2020 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2020 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileDet er ikke lang tid siden, at jeg smagte en drønlækker 2012 Lo Abarca Hills Pinot Noir fra Casa Marín, men nu smager jeg en 2020 Cartagena Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 4 forskellige marker ved Lo Aberca i San Antonio Valley. De håndhøstede druer afstilkes uden knusning, hvorefter de koldmacererer i 3 døgn.

25% af druerne er gæret i hele klaser ved carbonic maceration metoden, men de resterende 75% alle er afstilket, knust og så har gæret over 12 dage ved 18-24 grader med pigéage to gange hver dag. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte franske egefade, mens tidligere årgang alene er lagret i ståltanke.

I næsen er det endnu en ung Pinot Noir, hvor egepræget fra fadene er aggressiv og mangler at blevet slebet rundt af tiden tand, som vi jo mærkede det i husets 2012 Lo Abarca Hills Pinot Noir, der jo næsten er samme vin … blot niveauet over. Der er nelliker, masser røg, tørv, grafit, sortebær og morbær … har denne lidt mørke og bitre side, der hjælpes undervejs af nogle af de sødere fadnoter som kaffe og kakaopulver samt en saltet mineralitet.

Sådan smager vinen faktisk også, men på en eller anden måde kommer der også mere kirsebær med i smagen, men det er fortsat med lidt bitre mørke bær samt lidt jordbær. Der er røg, tørv, koks og stor tørhed, tørre tanniner, let peber, lemon, salte mineraler samt godt med bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, Spanien

2021 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, SpanienVi fortsætter med hvidvin, for næste vin i glasset er denne 2021 Godello fra Bodegas Godeval i appellationen Valdeorras lidt nord for den lille landsby Ferradal nord i Galicien.

Det er også en vin, som jeg før har smagt … senest i årgang 2018, men jeg også for kort tid siden smagte deres 2020 Godello Cepas Vellas.

Denne Godello er husets entry-level aka basisvin, hvor druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke plantet på sydvendte, stejle skråninger i Valdeorrasdalen.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Gæringen sker på naturlig vis på stål uden brug af malolaktisk gæring

Næsen er lidt saltet havvand … lidt stikkelsbær sammen med æblemost, pærer, kvæde, fersken, astronaut-is, syltede citroner, blomster … har både lidt fedme, saltet mineralitet og grønne noter, hvilket giver en lettere maskulin vin med aromatisk kjole på.

Smagen er frisk med fyldig lemon og let grape bitterhed … bare med masser af drøn på. Det er lidt olieret og oveni den lidt bitre grape og lemon, så kommer der også lidt småtropisk frugt med mango, melon og syrlige madæbler … en vin med en skarp og fin tunge. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, FrankrigVejret bliver i skrivende stund ved med at friste og vise sig fra sin solrige side, hvorfor jeg da bare napper endnu en rosé fra Bernard Magrez og det blev en 2022 Bleu de Mer Rosé.

Denne gang er vi dog ikke i Provence – selvom den lyse roséfarve måske kunne lede tankerne derhen – men i stedet i Languedoc og vinen er da også lavet på et klassisk sydfransk roséblend bestående af 80% Grenache og 20% Cinsault.

Teamet hos Bernard Magrez høster midt om natten, hvor temperaturen er lav, så kun de friske og sunde druer finder vej til vinen. Druerne presses nænsomt og gæres ved lav temperatur på rustfrie ståltanke og lagrer også der kortvarigt.

Duftmæssigt ikke helt så elegant som Magrez’s Provence rosévine, men også kun næsten, for det dufter fint med moreller, saftig fersken og honningmelon. Den er rund, frugtrig og sødmefuld … rosenblade og en smule vingummi, hvilket samlet gør den meget artig.

I munden er det lidt samme historie … har dog en fin rygrad via en tør, letbitter syre, der holder det lyserøde forår i tøjlerne. Det er sgu røde æbler, pærer, fersken og lemon. Det stritter af frugt, selvom det virker mere rustikt og kantet … men i foråret et lille hit. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 62,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Weingut Wagner Stempel, Siefersheim Riesling Porphyr, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Wagner Stempel, Siefersheim Riesling Porphyr, Rheinhessen, TysklandLad os endelig fortsætte med mer’ tysk Riesling, hvilket så er løst med et glas af denne 2021 Siefersheim Riesling Porphyr fra Weingut Wagner Stempel.

Vinhuset ligger netop i Siefersheim i det pænt store Rheinhessen og i dag drives af Daniel Wagner, som er den 8. generation og han overtog så vingården efter sin far i 1993.

Han driver i dag omkring 25 hektar vinmarker og han har siden sin overtagelse udviklet vingården til i dag at være blandt nogle af de anerkendte producenter i Rheinhessen.

De bedste marker er klart de 3 Grosse Lage marker Neu-Bamberger Heerkretz, Scharlachberg i Bingen samt Sieferheimer Höllberg.

Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver primært masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder.

Wagner Stempel er en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland og han blev således også i 2009 kåret til Aufsteiger des Jahres i den tyske Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat Aufsteiger des Jahres. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel naturligvis medlem af VDP … Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter.

Riesling vom Porphyr er lavet på druerne fra markerne Höllberg og Herrkretz og navnet Porphy rhenviser til det porfyrholdige terroir på netop de marker, der begge er Grosse Lage marker,

Porfyr er en vulkansk sten, der tilføjer vinen ekstra mineralitet og yderligere forlænger modningsperioden med kølige dag og holder på varmen om natten. Den er lavet på rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering er vinen lagret på både ståltanke og stückfass lavet af tyske egetræ.

Man fornemmer omgående en vis dybde i vinen … der er både grøntsagsfond, abrikos, saftige ferskner, kvæde og gærede æbler, noget linolie og små optræk til petroleum på en olieret facon, hvor der fornemmes krop, tørrede blomster, mynte og tørret appelsinskal.

I munden er vinen meget glat, smooth og intens, selvom syren er mørk, maskulin, varm og afdæmpet. Vinen har næsten en olieret fyldighed og det suppleres af æblesaft, lemon bitterhed, abrikos, noget honning … men intens og let vibrerende. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, TysklandWeingut Spindler Lindenhof ligger på Weinstraße i byen Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim og derfra smager jeg nu denne Forster Pechstein Riesling Trocken 2021.

Vinen har jeg smagt før i både årgang 2019  og 2020 … og første gang skrev jeg også lidt om vinhuset, så det springer vi over igen, men kigger så nærmere på vinen.

Riesling druerne kommer fra selve marken Forster Pechstein, der samlet er på 15 hektar og siden 1828 var været karakteriseret som en særlig god mark med en stor andel basalt i undergrunden.

Marken ligger i 120-160 meters højde med en svag hældning og ligger på den tidligere vulkan  Pechsteinkopf og derfra har den også sit navn. Vinen laves på traditionel vis med vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve Riesling druens enkle, rene karakter.

Duftmæssigt er det en lidt varm Riesling … varm og eksotisk, men dog fortsat med lidt luftig petroleum og terpentin. Der er godt med fersken, papaya, melon, nedfaldsæbler og modne pærer, sød tørhed, søde krydderier og nogle salte citroner.

I munden er det lidt samme historie … ikke sådan krisp og pivsyrligt, men derimode lidt cremet og olieret med nedfaldsæbler, virker lidt som syrlig æblemost, syltede citroner, lidt sødbitter lemon tilsat en næsten kalket mineralitet … en denne lidt varme fornemmelse, så dermed 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Domaine Claude et Christophe Bléger, Gewurztraminer Cœur de Cru, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Claude et Christophe Bléger, Gewurztraminer Cœur de Cru, Alsace, FrankrigVi sluttede smagning af de små miniflasker i boksen fra Domaine Claude et Christophe Bléger med en 2018 Gewurztraminer Cœur de Cru.

Her kommer druerne fra vinmarken Hahnenberg, hvor Gewurztraminer vinstokkene er plantet i 1983 og 2003. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er presset hele inden kold hvile.

Vinificering er sket på rustfrie ståltanke med spontan gæring alene med druernes naturlige gærceller og via temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen bare lagret sur lie i tankene. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen, der har stor sødme med 37 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen parfumeret, aromatisk, blomstret og har både ananas, kokos, syltede abrikoser, lidt søde mandariner, honning og en vis grad af sødme.

Smagsmæssigt er det også en sødere vin … og selvom det måske nok ikke er en dessertvin, så er det nok mest en vin til aperitif, smager da okay, men imponerer ikke sådan rigtigt. 88 point.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 12,40€ på vingården … svarende til 92 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Domaine Claude et Christophe Bléger, Pinot Noir l’Inoubliable, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Claude et Christophe Bléger, Pinot Noir l’Inoubliable, Alsace, FrankrigVi fortsatte med endnu en uforglemmelig vin i l’Inoubliable serien hos Domaine Claude et Christophe Bléger og det blev denne 2020 Pinot Noir l’Inoubliable.

Her kommer druerne fra vinmarken Schlossreben, hvorÅPinot Noir vinstokkene er plantet i 2002. Druerne er først høstet manuelt, er så afstilket og lagt til hvile ved meget kølige temperaturer i 10 dage inden en spontangæring ved 25 grader alene med druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering er det hele presset og vinen lagret sur lie på nye egetræsfade … hvor lang tid frem dog ikke. Der laves årligt 7.500 flasker af denne vin.

Jeg er ikke oppe at ringe over deres Pinot Noir … der er ganske vist et tydeligt aftryk af fadlagringen, men frugten virker ustruktureret og lidt til den mørke side … ikke så elegant. Der er jordbær, blommer, søde krydderier og noget eukalyptus.

Smagen er dog bedre … har igen godt med faglagret bid med noget røg, vanilje og så ellers denne kantede frugt med blåbær, brombær og nogle tanniner, der både virker krydrede og overdimensionerede i forhold til vinen, så man efterlades med en alt for stor tørhed i munden. 86 point.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 13,10€ på vingården … svarende til 98 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Domaine Claude et Christophe Bléger, Riesling l’Inoubliable, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Claude et Christophe Bléger, Riesling l’Inoubliable, Alsace, FrankrigMed næste Riesling fra Christophe på Domaine Claude et Christophe Bléger røg vi et niveau op … og det var altså en 2020 Riesling l’Inoubliable, som jo betyder en uforglemmelig Riesling.

Her kommer druerne fra vinmarken Eichgass, hvor Riesling vinstokkene er plantet i 1985 og 1995. Druerne er høstet manuelt, hvorefter de er presset hele inden kold hvile.

Vinificering er sket på rustfrie ståltanke med spontan gæring alene med druernes naturlige gærceller og via temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen bare lagret sur lie i tankene. Der laves årligt 4.000 flasker af denne vin.

Nu er der virkelig dømt TDN, autoværksted, malekabine og petroleum, olievædet tvist samt benzin, men du finder også – godt gemt under de terpentinske dampe – ganske lidt frugt med æbler, papaya, fersken og citron. Frugtmæssigt er vi dog absolut på den venlige side.

Sådan er smagen nærmest også … lidt blød med en okay syre, umodne æbler og blød citron. Det er en frisk Riesling, der dog aldrig bliver pivfrisk eller hylende. 90 point.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 12,60€ på vingården … svarende til 94 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Domaine Claude et Christophe Bléger, Riesling Cœur de Cru, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Claude et Christophe Bléger, Riesling Cœur de Cru, Alsace, FrankrigVi startede smagningen af vinene fra Christophe Bléger med Riesling i form af denne 2021 Riesling Cœur de Cru.

Her kommer druerne fra vinmarken Runz, hvor Riesling vinstokkene er plantet i 1990 og 2004. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er presset hele inden kold hvile.

Vinificering er sket på rustfrie ståltanke med spontan gæring alene med druernes naturlige gærceller og via temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen bare lagret sur lie i tankene.

I næsen virker vinen en anelse neutral og anonym … der er lidt aromatisk aroma med bl.a. blomster og man tænker omgående på shampoo, men også æbler, citroner og blød fersken.

Smagsmæssigt er der rigtig god dybde med en maskulin syre. Det er lemon, citroner og salte mineraler … og det er klart citronsaften, der fører an og vil gøre selv en whisky sour misundelig. 88 point.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 10,40€ på vingården … svarende til 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Christophe Bléger fra Domaine Claude et Christophe Bléger

Næste online Millésimes Alsace DigiTasting® møde var med ejeren og vinmager Christophe Bléger fra Domaine Claude et Christophe Bléger og han dukkede planmæssigt op på skærmen kl. 14.30.

Det er et vinhus, som jeg inden vort møde alene havde smagt én vin fra … og det var en 2015 l’Inoubliable Crémant d’Alsace Brut i en test af Crémants fra Alsace,

Domaine Claude et Christophe Bléger

Vinhuset ligger ved foden af den imposante gamle borg Haut Koenigsbourg i den lille by Orschwiller med dens 650 indbyggere og familien Bléger har været bønder der siden 1630.

Familien Bléger stammer egentlig fra Schweiz, men slog sig ned i Alsace i løbet af det 17. århundrede ved foden af Haut Koenigsbourg og den gamle borg. I levede familien af landbrug og husdyr, men de købte også vinmarker på Haut Koenigsbourgs skråninger for at producere vine.

De har altid dyrket deres marker økologisk … selv før ordet økologisk blev opfundet, så de kan prale med at være et af de få vinhuse i Alsance, som altid har arbejdet efter denne metode.

Da Claude Bléger i 1972 overtog driften efter sin fars død, så sagde han også nej til brug af kunstige kemikalier, som ellers blev voldsomt udbredt i disse år … men Claude fortsatte bare med at lave vine, som man altid havde gjort på vingården.

Vinhuset drives i dag af Christophe Bléger, der i 2007 overtog driften fra sin far Claude Bléger. Faderen hjælper dog fortsat sønnen med de samlede 9,5 hektar vinmarker, som drives fuldstændig økologisk.

Samlet ligger markerne ved 4 forskellige byer og er endda også fordelt på ikke mindre end 35 plots … hvor deres bedste mark klart er Grand Cru marken Praelatenberg. Familien Bléger producerer årligt omkring 75.000 flasker vin fordelt på 25 forskellige vine.

Udover vinproduktionen, så har familien også lidt udlejning af 3 større ferielejligheder.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Claude et Christophe Bléger var der disse 4 vine;

Igen 4 små udvalgte vine. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Christophe Bléger er en rigtig rar fyr og vi havde en hyggelig stund på knap en halv time, hvor han fortalte en del … dels om nogle af de emner, som jeg havde forberedt spørgsmål om …. fx deres økologiske eller biodynamiske tilgang, om vinene laves i ståltanke eller egefade, lidt om klimaændringer og erfaringerne med TDN i vinene.

Christophe fortalte – som det også fremgår – i teksten om vinhuset ovenover, at vingården altid har været økologisk, så det med økologi har aldrig været et spørgsmål i vinhuset, men en præmisse.

Den gode vinmager lovede at sende lidt fotos fra deres vingård … men han var en af dem, som aldrig lige fik det gjort.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger