2021 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, Portugal

2021 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, PortugalDet er et par år siden, at jeg dansede tæt med den underskønne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia. Dengang var det i en årgang 2019, men nu har jeg iført mig danseskoene til en årgang 2021.

Vinen er opkaldt efter den virkelige Maria Bonita, som rigtigt hed Maria Déia og 1920’erne var medlem af den fredløse Cangaço bande i den nordøstlige del af Brasilien.

Maria Bonita betyder faktisk smukke Maria og hun havde status som heltinde i Brasilien indtil hun i 1938 faldt i et baghold og blev dræbt.

Men denne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia er er nu ikke brasiliansk, men fra Minho i det nordlige Portugal, altså fra det område, der mest er kendt for deres Vinho Verde vine som netop denne lavet på den lokale druesort Loureiro.

Lua Cheia er en del af vinhuset Saven eller Lua Cheia-Saven, der oprindeligt i 1988 blev grundlagt af forretningsmanden Manuel Dias som et eksportfirma, der solgte en række portugisiske fødevarer til portugisiske samfund rundt om i verdenen.

Med tiden ændrede fokus sig og i 2010 startede firmaet med at investere i vinproduktion, bl.a. i Martim i Douro og i 2012 også i en vingård i Alvarinho i Monção regionen. Siden er der startet en lang række partnerskaber, hvor der laves vine med druer fra vinavlere i lange vinregioner i Portugal.

Derfor laves der vine fra både egne marker, af opkøbte druer og samtidig opkøbes også vine fra en pæn række samarbejdspartnere som bl.a. Casa Ermelinda Freitas, Herdade de Pegos Claros, Adega Cooperativa de Pegões, Companhia da Lezírias, Casa Agrícola Aguia Moura, Vieira de Sousa, Adega de Ponte de Barca og Adega de Cantanhede.

Vinene sælges under forskellige brands som fx Lua Cheia, Andreza,  Colleja, Salsus, Maria Bonita, Maria Papoila, Toucas, Nostalgi, Album og Insurgente. På deres hjemmeside har jeg talt det til omkring 127 forskellige vine … og hertil lidt bag-in-box.

Derover laver Saven også mineralvand/almindeligt vand og juice samt olivenolie, konserves af fisk og grøntsager, tørret frugt, oliven, pasta, mel og korn, kager, kaffe og ris … ja en bred vifte af fødevarer ved siden af vinproduktionen.

Her smager vi én af de mange vine … en Maria Bonita Loureiro fra Minho regionen og under appellationen Vinho Verde DOC. Den er lavet af vinmageren Francisco Baptista og er på ren Loureiro.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorfor mosten er presset ud på en pneumatisk presse. Gæring er sket i store rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur. Vinen har så efterfølgende lagret ganske kort i tankene inden aftapning på flaske. Vinen har hele 5 gram restsukker pr. liter.

Kinddansen minder duftmæssigt om dansen med 2019’eren … har direkte frugt, der både har lidt kølighed og eksotiske frugter. Der er gærede æbler, fersken, melon, ananas, kvæde og citroner, men også en sød note med Københavnerstang, sandeltræ, spidskommen samt salte mineraler.

I munden er dansen mere alvorlig, for Maria Bonita bider fra sig, viser tænder og har sylespidse høje sko på og træder dig engang imellem over tæerne … med vilje. Den virker nærmest også syrligere end den gjorde i årgang 2019 og det er svært at tro, at vinen har hele 5 gram restsukker. Den er pivfrisk og syrlig med masser af citronsaft, et helt læs citroner og grønne umodne æbler, syrlig lemon og grape bitterhed. Det får dig virkelig op på tæerne … 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Castello di Verduno, Bellis Perennis, Piemonte, Italien

2021 Castello di Verduno, Bellis Perennis, Piemonte, ItalienDet er ikke lang tid siden, at jeg sidst fik en Basadone Pelaverga di Verduno 2021 fra Castello di Verduno … en lækker rødvin og nu smager jeg igen en vin fra det samme hus og atter på druen Pelaverga … nu blot i en hvid udgave i Bellis Perennis.

Her har vinmageren Mario Andrion eksperimenteret med den lokale røde Pelaverga drue og ved benytte en vinificering som hvidvine er det lykkedes at lave en hvidvin på 100% Pelaverga. Navnet Bellis Perennis stammer fra de blomster, som vokser blandt vinstokkene og også er afbilledet på etiketten. Bellis Perennis er nemlig det latinsk for tusindfryd.

Vinificeringen foregår med en gæring i åbne kar og 6 måneder i rustfrie ståltanke, hvilket så efterfølges af en lagring på store egetræsfade med så lidt menneskelig indgriben som muligt.

Duften er frisk og meget blomsterrig, har lidt mynte og syltede citroner, grønne blade, hæfteplaster og svagt lidt vanilje … bare ganske dæmpet.

Smagen er nærmest også pivfrisk … grønne dugfriske æbler, citroner, lemon … virkelig godt bid. Selvom det er en rank og frisk vin, så viser den også lidt krop frem på en næsten småolieret facon, lidt fennikel og syren meget dansende og igen let og blomsterrig med det syrlige bid og en lille småbitter note. 91 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Domaine Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, Frankrig

2015 Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, FrankrigI forårsvejret hos Gert E sluttede vi med lidt burgundisk vin i form af denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers 2015 fra Domaine Frédéric Esmonin.

Det er et lille familiedrevet domaine kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin. Domainet råder over 6,5 hektar vinmarker, men laver desuden nogle få vine under et négociant label på opkøbte druer.

Indtil 1987 blev hele produktionen solgt til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Huset bruger navnet Domaine des Estournelles til vinene fra egne vinmarker, mens man bruger Domaine Frédéric Esmonin til deres négociant vine.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers er lavet med Pinot Noir druer fra den lille lieux-dits Les Hauts Pruliers, som ligger på en meget stejl skråning lige ovenover 1. Cru marken Les Pruliers. Inden vinificering er alle druerne afstilket og gennemgår 4-5 dages kølig pre-maceraion inden gæring. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

Moden aroma … måske endda svagt oxideret, men virker som fløjlsblød og moden frugt med jordbær, tranebær samt en  blød og kalket mineralitet suppleret med kanel, vanilje, tør engelsk og sød finsk lakrids.

I munden er vinen også dejlig blød, moden og cremet … der er rosmarin, sødgrønne elementer og søde krydderier samt en frugt af jordbær, hindbær, tranebær, skovbund, tørrede svampe, visne blade samt en stenet mineralitet. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske af en nyere årgang 2021 koster 325 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Château de Haux, Grande Réserve, Bordeaux, Frankrig

2019 Château de Haux, Grande Réserve, Bordeaux, FrankrigSidst jeg drak denne Grande Réserve fra det danskejede bordeauxslot Château de Haux, så var det i en årgang 2008, men nu smager jeg så vinen i en langt nyere årgang 2019.

Historien om slottet og dets danske ophav startede egentlig i 1903, hvor Knud Jørgensen etablerede Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup.

Det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i  1930’erne.

Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden, som under deres ledelse skiftede kurs.

Peter Jørgensen havde nemlig altid drømt om at få sit eget vinslot. Da han i 1980’erne fornemmede, at den gammeldags form for vinhandel ikke havde nogen voldsomt lovende fremtid, så lagde han planer med sin bror og sin søn.

De gik ud på at købe et lille vinslot med en produktion, der passede til Knud Jørgensens Vinhandels salg. På den måde kunne de realisere drømmen om at blive slotsejere samtidig med, at der kunne komme en god forretning ud af det.

Slottet blev lokaliseret og købt i 1985 for et beløb, der svarede til brødrene Jørgensens opsparing. Men der var behov for store investeringer i forbedring af markerne med mere, så man hentede tre mio. kr. gennem udstedelse af B-aktier á 500 kr. Det betalte delvist slottet og sikrede samtidigt, at hundredvis af danskere blev faste kunder.

Og slottet var naturligvis Château de Haux, som ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker.

Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som en af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt. Vinene sælges fortrinsvis til de mange danske aktionærer.

Denne Grande Réserve laves ikke hvert år og druerne til vinen kommer fra slottets ældste og bedste vinmarker, og der bruges altid Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot, men blandingsforholdet varierer lidt afhængig af årets høst.

Efter høst bringes druerne straks til slottet, hvor de sorteres og presses nænsomt. Efter gæringen lagres vinen et år på tanke og herefter lagrer en stor del af vinen på nye og gamle egetræsfade

Alle tankene og fadene smages løbende for at sikre, at vinen udvikler sig bedst muligt. Efter et år på egetræsfadene, har vinen opnået stor elegance, finesse og dybde, men 2 år efter at druerne blev høstet, er tiden kommet til den endelige blanding. Når vinen er blandet fra de udvalgte fade og tanke, bliver den færdige vin aftappet og sendt på markedet.

I næsen er det bestemt Bordeaux … der er solbærsyltetøj, moden blommekompot og virker i det hele taget lidt varm i udtrykket. Der er søde fade, spidskommen og let mentol. Det er en sjov aroma, som ikke lige vælter mig ned af stolen.

Smagen er næsten ren solbær tilsat lidt tør og bitter sort te, har en bondsk saftighed og nogle blomster.  Der er også lidt krydderier, fine tanninger og en god rygrad i vinen. 89 point.

Forhandles fra slottet og andre vinhandler, hvor en flaske koster 239 kr., mens slottets aktionærer kan købe den til 185 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Weingut Von Winning, Pinot Noir I*M, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Von Winning, Pinot Noir I*M, Pfalz, TysklandGert E synes også, at vi skulle smage Pinot Noir fra Weingut Von Winning og det blev et glas af denne 2013 Pinot Noir I*M … en vin, som vinhuset ikke længere laver i dag.

Men den er lavet på gamle burgundiske kloner fra nogle tudsegamle vinstokke og lavet til minde om  vinmageren Achim Niederberger, der jo netop døde i 2013, så I*M står såmænd for In Memoriam aka til minde om. Det er egentlig det bedste fad fra Pinot Noir I … en vin, som fortsat laves, men i dag hedder Pinot Noir Imperiale.

Der er dog ikke mange oplysninger om produktionen … udover den efter endt fermentering skulle være lagret på holzfass aka barriques og heller ingen oplysninger om hvor længe.

Allerede i næsen er vinen imponerende … har noget tørhed, svampe, violer og læder, let mentol, også pænt parfumeret med blomster og cedertræ, mens frugten er ribs, rabarber, modne kirsebær, kaffe, timian, antik mahogniskab … utrolig tiltrækkende, men man kan samtidig fornemme, at der er lidt alder og runde albuer.

Det er dog mest i munden, at man mærker, hvordan alderen har slebet alt rundt, for – uha – hvor er den blød og cremet … smelter sgu nærmest i munden med en saftig, blød, moden og lys frugt af ribs og rabarber, en let bitter camparibitterhed, men alt sidder bare de helt rigtige steder og skaber en sammenhængende, smuk og utrolig smørlækker vin med ristede noter i eftersmagen. 95 point.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Spätburgunder, Pfalz, TysklandNår vi nu er ved vine fra Deidesheim og koncernen, der ejer Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, så skulle vi da også lige smage deres 2018 Spätburgunder.

Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan laver mest hvidvine og alene et par rødvine, altså bl.a. denne Spätburgunder, som er en Gutswein, hvor alle druerne er fra sydøst vendte marker ved Königsbach og Ruppertsberg, hvor der er godt med kalk, ler og sandsten i undergrunden.

Druerne er høstet med håndkraft og vinen er lavet med gæring i åbne kar. Efter både maceration og gæring er vinen lagret på store egetræsfade.

I næsen er vinen meget grøn, bondsk og landlig … meget saftig også med både gran, fennikel, nelliker, teaktræ, røg samt frugt af jordbær, modne kirsebær samt lidt søde fadnoter.

Smagen er lidt mere hånd og syrlig … frugt af hindbær, tranebær og rabarber, meget rank med et grønt og surt bid. Vi er dog fortsat ovre i en venlig og letpleasende afdeling, hvorfor det er utroligt tilgængeligt, så 89 point.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Von Winning, Deidesheimer Kalkofen Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Von Winning, Deidesheimer Kalkofen Riesling GG, Pfalz, TysklandVi fortsatte med endnu en Grosses Gewächs Riesling fra Deidesheim og endda fra huset Weingut Von Winning, der har samme ejer som Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Vinhuset ligger da også i byen Deidesheim og var oprindelig – som Weingut Reichsrat von Buhl – ejet af Andreas Jordan.

Han var én af de helt store vinbønder i Deidesheim, var også manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 også Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen, nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst. De bedste vinmarker er klart Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Langenmorgen, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest en genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der sket en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget alle vinmarkernes beplantningstæthed til utrolige 9.500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra nogle af de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Siden 2017 er man begyndt at lagre GG-vinene 6 måneder længere på fad inden tapning på flaske, hvilket endda har øget inspirationen fra det burgundiske.

Det kan absolut fornemmes allerede ved duften af denne vin, som jeg faktisk først troede var en Chardonnay, for den har en stor, fyldig og fadpræget næse, hvor der både er brunet smør, fennikel, pærer, nødder, candyfloss og nogle grønne elementer. Det dufter vildt fabelagtigt.

I munden er det også en blød Riesling … mest frugt af dåsepærer, mandariner og kandiserede citroner. Det er utrolig cremet med en lille sødme, men syren virker mere moden, men dog meget fin, intens og alligevel afdæmpet, så det er mere mineraliteten, der giver vinen rygrad og kant … meget kalket, kridtet og lys. Det er sgu et virkelig godt glas vin, så 95 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 299,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheimer Kieselberg Riesling GG, Pflaz, Tyskland

2020 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheimer Kieselberg Riesling GG, Pflaz, TysklandSikke en forskel i forhold til foregående Huff vin. Det er en 2010 Deidesheimer Kieselberg Riesling Grosses Gewächs, som jeg nu smager fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan.

Vinhuset er grundlagt af Jordan familien tilbage i 1718, men flyttede først til nuværende beliggenhed i Deidesheim i 1783, hvor det var Andreas Jordan som lagde grundstenen for deres gode Riesling vine. Han fik gjort alle vinene fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan berømt i hele Tyskland, bl.a. var vinene meget efterspurgt af den tyske digter/politiker Johann Wolfgang von Goethe.

Faktisk har man på vingården i dag nogle af flaskerne fra starten af vingården. I vinkælderen er der lavet et museum, hvor man kan se deres ældste vin, en 1706’er … altså fra før vingården officielt startede. Fra år 1880 og frem har man alle årgangene.

Deres tørre Riesling vine har en etikette i Jugendstil, hvor den romerske kejser Probus er afbilledet. Etiketten på 1811’eren er én af de ældste vinetiketter i Tyskland. 1811’eren er i øvrigt én af de bedste årgange i historien … overhovedet. På vingården kaldes den komet-årgangen, og påstås den dag i dag at være ganske drikkelig.

Successen medførte også, at Andreas Jordan i 1815 købte den nærtliggende Ketschauer Hof, som har betydelige og værdifulde vinmarker med de bedste beliggenheder.

Da sønnen Ludwig Andreas Jordan overtog driften var vinhuset ganske anerkendt, og Ludwig Andreas endte da også med en post i Rigsdagen. Efter hans død arver datteren vinhuset, og da hun var gift med en Bassermann, som også lagde navn til vinhuset.

Senere i 1917 adles familien … så kan der stoppes et “von” med i titlen og dermed fremkom det nuværende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Frem til 2002 forblev vinhuset på familien Bassermann-Jordans hænder. I 2002 – efter næsten 300 år eje – solgte Dr. Gabriele von Bassermann-Jordan imidlertid vinhuset til forretningsmanden Archim Niederberger.

Og siden Archim Niederberger overtog roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere. Selve vingården samt alle de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasserie til.

I kældrene er det dog fortsat vinmageren Ulrich Mell, som siden 1996 har stået for produktionen. Men efter ejerskiftet er der også sket store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktionen.

Men i 2013 døde Achim Niederberger pludselig pga. en alvorlig sygdom, så i dag er det hans kone Jana, som viderefører vinhuset efter Achims visioner.

Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan ejer af 42 hektar og nogle af de mest anerkendte marker, bl.a. markerne Deidesheimer Kieselberg, Paradiesgarten, Deidesheimer Mäushöhle og Grainhübel.

Men det er dog specielt Grosse Lage vinmarkerne Forster Ungeheuer, Hohenmorgen, Kalkofen, Pechstein, Freundstück in Forst, Kirchenstück, Langenmorgen in Deisheim, Jesuitengarten og Ölberg som er med til at give husets store Grosse Gewächse vine.

Hos Bassermann-Jordan laver man både Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage/Grosse Gewächse vine, og denne tørre Deidesheimer Kieselberg Riesling GG er altså en af husets topvine, hvor druerne kommer fra marken Kieselberg , der ligger vest for Deidesheim på skråningen af ​​Haardt-bjergene og ligger mellem Leinhöhle og Mäushöhle.

Kieselberg betyder på gammelt tysk noget i retning af småsten, grovkornet og stenet sand. Marken blev første gang omtalt i det 13. århundrede og ligger på et lille plateau, som skråner lidt mod syd og ligger op til Leinhöhle og Hohenmorgen.

En lille del af de håndplukkede druer blev afstilket og gæret med skallerne, mens den største del blev presset forsigtigt. Gæringen er derefter sket dels i rustfri ståltanke og dels i traditionelle træfade og delen med skallerne er presset og også overført til træfadene. Efter dette er den endelig vin sammenstukket.

I næsen er vinen langt finere og renere end foregående … endda let perlende og klart også mere mineralsk. Der er jern, sten, lidt nødder og en frugt med æbler, fersken og mirabeller, grøntsagsfond samt en smule blomster … men først og fremmest meget afdæmpet, sart, fin og elegant med en snas petroleum.

Smagen er også meget ren og klar, mens syren slet ikke er vild, men langt mere afdæmpet. Det giver en mere blid, afdæmpet og sart vin, hvor der er æblemost, melon og mirabeller … virkelig feminin og sart i smagen, som dog vokser og vokser med lidt mere varme i glasset, hvorved jeg ender på 94 point.

Gert havde købt denne på vingården, mens den herhjemme forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 579 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Georg Gustav Huff, Niersteiner Pettenthal Rehbacher Steig Sommerseite Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Georg Gustav Huff, Rehbacher Steig Sommerseite Riesling, Rheinhessen, TysklandVi skal lige for en stund tilbage til gode, gamle Weingut Georg Gustav Huff, for de har fået en ny vin i sortimentet … denne  2018 Niersteiner Pettenthal Rehbacher Steig Sommerseite Riesling.

Vinhuset har jeg skrevet om flere gange og også besøgt ved nogle gange. Det ligger i den lille by Schwabsburg … lidt oppe fra vinmarkerne fra Nierstein. Ved hvert eneste besøg har vi altid tanket godt op med nogle kasser vin, da priserne er ganske fornuftige i forhold til kvaliteten.

Riesling druerne til denne vin kommer fra det stejleste område på Pettenthal marken og Rehbacher Steig Sommerseite er et gammelt stednavn for en del af marken, som rækker ind i en lille sidedal og derfor bliver mere sydvendt end den ellers østvendte mark.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men den får efter endt vinificering lov til at lagre 8 måneder på 500 liters tonneaux fade og den har 3,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der godt med Riesling karakter … i hvert fald starter vi med pænt niveau af petroleum og diesel, men det suppleres af lidt abrikos, fersken og syltede citroner, limeskal, nogle frugtsten, vanilje og den virker egentlig blød med en grøn note og tørrede blomster.

Smagen er dejlig skarp, præcis, sprød og frisk med citroner, lemon med et let karamelagtigt, hvilket samtidig er med til ar gøre vinen ret omgængelig og endda blød. Dermed får man virkelig flere ting, altså både den pivfriske syre, men også en blød og cremet fornemmelse samt salte mineraler, hvorfor det samlet set er en flot Riesling og Houlberg ligger på 92 point.

Købt på vingården og i Tyskland koster vinen omkring 24.20€ … hvilket svarer til 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, SpanienBagús er en af Bodegas López Cristobals topvine og jeg har smagt vinen 4 gange tidligere. Nu smager jeg igen Bagús, men blot i seneste årgang 2020.

Bagús er lavet med druer fra vinmarken Pago de Manvirgo i 850 meters højde med over 85 år gamle Tempranillo vinstokke, der giver ekstremt lille udbytte. Ved høsten er druerne sorteret og de sorteres skam igen inden vinificeringen.

Gæringen er sket ved 28 grader og derefter har vinen lagret 14 måneder på nye fade, hvor 80% er franske og 20% amerikanske fade, efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt beskedne 5.000-8.000 flasker af vinen.

Duften er tæt, intens og dyb … frugten mørk med brombær, blåbær, dadler, svesker, blommer med stor frodighed … vi er sgu virkelig inde i nerven af Ribera del Duero. Der er selvfølgelig også godt med noter fra fad … kakao, kaffe, vanilje, kanel, tobak, mælkechokolade, lakrids og så også lidt ristede og småbrændte noter og grønne urter.

Hvor smager Bagús også godt og der gik denne aften heller ikke længe, inden at flasken var tom. Det er cremet og blødt som fløjl og velour. Det er en mørk og intens vin med disse sødbrændte noter, en fyldig og kraftig frugt med solbær, brombær, sorte kirsebær, engelsk lakrids, bitter mørk chokolade, vanilje, kaffe samt søde krydderier, men alt sammen balanceret så flot. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., men kan fås til 389,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger