Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, ItalienBattlens sidste vin blev noget så anderledes som en Merlot fra appellationen Colli Orientali del Friuli i Friuli-Venezia Giulia i det nordøstlige Italien og denne fra et vinhus, der hedder Le Due Terre, der jo betyder de to lande.

Hos Vingutterne gættede vi dog landet, men ikke at der var tale om en Merlot baseret vin.

Azienda Agricola Le Due Terre er der ikke mange oplysninger om, men vinhuset ligger ret tæt ved Prepotto ikke langt fra grænsen til Slovenien, men det er nu ikke derfor, at  vinhuset har kaldt sig for Le Due Terre.

Navnet er i stedet et hyldest til terrioret i dette område på Friulis østlige bakker og det er karakteriseret ved to typer jord, som er ler og mergel … også lokalt kendt som ponca … en slags muddersten, der har tendens til gradvist at smuldre i flager eller små stykker.

Azienda Agricola Le Due Terre er grundlagt i 1984 af parret Silvana Forte og Flavio Basilicata, der efter lang erfaring i andre vinhuse så købte et bondehus med 4 hektar vinmarker og begyndte at lave vin og efterleve deres drøm. Vinhuset har ingen hjemmeside, men på deres Facebook side kan man dog finde lidt informationer.

Alt på Le Due Terre drives efter økologiske principper i samspil med naturen og brug af pesticider og kemikalier er forbudt. I vinkælderen sker vinificeringen også efter en ikke-teknologis og traditionel stil alene med brug af naturlige gærceller.

Sådan er denne 2014 Merlot også lavet … altså alene med spontan gæring med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder i barriques.

Duftmæssigt er det en moden vin … har en smule portvinsnoter, fed, fyldig og frugten er mest sorte kirsebær og blommer. Der er lakrids, sød finsk lakrids, kakaopulver, nelliker, sød pibetobak samt nogle søde og nærmest mellemøstlige krydderier.

I munden er vinen også fyldig, saftig, varm og krydret, men samtidig har den mange og vildt tørre tanniner. Den er meget koncentreret og tæt i strukturen med denne modne smag, hvor der også kommer en vis skarp syrlighed frem. Det er en vin, der virkelig kalder på noget mad … 93 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men er set til 37€ i Italien, hvilket svarer til 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Château Rocheyron, La Fleur De Rocheyron Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Rocheyron, La Fleur De Rocheyron Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigI vor battle kørte Jan med næste vin ren Saint Emilion, men med dansk islæt via vinen 2015 La Fleur De Rocheyron Saint Emilion Grand Cru fra Château Rocheyron … fra et jointventure mellem danske Peter Sisseck og den spanske mangemillionær Silvio Denz.

Silvio Denz har tjent alle sine penge i parfumeindustrien og har så siden ekspanderet med kunst, smykker og design i sit firmaet Lalique … inden han så bevægede sig ind i vinbranchen via opkøb af det pænt store auktionshus Les Grands Vins Wermuth i Schweiz.

Derefter opkøbte han også flere vinslotte i Bordeaux fulgte sammen med anparter i Clos d’Agon på Costa Brava. Dér blev Peter Sisseck tilknyttet som konsulent i 2006 og i de efterfølgende år knyttede de to så stærke bånd, at de besluttede at give sig i kast med endnu et projekt.

Muligheden kom i 2009, hvor en ældre ejendom med 7 hektar vinmarker grænsende op til Château Laroque kom til salg … og herefter var Château Rocheyron en realitet.

Peter og Silvio købte ejendommen fra Stephen og Denise Adams og den var i en ganske sørgelig forfatning, ligesom udstyret i kælderen var langt fra up to date, idet vinene fra markerne i en årrække var blevet produceret på Château Fonplegade.

Der er så siden blevet investeret maksimalt i alt, der skal til for at kunne frembringe første klasse vine og selvom de købte vinmarker har været anvendt i mange år, så er Peter Sissick gået i gang med den svære konvertering til økologisk drift.

Målet er ikke at skabe mørke og intense vine med højt alkohol … nej nærmere tværtimod er målet at fintune den særlige finesse og delikate friskhed, som ifølge Peter Sissick er Bordeauxs særlige gave til vinens verden.

La Fleur de Rocheyron er Château Rocheyrons 2. vin og lavet på 100% ren Merlot, som efter høst gennemgår både en manuel som en optisk sortering efter alle stilkene er fjernet.

Gæringen er sket med druernes egne gærceller og er sket i 7 cementtanke og 3 rustfri ståltanke. Der sker kun få overpumpninger aka remontage for ikke at ekstrahere for meget og efter endt gæring er vinen så lagret 14 måneder på fade kun brugt én gang før inden klaring med æggehvider og aftapning på flaske uden filtrering.

Spændende vin, som virker sort, mørk og fed og kødfuld med både tørret kød fra en tyr, en koncentreret frugt af solbær, brombær, ribs og blommer, nogle fadnoter med læder, tobak, chokolade, lakrids. karamel og vanilje …  har masser af lag.

I munden er vinen fløjlsblød, koncentreret og fyldig, men er samtidig virkelig tør, mens frugten virker lysere end duftmæssigt med solbær, kirsebær, ribs og lidt syrlige citroner. Det giver en intens, harmonisk og frisk vin, som også har mineralsk bid, skovbund, garvet læder og meget behagelig eftersmag. 94 point.

Forhandles bl.a. af Vin Med Mere, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Hauksson Weine, Ciliegio Merlot, Aargau, Schweiz

2017 Hauksson Weine, Ciliegio Merlot, Aargau, SchweizDen anden vin i vor battle havde Falken med … en 2017 Ciliegio Merlot fra det schweziske vinhus Hauksson Weine, som vi jo før er mødt her på vinbloggen.

Jeg har nemlig tidligere smagt en 2017 Alpberg Pinot Noir samt en  2018 Sólskin Pinot Noir.

Første gang skrev jeg også en masse om det lille vinhus, der drives af den vinøse islandske bankmand Hoss Hauksson, så derfor kigger vi bare videre på denne Merlot vin.

Merlot druerne kommer fra en vinmark på en stejl sydskråning ved Gordemo i Ticino med udsigt over Lago Maggiore. Den har gold jord med granit, som tvinger vinstokkene til at stikke rødderne dybt ned i jorden efter vand og næringsstoffer.

Vinen er lavet med spontangæring og efter endt fermentering er den lagret 18 måneder på fade af fransk egetræ og barriques af kastanjetræ.

Allerede fra første snif fornemmes den store fadlagring, hvor der kommer lakrids, tobak og ristede aromaer, rosenblade, blommer, hindbær, jordbær, hyldebær, mentol, grønne urter, rå champignon, virker cremet og hyggeonkelagtig.

Smagen er også fløjlsblød med stor syrlighed og tørhed, har fine samt tørre tanniner, mørke bær og vilde jordbær, røg, tobak og har også en cremet finish med søde elementer. 94 point.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 295 kr. mod en normalpris på 425 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Rosé Trocken, Rheinhessen, TysklandVi fortsatte – høje af højskolesangbogens sommervise i hovedet – med endnu en Weingut Wagner Stempel vin på terrassen og det var med en 2022 Rosé Trocken, der ligeledes er en Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet på et skønt mix af Frühburgunder, Merlot, Sankt Laurent og Spätburgunder, som alle kommer fra flere forskellige vinmarker ved Siefersheim med sandet muldjord med noget porfyrsten i undergrunden.

Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret kort inden aftapning på flaske. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Dejlig aromatisk og blomstret aroma, hvor frugten er er sjov kombi af hyben, jordbær og kirsebær, mens blomsterne er hybenroser, men virker samtidig virker ret tør med sødlige krydderier, lidt gær og lidt, der kan minde om papkasser, pap og luftig umami.

I munden er der endda lidt større venlighed … har faktisk en svag mousserende fornemmelse, godt med syrlige kirsebær, moreller og jordbær … alt på en slank, tynd, mager og spinkel facon, men det er jo netop dét, som gør vinen så velegnet til sommersjov på terrassen og populær i glasset. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York State, USA

2019 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York State, USADen sidste vin fra Morten Hallgrens Ravines Wine Cellars blev denne 2019 Maximilien, der er lavet på et bordeauxfil mix af Cabernet Sauvignon og Merlot.

Det er helt præcis 69% Cabernet Sauvignon and 31% Merlot, der kommer fra husets 2 egne vinmarker White Springs samt 16 Falls Vineyards ved Seneca Lake.

2019 var en kølig årgang, hvor et tørt efterår gjorde det muligt, at lade druerne hænge ekstra lang tid og modne godt.

Alle druer afstilkes inden gæring i åbne gæringskar over 3-4 uger med skindkontakt, pigeage og daglige overpumpninger. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 15% nye fade. 20% af fadene er amerikanske fra Dargaud & Jaegle og 80% er så franske fra Taransaud og Francois Freres.

Det dufter af Bordeaux … en tør Bordeaux med både skovbund, efterårsblade på jorden, cedertræ, cigarkasser, tørt tobak, blyanter, engelsk lakrids, blæk, knuste sten, mentol, grøn peber, grønne blade samt en frugt af solbær, brombær, ribs og hindbær … og så samtidig noget dybt og intenst.

I munden er det dog en frisk, pågående, rank, kølig og småsyrlig vin. Der er tranebær, hindbær og ribs … har en ubekymret, let og lys sjæl, der samtidig er iført blomstret kjole. Tanninerne er også lette og de suppleres af en lemonagtig bitterhed, hvilket samlet gør vinen ung, frisk … med plads til at modne, få rynker i panden, livserfaring samt rundhed og storhed. Giv den et par år … mindst. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Arnaldo Caprai, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2018 Arnaldo Caprai, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienVi skal lige et glas retur til det respekterede vinhus Arnaldo Caprai Società Agricola i Montefalco i Umbrien og denne gang er det med deres 2018 Montefalco Rosso.

Jeg besøgte Caprai i 2017 … og det besøg kan du læse mere om i indlægget; Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper.

Denne Montefalco Rosso 2018 er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Merlot. Vinen er først gæret i ståltanke, men er efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egetræsfade, hvorefter den modner i 4 måneder på flaske før frigivelse.

I næsen er der sødsyrlig tobak, saltlakrids, kaffe og våde fade, mens frugten er overvældende med sorte kirsebær, blommer figner samt dadler … har virkelig en omfavnende og fadtung varme med kanel og vanilje. Vi er i comfortzone land … meget fyldig og småtyk.

Uha hvor det smager blødt og faktisk en smule atypisk for en Montefalco Rosso. Den smager nemlig uventet noget federe og sødere end forventet, har noget kirsebærmarmelade og modsat Caprais vildt tanninrige Sagrantino vine, så er tanninerne her også bløde og bøjelige, hvilket giver en venlig, rund, småfed og meget imødekommende vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienDenne Do Ut Des IGT fra Fattoria Carpineta Fontalpino ved Monteaperti nær den historiske by Castelnuovo Berardenga er jeg pjattet med … og nu smager jeg vinen i årgang 2018.

Det er en vin, som jeg har smagt masser af gange og endda også skrevet om her på vinbloggen i både årgang 2007, 2012 og 2017. Do Ut Des IGT er i denne årgang 2018 – som årgangen før – lavet på et blend af 33% Merlot, 34% Petit Verdot samt 33% Cabernet Sauvignon.

Familien Cresti håndhøster druerne fra den sydøstvendte Montaperti vinmark i 220 meters højde i det sydlige Chianti Classico. Marken har en undergrund med sand og sten.

Efter høst har druerne gennemgået spontangæring alene med de naturligt forekommende gærstammer, mens 25 dages udblødning af drueskallerne ved 28-30 grader har bidraget med yderligere farve, smag og tannin.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske 225 liters barriquefade fra Allier og Trochet og efterfølgende 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I næsen er der skråtobak, cedertræ, tørt egetræ, violer samt en dyb mørk og lakridset aroma. Frugten læner sig en smule op af noget, der kan minde om Bordeaux … er ganske dyb med solbær, brombær samt kirsebær. Der er et gedigent aftryk af fadene med let lakridskonfekt, finsk lakrids, kul, koks, toast, ristede noter, vanilje, chokolade, men samtidig får man også denne italienske, balsamiske syre … det er en rigtigt velfungerende cocktail.

Det er også smagsmæssigt en voldsom lækker vin … og som 2017’eren rund, cremet, fyldig og monster meget intens i alle smagsnuancerne. Det er fløjl og velour med atter med den lille italienske og balsamiske nerve af tør syre samt tørre tanniner, der lige markerer, men aldrig bider sådan for alvor. Der er virkelig fin balance i vinen, krydderierne blander sig i smagsspektret og eftersmagen er fin og lang. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Xavier Vignon, Natura in Fine IGP Vaucluse, Rhône, Frankrig

2019 Xavier Vignon, Natura in Fine IGP Vaucluse, Rhône, FrankrigXavier Vignon er en vild mand … en vild vinmager, der laver sine vine efter eget hoved og gerne eksperimenterer. Nu smager jeg hans 2019 Natura in Fine IGP Vaucluse.

Det er en vin, der er lavet på 40% Grenache, 30% Merlot og 30% Syrah fra nogle økologisk dyrkede marker fra et terroir ved bjergskråningen La Combe i kalkstensformationen Dentelles de Montmirail og det er primært fra marker i Rhône Cru’en Beaumes de Venise mellem La Roc Alric og Le Barroux i Vaucluse.

Vinen er ikke bare økologisk, for Xavier Vignon har også lavet vinen helt naturligt uden tilsætning af sulfitter. Efter høsten er druerne så spontangæret med de naturlige gærceller i neutrale betontanke.

Efter endt fermentering har vinen lagret 8 måneder med 50% i ståltanke og 50% i betontank … og så er vinen bagefter flasket.

Dyb, fed, sort, lakridset og landlig duft … det er tjæreholdige jernbanesveller, koks, sød tobak og næsten tørret, kandiseret frugt, der er mørk, moden … mest brombærsyltetøj, der er beriget med lidt alkohol, godt med grønne urter som rosmarin, salvie, bløde og søde lakridsbåde … alt sammen modent med en fært af noget gammel mahognitræ.

I munden er det lidt samme historie … har denne modne, sort og intense smag, som er blød og blid med lidt alkohol, både frisk samt tørret frugt, blåbær og brombær med et skvis ribs tilsat. Smagen er fed og tyggevenlig, en stor historie og koncentreret kraft, en vinøs maggiterning af rå lakrids, sort frugt og fortsat med Rhône karakter, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Villa Poggio Salvi, Caspagnolo Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2022 Villa Poggio Salvi, Caspagnolo Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienDen næste vin jeg smagte fra Villa Poggio Salvi, var deres fine og venlige Caspagnolo Chianti Colli Senesi og i en årgang 2022.

Igen er der Merlot i vinen, men her er det dog kun 10%, da vinen jo primært er baseret på 90% Sangiovese og her kommer druerne fra husets egne sydvestvendte, mergelrige vinmarker i bakkerne vest for Siena i Monteriggioni området.

Druerne er høstet manuelt, men gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader over 10-12 dage med hydrauliske nedstempling af drueskallerne.

Derefter er vinen blot flasket og har så lagret så 3-4 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 55.000 flasker af vinen.

Dejlig imødekommende duft af søde kirsebær, virker saftig med en ganske gammel balsamisk eddike, solbær, blommer, skovbund, tobak og grønne krydderuter … alt virker pakket godt ind i easygoing bløde pakker, som man ved, vil varme hele kroppen

Sådan er smagen også … blød, pleasende og saftig, men det er fortsat med en klar italienske syre samt virile tørre tanniner, som opvejes af en smule sødme … blød, rund og venlig … smager rigtigt godt, så dermed 90 point … og kommentaren; godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men kan fås til 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Villa Poggio Salvi, Lavischio IGT, Toscana, Italien

2021 Villa Poggio Salvi, Lavischio IGT, Toscana, ItalienJeg har efterhånden 3 gange smagt Villa Poggio Salvis Brunello di Montalcino i årgang 2016, 2017 og 2018 … men huset laver skam også andre spændende vine og nu tester jeg 2 af dem og den første er denne 2021 Lavischio IGT.

Det er en vin, som er lavet på ren 100% Merlot og har sit navn Lavischio efter en lille flod, som omkranser dele af Villa Poggio Salvis vinmarker.

Druerne er høstet manuet fra 10-20 år gamle og tætbeplantede Merlot vinstokke, som passer perfekt til det solbeskinnede samt ler- og mergelholdige terræn.

Gæring og maceration er sket i ståltanke ved 28-30 grader over 10-12 dage med hydrauliske nedstempling af drueskallerne. Derefter er vinen blot flasket og lagrer så 5 måneder på flaske inden frigivelse og der laves årligt 20.000 flasker af vinen.

I næsen er det bredriflet fløjl, hjemlig og comfortabel, fed mørk frugt af brombær, blåbær og solbær, tørrede tranebær, tyk lakrids, tørret kød og bacon, lidt parfumeret trøffel og chokolade.

Smagen er mørk, fed, tør og alligevel samtidig syrligere end man normalt ville finde i Merlot, men syren er virkelig italiensk, viril og stram. Det er solbær, brombær, hindbær og ribs, ganske fast, ren, tør med er tannisk bid, nerve og frugtrig smag. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7