Tag-arkiv: cabernet franc

Cabernet Franc er en fransk rød druesort, som i dag er udbredt i hele verdenen. Den er helt klassisk oprindelig dyrket i Bordeaux og Loire, men findes i dag fx også i stort omfang i det nordlige Italien samt i Californien.

I Loire findes Cabernet Franc oftest som enkeltdruevin som fx i Loires Chinon vine, men den i Bordeaux indgår som den tredje drue i mange af verdens bedste Bordeaux vine.

De første fortegnelser af Cabernet Franc i Bordeaux går tilbage til slutningen af ​​det 18. århundrede, men druen har været plantet i Loire længe før den tid. DNA-analyser viser, at Cabernet Franc er en af ​​to forældre til de også helt store druesorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Carménère.

Cabernet Franc er lettere end Cabernet Sauvignon og giver alene en forholdsvis lys bleg rødvin, mens den i blends bidrager med finesse og giver en pebret og lidt parfumeagtigt bidrag til vinene. Noterne fra Cabernet Franc er oftest tobak, røg, blæk, blyanter, hindbær, paprika og violer.

2006 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2006 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileNæste vin havde også lidt alder, nemlig en 13 år gammel oversøisk vin … 2006 Medalla Real Cabernet Sauvignon fra det velkendte vinhus Viña Santa Rita.

Vinhuset har jeg skrevet om flere gange, så det skal jeg undlade igen. I stedet kigger vi nærmere på denne 2006 Medalla Real Cabernet Sauvignon. Det er normalvis ikke ren Cabernet Sauvignon, for der er også 5% Cabernet Franc, 3% Carménère og  2% Petit Verdot i blendet. Druerne kommer fra vinstokke plantet i 1970. Alle druerne høstet manuelt og udbyttet er omkring 6.000 kg/hektar. Vinen ligger på franske egetræsfade i 12-14 måneder.

Duften er igen godt moden, overmodne blommer, solbær, en mulle kælder, lidt solcreme, skovbund, kanel og nelliker. Smagen er blød og fed og det oversøiske kan smages, for der er langt mere skrald på fed frugt, masser af engelsk lakrids, blæk, grafit … mens tanninerne er bløde og velintegrerede.

Importør er AMKA og vinen forhandles i forskellige supermarkeder, men selvfølgelig i nyere årgange. Prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, SydafrikaNebukadnesar er – som Babel – en Bordeaux inspireret vin og for dem, som ikke lige kender Nebukadnesar, så var han en af de mest kendte herskere i hele Babylonien i det ny-babyloniske dynasti.

Han blev også kaldt Nebukadnesar den Store og erobrede både Judæa og Jerusalem og byggede monumentale bygningsværker i hovedstaden Babylon.

For os, der ikke er stammer fra omkring år 600 før vores tidsregning, så er Nebukadnesar også et skib i Matrix filmtrilogien … men mon ikke, at det er opkaldt efter den gamle hersker?

Nå, men vinen Babylonstoren Nebukadnesar er også et Bordeaux blend lavet i denne årgang 2017 på 49% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 15% Cabernet Franc, 11% Petit Verdot og 2% Malbec … alle vinficeret separat. Det er sket med fermentering og lagring i franske egefade … lagringen har varet 23 måneder.

Derefter er  vinen så overført til rustfrie ståltanke, hvor de hviler en måned inden det endelige blend laves … og så lagrer den 5 måneder mere inden frigivelse.

Næsen er totalt bordeauxfil … har masser af mørke bær, solbær, blommer, muldjord, engelsk lakrids, sød tobak, cigarkasser, svagt lidt kaffegrums, kul, grafit, mælkechokolade og kanel. Det dufter både af mørk frugt og ganske tørt … og med en godt gemt stringent syre. WAOW.

Smagen er meget elegant, utrolig frugtrigdom, det er mørke bær, lyse bær, masser af bid, tanninerne en smule mere integrerede end hos Babel. Vinen er blød, mørk og cremet, men med en fantastisk balanceret, stram syre, som giver vinen en utrolig elegance og monsterlang, syrlig eftersmag, som bare sidder i din mund i lang, lang tid.

Det er sgu en stor vin og utrolig kvalitet fra en sydafrikanske Bordeaux wanna-be. Houlberg er sgu pænt imponeret og disker op med 6 af de store fingre, som vender opad. Like it a lot.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, SydafrikaBabelstårnet blev bygget i Babylon af en forenet menneskehed for at nå himlen, så selvfølgelig laver Babylonstoren også en vin med det navn, og så må vi jo se, om vi fra tårnets top også når himlen?

Babel er i denne årgang 2017 lavet på et skønt mix af 25% Shiraz, 23% Cabernet Sauvignon, 14% Malbec, 11% Petit Verdot, 9.5% Merlot, 9.5% Cabernet Franc og 8% Pinotage. Hver druesort er vinificeret separat, hvilket er sket med græing og maceration i 7 dage efterfulgt af en eftermaceration i en uge.

Derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 12 måneder på 300 liters franske egefade, heraf 30% nye fade samt 70% fade, som er brugt en eller to gange tidligere.

Det dufter i hvert fald rigtigt godt og har klare referencer til Bordeaux, men det er nok ret bevidst med dette blend. Der er solbær, sorte kirsebær, cigaræsker, en håndfuld blyanter, lidt tobak, pæn tørhed, svagt lidt lakrids og tobak … det dufter virkelig godt og blindsmagt kunne det bestemt godt forvekslet med en god Bordeaux. Der fornemmes en lille stringent syre i vinen … let balsamisk og styrende.

Smagen er måske en kende mere fyldig, stærkere og med mere peber end en Bordeaux vin, men det er tørt, har en fin, flot og tør, stringent syre, masser af tanniner og et tørt bid. Der er mørk chokolade med højt kakaoindhold, lidt kakaopulver endda, nogle grønne urter og en lille snert eukalyptus … men for fanden hvor er det tørt. Det er måske endda en vin, som skal i kælderen et par år for lige at blødgøre tanninerne, slibe hjørnerne og polere syren. Klart en vin til Bordeaux elskere.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 197,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Marchesi Antinori, Tignanello IGT, Toscana, Italien

2014 Marchesi Antinori, Tignanello IGT, Toscana, ItalienVi afslutter vores lille Antinori rundtur med manér … nemlig med at smage topvinen Tignanello, som er en af de store supertoscanere, som første gang blev fremstillet i 1971.

Tenuta Tignanello ejendommen nok den mest interessante og helt klart også mest kendte af Antinoris mange besiddelser. Ejendommen blev købt i 1900 af den daværende ejer Piero Antinori.

Dengang var ejendommen alene på 47 hektar, men er gennem årene løbende blevet udvidet ved yderligere opkøb af marker. Det var dog imidlertid Pieros søn, som først begyndte at eksperimentere med druesorterne på ejendommen.

I 1924 skabte han en decideret skabte skandale i Toscana, da han fremstillede en Chianti indeholdende druesorter, som dengang kun var kendt fra Bordeaux. Han fortsatte med at eksperimentere med nye blends, nye typer egefade, temperatur kontrol og flaskelagring.

Han gik på pension i 1966 … men hans søn Piero Antinori var endnu mere innovativ. Man eksperimenterede med tidligere høst af hvide druer, forskellige typer barriques, ståltanke og malolaktisk gæring af røde vine.

Den virkelig revolution kom i 1971 da Piero Antinori lancerede Tignanello … en barrique lagret vin opkaldt efter selve vingården og ydermere indeholdt vinen også både lidt Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc.

Dette betød at den ikke kunne høre ind under Chianti Classico klassifikationen. Og ydermere indeholdt vinen ikke en mindre del hvide druer, som lovgivningen i Chianti fra 1975 ellers foreskrev.

Teknisk set var Tignanello ikke den første supertoscaner … den ære tilfaldte Sassicaia, som er skabt af en Antinori slægningen Marquis Mario Incisa della Rocchetta … men netop med bistand fra Piero Antinori, som jo havde eksperimenteret med Cabernet siden 1920’erne.

Men det blev Tignanello som virkelig rystede den konservative italienske vinverden. Dette medførte blandt andet konsekvenser i både lovgivningen og for fremtidigt arbejde med Chianti klassifikationen.

Selvom lovgivningen for Chianti Classico i dag er lavet om efter Antinoris model, så fortsætter familien med at sælge deres Tignanello som IGT vin.

I dag har Tenuta Tignanello 127 hektar, hvilket giver basis for 3 forskellige, men ikoniske vine, nemlig deres Tignanello Chianti Classico Riserva, som jeg skrev om tidligere, og så selvfølgelig topvinene Solaia og Tignanello IGT.

Tignanello er lavet på et blend, som normalt består af 80% Sangiovese, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Der anvendes alene de bedste druer til vinen, som gærer i store koniske rustfrie ståltanke … hver sort selvfølgelig vinificeret separat.

Efter endt fermentering, så sker den malolaktiske gæring i egetræsfade, hvorefter vinen lagrer på franske og ungarske barriques i 12-14 måneder … både nye og brugte fade. Først derefter sker det endelige blend og aftapning på flaske.

Næsen er herlig flæsket, dyb og mørk frugt med blåbær, brombær, en smule dekadent modenhed, men bestemt uden at miste syren, for der er stringent frugtsyre, fennikel, kanel, vanilje, mørk chokolade, tobak, blomster og mineraler. WAUW.

Smagen er meget direkte, skarp og syrlig … men så alligevel mørk og tæt, nærmest som et møde mellem kraft og syre. Men de går bare så godt i spænd. Tignanello er udover at være flot fløjlsblød også meget luftig, frisk og super balanceret. Dermed bliver det en meget elegant mundfuld vin, som aldrig bliver fluffy og for kraftig. Vi hoster fluks op med 6 houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 749 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Marchesi Antinori, Le Mortelle Botrosecco, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Le Mortelle Botrosecco, Toscana, ItalienMed næste Antinori vin Le Mortelle Botrosecco er vi en kende sydligere i Toscana, nemlig i omkring 7-8 kilometer nordvest for havnebyen Castiglione della Pescaia i Maremma, hvor vi vingården Fattoria Le Mortelle.

Antinori familien har lavet vin i Maremma igennem mange år, men siden 1999 på Fattoria Le Mortelle, hvor de samlet har 270 hektar jord, hvoraf 170 hektar er vinmarker, hvor der primært dyrkes Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, men i de senere år også andre sorter som Vermentino, Ansonica, Viognier og en smule Carménère.

Der laves 3 forskellige vine på Fattoria Le Mortelle, herunder altså denne Le Mortelle Botrosecco, som er lavet på et blend af Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinen er som de øvrige lavet først med afstilkning, presning og så gæring i ståltanke med samlet maceration på 15 dage.

Efter aftapning af mosten, så kommer vinen tilbage i de rustfrie ståltanke, hvor den også gennemgår en malolaktisk gæring og derefter lagring i 12 måneder.

Næsen byder på en sødkrydret, dyb og mørk frugt, masser af fylde og fedme, animalsk og landlig med sved, solbær, blommer, blyanter, engelsk lakrids, tjære, jernbanesveller og mælkechokolade.

Smagen er cremet og samtidig tør med blåbær, brombær, hindbær, jord, masser af syrlighed i frugten, fine og stramme tanniner, men samtidig godt med fylde, saftighed og kraft.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås til 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Marchese Antinori, Tignanello Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2015 Marchese Antinori, Tignanello Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienVi smager herefter nu en vin fra Antinoris Tenuta Tignanello ejendom, der ligger tæt på den lille by San Casciano in Val di Pesa og omkring 30 kilometer syd for Firenze. Vinen er en 2015 Tignanello Chianti Classico Riserva.

Den nuværende ejendom Tenuta Tignanello stammer fra det 16. århundrede og er endda bygget på fundamentet af en ejendom, der kan dateres helt tilbage til 1346. Ejendommen tilhørte oprindelig den adelige Buondelmonti familie, der ejede en stor del af landet i Val di Pesa. I det 17. århundrede var det ejet af Medici familien og hed dengang Fonte Dei Medici.

Det var først i midten af 18. hundredetallet, at Antinori familien overtog ejendommen, som i dag omfatter 319 hektar jord, hvor 127 hektar er vinmarker … blandt andet den bakke, hvor druerne til både Tignanello og Solaia kommer fra.

Her er det dog ikke husets store kultvin Tignanello, men deres Chianti Classico Riserva, som er lavet på Sangiovese tilsat en lille smule Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.

Druerne høstes ved håndkraft, og der sorteres både ved høst og ved ankomst i vinkælderen. Derefter afstilkes drueklaserne og får et let pres inden gæring i rustfrie ståltanke i omkring en uge. Så ligger mosten med skindet inden den spontane malolaktiske gæring.

Herefter er vinen lagret 12 måneder i små 228 liter franske og ungarske barriques og så yderligere 12 måneder på flaske inden endelig frigivelse.

Det er en virkelig lækker vin, som i næsen er vild kompleks, meget indbydende med stor fylde, blomster, stort bundtræk, dybde, moden frugt, kirsebær, hindbær, skocreme, lakridsrod, vanilje, bagepulver, en virkelig dragende sød/syrlig aroma … fuck det dufter godt.

Smagsmæssigt er det også en dyb og flot vin. Det er ikke en ærketypisk Chianti, for smagen er langt mørkere, langt mere intens og uden stram syre. I stedet er her zen dybde, ro med tilbagelænet syre, vild elegance … og så alligevel med en frisk syrlighed, som træder i karakter med luft i glasset.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 309 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, Ungarn

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, UngarnNu er der igen ungarsk vin i vinbloggerens glas. Denne gang er det ikke tyreblod, men en enkeltmarksvin på ren Cabernet Franc fra vinhuset Takler Pince Borászati, der ligger 7-8 kilometer syd for byen Szekszárd i vinområdet med samme navn.

Vinhuset drives af Ferenc Takler samt hans to sønner András og Ferenc junior. De etablerede vinhuset i 1987, men familien Takler har været involveret i vinavl og vinproduktion siden 1700-tallet og altid med base fra Szekszárd.

De tre ihærdige Takler mænd har samlet 58 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Kékfrankos, Cabernet Franc, Merlot, Kadarka, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Syrah, Sauvignon Blanc samt en smule Chardonnay.

Det giver basis for 21 forskellige vine, opdelt i 4 serier; basic wines, reserve wines, single vineyard og emblematic wines. Denne Szenta-Hegyi Cabernet Franc er en enkeltmarksvin, hvor Cabernet Franc druerne kommer fra marken Szenta-Hegyi.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte 500 liters egefade. Det trækker hele 14,5% og der er lavet 4.327 flasker af vinen.

Næsen er syrlig og grøn, har en virkelig frisk aroma med masser af eg, blyanter, cedertræ, røg, blåbær og ribs. Smagen er en anelse parfumeret med blomster, pollen og vinen har derudover pænt med tanniner. Det er ved første sip noget kantet, men med lidt luft løsner pigen hårbåndet og slår håret ud. Der er citrus, masser af syrlighed, bitterhed og kant … samt en smule sød gløgg eller glühwein. Det giver lige på et hængende hår 4 fede fingre.

Forhandles af Pannonvin Danmark, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, Sydafrika

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt den røde sabotør – Saluez le Saboteur – fra Luddite Wines i en årgang 2016. Dengang var jeg begejstret, og det bliver ikke mindre med denne årgang 2015 af vinen, hvor inspirationen fra Nordrhône er meget tydelig.

Saboteur består i denne årgang af 77% Shiraz, 11% Mourvédre, 9% Cabernet Sauvignon og 3% Cabernet Franc, men blendet varierer lidt fra år til år.

Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker og er høstet over en periode fra 17. februar til 3 marts. Alle druer håndplukket, ingen kunstgødning eller kemikalier.

Vinen er lavet første gang i årgang 2009 og Niels sigter efter en moderne vin med lidt referencer til Rhône … og det må man sige, at han lykkes ret godt med, men mere om det lige om lidt.

Cabernet Sauvignon, Mourvedre og Cabernet Franc druerne har gæret i åbne gæringskar af eg med regelmæssig punch-down, men Shiraz druerne har gæret i rustfrie ståltanke og efterfølgende gennemgået malolaktisk gæring i egetønder.

Vinen er også lagret 12 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og først derefter er vinen samlet aka blandet. Det er første år med andel af Cabernet Franc. Der er lavet 30.000 flasker af vinen … de fleste med korkprop, men også en del med kapsel som vi kender fra øl eller sodavand. Denne her er forsynet med en god gammeldags korkprop.

Næsen er dyb, fed, mørk som en kælderskakt, masser af krop, sorte bær, solbær, blåbær, blommer, enebær, masser af fed modenhed, en smule engelsk lakrids, mælkede noter, yoghurt, bacon og flæsk og klare Rhône referencer samt en kæk, lille syrlig nerve.

I munden er der masser af saft og kraft, frugten fed, svulstig, rå og tæt. Der er pænt med sødme, vanilje og mælkechokolade, men det er egentlig uden at miste elegancen. Samtidig er vinen blød som bare fanden med et tørt bid … det smager virkelig godt. Det er klart 5 fede, fedtede fingre med klar pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigBåde Jan og jeg havde taget en flaske vin med til vor Ahr roadtrip … et nødkit just in case, at vi blev tørstige undervejs. Da vi ramte Hotel Steigenberger over midnat, så meldte denne tørst sig omgående, og vi nuppede derfor alle 3 et glas af Jans medbragte halvflaske 2012 Saint Julien 3. Grand Cru Classé fra Château Langoa Barton på mit lille værelse.

Vinslottet Château Langoa Barton ejes af Barton familien, som grundlagde deres vinimperium tilbage i 1722 af Thomas Barton, der i en ung alder af 27 år forlod byen Curraghmore i Fermanag i sit hjemland Irland og slog sig ned som vinhandler i Frankrig.

I starten var det med base i først Montpellier og siden Marseille inden han i 1725 havnede i Bordeaux, hvor han opbyggede sit store vinfirma. Allerede i 1737 havde han tjent en større formue og blev blandt de lokale kaldt French Tom.

Siden er firmaet gået i arv og løbende blev udvidet, bl.a. købte Barton familie i 1821 Château Langoa og i 1826 også nogle marker fra den store Léoville ejendom.  Det blev til 2 separate vinhuse … nemlig Château Langoa Barton med det tilhørende slot og så Château Léoville Barton med bedste marker, men uden slot.

I den store 1855 klassifikation blev Château Léoville Barton klassificeret som 2. Grand Cru Classé, mens selve Château Langoa Barton blev 3. Grand Cru Classé, men alle vinene laves på slottet Château Langoa Barton.

Barton familien byggede også i 1838 et stort gods i Irland … Straffan House i Kildare County og det har siden tjent som hjemsted for familien sideløbende med aktiviteterne i Frankrig.

Siden har familien også i 2011 yderligere et slot i Bordeaux, nemlig Chateau de Mauvesin, som nu hedder Chateau Mauvesin Barton … et større Medoc vinslot med 220 hektar jord, hvoraf 51 hektar er vinmarker.

Det er Lilian Barton Sartorius, der som 9. generation i dag styrer det store familieforetagende, hvilket sker sammen med hendes husbond Michel Sartorius samt datteren og i dag ansvarlig vinmager Mélanie Barton Sartorius

Château Langoa Barton har samlet 15 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 7.000 kasser af denne Saint Julien 3. Grand Cru Classé, som vi her smager i en årgang 2012.

Vinen er i denne årgang lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 8% Cabernet Franc. Efter høst – som sker med håndkraft – afstilkes druerne, sorteret og kommer i temperaturstyrede trækar, hvor den alkoholiske gæring varer 7-10 dage, hvorefter vinen ligger i maceration omkrimg 3 uger inden lagring i 16-18 måneder på franske barriques, hvoraf 60% er nye fade.

Næsen byder på vilde og fede solbær, mørke blommer, engelsk lakrids, svagt lidt mynte, vanilje, kanel, kul, tjære, hæfteplaster og lidt muldjord. Der er sgu ikk’ helt ringe, for nu at sige det på jysk.

Smagen er tør og så alligevel med en vis fedme, masser af friskhed og syrlighed i frugten og de 7 år på bagen mærkes på ingen måde. Det er meget elegant og langt lettere i smagen end forventet. Der er meget levende tanniner og let peber i eftersmagen.

Forhandles herhjemme bl.a. af Lorentsens Vinforsyning, hvor en helflaske i nyere årgang koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Twickel Szőlőbirtok, Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, Szekszárd, Ungarn

2013 Twickel Szőlőbirtok, Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, Szekszárd, UngarnNæste vin på Houlbergs Vinblog er denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, som kommer fra det ungarske vinhus Twickel Szőlőbirtok, der ligger i byen Szekszárd.

Twickel Szőlőbirtok drives af baron György Twickel sammen med sin hustru og 4 døtre. Hans mor – grevinden Maria Theresa Zichy – var en del af en berømt ungarsk adelig familie, men blev i 1956 tvunget til at opgive deres hjemland. Men i 1993 vendte familiens hjem og det blev samtidig starten på vinhuset Twickel Szőlőbirtok.

Vinhuset har samlet 200 hektar vinmarker og laver en række vine, mest på lokale druer. Denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér er så én af vinene og mange vinnørder vil helt klart kende Bikavér, som nok er en af de mest kendte ungarsk vine.

Egri Bikavér betyder tyreblod på dansk, og det er en vin, som typisk laves på et blend af både lokale samt internationale druer, normalt Kekfrankos, Kadarka, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Kekfrankos er dog også en kendt drue, for den hedder nemlig Lemberger i Tyskland og Blaufränkisch i Østrig.

Vinen fik sit navn i 1552, da tyrkerne belejrede borgen i Eger og ungarerne forsvarede sig tappert … og de drak naturligvis stedets rødvin. Den satte sig i ungarerne skæg og i nærkamp så tyrkerne det, hvor de råbte, at ungarerne drikker tyreblod! Dette folk måtte være uovervindeligt! Og snart trak tyrkerne sig tilbage.

Nå, men denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér er lavet på et blend af Kekfrankos, Kadarka, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Det er ikke mange oplysninger om produktionen … udover at vinen har omkring 1,9 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med blåbær og frugten er ganske frisk, suppleret med blæk, grafit, masser af blyanter, grønne grene, krudt, kål, kul, mineraler samt lidt kanel og vanilje fra faglagring. Det giver egentligt et blødt og rundt udtryk.

I munden er frugten egentlig også fin frisk og indtrykket rundt og blødt. Det er blåbær, okay syre, som aldrig bliver for vild, men samlet har vinen måske et lidt fladt udtryk … som om, at der mangler en smule dybde, men ellers en rigtigt fornuftig rødvin.

Forhandles af Pannonvin Danmark, hvor en flaske koster 122 kr.

Vinanmeldelse 4/7