Margarethenhof Weingut Weber er en lille familiedrevet vingård i Ayl an der Saar, altså tæt ved Mosels biflod Saar, så derfra smager jeg nu 2 vine og starter med en 2021 Riesling Kabinett.
Vingården blev i 1986 af Jürgen og Dorothee Weber, som den 3. generation, men siden år 2000 har sønnen Nicolas Weber været med i driften og har med mange nye idéer og inspiration langsomt overtaget rorpinden, for med stor vilje til at eksperimentere forsøger han at kombinere tradition og modernitet.
Margarethenhof Weingut Weber har sammenlagt 20 hektar vinmarker ligeligt fordelt mellem området langs Saar og den sydlige del af Mosel. De har bl.a. nogle af deres marker på den kendte stejle skråning Ayler Kupp.Der består jordbunden hovedsageligt af skifer og kalk.
På markerne dyrkes der Riesling, Ebling, Weissburgunder, Auxerrois, Grauburgunder og Spätburgunder
I kælderen har vingården et moderne state-of-the-art vineri med temperaturkontrollerede tanke, hvor Nicolas Weber kan lave sine frugtdrevne, lyse, friske, mineralske og krydrede vine.
Her smager vi husets Riesling Kabinett … en Gutsriesling, hvor alle druerne primært kommer fra flere af husets marker. De er plukket manuelt, hvorefter alle klaser presses hele, mens gæringen er sket spontant i rustfri ståltanke, hvor vinen også er lagret kort tid … en sødere vin med en alkohol på 8%.
Duftmæssigt er der bestemt Mosel Riesling sødme, men også let petroleum, virker luftig med noget melon, fersken, pærer, stearinlys samt grønne blade og en kalket mineralitet.
I munden er det læskende saftigt med pæn sødme, så vi næsten nærmer os dessertvin, men den har en syre, som er gennemgående, fin og frisk, hvilket sikrer vinen rygrad. Frugten er mest eksotisk med fersken, mango, multifrugtjuice, æbler og lidt citron. 90 point.
Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster100 kr.