Jeg kan ikke skjule, at jeg er svært begejstret for denne Nerello Cappuccio baserede Laeneo fra det sicilianske vinhus Tenuta di Fessina, der drives af den skønne Silvia Maestrelli.
Det var i juli måned, at jeg først smagte vinen i årgang 2018 og faldt på halen, men nu bliver jeg sgu opstemt igen, for nu smager jeg igen vinen … blot i årgangen tidligere, altså 2017.
Som jeg også skrev i foregående anmeldelse, så er Laeneo lavet på 100% Nerello Cappuccio fra en 1,5 hektar vinmark ved Biancavilla, som ligger i 900 meters højde og vinstokkene er plantet tilbage i 1970.
Efter manuel høst er druerne først sorteret grundigt, så afstilket og knust inden en kold premaceration i 48-72 timer ved 12 grader samt gæring i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering har vinen ligget sur lie i 5-7 dage, hvorefter vinen så flasket og lagrer mindst 1 år på flasken. Der er lavet beskedne 6.000 flasker i denne årgang 2017.
Duftmæssigt er det totalt deja-vu i forhold til 2018’eren … sådan lys, landlig, animalsk og biodynamisk Beaujolais-agtigt. Det stinker af fin, bondsk charme, krudt, ukrudt, masser af frisk lys og syrlig frugt med jordbær, kirsebær og tranebær … og endda også lidt mælkede noter og samtidig virker det lysere end Beaujolais, måske lidt Jura-agtig, men så let, smooth og stram med tør jord, læder, grønne urter og farverige blomster samt lidt blæk.
Smagen er fortsat som en lys, frisk og ubekymret glædespige, som bare glider gennem tilværelsen med lys saftighed. Det smager sgu totalt godt med en lys, feminin lethed. Vinen har ingen stor tyngde, men en lethed uden lige … helt unik, læskende og bare drønlækker. Letheden er så fin, frugten lys og frisk, mens syren er svag og fin, så jeg slutter som sidst. My kind of wine. Overrasket, overrumplet, overbevist, overglad, overklasse og overjordisk.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker. En prisbasker, der – hvis der findes bare lidt retfærdighed i denne verden – bør rives ned af hylderne.