Tag-arkiv: Italien

2019 Cantina Filippi, Castelcerino Drio Casa, Veneto, Italien

2019 Cantina Filippi, Castelcerino Drio Casa, Veneto, ItalienPå vej ud af døren efter mit besøg på Cantina Filippi gav Filippo Filippi mig en flaske af hans helt egen Castelcerino Drio Casa 2019 … kun lavet i beskedne 72 eksemplarer, svarende til 54 liter.

Jeg havde forinden lige smagt vinen, men fra en flaske, som Filippo havde åbnet små 4 dage forinden, men den var fortsat i topform og blev endda også bedste vin den dag.

Druerne til vinen, som Filippo normalt gemmer til brug i sin familie, kommer fra en parcel på Castelcerino marken kaldet Drio Casa helt tæt ved vingården. Drio Casa betyder noget i retning af en grim trio, men hvorfor parcellen har fået det navn, ved jeg ikke. Men nogle har dog sagt, at Drio Casa parcellen har alle 3 slags forskellig jordtyper, der findes på Castelcerino, Monteseroni og Vigne della Brà.

Samtidig ligger Drio Casa parcellen godt omkranset af skov hele vejen rundt og dermed fantastisk beskyttet for vind og uvejr. Det giver druerne helt perfekte modningsforhold.

Jeg har heller ikke mange oplysninger om vinen, der selvfølgelig er 100% Garganega og vinificeret på en 54 liter glasballon, hvor den så vist nok også skulle være lagret en periode … formentlig 18 måneder, men det er jeg slet ikke sikker på. Og etiketten hjælper heller ikke, for vinen har slet ingen etiket … det gælder alle 72 flasker.

I næsen er det et elskovsmøde mellem mandler, honning, citroner samt lemon. Vinen er medium fyldig, meget rig på frugt, pærer, bagte æbler, røde æbler, abrikos, lidt mynte, meget aromatisk med klare mineralske noter. Men her er balance, harmonien bare ganske perfekt, præcis og kontrolleret.

Smagsmæssigt viser vinen et stor elegance … flydende, rund og alligevel med en syrlig nerve, der virker poleret og strunk. Smagen er så glat, præcis og rig med fin, start og delikat friskhed med lidt bitter grape og lemon … og hænger vildt længe i munden i vægtløs tilstand og behager alle dine sanser. Klart 6 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles herhjemme af Vintrovin, men denne vin forhandles normalt slet ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Cantina Filippi, Turbiana Trebbiano, Veneto, Italien

2018 Cantina Filippi, Turbiana Trebbiano, Veneto, ItalienFilippo Filippi synes dog, at jeg skulle smage hans vin Turbiana Trebbiano i en bedre årgang, så derfor åbnede han vinen i en årgang 2018.

Den er selvfølgelig lavet præcist som 2019’eren med anvendelse af hele klaser uden afstilkning.

De er presset blidt, hvorefter vinen gærer sammen med den forgæring aka Pied de Cuve, som er startet en uge forinden og efter fermentering er vinen så lagret omkring 8 måneder sur lie i ståltankene inden ufiltreret aftapning på flasker.

Næsen er absolut også meget mere spændende end 2019’eren og har en nærmest mineralsk eller næsten terpentinsk næse med lidt ristede løg, noget tørret frugt, grøntsagsfond, blomster, fersken og lidt nektaragtig i udtrykket. Den har klart et svævende, blomstret, mineralsk og måske endda nøddeagtigt udtryk.

Smagen er lidt i samme vognbane … fyldig, blomstret og mineralsk, langt mere kompleks end 2019’eren, har flere lag og elegance. Man får Trebbiano vin med syre, mineralitet, blomster og samtidig også en længere eftersmag.

Forhandles af Vintrovin, men denne er ikke fundet i sortiment.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Cantina Filippi, Turbiana Trebbiano, Veneto, Italien

2019 Cantina Filippi, Turbiana Trebbiano, Veneto, ItalienMed denne 2019 Turbiana Trebbiano skiftede vi igen spor, for dels er vinen ikke Garganega som foregående, men i stedet på Trebbioano di Soave og fra en 4.  vinmark med en undergrund af skifer og kalksten.

Druerne er høstet manuelt og der anvendes hele klaser uden afstilkning. De er presset blidt, hvorefter vinen gærer sammen med den forgæring aka Pied de Cuve, som er startet en uge forinden og efter fermentering er vinen så lagret omkring 8 måneder inden ufiltreret aftapning på flasker.

Duftmæssigt er Trebbiano vinen klart mere blomstret end de foregående, men det er sådan en lidt varm pollen duft, meget varm og parfumeret, men egentlig også livlig, levende med citroner, pærer, mango, fersken og honning.

I munden er vinen også lettere end de foregående, ikke så megen syre, ingen tyngde og selv syren er lettere. Det betyder også, at den heller ikke er helt så kompleks, men med lidt mandler og sødme … lidt venlig, ukompliceret og lidt til den neutrale side.

Forhandles af Vintrovin, men denne er ikke fundet i sortiment.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantina Filippi, Vigne della Brà, Veneto, Italien

2019 Cantina Filippi, Vigne della Brà, Veneto, ItalienFra den hvide kalkstensholdige undergrund på Monteseroni gik vi direkte til denne Vigne della Brà, hvor marken består af en brunlig blanding af ler og lidt basaltisk sten.

Brà er den parcel, hvor Filippo har de ældste vinstokke, hvor de ældste er plantet i 1950’erne på den sydvestvendte mark.

Druerne er høstet manuelt og der anvendes hele klaser uden afstilkning. De er presset blidt, hvorefter vinen gærer sammen med den forgæring aka Pied de Cuve, som er startet en uge forinden og efter fermentering er vinen så lagret omkring 9-10 måneder inden ufiltreret aftapning på flasker.

Igen er det en moden og fyldig aroma … lidt mere parfumeret, men på en totalt anden facon, hvor det mere er et møde mellem honning, melon og rosmarin … minder mest om Castelcerino, men virker på en eller anden måde bare mere mineralsk. Der er honningmelon, lemon appelsin samt nogle eksotiske frugter som abrikos, selvom det nok er pærer og honningmelon, der kommer mest frem sammen med nogen mandelbitterhed.

Smagsmæssigt har vinen en god syre, men bestemt ikke vild. Den er i stedet som foregående vin simpelthen bare blød og cremet. Meget behagelig smag, givende, udtryksfuld og har både citroner, lemon og lidt grape, men er alligevel rund. Igen fornemmer man, at denne Garganega vin har et ekstra gear end mange andre af slagsen.

Forhandles af Vintrovin, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Cantina Filippi, Monteseroni, Veneto, Italien

2019 Cantina Filippi, Monteseroni, Veneto, ItalienFra den sorte basaltiske og vulkanske jord til en vin fra den hvide kalkstenholdige jord, som I kan se en prøve af ved siden af denne 2019 Monteseroni fra Cantina Filippi.

På Monteseroni marken er Garganega vinstokkene plantet af flere omgange i 1960’erne og i 1980’erne. Ellers er vinen lavet på samme måde som den foregående.

Det betyder, at druerne er høstet manuelt og anvendt i hele klaser uden afstilkning. De er bare presset blidt, hvorefter vinen gærer sammen med den forgæring aka Pied de Cuve, som er startet en uge forinden. Efter fermentering er vinen så lagret omkring 8 måneder inden ufiltreret aftapning på flasker.

Igen er det en pænt gul vin, hvor duften er totalt anderledes end foregående. Her virker vinen nu kraftigere, varmere og langt mere koncentreret, men samtidig urtet, grøn, animalsk og landlig. Det er – som sidst jeg smagte denne vin en lidt vild duft, syrlig/sur, nærmest overgæret med overmodne æbler, bagte æbler, blomster og så masser af urter, bivoks og ristede mandler. Vildt tiltrækkende.

Smagsmæssigt er det vitterlig en meget blød vin, lidt sødkrydret med abrikos, pærer, modne æbler, nedfaldsæbler, grillet lemon og nødder. Vinen nærmest smelter i munden, er så silkeblød, zenagtig og forførende med et drys af nogle aromatiske urter, men det er uden at miste en sart kalket mineralitet. Far er glad.

Forhandles af Vintrovin, hvor den tidligere har kostet 210 kr., men er i øjeblikket ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Cantina Filippi, Castelcerino, Veneto, Italien

2020 Cantina Filippi, Castelcerino, Veneto, ItalienDen første vin, som Filippo Filippi serverede for mig på Visco & Filippi Aziende Agricole Associate var hans Castelcerino 2020 … den vin, som Filippi klart producerer flest flasker af.

Vinen er lavet på 100% Garganega fra op til 60 år gamle vinstokke og er lavet alene på de store ståltanke. Gæring er sket med druernes naturlige gær via en Pied de Cuve, altså forgæret most og efter endt fermentering er vinen lagret med bærmen frem til maj 2021, hvor den er flasket, altså omkring 7-8 måneders lagring. Men som jeg nævnte i forrige indlæg, så laver Filippo ofte flere aftapninger, hvor nogle af vinene lagrer længere tid.

På Filippis Castelcerino mark – en af Soaves 33 cru’er – består undergrunden af sort, basaltisk og vulkansk hård sten, hvilket er med til at vinen sit helt eget udtryk. Generelt er Filippis vine meget udtryksfulde og aromatiske med en speciel karakter.

Hvis jeg ud fra tidligere besøg skal generalisere, så er vine fra den sorte, lava-fyldte, basaltiske jord typisk lidt fede, mens vine fra den hvide, kalkstensholdige jord er lidt slankere. Det synes jeg dog ikke, var tilfældet hos Filippi.

I glasset er der godt med gul farve og næsen er lemon, citron, appelsinskal samt lidt mere eksotiske frugter som abrikos, mango og ananas, lidt blomster, mandler og tertiære aromaer med bare lige en snert af petroleum, ingefær, en tør kornmark og nogen fylde.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere frisk, levende og ren med en god syre og god mineralitet. Selvom vinen har denne klare, rene side, så er smagen også rund med lidt bund. Der er kamille-te, mynte og det suppleres med lidt grape. Det er sgu en lækker hvidvin.

Forhandles herhjemme af Vintrovin, hvor en flaske i 2019 årgangen koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Besøg hos Cantina Filippi … og majestætiske, vilde Filippo Fillippi

Jeg havde egentlig regnet med, at sommerferien med los familios ved Lago di Garda skulle omfatte besøg hos en del vinproducenter, men det blev faktisk kun til et enkelt besøg, men dog nøje udvalgt, for det var nemlig hos Filippo Filippi på Cantina Filippi, der ligger i den lille by Castelcerino omkring 8 kilometer nord for Soave by.

Udvælgelsen af Filippi var således ingenlunde tilfældigt, for jeg havde tidligere smagt vin fra vinhuset og det rangerer – efter min ydmyge mening – blandt noget af det bedste Garganega vin i hele Soave og jeg har smagt en del vin derfra og har da også besøgt området et par gange tidligere.

Det var bl.a. på Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour tilbage i juni 2019, hvor jeg også deltog i Soave longevità, en smagning af 10 udvalgte Soave vine, som blev kommenteret af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe. Men ellers bød turen på tonsvis af Soave vine.

For mere viden om Soave og vinene, så kan du læse de 4 Houlberg i Soave blogindlæg, som jeg lavede i forbindelse med vinturen:

Med al den viden i bagagen, så skrev jeg til Cantina Filippi om et besøg og fik hurtigt svar fra Paola Giagulli og aftalte et tidspunkt den kommende dag.

Om Cantina Filippi og historien

Cantina Filippi drives af Filippo Fillippi … en stoisk, majestætisk vildmand, som kun snakker italiensk, men utrolig imødekommende, sjov, smilende og rar. Han har drevet vinhuset selv siden 2007 og drev det tidligere sammen med sin bror og flaskede de allerførste vine tilbage i 2003.

Fillipo har mange betegnelser … og søger man lidt på nettet, så dukker der titler op som troldmand, oprørsk vinmager, hundehvisker og ensom ulv. Alle betegnelserne vidner om, at han er respekteret i det meste af verdenen for sine vine.

Hans vinhus ligger i byen Castelcerino på et af de højeste punkter i hele Soave i 400 meters højde og gården er nabo til Azienda Agricola Coffele, som jeg netop besøgte tilbage i juni 2019. Så dermed var det også et glædeligt gensyn med området … og på en eller anden måde, så er der også en sammenhæng mellem de to vinhuse.

For Cantina Filippi hedder egentlig Visco & Filippi Aziende Agricole Associate. Visco er navnet på Filippo Fillippi mors familie og det har da også været i familiens Viscos eje siden 1874, selvom vingården opringelig stammer fra det 12. århundrede.

Vinhuset Coffele er imidlertid en del nyere, grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele, men han var gift med Giovanna Visco, der var den sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino og den gamle 1700-tals kælder La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave centrum.

Cantina Filippi gamle vingård i Castelcerino havde siden 1300-tallet været ejet af den rige toskanske Conti Alberti familie, men blev købt af Visco familien i år 1874, hvor de også startede med at producere vine, så derfor er der til vingården marker med meget gamle vinstokke helt tilbage fra 1950’erne.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke det store ud af markerne.

Samlet har Filippi i dag 20 hektar jord ligger i 320-400 meters højde og fordelt 15 hektar vinmarker … primært fordelt på de 4 vinmarker Castelcerino, Monteseroni, Vigne della Brà og Turbiana, hvorfra Filippo Fillippi laver hans 4 enkeltmarksvine.

På Castelcerino, Monteseroni og Vigne della Brà markerne dyrker Filippi Garganega og på Turbiana Trebbiano du Soave. Markerne er alle omkredset af skov, hvilket Filippi er stolt af, da det beskytter de mange vinstokke for det værste uvejr. Alle marker dyrkes økologisk certificeret og derudover anvendes også biodynamiske principper i nogen udstrækning.

De 4 vinmarker har hver deres helt specielle og forskellige undergrund, hvor Castelcerino har en sort, lava-fyldt, basaltiske jord, Monteseroni derimod en hvid, kalkstensholdig jord, Vigne della Brà en hård, gråbrun og leret jord og endelig Turbiana med en mere lys skiferholdig undergrund. Det giver vine med en utrolig forskel samt spændvide.

Mange af Filippis vinstokke er meget gamle, fx er de på Monteseroni  plantet i 1960’erne og 1980’erne, mens de ældste på Vigne della Brà er tilbage fra 1950’erne. Det er vist Filippis Trebbiano du Soave, som er de yngste med deres omkring 20 år.

Alle Filippis vinstokke er ophængt i pergola, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien. Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder.

Det betyder en lav plantetæthed og normalt også  højt udbytte pr. vinstok. Druerne modtager også lidt mindre sollys, da de hænger i skygge … men det betyder selvfølgelig også, at høsten kun er muligt via håndkraft.

I vinkælderen laves vinene alene med druerne naturlige gær, hvor der kun anvendes begrænset svovl og ellers med så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Gæringen sker med en forgæret most, som er lavet på en lille høst en uge inden den almindelige høst. Så  får druerne lov til at stå en uge i kold gæring. På fransk kaldes dette princip Pied de Cuve. Alle vinene laves udelukkende i rustfrie ståltanke og lagring sker sur lie,

Tidligere afstilkede Filippo alle druerne, men for omkring 5 år siden ændrede han denne praksis, så der i dag udelukkende anvendes hele klaser ved presning. Det har helt gjort, at vinene er blevet mere friske og måske endda også en anelse mindre oxidative,

Ved aftapning på flaske filtreres vinene der ikke og så tapper Filippo vinene to gange, første gang i maj og senere i september, så dermed giver det også variationer i vinene, selvom det er samme årgang. Ved mit besøg smagte jeg fx Filippos 2020 Castelcerino både på flaske og senere fra tank, hvor første var tappet i maj … og resten ventede på aftapning til september.

Smagningen

Besøget hos Cantina Filippi startede med lidt i glasset … altid en god idé. Jeg satte mig i smagelokalet i den gamle ejendom sammen med Paola Giagulli og Filippo Fillippi. Samlet smagte jeg disse vine:

Det er nu en sandhed med modifikationer, da jeg ikke på vingården smagte den sidste vin Vin da Góti. Den var en gave, som jeg fik med og smagte senere på aftenen. Det er en vin, som der kun laves 1.000 flasker af årligt og dermed ikke særlig udbredt.

I det hele taget, så producerer Filippi ikke vildt mange vine … årligt kun 30-40.000 flasker Castelcerino, små 2.700 flasker Monteseroni, 6.000 flasker Vigne delle Brà og 2.500 flasker Turbiana Trebbiano.

Derudover smagte jeg også Filippos egen Castelcerino Drio Casa, hvor Garganega druerne kommer fra en ultralille parcel kaldes Drio Casa tæt på vingården. Vinen er lavet i en 54 liter glasballon, så dermed er der kun lavet 72 flasker af den vin.

For hver af de 4 enkeltmarksvine viste Paola og Filippo en sten fra pågældende mark, således jeg tydeligt kunne se de store forskelle i undergrunden.

Filippo styrede rækkefølgen med hård hånd. Den første vin Castelcerino er den vin, som de klart producerer flest af og den havde de flasket med skruelåg, som første vin nogensinde. De øvrige tappes fortsat med korkpropper, selvom det kan give nogle problemer.

Vi drøftede lidt om Garganega vinene, hvor jeg ofte er blevet begejstret for vine med alder. Filippo selv fortrækker dog vinene unge og gør også store bestræbelser for at sikre friske vine, bl.a. med brug af hele klaser i vinifikationen.

Hans 2019 Turbiana Trebbiano var nok den ringeste,  men Filippo fortalte, at 2019 høsten af Trebbiano di Soave var særlig dårlig, så derfor smagte vi også vinen i årgang 2018 og den var langt mere kompleks og interessant.

Vinene fra Cantina Filippi importeres i Danmark af Vintrovin i København og det var Filippo Filippi meget tilfreds med. Han laver vin til hjertet og dedikerede forbrugere, Han fortalte også, at de kun får besøg af vinfolk, som kender til huset eller har læst om det og ikke tilfældelige turister.

Der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Rundvisning og mere smagning

Da vi var igennem vinene, så bad Filippo mig tage mit glas med, hvorefter vi gik ind i vinkælderen til de mange ståltanke, hvor to medarbejdere var i gang med at pakke vinkasser, der skulle sendes til Canada, da Cantina Filippi eksporterer deres vine en lang række lande bl.a. lande som Canada og Brasilien for at nævne et par stykker langt væk.

Så smagte vi ellers vine fra samtlige ståltanke … mest årgang 2020 af de 4 enkeltmarksvine, men mener også, at der var nogle 2019’ere, der havde fået lov at lagre længere. Det blev et hyggelig lille tur rundt blandt ståltankene med godt humør og smil.

Paola tog et et foto af Filippo og mig … og vi trak begge vore maver ind med et stor smil. Generelt blev det en hyggelig stund, hvor jeg endte med at købe en kasse vin med … og fik vinen VinDaGoti med som gave …. to be enjoyed senere på aftenen.

Og inden jeg gik, så kom Filippo også med en ekstra gave … en flaske af de 72 producerede Castelcerino Drio Casa. Ingen etiket  og bare rendyrket drikkeglæde. Tak til Paola og Flippi for godt besøg.

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, Italien

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, ItalienTilbage i maj 2011 smagte jeg første gang denne 2005 Barolo Vigna Merenda fra Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Nu er det efterhånden 10 år siden, hvorfor det vel er okay at skrive om vinen igen?

Dengang var det også Jan, som serverede vinen og nu var det efter et forsøg på vinen i årgang 2006, men den var væk og helt flad. Men så fandt Jan i stedet 2005’eren og den var perfekt.

Sjovt nok havde jeg faktisk smagt Barolo Vigna Merenda 2006 – eller Barolo Sarmassa Vigna Merenda – for nogle år siden, hvor det intet var galt med vinen, men det kan jo blot være en flaskefejl.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli ligger i den nordlige del af Barolo by i Piemonte. Scarzello familien har en lang historie, men vingården er reelt grundlagt i 1947 af Giuseppe Scarzello, der efter 2. verdenskrig startede som vinbonde i Barolo.

I dag er det 3. generation i form af Federico Scarzello, som driver vingården. Federico overtog tøjlerne i det gamle familiebrug, da han i år 2000 var færdig med vinskolen Scuola Enologica  i Alba som 20-årig og han har siden knoklet løs for at hæve niveauet … siden 2009 helt uden faderens hjælp.

Federico  er en meget ung, ambitiøs, kompromisløs og charmerende Piemontesisk vinbonde, som laver dybe, intense og klassiske Piemonte vine.

Federico går mod den moderne strøm, der har hersket i Piemonte i mange år med brug af små nye fade og kort macerationstid. Federico laver klassiske vine med lang macerations og lagring på store brugte fade, vine der tydeligt er inspireret af Giacomo Conterno og vennen Beppe Rinaldi.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli har samlet 5 hektar vinmarker og ejer bl.a. 3 hektar på topmarken Sarmassa, fordelt på 4-5 parceller, hvor der dyrkes på Nebbiolo og Barbera. De er således eneejer af Vigna Meranda parcellen på Sarmassa marken. Men derudover ligger husets marker i Terlo og Pajagallo.

Alle markerne drives økologisk, og derudover arbejder Federico også efter biodynamiske principper, men er dog ikke certificeret biodynamisk. Federico nedtoner også selv sit troskab til økologi og biodynamik, idet han ikke ønsker at konkurrere på, hvem der er mest økologisk eller biodynamisk og vil ikke lade certificeringen definerer hverken ham eller hans vine.

Der produceres alene 4 forskellige vine på Scarzello, nemlig en Barbera d’Alba Superiore, en Langhe Nebbiolo, en fin Barolo del Comune di Barolo og så denne topvin Barolo Sarmassa Vigna Merenda, der således er topvinen fra vingården.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda kommer fra monopol parcellen Vigna Merenda på Sarmassa. Vinstokkene er ikke voldsomt gamle, alene 15-20 år, selvom denne vin faktisk er lavet første gang tilbage i 1978.

Den er lavet med voldsom lang maceration, hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder og så efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er der knust rosenblade, violer, læder, tjære, ædelhed, mahogni træ, lakrids, lakridsrod, ribs, tranebær, tør jord og våd hund, tulipaner, let karamel og marcipan. Det er en duft to die for … virkelig indbydende med en slags dekadent ædelhed.

I munden er vinen bare så ren, tør og vildt tør, så alderen trykker på ingen måder. Det er ikke til at smage, at vinen er 16 år, for alt spiller. Der er ribs, tranebær samt tørre og bitre tanniner, der stramt samt kontant udtørrer munden på strengeste vis. Det suppleres med en vis mineralitet og samtidig med perfekt balance, så dermed klart omkring 6-6,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske i en nyere årgang 2015 efterhånden koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Nada Fiorenzo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2013 Nada Fiorenzo, Barbaresco, Piemonte, ItalienVi skulle også smage et par Nebbiolo vine og den første var denne basis Barbaresco fra det lille vinhus Nada Fiorenzo, der ligger i Treiso.

Vinhuset er grundlagt i 1921 af Carlo Nada, der var en innovativ landmand, der købte Rombone vingården i Treiso og startede med at producere vine, som han solgte til de lokale restauranter.

Hans søn Fiorenzo Nada … den næstsidste af søskendeflokken på 7 børn arvede en del af markerne fra sin far i 1960’erne, men stoppede dog vinproduktionen og solgte blot druerne til andre lokale producenter.

Det blev i stedet hans søn Bruno Nada, der i 1982 frigav de første vine fra Azienda Agricola Nada Fiorenzo. Men inden han greb den handske, så havde han forladt Treiso og uddannet sig til lærer på en skole i Alba. Derefter blev han lærer på en skole indenfor hoteluddannelsen med speciale indenfor mad og vin.

Undervejs havde han foreslået sin far at stoppe med salget af druer og i stedet fremstille vinene selv, da faderen dermed ville undgå de dårlige priser på druerne og med hjælp fra Bruno, så gik de således i gang med dette og lavede de første vine i 1982.

I dag er det 4. generation i form af Brunos søn Danilo, som driver vingården videre. Han har selv startet anderledes som sommelier og har bl.a. arbejdet som sommerlier for for Gordon Ramsey, men i dag laver han altså vinene sammen med sin far.

Samlet har de 7 hektar vinmarker, bl.a. parceller på marker som Riombone, Montaribaldi og Manzola. Derfra laver de en række vine og det er pt 8 forskellige vine, herunder 4 Barbaresco vine, som lige omfatter denne basis Barbaresco og 3 enkeltmarks Barbaresco’er fra de nævnte 3 marker.

Basis Barbaresco’en her er lavet med Nebbiolo druer fra de to marker Rombone og Manzola i Treiso kommunen i 220-260 meters højde. Vinen er lavet ved, at druene gærer med maceration uden den store indgriben. Derefter er vinen lagret 24 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er pænt blomsterrig, tørrede og knuste rosenblade, violer, læder, lys og moden frugt, hindbær, jordbær, lakrids, gammel kælder, røg, eg, lys balsmisk syre, svampe og egentlig meget elegant, ædelt og modent.

I munden vinen tør med masser af træ, ribs, hindbær, umodne kirsebær … en meget lys og ren syre, vildt tørre tanniner og virker ikke så mørk, som mange Barbaresco vine kan være i forhold til fx Barolo’erne. Her sidder alle tingene på de rette pladser.

Forhandles herhjemme af Oxholm Vin, men denne er ikke pt i sortimentet. Til gengæld kan du finde en Barolo Rombone 2013 til 349 kr., så denne ligger nok omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2010 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienGarganega vine med alder kan noget helt specielt og blive vildt spændende … og det er denne 2010 Le Rive fra Suavia et fint eksempel på.

Det er en vin, som jeg har smagt flere gange og sidste gang var i august sidste år, hvor jeg smagte den i en årgang 2011, men nu er den ét år ældre, altså årgang 2010.

Azienda Agricola Suavia, der ligger lige i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave har jeg skrevet om før. Jeg besøgte det for et par somre siden, men det kan du jo – sammen med informationer om vinhuset – læse mere om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari.

Denne Le Rive er topvinen fra Suavia og lavet med 100% Garganega druer fra marken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent.

Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere.  Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt er det en vild og voldsom vin, næsten oxyderet med våd, fed røg, fylde, fedme og olieret moden ædelhed. Der er en frugt med abrikos, måske endda tørrede abrikoser, pærer, lidt nektaragtig fedme, salt, tørret appelsinskal, mandler … virkelig eksplosiv, moden og fascinerende.

Smagen er cremet med olieret fedme og nærmest som en magiterning af smag. Der er vildt meget smag i denne fætter, fed, nektartyk og olieret … igen med abrikos, fersken, grillede citroner, lemon og en snert grape, salt og sødme. Syre er der også, men den spiller andenviolin og skal bare holde de kraftige elementer på plads og det klarer den smukt og elegant. Det er tropisk frugtjuice på epo, men hvor bliver man glad.

Forhandles hos Otto Suenson, hvor den i årgang 2015 koster 209 kr.

Vinanmeldelse 6/7