hang stykke, som strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar, og selve Hipping marken ligger mellem markerne Brudersberg og Oelberg.

Huff’erne er blot et af mange vinhuse, som har parceller på Niersteiner Hipping … omkring 11 producenter har parceller der, bl.a. Weingut Heyl zu Herrnsheim, Weingut Schätzel og Weingut St. Antony, blot for at nævne nogle få.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion,

Huff’erne 3-stjernede Chardonnay er lavet på rustfrie ståltanke, men har lagret i store 500 liters egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke umiddelbart se.

Duftmæssigt overraskende lækkerhed … en lidt fed duft, virker cremet med pærer, melon, mango, smør, svag ristet toast, mandler, vanilje og et touch af lemon.

Smagen er blød, rund, fyldig og cremet med sødme. Vinen er næsten læskende og lækker. Den kan vel betegnes som værende en anelse sødere end bourgogne, men mere mineralsk end oversøisk Chardonnay. Hustruen er vild med den og jeg følger hende uden at protestere det mindste.

Købt på vingården, hvor prisen er 8,00€ … eller blot 60 kr., hvilket næsten er rent tyveri.

Rating 5/7  

2009 Gigi Rosso, Barolo Arione, Piemonte, Italien

2009 Gigi Rosso, Barolo Arione, Piemonte, ItalienFandens til arbejde med dekantering. Det blev denne Barolo Arione fra vinhuset Cantina Gigi Rosso, som fik hovedrollen i min lille test om dekantering. Og det er – som forventet – en smule bøvlet. Halvdelen af flasken er hældt på en bredbundet karaffel kl. 10.00 i formiddags … omkring 8 timer inden testen. Ikke at det nødvendigvis er særlig bøvlet … for det kræver blot lidt planlægning.

Men det er besværligt, at en karaffel passer ikke ind i et køleskab, når man nu engang kan li’ at nyde vinene kølige. Okay, så tager vi den sgu ved stuetemperatur. Og så er der selvfølgelig også det med at gøre karafler rene … klokkeklar pain in the ass. Nå, men lad os ikke klynke over det, men i stedet kigge nærmere på vinhuset bag denne  Barolo inden vi tester vinen.

Cantine Gigi Rosso ligger ved Castiglione Falletto på vejen mellem Alba og Barolo. Huset er grundlagt for over 50 år siden af Gigi Rosso, men drives i dag af sønnerne Claudio og Maurizio. Det er et familieforetagende og de ejer samlet omkring 30 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Arione, Moncolombetto og Rocca e Giovino.

Og det er såmænd en sandhed med modifikationer, for familien Rosso har i 2015 nemlig solgt deres Arione marker til det store og anerkendte vinhus Giacomo Conterno (et af mine absolute vinhuse i Barolo), som i forvejen ejer marken Francia, som ligger opad Arione. Og der er ingen tvivl om, at Arione ellers var Gigi Rossos bedste mark.

Arione er et af de historiske og anerkendte vinmarker i Serralunga d’Alba. Den ligger med eksponering mod syd- og sydvest og er samtidig kendt som en af de smukkeste vinmarker i området. Tilbage i 1970’erne var det Bruno Giacosa, som lavede vin fra Arione marken. Det vides heller ikke, hvad prisen har været … selvom Giacomo Conterno sikkert har betalt en ganske pæn pris.

Før salget af Arione marken producerede Gigi Rosso omkring 250.000 flasker vin årligt fordelt på en lang række vine, dvs. vine som Barbaresco Vigneto Viglino, Barolo Riserva dell’Ulivo, Barolo Arione, Barolo Castelletto, Barolo del Comune di Serralunga, Dolcetto Moncolombetto, Dolcetto Rocca Giovina, Nebbiolo DAlba Rocca Giovino, Vino Del Buon Ricordoog Vino Del Sole … blot for at nævne nogle.

Men her har vi altså en Barolo fra den omtalte, historiske mark, lavet på rustfrie ståltanke og udelukkende med brug af druernes naturlige gær. Maceration på samlet 18-22 dage, hvorefter vinen har lagret 36 måneder på fade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

Nå, men efter 8 timer på karaffel, så lad os se, om der er forskel? Første note til mig selv omkring vinkarafler … fuck, hvor er det irriterende med de små tordenfluer, som åbenbart har samme smag i rødvin som mig. Endnu en bøvlet ting ved dekantering på vinkarafler, men jeg klør sgu på og hælder vinen op i to glas … ens glas selvfølgelig. Ingen snyd der.

Hjælper det med dekantering

I glasset er vinen svag transparent med et lidt brunligt skær, og dette endda selvom det – i Barolo øjne – er en ganske ung og viril piemontisk elegantier. Lad os derefter kaste os over aromaen. Og vi starter med indholdet fra flasken … altså den ikke dekanterede halvdel, som i næsen byder på stor tørhed, et ganske herligt støvet udtryk … nærmest som tør jord, violer, rosenblade og let mynte.

Frugten er nærmest syrlige kirsebær samt en smule letmodne blommer, lakridsrod og en nærmest balsamisk syre. Frugten virker sådan lidt moden… som om, at alderen allerede har bøjet aromaerne en smule af. I den dekanterede del en duften en smule anerledes … ikke meget, men dog en smule. Faktisk virker den dekanterede halvdel en kende kedeligere og knap så syrlig, balsamisk, nærmest endnu en kende mere moden.

Smagsmæssigt – og vi starter igen i den ikke dekanterede halvdel – er tørheden også tydelig. Der er godt med tanniner, jern, rust og en virkelig herlig syrlighed. Tanninerne sætter sig specielt på fortænderne … og ved ikke helt, hvad det er et tegn på? Synes da ellers, at jeg har børstet tænderne omhyggeligt! Frugten virker klart mørkere end frugten fra duften, men ellers er der virkelig elegance og balance … med en jernnæve. Intet under, at vinkendere sværger til Barolo.

Den dekanterede halvdel smager … akkurat som den ikke dekanterede. Helt ærligt fuldstændig ens. Jeg synes, at jeg har smagt megen vin i mit liv og efter min bedste vurdering, så er der – efter 8 timers iltning på karaffel – ingen forskel … overhovedet. Men omvendt, har det heller ikke skadet smagen. Og selvom denne Barolo alene kommer fra en lille producent, så smager det altså bare herregodt. Det er klassevin.

Forhandles hos de rare brødre hos Brdr. Schmidt Vinhandel. hvor prisen er 349 kr.

Rating 6/7 

2014 Weingut Stadt Klingenberg, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, Tyskland

2014 Weingut Stadt Klingenberg, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, TysklandSidste fredag stod den ikke på Spätburgunder, men Blauer Portugieser. Det roder the comeback Spätburgunder kid bod på denne fredag med denne Buntsandstein Spätburgunder fra Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg.

Vinhuset har jeg skrevet om nogle gange tidligere, så det skal jeg selvfølgelig spare jer for igen. Hvis du vil vide mere om Weingut Stadt Klingenberg, så søg blot på Klingenborg i søgefeltet her på bloggen.

Baltes’ Buntsandstein Spätburgunder er hans entry-level Spätburgunder, altså en Gutswein, hvorimod de tidligere smagte Klingenberg og Rück Spätburgunder begge er Ortsweine. Ikke at det behøver at betyde det store. Men lad os i stedet smage vinen for videre bedømmelse.

Næsen har den – efterhånden – velkendte Franken kant, hvor sødmen og det animalske ikke er så fremtrædende. Vinen har derimod en stram, røget, letkrydret, syrlig og mineralsk næse. Den kommer sammen med tør jord, småsten og grus, let kampfer, svag anis, syrlige bær, ribs og et strejf af grønne blade.

I munden er frugten frisk, syrerig, let pebret og har elementer af eg, ribs, mineraler og en læskende friskhed. Den er måske – min første tanke – ikke helt på niveau med de øvrige, som jeg har smagt fra Baltes, men fortsat herlig og syrerig Spätburgunder til en god pris.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 110 kr.

Rating 5/7 

Karafler og dekantering

Det fremgår af Etikettehaandbogen fra 1947, at – og jeg citerer – Man bør søge at undgaa at sætte Flasker paa Bordet, med mindre det drejer sig om en særlig god, gammel Vin. Flaskens Støvlag maa i saa Fald absolut ikke fjernes, idet dette er Vinens synlige Adelsmærke, der faar Gæsterne til at glemme selve Flasken.

Men nu er det imidlertid ikke 1947 og selvom jeg ejer hele 7 flotte vinkarafler (jo, jeg har talt efter), så må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke får dem brugt ret meget. Så der er ikke megen etikette i det houlbergske hjem i den retning. På den måde passer det vel med mine venners syn på mig. Så de fleste vinflasker ryger uden betænkeligheder på bordet direkte fra vinkøleskabet.

Jeg serverer således næsten aldrig vine i karafler og er klart alt for dårlig til at få vinene dekanteret … måske er det noget med planlægning, at det er lidt omstændigt og let bliver lidt for nørdet. Vin skal nydes … bare åbnes og nydes … hipsterstyle, living on the edge, som Mick Øgendahl vil ha’ sagt det. 1-2-3 drik.

Vinkarafler

De allerbedste vine og specielt Châteauneuf-du-Pape og Baroloer dekanterer jeg dog normalt, men efter iltningen hælder jeg dem faktisk tilbage på flaskerne …til stor skuffelse for karaflerne, som på hylderne må se sig en kende overset.

Jeg holder bestemt ellers af mine karafler, som troligt samler mere på støv end på druesaft. Okay måske en smule overdrevet, men hvor tit bruger I selv karafler? Jeg har endda også en specielt tørrepind a.k.a. forvokset piberrenser, som kan stikkes ned i karaflerne efter rengøring og fjerne det sidste snavs eller rester af vand. Den skal ikke selvfølgelig ikke snydes for et foto af … ha ha. Som Piet van Deurs ville ha’ sagt; hvad er dette?

Piperenser til vinkarafler

Vinkarafler … eller decanters, som det mere sejt hedder på udenbys, har selvfølgelig været brugt siden ruder konge var barn. Det danske ord karaffel kommer fra det arabiske ord yarrāfa eller gharāf, som direkte kan oversættes til drikkekande eller drikkebæger, men er fordansket via det spanske garrafa og franske carafa. Det blev på dansk til karaf og karaffe, men har med tiden ændret sig til det nuværende karaffel.

I vinens lange historien har drikkekander altid spillet en væsentlig rolle ved servering, bl.a. da vinen fra vinproducenterne som udgangspunkt ofte blev solgt i enten fade, demijohns eller andre store beholdere, så det var simpelthen nødvendigt med en kande, når vinen skulle serveres ved bordet.

Det var imidlertid de gamle romere, som startede med brugen af glas til deres drikkekander, som ellers ofte var lavet i enten i metal eller fajance … men det var dog imidlertid først i løbet af 1600-tallet, at vinkaraflen fremstillet af glas blev almindeligt udbredt, ofte dekoreret med slebne mønstre eller monogrammer. Englænderne forfinede senere karaflen med facetslibning og senere i 1800-tallet lavede de også diamantslebne karafler af blykrystal.

I dag findes der utallige typer af vinkarafler, som varierer i form og design. Specielt Riedel har udformet vinkarafler i de mest fantasifulde og virkelig flotte former. Enkelte endda så udspekulerede, at de – når man hælder – præcist skænker et glas vin. Men de fleste er dog udformet med det primære formål for øje … at dekantere vinen for at optimere smagen af vinen bedst muligt, og det er jo et hæderligt formål.

Piberenseren i brug

Udover at en karaffel kan præsentere vinen flot på bordet, så siger Riedel, at der grundlæggende er to årsager til, at vi skal dekantere vine. Punkt 1 skal du dekantere ældre vine for at fjerne vinsten/bundfald og punkt 2 skal du dekantere unge vine for at øge iltningen, øge kompleksitetet og åbne op for mere aroma og smag.

Riedel siger videre, at unge vine, hvilket de karakteriserer som vine under 10 år, bør åbnes og dekanteres i 8-12 timer inden de skal drikkes. Den primære årsag er, at det reducerer den kuldioxid, som er integreret i vinen under fermenteringen, og modner vinen. Det giver vinen mere frugt og en bedre integration af tanninerne i vinen.

De unge vine skal ved dekanteringen plaskes ned i karaflen, mens de ældre vine skal hældes forsigtigt på karaflen for at undgå bundfaldet … men også undgå en voldsomt øget iltningen, som højst sandsynligt ikke er nødvendig.

Den store anerkendte vinblog Winefolly foreslår, at man kan lave en speed dekantering, hvor man hælder vinen fra flaske til karaffel – og tilbage – flere gange … alternativt mellem 2 karafler. Derefter skal vinen slynges rundt i karaflen for at ilte mest muligt. .. og imens mens man venter, så foreslår de, at man drikker et glas vin. Sådan.

Hvis man er i tvivl om effekten af en dekantering, så opfordrer Riedel til at forsøge med næste flaske vin. Dekanter den ene halvdel og sammenlign derefter resultatet. Den handske griber jeg fluks og forsøger på næste vin … så skal jeg selvfølgelig nok komme med mine kommentarer her på bloggen.

Dekanteringen er ellers et område, som de såkaldte eksperter er noget uenige om. Nogen sværger til dekantering, mens andre mener vinene skal udvikle sig i glasset. I Piemonte er det meget almindeligt at ringe dagen før man kommer på besøg i en restaurant og få vinene dekanteret, så de står åbne i en helt døgn inden de nydes.

Karen MacNeil, forfatteren til vinbogen The Wine Bible (den mest sælgende vinbog i USA), er fortaler for dekantering af især meget tanninrige vine som Barolo, Bordeaux, vine fra Rhône og vine på Cabernet Sauvignon, men siger samtidig, at dekantering kan være skadeligt for mere delikate vine som Chianti og vine på Pinot Noir.

Den afdøde franske ekspert og ønolog Émile Peynaud hævdede, at iltningen af vin faktisk reducerer aromaerne, mens den britiske vinkritikker Jancis Robinson ikke mener, at dekantering af selv de mest skrøbelige vine på karaffel har nogen skadelig effekt.

Nogle eksperter mener også, at en dekantering på et par timer ikke har nogen effekt overhovedet og slet ikke kan blødgøre tanninerne, men vil tage dage eller uger. Andre er dog enige om, at dekanteringen og dermed iltningen kan ændre opfattelsen af sulfitter og andre kemiske forbindelser i vinen, hvorved vinen opfattes blødere og mere tilgængelig.

Matt Kramer fra Wine Spectator har testet dekantering af vine gennem flere årtier og han er rimelig skarp i hans vurdering, nemlig at alle vine er bedre, når de har været dekanteret … måske lige med undtagelse af mousserende vine og champagner, som selvfølgelig skal serveres direkte fra flasken. Matt siger direkte; Just pour the wine into the decanter, exposing it to some air in the process, and serve it when you like. I’ve yet to see a wine suffer for this, and I’ve seen an awful lot of wines be the better for it. Really, you can’t lose.

Omkring udformningen af karaflerne, så har Winefolly opdelt karafler i 3 typer… small, medium og large, og det er primært bunden a.k.a. rumpen, som de refererer til. En large karaffel har således bred bund, som giver en stor overflade for vinen og dermed sikrer mest muligt iltning, mens en small selvfølgelig ligger modsat.

De anbefaler small til Pinot Noir og Beaujolais, medium til Merlot, Sangiovese, Barbera, Dolcetto, Grenache og lignende samt large til Cabernet Sauvignon, Petite Sirah, Tannat, Monatrell og Tempranillo. Mærkelig nok nævner de slet ikke tanninrige vine på fx Nebbiolo.

Mine 7 vinkarafler dækker alle Winefollys kategorier … en af dem er endda en Menu Wine Breather, som flere folk har været meget begejstret for. Den falder lidt ind under kategorien vin-iltere … en slags dekanteringspropper, som skulle give samme effekt som en dekantering … blot på meget kortere tid.

Dem er jeg imidlertid ikke meget til … og synes ikke, at jeg kan konstatere en effekt ved brug af dekanteringspropper. Ved ikke, hvad jeres erfaringer er … men der melder jeg nok pas. Skal der ske en dekantering, så skal det sgu ske på gammeldags facon.

Nå, det blev en længere snak … og kun envejs – men skal jeg drage en form for konklusion, så taler alt for, at vinene skal dekanteres. No way around that. Erfarne vinfolk siger, at det giver en effekt og når restauranter i Piemonte åbner vine et døgn før gæsten kommer, så må jeg vel også overgive mig.

Så er hundrede kroner spørgsmålet jo bare, om jeg også vil få det gjort? Alternativt kan karaflerne jo ende som den på billedet nedenfor.

Alternativ anvendelse

2012 Escorihuela Gascon, 1884 Malbec Reservado, Mendoza, Argentina

2012 Escorihuela Gascon, 1884 Malbec Reservado, Mendoza, ArgentinaKender I det? Man finder nogle gange sjove eller overraskende ting i ens vinkøleskab … men man må jo selv ha’ stoppet dem derind på et tidspunkt? Det gælder lige præcis med denne 1884 Malbec Reservado fra det argentinske vinhus Escorihuela Gascon, som min lange arm i går – fuldstændigt tilfældigt, vilkårligt og på grænsen til det lemfældige – havde trukket ud af køleskabet.

Vinhuset Escorihuela Gascon ligger ved Godoy Cruz i den sydlige del af Mendoza by. De har deres vinmarker lidt længere mod syd tæt på Luján de Cuyo, nemlig ved Altamira og Agrelo. Ved Altamira har huset 78,5 hektar vinmarker i 1.200-1.300 meters højde og ved Agrelo har de 150 hektar i omkring 1.000 meters højde.

Escorihuela Gascon er et af de ældste vinhuse i Mendoza og er – totalt overraskende – grundlagt i netop år 1884, som der jo også står på denne flaske. Det var nemlig året, hvor Don Miguel Escorihuela Gascón, i en alder af blot 23 år, vendte tilbage til Argentina efter en 4 års rejse til Aragon i Spanien og købte 42 hektar jord, plantede vinstokke og grundlagde sin vingård.

Og den fik succes, hvilket bl.a. gjorde Don Miguel Escorihuela Gascón i stand til at bygge den højeste bygning i Mendoza. Det gav han ham øgenavnet El Loco Escorihuela, for man måtte da være tosset, når man byggede en ni-etagers bygning i et område, som med jævne mellemrum blev ramt af jordskæv.

Don Miguel byggede bl.a. ejendommen med blyindfattede ruder importeret fra Frankrig og den stod færdig i 1926, klar til udlejning. Et år senere ødelagde et stort jordskælv mange huse omkring Don Miguels ejendom … men den stod intakt.

Don Miguel og hans familie blev en anerkendt familie i Argentina … ikke kun for de ekstraordinære vine, men også for deres bidrag til opførelse af hospitaler. Og vingården var ejet af familien Escorihuela Gascón helt frem til 1992, hvor den blev overtaget af en gruppe af investorer, som har pustet nyt liv i den gamle, historiske vingård. Men husets topvin hedder fortsat Don … efter den gamle grundlægger.

Her har vi dog fat i en af husets billigere vin, en ren Malbec baseret vin … 1884 Malbec Reservado, formentlig primært fra husets marker i Agrelo. Vinen er lavet af vinmageren Gustavo Marin og den har lagret på 50% franske og 50% amerikanske egefade i 8 måneder. Ellers er det lidt sparsomt med oplysninger om vinen, da den – jf. husets hjemmeside – ikke længere ser ud til at indgå i deres program.

Men det er heller ikke typisk argentinsk Malbec … faktisk et pænt stykke fra. Der er slet ikke den tyngde og intensitet, som vi kender fra de bedste argentinske Malbec vine. I stedet er der en aroma fra grønne vinblade, violer, eucalyptus, kampfer, eg, urter, solbær, ribs, hyben … en virkelig nærmest syrlig side.

Smagen har også en syrlig side … meget frisk frugt med hvid peber, men særligt den syrlige smag står frem … en syrlig krydret smag. Vinen smager sådan set okay, men stor argentinsk Malbec bliver det aldrig.

Købt hos Vinoble, hvor prisen var 79 kr.

Rating 3,5/7  half_thumb

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger