Ma’d Moser er et vildt spændende projekt skabt mellem Károly Kovács’ innovative, ungarske vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze – der populært kaldes Mád Winery, da vinhuset ligger i byen Mád og laver en række vine under brandet Mád – og den østrigske innovative vinmager Lenz Moser. Vi starter her med at smage en 2021 Dry Furmint MM5.
Lenz Moser er en travl og initiativrig herre, som har indgået flere joint-venture projekter … seneste har jeg bl.a. smagt en vin fra hans fabelagtige projekt LenzMark, hvor han laver vine sammen med en anden dygtig østrigsk vinmager Markus Huber. Derfra har jeg fx smagt den imponerende 2020 New Chapter Grüner Veltliner.
Laurenz Maria Moser V aka Lenz Moser har, siden han var 14 år, haft en stor kærlighed for Ungarn og specielt Tokaj området, for hans far tog ham ofte med på forretninger i Ungarn.
Via et nyt besøg i landet for nogle år tilbage – sammen med den ungarsk fødte Rita Takaro, som er DipWSET, bosiddende i Østrig og specialist i ungarske vine – hvor de tog rundt i vinregionerne, så besluttede de at starte et projekt i Tokaj.
Dér fandt de en god partner i Karoly Kovacs og hans fremragende vinmager Gabor Urban, der som nævnt samen driver Mád Winery i Mád, De indgik derfor i 2021 et samarbejde i projektet Ma’d Moser.
Deres fælles mål er at bringe verdenen en spændende og ny fortolkning af tør Furmint fra en af verdens store – men glemte – vinregioner. Vinene på Furmint skal vise friskhed, stor kompleksitet og struktur med en unik individuel karakter.
Jeg har tidligere smagt et par vine fra Károly Kovács’ vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery, nemlig 2014 Mád Hárslevelű og 2014 Mád Furmint.
Jeg har også smagt masser af vine fra Lenz Mosers østrigske vinhus, der heder Laurenz V. Lenz’s rigtige navn er egentlig Laurenz Maria Moser V, hvor V’et er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser, og han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.
Jeg har således tidligere smagt en 2012 Forbidden Grüner og en 2012 Singing Grüner Veltliner. Du kan i øvrigt læse meget mere om Lenz i disse blogindlæg.
Nu kigger vi så nærmere på denne 2021 Dry Furmint MM5, der er lavet på 100% Furmint, som er selekteret fra vulkanske topmarker omkring Mád. Et ekstra lavt høstudbytte medvirker til at bringe den mineralmættede karakter helt frem i smagsbilledet.
Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en temperaturstyret gæring i ståltanke med efterfølgende modning på de fine gærrester. 10% af vinen forkæles med lagring på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade. Efter aftapningen lagrer vinen nogle måneder inden frigivelse.
What? Har en kalket note suppleret med æbler, pærer, fersken, stikkelsbær, lime, nødder, lidt franskbrød og kan på flere måder minde en smule om champagne uden bobler. Virker også noget olieret i aromaerne.
Smagen er saftig, juicy og med stor bund, har masser af frisk frugt med lemon, grape, stikkelsbær og umoden fersken, hvid peber og så atter den kalkede mineralitet. Der er godt med opkvikkende grape bitterhed og smager herregodt, så 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.