Mr Ruby har her under COVID-19 pandemien holdt nogle fantastiske online vinsmagninger og forleden deltog jeg igen i en af disse og denne gang med den sympatiske og dygtige vinmager Johannes Jülg.
Han driver jo Weingut Jülg i byen Schweigen-Rechtenbach i det sydligste Pfalz lige op mod Alsace i Frankrig og familien Jülg har da også vinmarker på begge sider af grænsen.
Som ved forrige smagning arrangeret af Mr Ruby, så skulle vi også denne aften smage 3 forskellige vine … og her var udelukkende med fokus på Jülgs fabelagtige vine på Spätburgunder.
Det er vine, som jeg ofte har skrevet om og anmeldt her på Houlbergs Vinblog, men imidlertid havde jeg aldrig mødt Johannes Jülg, så derfor var det også ekstra spændende at være med til denne online vinsmagning og høre lidt om hans historie, tanker, erfaringer og inspiration til vinproduktionen på vingården.
Weingut Jülg
Vinhuset Weingut Jülg ligger helt præcis på hovedgaden … der Hauptstraße 1 i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og omfatter udover vineriet også en hyggelig lille Weinstube Jülg med servering i gårdhaven.
Vingården er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men Oskar synes ikke særlig meget om kvaliteten i vinene fra regionen og ville af med sødmen, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.
Han ville selv producere knastørre vine og plantede derfor vine vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til. På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay og derudover indførte Oskar også ny eg, hvilket af mange også blev anset som en stor fejl.
Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace. På kortet nedenunder kan I se, hvordan Jülgs marker strækker sig over grænseskellet.
Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande. og denne grænsesætning betød, at vinbønderne fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del.
Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle ha’ pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande. Efter Schengen aftalen, så kan man i dag heldigvis bevæge sig frit imellem de to lande uden problemer.
Desværre døde Oskar Jülg forholdsvis tidligt, så i 1984 måtte den blot 21 år unge søn Werner Jülg overtage driften af vinhuset og den tilhørende Weinstube sammen med sin kone Karin. Det var Werner, der udviklede den elegante stil, som fortsat i dag præger vinene fra vinhuset og fik sat et kæmpe præg på vinhuset.
Han var allerede uddannet vinmager og startede også med at producere sekt aka mousserende vine på gården. Han udvidede også vinkælderen med masser af franske barriques … hvilket dengang var ugleset i Tyskland, da vine lagret på de franske fade blev betragtet som atypiske og de ristede aromaer som helt forkerte.
Men via sine kontakter i Frankrig vidste Werner, at dette var den eneste måde at producere store Pinot Noir og Chardonnay vine på og i dag er denne metode jo også meget udbredt i hele Tyskland.
Da Werner jo overtog familieforetagendet, så grundlagde hans bror Peter i 1993 sin egen vingård med sin hustru Lydia i Seebach på den franske side, men kun få kilometer væk. Peters vinhus kaldes Maison Jülg og de to brødre deler deres passion for at fremstille crémants og mousserende vine med traditionel flaskegæring.
I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg der står i spidsen for driften af Weingut Jülg, hvilket dog sker i samarbejde med hans far, som – ifølge Johannes – har fuldstændig samme smag som sin søn og har givet Johannes de bedste betingelser for at drive gården.
Johannes har selvfølgelig startet med at lære fra sin far, men efter endt uddannelse som vinmageren, så tilskyndede hans far Johannes til at rejse ud og få inspiration fra andre vinmagere. Så inden han fik ansvaret på familiens vingård, så arbejdede Johannes 7 år hos en række imponerende huse, nemlig Jean Stodden i Ahr, Klaus-Peter Keller i Rheinhessen, Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.
Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.
Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog slet ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det jo lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser og vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.
De bedste marker er klart St. Paul, Sonnenberg, Springberg samt Pfarrwingert. St. Paul er reelt en del af Sonnenberg, som derudover også har nogle ganske enestående parceller, bl.a. Kammerberg samt Wormberg, men da de ligger på den franske side i französischem Staatsgebiet Wissembourg, så må disse marknavne ikke fremgå på vinene ifølge de tyske regler. Og ordnung muss sein.
Markerne er et skønt mix af tyske og franske kloner, men det vender jeg tilbage til under online smagningen, hvor Johannes Jülg fortalte en del om dette punkt.
Udover driften af vingården, som driver familien også fortsat deres weinstube med mulighed for servering i gårdhaven. Der er Johannes bedstemor … gamle frau Erika Jülg, der stadig laver maden, men mest om sommeren … om vinteren gider hun ikke.
Online smagningen og aftenens vine
Som sidste startede webinaret med, at Mr Ruby bød velkommen og lavede en kort indflyvning til vinhuset og hans samarbejde med dem siden første besøg. Jacob fortalte også en lille sjov historie, hvor han nogle dage inden denne smagning havde snakket med Johannes og spurgt ham, hvorfor de egentlig ikke var medlem af VDP?
Johannes fortalte, at man ikke bare melder sig ind i VDP, men kræver fremragende præstationer over en lang periode, men allerede samme aften blev Johannes faktisk blevet ringet op af netop Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, som ville ha’ vinhuset med som Prädikatsweingut.
Så det var en stolt Johannes Jülg, som efter Mr Rubys intro fik ordet og kunne fortælle, at de siden nyheden for 10 dage siden også havde fejret optagelsen i flere dage.
Under online smagningen skulle vi igennem 3 Spätburgunder vine, hvor alle var fra 2018 årgangen. Det var disse vine:
Jeg har tidligere smagt og anmeldt to af vinene her på Houlbergs Vinblog, så der har jeg selvfølgelig blot linket til de tidligere indlæg, mens anmeldelse af Kalkmergel Spätburgunder følger lige efter dette indlæg.
Johannes startede med at fortælle lidt om 2018 årgangen, der – som de fleste nok ved – var en meget varm årgang og endda den varmeste nogensinde hos Jülg. For at druerne ikke blev totalt overmodne, så startede de allerede høsten sidst i august … 7-10 dage tidligere end normalt.
Med den tidlige høst kunne de undgå, at druerne blev for jammy og fede, således frugten fortsat var frisk og syren høj. Hvis druerne er for modne, så er det svært at undgå, at gæringen starter med det samme og Johannes ønsker en stille og rolig start på gæringen.
Det lykkedes i 2018, selvom det måske lød som om, at Johannes var noget gladere for 2019 årgangen, så de netop nu var ved af flaske i kælderen. Men det er vist billedet mange steder i Tyskland, hvor 2019 mere regnes som et normalt og godt år.
Johannes startede med at sige lidt om den første vin, altså basisvinen, der også blot hedder Spätburgunder Trocken. Det er vigtigt for Johannes, at deres basisvin aka Gutswein afspejler det niveau, som man skal opleve fra vinhuset, så på den måde bliver vinen en slags signaturvin for ham.
Og lige præcis Jülgs stil skulle også gerne komme frem i deres basisvin. Johannes arbejder alene med 100% afstilkning, da han mener, at det giver bedst aftryk af det lokale terroir. Det giver mere fine og elegante vine, mere fullbody og Johannes ønsker tanniner fra fadene og ikke fra stilkene … eller kernerne for det sags skyld.
Tanninerne bliver simpelthen bare finere med afstilkningen, men derudover er der mange steps i produktionen, som der kan skrues på for at nå til lige præcis det ønskede niveau. Det har bl.a. også noget at gøre med, hvilke Pinot Noir kloner, som anvendes.
Jülg har både 40 år gamle tyske kloner og franske kloner, hvor Johannes mest sværger til de franske, som har mindre bær, mere sødme og samtidig også mere syre. De tyske er oftest større og ikke helt så fine, så derfor anvendes de primært i basisvinen.
I vin nummer 2 – Kalkmergel – er det en blanding fra tyske og franske kloner, mens topvinene alene er lavet på de franske kloner. På fx de 2 parceller Wormberg og Kammerberg har Jülg franske kloner og de marker er klart husets allerbedste marker.
Imidlertid må Johannes ikke anvende disse marknavne på vine på grund af den tyske lovgivning, da begge ligger på den franske side, så derfor anvender Johannes Jülg i stedet for initialerne WB eller KB på etiketterne. Og man må bare sige, at Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder denne aften bare leverede varen … faktisk var vinen endnu bedre, end da jeg sidst smagte den. En sand fryd.
Men Sonnenberg er heller ikke bare Sonnenberg, som Johannes fortalte, for der er stor forskel på de forskellige skråninger og de enkelte parceller på marken, så derfor var det selvfølgelig ønskeligt, at det kunne markeres bedre på flaskerne, men det lød ikke på Johannes som om, at han regner med, at det ændres.
Men samme problemer har Johannes’ onkel Peter Jülg på Maison Jülg i Seebach på den franske side, men Peter har slet ikke samme fokus på de røde vine, men er en mere traditionel Alsace producent,. hvor hvidvinene klart fylder mest.
Og jeg må bare sige, at 2018 Sonnenberg Warmberg var helt fabelagtigt og langt bedre end sidst jeg smagte den. Jeg har derfor – endda imod mine principper – ændret ratingen af den fra de tidligere 5,5 tomler til nu 6 tomler … det spiller sgu.
Weingut Jülg har også selv tidligere haft et hav af forskellige druer på deres marker, men de fleste er erstattet af Pinot Noir og så ellers Riesling, Chardonnay samt Weiß- og Grauburgunder. Pinot Noir aka Spätburgunder er en følsom og delikat drue, som kræver stor dygtig i kælderen. Johannes sammenlignede den lidt med en hustru, hvor den mindste fejl bliver straffet.
Jeg spurgte Johannes om, hvorvidt han var inspireret af nogle af hans gamle læremestre, som fx Jean Stodden i Ahr samt Klaus-Peter Keller i Rheinhessen? Johannes fortalte, at Keller virkelig åbnede hans øjne for, at hver vin virkelig har sit helt eget fingeraftryk.
Det gjaldt selvfølgelig Klaus-Peter Keller flotte Riesling vin, men er egentligt universelt og er også blevet en af grundstenene hos Jülg, at hver vin skal have et unikt aftryk. Hos Jean Stodden lærte Johannes sindssygt meget om specielt de franske kloner … også noget, som han kan anvende i produktionen af sine vin og det lød også klart på Johannes, at han gerne vil ha’ flere af de franske kloner.
Johannes fortalte, at hans ophold hos både Keller, Stodden og Domaine des Lambrays var lærerige. Han var ret taknemmelig for, at hans far skubbede ham i den retning og netop havde opfodret ham til at tage ud og lær. Men også at faren efterfølgende lod Johannes gøre tingene på sin måde. I dag spiller far Werner også fortsat en stor rolle og Johannes smager alle vinene sammen med sin far.
Der kom også et spørgsmål om, hvorvidt Jülg var ramt af frosten som i fx Bourgogne. Johannes fortalte, at de ikke var ramt, men at fx Franz Keller længere nede i Kaiserstuhl i Baden havde mistet 70% af deres Chardonnay, så dermed er mange tyske producenter ramt.
Men det lød til, at hos Johannes var alt godt og vejret godt … han skulle i hvert fald efter denne online smagning ud og grille lidt mad sammen med familien. Men tiden gik også hurtigt og pludselig var der gået langt over den planlagte time … men det var ellers både hyggeligt og interessant.
Således kunne Mr Ruby runde smagningen af … og herfra stor tak til både Jacob og Johannes Jülg for en fantastisk smagning. Lad os håbe, at Johannes på et tidspunkt kommer til Danmark til en rigtig fysisk vinsmagning.
Tilbage i januar smagte jeg en fin, fortryllende 2017 Chianti Classico fra Rocca di Castagnoli syd for Gaiole in Chianti. Nu smager jeg atter en vin fra det gamle, historiske vinhus, nemlig denne Merlot baserede vin Pratola årgang 2013.
De fleste ved, at jeg er pjattet med Langhe Nebbiolo, for man får ofte lækker vin til fornuftige penge. Denne Langhe Nebbiolo fra Carlo Revello & Figli smager også bare monstergodt.
Under online vinsmagningen med Johannes Jülg smagte jeg også denne 2018 Kalkmergel Spätburgunder, hvor druerne er både tyske og franske kloner.
Denne La Tour Coste Côtes du Rhône Les Trencats fra Maison Les Deux Rhônes har jeg smagt tidligere. Dengang var det i en årgang 2016, men nu har jeg så fyldt glasset med 2018’eren.
Så brøler løven igen, for nu har jeg atter sat tænderne i den løvestærke Lèonus Toscana fra Società Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice … eller blot kaldt Cortonesi. Her smager jeg vinen i 2019 årgangen.
En flittig læser af Houlbergs Vinblog tog forleden kontakt til mig, da han havde smagt en vin, som han synes var lidt underlig og nærmest perlende på tungen. Han rullede forbi med en flaske af vinen … og det er denne 2018 Golden Monterey County Pinot Noir fra Folktale Winery & Vineyards.
Bodega Las Moradas de San Martín ligger langt ude på landet tæt ved den lille by San Martin de Valdeiglesias og omkring 20 kilometer vest for Madrid. Derfra smager jeg nu en spansk lille lækkerbisken … vinen Senda Garnacha i årgang 2017.
Jeg har næsten lige smagt den lækre vin Montecucco Rosso fra vinhuset Azienda Agricola Biologica Orciaverde, der ligger en spytklat syd for byen Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området.
Når vi nu snakker forår på terrassen og Pudelwohl vin fra Weingut Krämer, så laver den den unge Tobias Krämer sammen med sin far Hans-Bernhard også en lyserød udgave af vinen … Pudelwohl Rosé.