Tag-arkiv: Mosel

2011 Weingut Willems-Willems, Spätburgunder S Trocken, Mosel, Tyskland

Selvom det er Riesling Week, så må man gerne være den hvide dronning Riesling utro, specielt hvis det er med kongedruen Spätburgunder og så især på en fredag. Denne fredag stod den på en Spätburgunder S Trocken fra vinhuset Weingut Willems-Willems, som ligger i byen Konz-Oberemmel i Saar området af Mosel.

Vingården drives af  Carolin Hofmann, som er 5. generation af Willems på vingården, og er født Willems … så navnet Hofmann stammer fra hendes mand Jürgen Hofmann, som også ejer et lille vinhus, nemlig Weingut Hofmann i byen Appenheim, lige mellem Mainz og Bingen, omkring 5 kilometer fra Rhinen i den nordlige del af Rheinhessen.

Jürgen har vi næsten lige skrevet om her på bloggen, nemlig da vi smagte hans 2012 Weingut Hofmann, Spätburgunder Rotwein Trocken, Rheinhessen, Tyskland. Det var dén med den den sjove etikette, som var illustreret med en grøn cirkel samt en stol.

Carolin overtog driften af vingården Willems-Willems i 2000 med dens 4 hektar vinmarker efter forældrene Karl og Irene Willems, som havde drevet gården siden 1971. Navnet Willems-Willems skyldes, at Carolins forældre begge hed Willems, da de blev gift … og dermed kom vingården til at hedde Willems-Willems.

Carolin er selv uddannet ønolog for Geisenheim og har efterfølgende sammen med Jürgen rejst hele verden rundt for at lære om vin, bl.a. har parret inden overtagelsen af deres respektive vingården arbejdet på vingårde i både Sydafrika og Australien.

I dag drives de to vingårde i fællesskab, og med samme designlinje. Etiketterne på Hofmanns vine har den runde, grønne cirkel, mens vinene fra Carolin har en trekant. Rolig nu drenge, ikke sådanne tanker. Trekanten symboliserer, at vinene fra området Konzer Tälchen i Saar, Mosel er kantede efter den skiferholdige undergrund, mens vinene fra Hofmann i Appenheim er mere bløde efter indholdet af kalksten i undergrunden. Her er trekanten suppleret med et stearinlys … hvorfor har jeg ingen anelse om.

Og de er begge meget aktive indenfor vinproduktion. Jürgen er således aktiv i foreningerne Simply Wine, en forening af tyske vinproducenter fra 6 forskellige områder, Moseljünger og Appenheimer Winzer. Derudover er han også del af vinproduktionen i Fritz Müller, som laver en række spændende vine på druen Müller-Thurgau.

Carolin er af den tyske vinjournalist Stuart Pigott kåret som året kvindelige vinmager i 2010, og i 2013 vandt hun prisen for bedste tørre Riesling vin under 12,5% af det det tyske vinblad Weinwirtschaft.

Her har vi Weingut Willems-Willems eneste rødvin … Spätburgunder S Trocken. Alle andre vine fra Carolin er hvidvine. Vinen er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke, og har lagret 18 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt er her lidt våde fade … det er første indtryk, kombineret med hindbær, granatæbler, røg, chokolade og god syrlighed. I munden er der kirsebær, hindbær, krydderier, tobak … men ellers lidt neutral og stikker ikke meget ud. Ganske okay Spätburgunder, som måske er mere til den varme side.

Havde forestillet mig vinen mere mineralsk pga. den skiferholdige undergrund, men den træder ikke så meget igennem i vinen. Og endda specielt fordi Carolin laver vinene med overskriften “Schiefer Trifft Muschelkalk” … altså skifer, kalksten og muslingekalk/kridt.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 16,80€ … eller omkring 125 kr. Det er der vel ikke noget at sige til, men Jürgen Hofmanns Spätburgundere er bedre køb.

Rating 4,5/7 

2012 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

Fredag i dag … og smider lige et par Spätburgundere på bloggen, nemlig et par stykker fra onsdag, hvor jeg var så heldig at få besøg af Martin fra vinfirmaet Extra Brut Vinimport. Sammen drak vi lidt Spätburgundere og fik en god snak om vin, Spätburgunder og meget andet.

Martin havde taget et udvalg af vine med – takker – og den første vi smagte, var denne Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert fra Weingut Günther Steinmetz, som holder til ved byen Brauneberg i Mosel … en 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues.

Det er ikke tit, at man finder virkelige exceptionelle gode producenter af Spätburgunder i Mosel, som vel ret beset er Riesling-land. Der findes et par stykker, som jeg kan komme i tanke om, bl.a. Markus Molitor, men den gode Martin fra Extra Brut Vinimport har virkelig fundet en lille perle i Steinmetz.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som driver omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg, bl.a. markerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne på meget stejle skråninger.

Her har vi husets Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, som der alene laves sølle 900 flasker af årligt.

Duftmæssigt har jeg noteret mejeri, mælkesyre, let babybræk … på den fede måde, kul eller kridt … i hvert fald en lidt varm mineralsk note, hindbær, lethed urter samt lidt florale elementer, blomster og lidt grønt. Ikke den klassiske tyske kostald med en smule sødme, men en mere feminin og delikat tone af skøn Pinot.

I munden er vinen blød, elegant med lyserøde bær, revne æbler og mineralitet. Der er en gennemgående syre, som holder vinen i flot, flot balance og den slutter af med en lang og sødkrydret eftersmag. Virker let, blød, feminin og rigtig lækker. Thumbs Up big time.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 195 kr., hvilket må siges at være billigt for én af husets topvine, som der produceres begrænset af.

Rating 5,5/7 

2012 Weingut Grans-Fassian, Trittenheimer Apotheke Riesling GG, Mosel, Tyskland

Det er ikke mere end en måned siden, at jeg smagte en Trittenheimer Riesling Kabinett fra Weingut Grans-Fassian, og nu er der igen Riesling fra Grans-Fassian i glasset. Endda et niveau op, da vinen er fra husets Grosses Gewächs mark Trittenheimer Apotheke … og fuck, hvor det altså bare godt.

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim, en strækning som måske hører til blandt Tysklands smukkeste.

Vinhuset er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 10 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Denne Apotheke Riesling Grosses Gewächs Trocken kommer som nævnt fra Grosses Gewächs marken Trittenheimer Apotheke. Det er en ekstremt stejl mark, ca. 60% stigning, en perfekt syd-sydøst eksponering og en undergrund med gråblå skifer. Den perfekt placering giver en høj solintensitet og skiferen er med til at holde på varmen og forlænge modningen i efteråret.

Derudover er vinstokkene på marken over 60 år gamle, og marken bliver også nænsomhed vedligeholdt for at give så sunde druer som muligt. Druerne håndsorteres og vinen laves ved en kold gæring og lagring 3 måneder på ståltanke.

I næsen er vinen voldsomt aromatisk med en overflod af blomster, petroleum, lime, hyld og våde flintesten. Hold nu op, hvor denne vin bare dufter fantastisk. I munden er der en fantastisk intensitet … nærmest lidt fedme, fylde … men samtidig god syre og mineralitet, renhed. En vin i perfekt balance, og den smager altså bare rigtigt, rigtigt godt. Thumbs Up.

Købt hos Bichel Vine, pris 325 kr.

Rating 6/7 

2013 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Påskeferie … og alle børnene på vej. I morgen står den på lammesteg, hygge … og i dag kan vi varme op med denne Riesling fra Weingut Reinhold Haart, da pigerne elsker hvidvin … og hustruen specielt Riesling. Og hvorfor ikke fra én af de bedre producenter?

Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haart nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.

Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.

I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. ”Vores passion og profession tilhører vinene” siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget ”Reinhold Haart”.

Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Theos nevø også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.

Alle vine hos Weingut Reinhold Haart er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af “Weinguide Deutschland” i 2007 kåret som “årets vinmager” (Winzer des Jahres). Samtidig har vingården fået prædikatet “Weltklasse”, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Hans bedste vinmarker er klart Piesporter Goldtropfchen og Wintricher Ohlingsberg, men bare hans basis Riesling Trocken – ja det er lige præcis denne vin – giver et forrygende indtryk af husets formåen.

Theo Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Denne Riesling Trocken, Haarts entry-level Riesling, er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved ca. 16 grader, hvilket forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende filtreres vinen let og tappes på flaske.

Duftmæssigt er her fersken, grønne æbler, blomster, blomsterstøv og i det hele taget godt med florale noter. Smagen er frisk, krisp og sprød med flintesten, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen.

Forhandles i Danmark af Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr. Jeg har købt mit eksemplar i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 8,50€ … eller omkring 63 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Weingut Egon Müller, Scharzhof Riesling, Mosel, Tyskland

Et ekstranummer fra i søndags … efter de fleste var draget hjem. Men et flot punktum for en dejlig eftermiddag, idet vinen var fra én af de store i Mosel … hvis ikke den største, nemlig Egon Müller, og vinen en Scharzhof Riesling i en årgang 2011.

Egon Müller holder til på ejendommen Scharzhof lige udenfor Wiltingen i Saar området i Mosel. Vinhuset er grundlagt i 1797, men havde indtil da tjent som kloster til St. Maria zu den Märtyrern … vistnok en del af Benediktiner-ordenen, men blev bortauktioneret af den franske stat efter nationaliseringen af kirker og klostre i kølvandet på den franske revolution.

Det var oprindelig Jean-Jacques Koch, som i 1797 overtog ejendommen. Dengang havde den allerede fået navnet Scharzhof, bl.a. på grund af tilhørsforholdet til nærliggende Scharzhofberg, en 27,3 hektar stor vinmark på en stejl stråning øst for ejendommen, og i dag perlen i vingårdens vinmarker. Efter Kochs død overgik ejendommen til hans 7 døtre, hvoraf én af dem senere giftede sig med Felix Müller, og det er deres søn Egon Müller, som bliver foregangsmand for vinhuset.

Egon Müller døde i 1932 og overlod gården til sin søn Egon Müller II, som imidlertid døde i en traktorulykke i vinmarkerne i 1941, hvor driften blev overtaget af hustruen indtil Egon Müller III kom hjem fra krigen … faktisk efter fangenskab i England … og videreførte driften. Det er også Egon Müller III, som stod for udvidelsen af driften, bl.a. med købet af vingården Le Gallais i 1954 og efterfølgende markerne Wiltinger Kupp samt Braune Kupp.

Og i over 200 har vingården nu været drevet af Müller familien, og de seneste 5 generationer endda af Egon Müller, idet man i familien viderefører de stolte traditioner, hvor den førstefødte søn altid bliver døbt Egon. Siden omkring 1990’erne har det været Egon Müller IV, som har drevet vingården og bragt den frem til en position, som ét af verdens bedste vinhuse … i hvert fald, når det gælder Riesling. I dag er sønnen Egon Müller V også med i foretagendet.

I dag består vingården af markerne Wiltinger Kupp på 0,4 hektar, Braune Kupp på 4 hektar, Oberemmeler Rosenberg på 1 hektar, Wiltinger Braunsfels på 0,4 hektar, Saarburger Antoniusbrunnen på 1,4 hektar, Wawerner Jesuitenberg på 0,3 hektar og endelig 8,5 hektar af det nævnte Scharzhofberg. Det giver samlet omkring 16 hektar udsøgte vinmarker. 95% af vinstokkene er Riesling.

At den gode Müller hører til blandt verdens bedste producenter kan også aflæses i, at han er medlem af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Weingut Müller i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Antinori, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men tilbage til vinen. Denne Scharzhof Riesling er husets entry-level vin, ren Riesling fra husets marker i Saarburg, Oberemmel, Wawern, Wiltinger Braunfels og Wiltinger Kupp. Lavet på ren stål, og ikke lagret på eg overhovedet.

Og hvilken liflig duft af petroleum i stor stil, kold kælder, let indelukket (men på den fede måde), hyld, kvæde, modne æbler, citrus, vingummi, muskat, appelsin, honning, våde sten, flint og også lidt krydrede noter … hmmmm fabelagtigt. I munden er vinen cremet, næsten fed med sødme, salvie, appelsin … voldsom flot dybde, balance og hvor smager det bare godt.

Købt i SuperBest i Hjørring til 225 kr.

Rating 6/7  

2013 Weingut Ludger Veit, Vinum Monticellum Spätburgunder, Mosel, Tyskland

Fredagens Spätburgunder – ja selvfølgelig kom der Spätburgunder på bordet i går – var fra Mosel, helt præcis fra byen Osann-Monzel. I denne lille by finder vi nemlig Weingut Ludger Veit, som står bag fredagsvinen Vinum Monticellum Spätburgunder.

Osann-Monzel … også kaldt Monzel an der Mosel … ligger 3-4 kilometer nordøst for Piesport og vel også omkring 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues, så vi er vel egentlig i hjertet af Mosel. Lige overfor et Aparthotel Panorama finder vi det lille familiedrevne vinhus, som ligger med en flot udsigt udover de stejle vinmarker og Mosel floden.

Vinhuset drives af Ludger Veit, som i en ung alder – blot 19 år – i 1984 overtog driften efter sin far. Og den unge Ludger var topmotiveret og målrettet, så siden overtagelsen har han løbet udvidet vingården ved opkøb af nye vinmarker. I dag ejer Ludger samlet 14 hektar vinmarker, bl.a. nogle af de stejle topmarker som Monzeler Kätzchen, Kestener Paulinshofberg, Kestener Herrenberg og Brauneberger Juffer.

Selvom Mosel nok mest er kendt for deres vine på Riesling, så har Ludger Veit er særlig forkærlighed for rødvine, og derfor er omkring halvdelen af hans vinmarker tilplantet med røde druesorter som Spätburgunder, Dornfelder, Dunkelfelder, St. Laurent og Merlot. Det har også medført, at Veit i dag er én af de førende rødvinsproducenter ved Mosel floden.

Det skyldes også, at der anvendes moderne teknikker, både i markarbejdet samt i vinkælderen. Og så eksperimenterer Ludger en del … også med hvidvinene, hvor han også – udover Riesling – dyrker sorter som Weisser Burgunder, Chardonnay, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc.

Det store fokus på kvalitet har også betydet, at Veit har vundet en del priser for sine vine, bl.a. vandt han sidste i 2014 årets Riesling-Grand-Prix i Mosel med sin 2013’er Paulinshofberg Riesling Trocken.

Her har vi imidlertid én af Ludger Veits mange rødvine, nemlig hans Vinum Monticellum Spätburgunder, og husets topvin i serien af rødvine, som ikke har lagret på barriques. Vinen er opkaldt efter det gamle navn for byen Monzel, nemlig Monticellum, hvilket betyder “by på bjerget” og meget godt beskriver Monzels beliggenhed. Druerne er hentet fra forskellige af Veits stejle og skifterholdige vinmarker.

Vinen findes også i en udgave, hvor den får 24 måneder på egetræsfade, men denne har ikke set eg.

Duftmæssigt først lidt krydrede noter efterfulgt af den klassiske søde kostald … ikke så markant, men bestemt tilstede. Frugtmæssigt er der klart kirsebær, og så en lidt speciel duft … ovre i lidt grannåle. I munden er der både hindbær og kirsebær, god syre, lidt peber og tydelige tanniner, som dog ikke skræmmer nogen væk. Er lidt grov i udtrykket, men okay vin, som dog aldrig duperer helt.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Weingut Grans-Fassian, Trittenheimer Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim, en strækning som måske hører til blandt Tysklands smukkeste. Og han står bag vinaftenens første vin, en Trittenheimer Riesling Kabinett, som Jan har valgt skal følge lidt foie gras … klogt valg.

Weingut Grans-Fassian er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 10 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Denne Trittenheimer Riesling Kabinett kommer fra marken Trittenheim Altärchen, og altså ikke Grosses Gewächs marken Trittenheimer Apotheke. Marken har en syd-sydvest vendt hældning på 48% og en jordbund af skifer, der er med til at holde på varmen. Det giver i kombination med den gode solintensitet en lang og balanceret modningsperiode.

Vinen er lavet med 8 ugers kølig gæring og herefter 3 måneders lagring sur lie i ståltank.

Duftmæssigt let petroleum, fersk svinekød, en smule hyld, ananas og let røg … ganske indbydende. Smagen er som en Kabinett meget sød med nødder, honning samt en rigtig flot balance. Meget behagelig vin. Da den blev indtaget sammen med foie gras kom syren mere frem, så det var faktisk et perfekt match.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Bichel Vine, pris 159,75 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Richard Friedrich-Bauer, Schwarzriesling Trocken, Mosel, Tyskland

Byggemødets første rigtige rødvin blev denne … en Schwarzriesling Trocken fra Weingut Richard Friedrich-Bauer, et vinhus ejet af vinhuset Weingut Willi Haag, som ligger i byen Brauneberg i Mosel. Og en vin, som der var delte meninger om ved bordet.

Haag familien er kendt i Brauneberg og kan dateres tilbage til 1605. Dengang hed byen ikke Brauneberg, men Dusermond … hvilket kan oversætte til “den søde bakke”, men ændrede altså navnet i 1925.

Oprindelig hed vinhuset Weingut Ferdinand Haag Estate, men blev i starten af 1960’erne delt mellem de to brødre Willi og Fritz. Jeg har tidligere smagt vine fra Fritz Haag, bl.a. husets 2013 Brauneberger Juffer Riesling Trocken GG.

Fritz Haag er nok det mest berømte af de to vinhuse, og samtidig også det største med i alt 12,2 hektar vinmarker.

Weingut Willi Haag har alene 6 hektar stejle vinmarker i og omkring Brauneberg. Alle markerne bl.a. Brauneberger Juffer og  Juffer-Sonnenuhr ligger med sydvendte skrænter og den legendariske skifer jordbund, som er velkendt fra Mosel.

Weingut Willi Haag har siden 1995 været drevet af Markus Haag med hjælp fra moderen Inga.

Og udover egne vine under navnet Willi Haag, ja så driver Markus også vinhuset Richard Friedrich-Bauer fra hjemmet i Brauneberg. Ud fra etiketten på vinen, så ejer Markus Haag Weingut Richard Friedrich-Bauer … der står i hvert fald Inh … Inhaber. På nettet er det dog meget sparsomt med oplysninger om Weingut Richard Friedrich-Bauer.

Nå, men her har vi hvert fald en Schwarzriesling Trocken, lavet af Inhaber og vinmager Markus Haag. Druen Schwartzriesling støder vi ikke så ofte på, men den kendes også under navnet Müllerrebe i Tyskland eller Pinot Meunier i Frankrig. I Frankrig indgår den ofte én af de 3 druer, som anvendes i produktion af champagne.

Navnet Schwarzriesling kunne give anledning til at tro, at druen er beslægtet med Riesling, men det er slet ikke tilfældet.

Nå, men lad os smage vinen. I glasset kan vinen godt give associationer til Pinot Noir … transparent og klar saft, let og rubinrød. Næsen er lidt uhhhh med stramme træk, som næsten virker helt kemiske. Der er kirsebær, hindbær og våde egefade samt grønne blade. Smagen er varm, sød og krydret … kirsebær og hindbær.

Én nævnte, at der var lidt portvin i smagen. Det er måske lige i overkanten, men forstår godt sammenligningen, da den har et varmt og sødkrydret udtryk. Og godt kan virke lidt underlig. Jeg synes, at den er sjov at prøve … og til prisen et spændende glas. Men enig … stor vin er det ikke.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er beskedne 5,90€ … eller omkring 44 kr.

Rating 3/7  

2012 Weingut Clüsserath-Eifel, Galerie Guts-Riesling T Trocken, Mosel, Tyskland

Fredag … langt om længe. Trænger til et glas vin, og fredag er jo Spätburgunder dag. Ja, jeg ved det. Men først lidt delevenlig Riesling, nemlig en 1 liters flaske Galerie Guts-Riesling T Trocken fra vinhuset Clüsserath-Eifel, som ligger i den lille by Trittenheim i Mosel.

I denne lille by finder vi Gutshotel Galerie-Riesling og Restaurant Galerie Riesling … og udover hotellet og restauranten, så laver man også lidt vin på stedet, men alene Riesling. Weingut Clüsserath-Eifel har nemlig 3,8 hektar stejle vinmarker rundt om byen og laver omkring 30.000 flasker vin hvert år. Og som sagt kun Riesling.

Vinstokkene er gamle, gennemsnitlig 55 år, og på den ældste mark Fährfelsen er flere stokke endda helt tilbage fra år 1900. Der er derudover flere parceller, bl.a. Trittenheimer Altärchen, Trittenheimer Apotheke, Neumagener Rosengärtchen, Klüsserather Bruderschaft og Leiwener Laurentiuslay.

Det lille foretagende er grundlagt tilbage i 1760, og i dag er det Gerhard Eifel, som driver vingården, hotellet og restauranten.

Denne Galerie Guts-Riesling T Trocken er husets basisvin, en Gutswein … og kommer i en stor 1 liters flaske. Første tanke … når man ser den store flaske er, at det formentlig er lidt billig vin. Billig er måske rigtig, men man skal sgu ikke skue hunden på hårene. For dette er faktisk en ganske fornuftig Riesling.

Som alle huset vine, så laves de i rustfri ståltanke på 280-3.000 liter og lagres derefter på stål eller i flaske.

I glasset fin struktur … ikke ultra tynd og fint med farve, sådan lidt mellemgul. Duftmæssigt er her ananas, fersken, en smule gule æbler, ganske aromatisk og der er derudover lidt vanilje, papkasser og grønne krydderier. I smagen er der en overraskende fin dybde, sødme, let sukker og vinen perler let på tungen. Man smager bestemt, at det er Riesling, og ganske okay balance i vinen.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 7,80€ … eller omkring 58 kr., men så får du også en hel liter. Godt køb.

Rating 4/7  

2011 Weingut Hoffmann-Simon, Spätburgunder Trocken, Mosel, Tyskland

Lige et par Spätburgundere, som jeg mangler at dele med jer … velvillig som man nu engang er … og én af disse er denne Spätburgunder Trocken fra Weingut Hoffmann-Simon, som holder til i byen Piesport … byen som nok mest er kendt for de billige discount hvidvine, men i dag har løftet kvalitetsniveauet markant og laver flotte hvidvine … og altså også rødvine.

Vingården Hoffmann-Simon er grundlagt før krigen, hvor Carl Hoffmann, som forhandlede landbrugsmaskiner i Piesport giftede sig med Maria Simon fra Maring.

Hun var vinmager, og der blev derfor startet en lille vinproduktion på gården. Efter krigen overtog parrets søn Erwin Hoffmann vingården sammen med sin kone Irmine. Hun var også vinmager og kom fra vinfamilien Regnery i Klüsserath.

Det var Erwin og Irmine, som i mange år drev vingården og fik produceret, flasket og solgt vinene fra gården under navnet Weingut Hoffmann-Simon med fokus på frugtagtige, klassiske Mosel Riesling vine … en produktion som specielt fik fart i løbet af 1970’erne.

I 1994 overtog parret søn Dieter Hoffmann driften, både i kælderen og markerne. Han havde forinden uddannet sig som både vintekniker og ønolog i Geisenheim og havde også været i praktik hos forskellige producenter. Betingelserne for at overtage vingården var dermed optimale, og Dieter begyndte da også at udvide og udvikle vingården, bl.a. begyndte han at satse på mere tørre vine, lidt mousserende vine, rosé vine og samtidig også et par røde vine … og netop én af disse flasker har vi netop her.

I dag er fader Erwin desværre død, men Dieter har fundet en frau og har i 2001 og 2004 fået et par sønner Sebastian og John … så måske næste generation allerede er klar i kulissen.

Weingut Hoffmann-Simon har samlet 10 hektar vinmarker, som ligger i Piesport, Klüsserath, Köwerich og Maring fordelt på 6 vinmarker. Der dyrkes selvfølgelig en masse Riesling … ja på over halvdelen af arealet, men derudover dyrker Dieter Müller-Thurgau, Sauvignon Blanc, Weisburgunder, Spätburgunder, Dornfelder og lidt Regent.

Denne Spätburgunder Trocken kommer fra 25-årige vinstokke, og vinen har lagret 1½ år på barriques, heraf 20% nye. Der produceres årligt 2.900 flasker af vinen.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt kirsebær, hindbær … måske lidt på steoider, for virker lidt mørkere i udtrykket og lidt spicy. Måske den nye eg har smittet lidt for meget af? I munden er vinen krydret, varm … og en smule skarp. Habil Spätburgunder uden at gøre vildt stort indtryk.

Prisen på vingården er 9,50€ … eller omkring 71 kr.

Rating 3,5/7