Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2011 Brimoncourt, Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2011 Brimoncourt, Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigIskold champagne en varm sommeraften på terrassen, what’s not to like? Champagnen er en Blanc de Blancs fra Brimoncourt, som holder til i et gammelt vinslot i Aÿ.

Det smukke vinslot stammer tilbage fra 1885 og en del af slottet er tegnet af Eiffel, hvorfor det også er en del af den kulturarven i området. Champagnehuset Brimoncourt er dog først grundlagt i 2008 af Alexandre Cornot. Han var egentlig uddannet advokat og havde netop afsluttet 8 års jurastudier i Paris, men blev tilbudt at købe resterne efter et gammelt champagnehus … slog til og blev champagneproducent i stedet for advokat.

Der er ingen vinmarker til Brimoncourt, men Alexandre overtog ved købet en række yderst attraktive kontrakter med en række vinavlere i Champagne.

Så alle vinene laves af druer, som opkøbes fra vinavlere i nogle af Champagnes bedste områder, dvs. Chardonnay kommer fra Côte de Blanc, Pinot Noir fra Montagne de Reims og Pinot Meunier fra Vallé de la Marne.

Brimoncourt er et lille champagnehus og producerer alene omkring 150.000 flasker fordelt på 4 forskellige champagner, en Brut Régence, en Brut Rosé, en Extra Brut og så denne lille Blanc de Blancs, som egentlig er en Non Vintage … altså uden årgang, men denne er lavet af druer fra høsten i 2011.

Den er lavet på 100% Chardonnay fra 8 forskellige Cru marker, nemlig Avize, Vertus, Oger, Grauves, Le Mesnil sur Oger, Villers Marmery, Cuis og Chouilly.

Vinifikation er sket i rustfrie ståltanke og vinen er flaske i 2013, hvorefter den har lagret med 2. gæring på flasken i 48 måneder inden endelig degorgering.

Næsen er gæret dej, virkelig aromatisk, frugten er grapefrugt, overmodne pærer, nærmest som nedfaldsfrugt, hyld, hvide orkideer, fåreuld, nødder og lidt havvand.

Boblerne er meget blide … næsten på grænsen til ikke eksisterende, men mere perlende og kombineres med kalkholdige og salte mineraler, meget blidt, cremet og venligt. Derudover byder den på grape, citron, toast og gærede elementer. God champagne.

Købt hos Winefamly, hvor prisen er ganske fornuftig med 179,45 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin på Houlbergs Vinblog er en Côtes du Rhône med navnet M de Malijay, som kommer fra Château Malijay … et vinslot beliggende lidt nordøst for den lille by Jonquières tæt på Orange og ikke langt fra Vacqueyras og Gigondas.

Slottet har eksisteret siden 1200-tallet og blev genopbygget i sin nuværende form i det attende århundrede. Der har siden 1600-tallet været lavet vin på slottet … de første optegnelser om salg af vin fra slottet stammer fra 1562.

Omkring 1780 var ejendommen ejet af adelsmanden Légier Monfort, som nedrev de daværende bygninger og genanvendte stenene til opførelse af det nuværende smukke slot, som I også kan se på billedet nedenunder.

Gennem tiden har slottet haft mange forskellige ejere, men i 2007 blev det købt af familien Deltin. Pierre Deltin var farmaceut og ejede laboratorier samt apoteker i Marseilles, men havde en drøm om at bo på et slot og producere vin.

Hans datter Aude Deltin – som I ser på øverste foto – var uddannet journalist og arbejdede for fransk TV i Paris, da faderen overtog Château Malijay og gav sig i kast med vin.

Aude kastede sig – med lige så stor iver som sin far – over projektet og blev så grebet af livet som vinbonde, at hun droppede journalist karrieren og begyndte at læse til agronom.  I dag er det Aude, der er frontfigur på slottet, både hvad angår produktion, salg og markedsføring.

Samlet har Château Malijay 125 hektar vinmarker med en betagende udsigt til både Mont Mirail og Mont Ventoux. Vinmarkerne er primært beplantet med Grenache samt Syrah og over halvdelen af stokkene har en alder på over 40 år, mens 15% er over 80 år gamle.

Denne M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

Næsen er herlig flæsket, urtet og landlig … lakridskonfekt, lakridsrod, peber, gærede bær, brombær, blommer, enebær, blæk og der er noget råt og rustikt over vinen. Et god råd … giv den rigelig med luft og server den til den kølige side, så dufter den f…ing fantastisk.

Smagsmæssigt voldsom tør med bid af peber, godt med garvesyre, som giver en tannisk bid og klæber i munden. Den er kødfuld, men har godt med syre, kraft og rå saftighed, chokolade, blommer, mørke bær samt derudover lidt krydderier i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 79,73 kr. Et godt køb til prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Bissersheim Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Bissersheim Kalkmergel, Pfalz, TysklandDet er her i varmen vist tid at komme retur til en kølig Riesling fra Weingut Wageck Pfaffmann i Bissersheim og her er det netop en vin fra husets marker ved hjembyen … Riesling Bissersheim Kalkmergel.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset og vinene, som Peter fra Plus-Vin i Knebel importerer og man må med hver vin fra Weingut Wageck Pfaffmann imponeres over kvaliteten i forhold til priserne. Denne Riesling Bissersheim Kalkmergel falder til sølle 130 spir i samme kategori … sindssygt god vin til meget fornuftige penge.

Det er en Ortswein, hvor druerne kommer fra en del af marken Goldberg, som ligger i omkring 160 meters højde ved Bissersheim og er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinstokkene på marken var i 2014 omkring 29 år gamle.

Riesling Bissersheim Kalkmergel er lavet med en kold pre udblødning af druerne i 11 timer og spontangæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagret et par måneder efterfulgt af endnu et par måneder på store 600 liters egefade lavet af træ fra Pfalz.

Og vi starter med et bang rent duftmæssigt … herlig smuk petroleum, love it. Det er nærmest tætpakket petroleum sammen med fersken, papaya, nougat, hasselnødder og lidt en rund, varm aroma, som suppleres med lidt krydderier.

Smagsmæssigt er Riesling Bissersheim Kalkmergel mild, men der er dog en stram og stringent syre, nærmest citronsyre med kalk, kridt og det bider lidt i halsen på en lækker måde. Det bliver på ingen måder for strengt, for vinen er tør, blid og lidt tilbagelænet i smagen.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2009 Muddy Water Wines, Pinot Noir Hare’s Breath, Waipara, New Zealand

2009 Muddy Water Wines, Pinot Noir Hare's Breath, Waipara, New ZealandAftenens første rødvin blev denne Pinot Noir Hare’s Breath fra vinhuset Muddy Water Wines … et vinhus, som vi før har stiftet bekendtskab med her på Houlbergs Vinblog.

Vinhuset er ikke opkaldt efter den amerikanske blues guitarist, men Muddy Water er derimod en oversættelse af Waipara, hvor Wai betyder vand og Para betyder mudder. Men ellers er der godt med musikalske referencer hos huset, som bl.a. har opkaldt en mark efter en anden berømt guitarist, nemlig marken Slowhand efter mister Clapton … også med den betydning, at vinene laves langsomt med håndkraft.

Vinhuset holder til et par kilometer nord for Waipara by … i den nordlige del af Canterbury tæt på bugten Pegasus Bay på Sydøen.

Muddy Water Wines er grundlagt i 1993 af ægteparret Jane og Michael East, som var nogle af pionererne indenfor vinproduktion i Waipara Valley. Ved etableringen tilplantede de en række marker og frigav deres første vin i 1996 … hvilket hurtigt satte vinhuset på verdenskortet.

Jane og Michael East gik dog på pension i 2011 og solgte vingården til familien Thomas, som i dag driver vingården og dens samlede 12 hektar vinmarker.

De bedste marker er Hare’s Breath, Slowhand samt James Hardwick … opkaldt efter en ven af familien. På markerne dyrker Muddy Water Wines Riesling, Pinot Noir, Chardonnay og sjovt nok også lidt Pinotage.

Det siges, at Pinot Noir vinstokkene består af 7 forskellige kloner fra Bourgogne … og at én af kloner skulle være stjålet i 1970 fra den berømte mark tilhørende Domaine de la Romanee Conti i Bourgogne og smuglet til New Zealand i en rugbyspillers gummistøvler. Om dette er korrekt ved jeg ikke … men en fin historie.

Muddy Water var det første vinhus i Canterbury området, som blev certificeret økologisk, og mens andre i øjeblikket bliver mere kommercielle, så laver Muddy Water mindre serier og vine med soul, som de selv siger.

Denne Pinot Noir Hare’s Breath er selvfølgelig lavet med druer fra marken Hare’s Breath, hvor der er forskellige kloner af Pinot Noir plantet tilbage i 2000-2002. Druerne plukkes med håndkraft, hvorefter de sorteret og afstilkes også manuelt  inden de kommer i gæringsanlægget med gæring på druernes naturlige gærceller.

De forskellige kloner af Pinot Noir vinificeres ikke separat, men gærer sammen, da dette giver en mere kompleks stil i den endelige vin, som forinden er lagret 16 måneder på egefade. Vinen er hverken klaret eller filtreret inden flaskning.

Det er en lidt mørkere Pinot Noir, som duftmæssigt er dyb animalsk med snuden godt nede i plovfugen, parfumeret og har godt med blæk, kul, nelliker, peber, blåbær, enebær, mentol, rustikke jernbanesveller, gazebind, sødme samt urter og krydderier.

I munden er vinen saftig med peber og mørke bær, godt med tanniner og er generelt en rustik og frugtrig vin. Vinen har da også 14% alkohol. Der mangler måske en smule lethed og Pinot Noir elegance, men til gengæld er der godt med kraft og saftighed i vinen.

Forhandles af Den Blå Port, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, Frankrig

2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, FrankrigHold på hat og briller, for Grande Cuvée Les Matines er en extra brut blanc de blanc champagne fra Hatt et Söner, et lille champagnehus med en svensk forbindelse. Navnet er således også svensk … hat og sønner.

Hatt et Söner er grundlagt i 2011 i et samarbejde mellem to familier, nemlig den franske familie Vallois og den svenske Ruscon. Vallois familien havde været vinavlere i Champagne siden 1865, hvor Leon Vallois plantede sine første vinstokke i  Côte de Blancs, men vinen blev solgt til andre producenter i Champagne. Det var først sidst i 1970’erne, hvor François Vallois overtog driften, at familien startede med at lave champagner selv.

Ruscon familien kom oprindeligt fra Italien, men i 1825 flyttede Francois-Marie Ruscon sammen med familien til Annecy i Frankrig. hvor han åbnede en vinforretning.  Senere købte han også et bryggeri i byen og via ægteskab i familien kom forretningen også til at omfatte et hatteri med levering af  hatte til de store modehuse i Paris.

Det første møde mellem de to familier skete i slutningen af 1970’erne, hvor Joseph Ruscon deltog i en blindsmagning af champagner og smagte en champagne fra François Vallois. Joseph var fascineret af champagnen fra Vallois og bestilte et par tusinde flasker … til eget forbrug. Det blev starten til et langt venskab mellem de to familier.

Senere flyttede Ruscon familien til Sverige, idet Francois-Marie Ruscons barnebarn Michel Ruscon i 1970 mødte den svenske Christina, som han forelskede sig i og senere gift med, Men selvom afstanden var blevet større, så holdt venskabet med Vallois familien.

I 2006 ringede François Vallois til Michel Ruscon og fortalte, at ingen af hans to døtre ikke ville være vinbønder og dermed overtage champagnehuset. Michel Ruscon og sønnen Kristofer Ruscon besluttede, at de ville hjælpe deres gamle ven og det blev således grundlaget for Hatt et Söner … et champagnehus med base i Stockholm i Sverige men produktion i hjertet af Champagne-distriktet.

Med hjælp fra venturekapital – investorer som Rönngren og Hjerpe familierne – fik man finansieringen på plads i 2011, således man kunne overtage aktiemajoriteten. Det tidligere franske navn La Maison de Champagne François Vallois på champagnethuset blev udskiftet til Hatt et Söner med inspiration fra Ruscon familiens historie og produktserierne i champagnehuset også mere strømlinet.

Og indtil videre er der fortsat François Vallois, som står for produktionen af champagnerne … men det bliver ændret i 2021, for François’ datter Céline Vallois har fortrudt sin beslutning om ikke at blive vinbonde og er i dag i gang med at uddanne sig til ønolog. Så hun overtager sin faders rolle, når hun er færdig med skolen i 2021.

Hatt et Söner ligger i byen Bergères-les-Vertus i den sydlige del af Côte des Blancs. Deres marker er fordelt på 40 parceller ved 4 byer, nemlig Granc Cru marker ved Oger og Le Mesnil-sur-Oger samt Premier Cru marker ved Vertus og Bergères-les-Vertus. Hvor mange hektar vinmarker, som huset ejer ved jeg dog ikke.

Siden overtagelsen har Hatt et Söner fået en del kritik, bl.a. i den svenske vinpresse, idet priserne efter købet i 2011 har fået en gevaldig stigning uden tilsvarende kvalitetsløft og enkelte svenske vinbloggere er kommet med advarsler om, at champagnerne er prissat alt for højt og endda advaret mod køb.

Nå, men her er det en 2009 Grande Cuvée Les Matines, en extra brut blanc de blanc champagne, som udelukkende er lavet på Chardonnay fra marken Les Matines … en lille Premier Cru mark i Bergéres-les-Vertus og med vinstokke fra 1974. Kun det første pres har været anvendt, og ingen malolaktisk gæring er blevet udført. Der er under 1 gram restsukker pr. liter.

Lys farve, fine små bobler, Duften er landlig, stinker næsten af bonderøv og utrolig lækkert. Der er gule æbler, pærer, fersken og tropisk frugt, gærede noter, lidt søde krydderier, blomstereng, havvand og salt.

Boblerne er små og medium i styrke, mens smagen er grønne æbler, grape, god koncentration … masser af citronsyre og bitterhed. Der er klart mineralske elementer og samlet virker vinen frugtagtig og lettilgængelig med en klar blanc de blanc stil.

Forhandles af Kokkens Vinhus, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandSidste aften i Berlin bød på sidste store wienerschnitzel hos restaurant og weinhandlung Lutter & Wegner, og vinmæssigt en gammel kending, nemlig Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder fra Weingut Salwey … en vin, som jeg har smagt i flere årgange og her i en årgang 2014.

Weingut Salwey har jeg jo også skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vinhuset tilbage i efteråret 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset.

Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder er en af Salweys basisvine, en Gutswein, er fra marken Käsleberg og lige et niveau over hans almindelige Spätburgunder, der på vingården koster 2-3 euro mindre.

Hos Salwey høster de altid en kende før andre producenter, hvilket er med til at gøre vinene lidt syrligere og grønne i deres yngste år. Derudover bruges der godt med eg, hvorfor vinene normalt er ganske tanninrige.

Denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder er alene lavet med druernes naturlige gær, maceration i 23 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques. Ved flaskning sker der ingen filtrering og som altid med Salweys vine, så er der meget begrænset restsukker, oplyst til 1,9 gram pr. liter.

I glasset er vinen virkelig smuk transparent teglfarve, men en kende for varm i glasset, hvorfor jeg bad tjeneren om en isspand til vinen. Det hjalp bestemt … Spätburgunder må som bekendt ikke serveret for varmt, hvilket en weinhandlung burde være skarpere på.

Duftmæssigt er det lyse, syrlige kirsebær, hindbær og ribs, meget let og lys med røg, en smuk kølig og mælket aroma, egetræ, svag sødme, blomster og et strejf af grønne blade. Lækker klar og lys aroma.

Som med 2013’eren er der god nerve, lys, ren, fin og klar frugt med ribs og tranebær, syrerig som altid med Salwey, grønne blade, en smule peber, mineraler og fint balanceret. Igen må man bare lægge sig fladt ned og indrømme, at det er sindssygt højt niveau for en basisvin.

På restauranten kostede den 32€, men prisen på vingården ligger på 12€ … eller beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Vino Budimir, Triada Prokupac, Župa, Serbien

2010 Vino Budimir, Triada Prokupac, Župa, SerbienDenne røde Triada Prokupac fra det serbiske vinhus Vino Budimir blev følgesvend til nok mit bedste måltid nogensinde … et dampet maltbrød med mørk øl, chokolade, smør og krydderurter, serveret med hvidfisk kaviar ovenpå, kold kartoffelcreme og hvidløg, flødeskum samt et let parfumeret sprøjt med Müritz enebærduft.

Det var anden gang på Horváth, at vinen var fra Vino Budimir og denne gang på deres nok mest karakterisktiske drue Prokupac, som stammer fra vinhusets 100 år gamle vinstokke.

Prokupac er en serbisk drue, som har været kendt siden middelalderen, er rig på alkohol, sukker og har en krydret frugtsmag. Den stammer oprindeligt fra byen Prokuplje i Toplička, hvorfra den også har sit navn. Den anvendes mest til produktion af mørke rosévine, som drikkes til hverdage.

Imidlertid mener mange, at druen har et stort potentiale, hvorfor den efterhånden også er plantet af mange producenter og begyndt at være en grundpille i serbisk vin.

Jeg kan ikke finde mange oplysninger om Triada Prokupac og produktionen, men umiddelbart ser det ud til, at vinen er lavet og lagret en periode på store 3.000 liters egefade. Der findes også en udgave, hvor der er lidt Merlot tilsat, men det skulle vist ikke være tilfældet med denne vin, som også er ganske lys, let og ganske syrerig i udtrykket.

Næsen har godt med syrlige bær, let biodynamisk aroma og egentlig ganske lys og let i frugten, som er sure kirsebær, tranebær, lyse blommer og derudover byder på en smule nelliker, vanilje, grønne blade, læder, nogle syrlige drops med en meget svag sødme og virker samlet set også en smule parfumeret.

Smagen er streng, ren og mineralsk. Syren spiller helt klart førsteviolin og der er bitter frugt, kirsebær, ribs, tranebær … virkelig en ren og syredrevet vin. Det hviner mellem tænderne, men den smager faktisk rigtigt godt uden at blive hverken kompleks eller for simpel.

Ingen forhandlere i Danmark, men i Tyskland kan en flaske findes til omkring 12,50€ … svarende til omkring 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Conrad Fürst & Söhne, Šipon Furmint, Štajerska, Slovenien

2011 Conrad Fürst & Söhne, Šipon Furmint, Štajerska, SlovenienŠipon er den slovenske betegnelse for druen Furmint, så når jeg skriver Šipon Furmint om denne lille lækre flaske hvidvin fra Conrad Fürst & Söhne, så er det egentlig dobbeltkonfekt … men så må du bare tage et større glas.

Vinhuset med det tyske navn Conrad Fürst & Söhne ligger i Ptuj i Slovenien … og det er i vinregionen Štajerska. Husets rødder går helt tilbage til 1752, hvor den bayerske familie Fürst bosatte sig i byen Ptuj, som i dag er en del af Slovenien.

I 1821 grundlagde Ernst Fürst så vinhuset, som gennem de næste mange år – med sønnen Conrad Fürst som ejer – voksede sig til et af de største vinhuse i regionen, hvor de sammenlagt ejede 11 ejendomme i Ptuj.

Imidlertid blev familien med de tyske gener udvist i 1945 efter ophøret af 2. verdenskrig, hvor det jugoslaviske og kommunistiske diktatur ikke ønskede det slagne tyske folk i landet og derfor inddrog deres ejendomme.

Det var således først i 1991, efter Jugoslaviens opløsning, at familien anført af Walter Fürst kunne starte et arbejde med at få forsøge at få familiens ejendom tilbage.

Det lykkedes i 2004 efter en 13 års lang og administrativ tung procedure. Walter Fürst overtog den gamle vingård samt 15 hektar vinmarker på nogle af de bedste placeringer, bl.a. parceller på marken Jeruzalems i Ljutomer-Ormož.

Walter havde dog ikke selv interesse for vinproduktion, så det blev sønnen Gerhart Conrad, som overtog markerne og driften af vingården i Ptuj.

Imidlertid havde Gerhart ikke selv den store erfaring, så han gik på jagt efter en forretningspartner og erfaren vinproducent, og det blev den anerkendte producent Alois Gross fra Steiermark i Østrig … en familie, der har lavet vin siden 1907.

De grundlagde i 2007 i fællesskab Conrad Fürst & Söhne samt firmaet Vinogradnistvo med det fælles mål at fremstille vine fra de typiske druer i Slovenien. Og det er jo netop en af disse vine, som vi nu har fået i glasset på Šipon aka Furmint.

Druerne til vinen kommer både fra husets marker i Jerusalem og Haloze, hvori undergrunden består af sandet og leret jord. Omkring 2/3-dele af drueklaserne presses uden afstilkning og 1/3-del afstilkes dermed.

Vinen laves på rustfrie ståltanke og spontangærer med druernes naturlige gærceller, men har delvis lagret på egefade. Vinen indeholder 3,8 gram restsukker pr. liter.

Duften er – VAUW – ganske indbydende. Sikke en aroma med parfumeret blomsterhav, hvor man samtidig fornemmer en vis fedme og let cremethed. Der er lidt stikkelsbær, pærer og virker umiddelbart moden i frugten samtidig med, lidt grønne elementer, fad og vanilje.

I munden er vinen også cremet, men alligevel klart mere syre end foregående vin. Der er citrus og virker meget rank i smagen med jern samt en anelse grape i eftersmagen. Superlækker vin.

Ingen forhandler i Danmark, men i Tyskland koster vinen 12€, hvilket svarer til 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7  thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Weingut Andreas Gsellmann, Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2015 Weingut Andreas Gsellmann, Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigBerlins bedste wienerschnitzel fås efter sigende og helt passende på den østrigske restaurant Austria i Bergmannstrasse. Den påstand skulle jeres flittige vinblogger selvfølgelig teste … og schnitzel’en blev selvfølgelig fulgt til dørs af østrigsk vin i form af en Blaufränkisch fra Weingut Andreas Gsellmann.

Den østrigske vingut ligger på hovedgaden i den lille by Gols. Det er lige øst for toppen af den store Neusiedler See. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1800 af Thamas Gsöllmann, men drives i dag altså af seneste generation i form af den unge Andreas Gsellmann.

Andreas har samlet 21 hektar vinmarker nord for Neusiedler See, og de er fordelt på markerne Altenberg, Gabarinza, Goldberg, Rosenberg, Salzburg, Spiegel og Ungerberg.

Omkring 74% af markerne er tilplantet med de røde sorter Blauer Zweigelt, Blaufränkisch, St. Laurent og ganske lidt Merlot, mens de hvide sorter er Weisburgunder, Neuburger, Chardonnay, Grauburgunder, Traminer og så en mark med blandede sorter … et field blend eller gemischter satz, som de siger i Østrig.

Siden 2010 har driften været 100% biodynamisk, og Andreas Gsellmann er også medlem af respekt-BIODYN sammen med 21 andre østrigske vinproducenter, som alle arbejder biodynamisk efter elementer som jorden, vandet, luften, lyset, ilden og med respekt for planter, dyr og mennesker.

Derudover har Andreas også siden 1994 været medlem af Pannobile, hvor han sammen med 8 andre vinproducenter i Gols udveksler erfaringer omkring vinproduktion.

Vinene fra Weingut Andreas Gsellmann er håndlavede og derfor er dette også symboliseret ved, at etiketterne på Gsellmanns vine viser Andreas’ hænder.

Zweigelt og Blaufränkisch er de vigtigste druer for Gsellmann, og her smager vi altså hans almindelige Blaufränkisch. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, 18 dages maceration og er efter endt fermentering lagret 4 måneder sur lie … altså med bærmen og derefter 7 måneder på egefade.

Næsen er en herlig urtet bionæse … her er krudt, kirsebær, solbær, blæk, en smuk landlig syre og samtidig virker vinen frisk med en vis lethed. Der er blomster, røg, nelliker og en fantastisk mælket kølighed, som den biodynamiske produktion virkelig får flot frem og som bare – efter min ydmyge mening – er helt fantastisk.

Det er en saftig og læskende vin uden en komplet kompleksitet, men det er let, godt balanceret og virkelig flot Blaufränkisch. Frugten er klart kirsebær og der er pænt med tanniner, en blød syre, lidt jern, lidt sødme og vinen er letløbende … som en let piste i alpelandet. Spænd hjelmen og køøørrrrrrr.

Og ja … wienerschnitzel’erne på Austria er gode. Vi bringer da også fluks et foto af den store schnitzel med den dejlige Weingut Andreas Gsellmann Blaufränkisch vin i baggrunden.

På Austria kostede en flaske 27€, men det er jo restaurationspris. Herhjemme er bl.a. Wine.dk forhandler, men der har jeg ikke fundet vinen. På vingården koster den 8€ … svarende til 60 kr. og det er sgu billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumb

2016 Weinhaus Bettina Schumann, Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze, Baden, Tyskland

Weinhaus Bettina SchumannSom en dragqueen i dansesko … rosagylden og volumiøs forførende. Vi snakker om denne Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze, som kommer fra Weinhaus Bettina Schumann i Bahlingen i det smukke Kaiserstuhl i Baden.

Bettina Schumann er ikke vokset op i en vinfamilie, men kommer fra Berlin. Da hun var 12 år gammel smagte hun – på ferie med forældrene i Italien – en Vin Santo fra 1905 og blev begejstret over, at en så gammel vin kunne indeholde så megen friskhed … og det blev starten for den unge piges interesse for vin.

I stedet for neglelak eller teenageblade, så brugte Bettina sine lommepenge på vin eller litteratur om vin, så da hun senere skulle vælge uddannelse, så tog hun selvfølgelig – uden betænkning – til Geisenheim, hvor hun uddannede sig til ønolog. Så læste hun efterfølgende videre på universitetet i Udine, hvorefter hun i 2009 blev vinmager på Weingut Zimmerlin i Kaiserstuhl.

Men Bettina ville lave vine selv, så allerede i 2010 grundlagde hun sammen med Ralph M. Ropohl vinhuset Weingut Rabe i Freiburg, en lille garageproducent med burgundervine fra gamle stokke. Det projekt deltager Bettina fortsat i sideløbende med et job som vinkonsulent for andre vinproducenter.

I 2015 grundlagde Bettina så sit eget vinhus Weinhaus Bettina Schumann med base i Bahlingen am Kaiserstuhl. Hun ejer dog ingen vinmarker selv, men opkøber druerne fra en række udvalgte vinavlere og har nu en årlig produktion på 60.000 flasker.

Indtil videre har Bettina koncentreret produktionen på burgunder druerne, altså Grauer Burgunder, Weisser Burgunder samt Blauer Spätburgunder. Vinene producerer den unge vinmager i Endingen-Königschaffhausen i det tidligere St. Katharinen-Kellerei, som indstillede deres produktion og lukkede tilbage i 2012.

Og så har hun kombineret vinproduktionen med en anden af hendes passioner … sko og gerne røde sko. Etiketterne på alle hendes vine er nemlig forskellige sko med en sko til hver vin. Bettina siger selv, at de røde sko er hendes families våbenskjold. De røde sko er basisvinene og de brune sko er topserien.

Denne Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze er fra topserien med de brune sko hos Weinhaus Bettina Schumann. Navnet på vinene skulle være inspireret fra hendes opvækst i Berlin.

Bettina skriver om denne vin; Die Königin vom Kaiserstuhl is der Clou von´t Janze, så det er noget med, at dronningen af Kaiserstuhl er sit eget højdepunkt.  Von’t Janze betyder nemlig egen eller eget og kendes specielt fra den berlinske betegnelse Chef von’t Janze, som betyder noget i retning af sin egen chef. Det er i hvert fald mit bedste bud … og det står jeg ved.

Nå, men det er selvfølgelig 100% Grauer Burgunder, som er spontangæret i egetræsfade alene med druernes egne gærceller, 48 timers maceration og efter endt fermentering har vinen også været lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset er farven på vinen nærmest rosagylden … måske påvirket af den længere maceration. Næsen har en dyb og intens aroma, virkelig fadbåret med modne æbler, kvæde, ananas, honning og en lækker smørfedme samt søde krydderier. Det er en ganske omfavnende og venlig aroma.

Smagen er tilsvarende fyldig med et snert af citron og grape. Det er smørblomster, blomsterstøv samt en kalkholdig mineralitet. Vinen er blød, cremet, har lidt salt og godt med frugtsødme, pærer samt en blød syre. En kraftig og alligevel adræt danser … iført brune damesko i god kvalitet.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 19,50€ … svarende til 145 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumb