Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Forstberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Forstberg Spätburgunder, Ahr, TysklandDet siges, at forfatteren til visen Ach, Du lieber Augustin var glad for et godt glas vin. Når jeg smager bare et lille glas af denne Ahrweiler Forstberg Spätburgunder fra der wunderschöne Julia Bertram, så får jeg lyst til at synge Ach. Du lieber Julia.

Okay, jeg har – indrømmet – en særlig forkærlighed for vinene fra den yndige, tidligere tyske vindronning, winzerprinsesse, weinkönigin og vinmagerinde. Sidst jeg smagte denne Ahrweiler Forstberg Spätburgunder var jeg også ovenud begejstret og uddelte topkarakteren 7/7 … Houlberg var betaget.

Ahrweiler Forstberg Spätburgunder er selvfølgelig lavet med druer fra Forstberg marken, som er en topmark med sydvest eksponering og ligger mellem markerne Rosenthal og Daubhaus.

Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men Ahrweiler Forstberg Spätburgunder er efter endt fermentering lagret omkring 12 måneder på brugte barriques i Baltes’ kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken.

Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder … som i øvrigt er købt brugt fra hendes veninde Meike Näkel. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in D-63911 Klingenberg.

Vinen er i glasset klassisk lys, transparent teglfarvet … lige som den skal være. Næsen er lys, let og ganske mineralsk. Det er hindbær, ribs og søde kirsebær, det er gazebind, luftig aroma af kanel, hvid peber, blomster, kærnemælk, urter, sten, salt, eg og lidt grønne elementer. Der er klart en mineralsk syre i vinen.

Og – nøj – hvor det smager godt. Det er en frisk og let syrlig vin med masser af mineralsk bid. Det er hindbær, kirsebær, citron, blomster, lethed, vild syre og tonsvis af salte mineraler. Der er flot balance og vinen er meget levende og elegant med en præcis og stram syre.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 230 kr., men desværre udsolgt … men det forstås bestemt.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Weingut Knipser, Grauburgunder ***, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Knipser, Grauburgunder ***, Pfalz, TysklandMit Pinot Gris bud til læsøtarteletterne var denne Grauburgunder *** fra Weingut Knipser i Laumersheim mellem Grünstadt og Bad Dürkheim i det nordlige Pfalz.

Knipser har vi stiftet bekendskab med et par gange her på Houlbergs Vinblog, så derfor nøjes vi denne gang med alene at kigge nærmere på denne Grauburgunder ***. Det spændende ved vinen er for det første, at druerne kommer fra 2 forskellige Große Gewächs marker, nemlig Dirmsteiner Mandelpfad og Laumersheimer Steinbuckel, hvor Knipser dyrker sine bedste Grauburgunder.

Druerne er høstet ved 100 Oechsle, og gæringen er sket i nye barrigues, hvor vinen er også er lagret sur lie i 6 måneder inden aftapning på flaske. Vinen lagrer så på flaske i flere år inden frigivelse. Der er 0,9 gram restsukker i vinen pr. liter.

Og uha for en sindssyg lækker duft … lige et par niveauer over de foregående vine. Næsen er animalsk  og let nøddet med brændte mandler, akacietræ, en sand eksplosion af eksotisk frugt, modne pærer og gule æbler, blomster, mariekiks, vanilje og kanel.

Smagen er blød … helt nede på smeltepunktet, en blød, rund, mild og aromatisk smag, men slet ikke samme sødmeniveau som foregående Pinot Gris, for her er sødmen langt mindre og har en rund syre, lidt salt og karamel,  hvorved vinen bare er smukt balanceret. Nøj for pokker, hvor smager den godt.

Købt i Tyskland til 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Pinot Noir Muschelkalk Selektion, Niederösterreich, Østrig

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Pinot Noir Muschelkalk Selektion, Niederösterreich, ØstrigJeg har 2 gange tidligere smagt vin fra Weingut Zuschmann Schöfmann og været imponeret. Nu har jeg igen en af husets vine i glasset … en 2015 Pinot Noir Muschelkalk Selektion, mit første møde med en rødvin fra huset med navnet, som man nærmest skal være småfuld for at kunne udtale.

Weingut Zuschmann Schöfmann ligger på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Jeg har jo skrevet om vinhuset tidligere, så hvis I vil læse mere om det, så tjek mine anmeldelser vinhuset vine 2016 Muschelkalk Grüner Veltliner eller den mousserende Grüner Veltliner Brut Nature.

Druerne kommer fra forskellige marker, men alle med høj andel af den specielle Muschelkalk aka muslingkalk, som er en slags aflejring af fossiler, kalksten og dolomit. Derudover er der i Zuschmann Schöfmanns marker også brun jord og grus.

Gæringen er startet spontant med druernes egne gærceller i store åbne 600 liters kar og har varet 3 uger. Under gæringen er vinen omstukket for at få druekernerne ud af processen og derved undgå for meget harsk tannin. Peter Schöfmann ønsker alene milde tanniner fra drueskallerne.

Processen med at frasortere kernerne sker ved, at drueskallerne i gæringsprocessen lægger sig på toppen på grund af udviklingen af kuldioxid, mens kernerne falder til bunds. Dermed kan vinen omstikkes og kernerne frasorteres.

Efter endt gæring har vinen trukket på skallerne i tre uger inden den er blevet omstukket, presset og fyldt på en blanding af nye og gamle østrigske 500 liters træfade, hvor den har tilbragt 24 måneder, hvorefter vinen er aftappet uden filtrering.

I glasset er vinen transparent, men ikke helt lys. Lige åbnet er næsen en smule lukket, så giv den lige lidt tid … bare et godt råd. Med lidt luft i glasset begynder vinen at åbne sig roligt og langsomt som min gamle garageport. Der er pænt med stringent skarp syre, kirsebær, hindbær, blåbær, mentol, sandeltræ, let fernis, masser af grønne noter, både ensilage og grønne grene samt en smule marcipan.

Smagsmæssigt har Pinot Noir Muschelkalk Selektion godt med lyse, syrlige kirsebær, jern, mineraler, mens både en saftighed og tørhed går pænt hånd i hånd som to modsatrettede, forelskede teenagere. Vinen har en ganske pågående syre, er stenet, stærk, mineralsk og alligevel let. Den er lidt som de østrigske alper … frisk, ultraskarp, præcis, hård, kold og en smule utilnærmelig, men giver på vej ned fra tinderne en ganske uforlignelig oplevelse. Den kræver på vejen op mod toppen en vis tålmodighed, men så er det også en vin, som vinder på dig og smelter sneen i dit hjerte.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske normalt koster 449 kr., men pt er på tilbud til 336,75 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

1996 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1996 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed næste Château Clerc Milon Pauillac 5. Grand Cru Classé kom der virkelig lidt alder på … årgang 1996 og klart den bedste af alle de 4 Clerc Milon og helt på højde med 1997’eren, som jeg tidligere har smagt hos Bernt.

Som årgang er 1996 ratet med 96 point af Parker, men mere beskedne 91 af Wine Spectator, mens Parker selv har tatet Château Clerc Milon 1997 til 90 point, så samlet set lidt af en broget billede. Men lad os kigge nærmere på den smage den.

Den er i 1996 sammensat af 51% Cabernet Sauvignon, 37% Merlot og 12% Cabernet Franc, så der er altså hverken Petit Verdot eller Carmenère i blendet. Bortset fra det, så er vinen lavet som de foregående.

Duften er nu langt mere klassisk Bordeaux … muldjord, solbær, moden i frugten, cigarkasser, læder, blæk, jernbanesveller, tjære, let mørk chokolade og tobak.

I munden er det sgu stor vin, blød og totalt moden vin med saft, kraft, pænt syreniveau og intensitet. Tanninerne er pollerede, der er blæk, tørhed, moden lethed. Det smager sgu godt. Vi ligger klart på 6 af de fede fingre eller i hvert fald lige derunder.

Prisen ligger ifølge Bernt omkring 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2009 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2009 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig2009 Château d’Armailhac Pauillac 5. Grand Cru Classé er klasse … en sand perle og blev klart den bedste vin denne eftermiddag, kun lige overgået af Château Mouton Rothschild i samme årgang. Slam.

Årgangen 2009 er én af de bedste årgange i nyere tid … Wine Spectator har ratet årgangen til 97, Parker hele 99 og hos Château d’Armailhac er det helt i særklasse og mange skriver, at det er én af de bedste Château d’Armailhac, som de nogensinde har smagt … og det kobbel vil jeg såmænd gerne hyle sammen med.

Vinen er i 2009 lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 24% Merlot, 14%
Cabernet Franc samt 2% Petit Verdot, men er ellers lavet på samme måde som foregående. Derfor springer vi da bare direkte i smagsnoterne.

Næsen er langt mere aromatisk og landlig i udtrykket end 2013’eren. Der er mere urkraft, mindre syre, mørke og sorte bær, solbær, en lille snart sødme, vanilje, kanel, mere støvet og hænger virkelig godt sammen. Der er også lidt blomster og igen en lysere, mere feminin side af Bordeaux.

Smagsmæssigt er vinen bare ultra-mega-blød, hold da op! Det er sindssygt cremet og vinen nærmest bare smelter i munden, frugten – mørke kirsebær og solbær – er blød og rund, men igen på en fin, sart og feminin facon. Det er sgu overraskende godt, og jeg må bøje mig i støvet for denne smukke vin.

Forhandles i denne gang fx af Slagelse VinKompagni, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Domaine Rieflé, Lieu-dit-Strangenberg Calcaire, Alsace, Frankrig

2015 Domaine Rieflé, Lieu-dit-Strangenberg Calcaire, Alsace, FrankrigGert E havde også taget lidt Pinot Noir med … en virkelig spændende fransk Lieu-dit-Strangenberg Calcaire fra Domaine Rieflé i Alsace.

Vinhuset ligger i lidt syd for den lille by Pfaffenheim omkring 10-12 kilometer syd for Colmar i Alsace. Vinhuset har til huse i en gammel vingård fra 1609 og har selv været vinbønder siden 1850. I dag drives vingården af de seneste generationer, nemlig Annick and Jean-Claude Rieflé samt deres 2 sønner Thomas og Paul, der langsomt er ved at overtage driften.

Thomas står for vinmarkerne og Paul er ansvarlig for udviklingen af vinhuset. De har også stået for, at vingården i 2014 blev certificeret økologisk med deres i alt 23 hektar vinmarker.

De har også for nyligt overtaget alle vinmarker fra vinhuset Seppi-Landmann i Soultzmatt, og det har betydet yderligere parceller, bl.a. på  Grand Cru marken Zinnkoepflé og andre spændende lieu-dits. I forbindelse med overtagelsen har de også ændret navnet på vingården til Domaine Rieflé-Landmann.

Her smager vi en ren 100% Pinot Noir Lieu-dit-Strangenberg Calcaire fra vinhuset. Druerne er selvfølgelig fra parcellen Strangenberg, hvor undergrunden er præget af kalksten.

Det er selvfølgelig også derfor, at der på etiketten står Calcaire, som jeg netop betyder kalksten. Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret 10 måneder på franske egetræsfade.

I glasset er vinen lys, og var den ikke grumset og uklar, så havde jeg også skrevet transparent. Hæ. Næsen er rustik, urtet og har bio bio landlighed samt syrlig, lys frugt. Der er lakridsrod, fennikel, kanel, syrlige bolsjer, blomstersyre, dufter virkelig biodynamisk og total nice.

Smagen er blød, sart og alligevel med en syrlig kant, har klart bællepotentiale, saftighed, er bondsk med grønne urter, pænt med tanniner, en hel blomstereng, som nærmest kan smages. Det er sgu en vin med karakter og jeg elsker den.

Købt hos Jysk Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg besøgte Gert E overraskede han med mig en toplækker 2016 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG fra Weingut Wöhrle . Nu var rollerne byttet om, så da han nu besøgte mig, så serverede jeg blindt også lidt vin fra samme hus, nemlig først Wöhrles 2016 Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG.

Marken Lahrer Herrentisch ligger på den øverste sydvendte del af den kegleformede Lahrer Schutterlindenberg, der ligger som et forbjerg til Schwarzwald skoven. Fra marken er der et fantastisk view til bl.a. Vogeserne og Kaiserstuhl.

På dette sted har den lokale befolkning fejret nadveren og indtaget deres aftensmåltid, og det er formentlig derfor, at marken har fået navnet  Herrentisch … mændenes bord.

Druerne er høstet med håndkraft og vinen lavet ved, at mosten har trukket på skallerne i 24 timer inden pres, hvorefter gæringen sker. Efter endt fermentering har vinen lagret 9 måneder på 2-3 år gamle egetræsfade. Men lad os smage denne Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG.

Næsen har lidt animalske noter, nogen fedme, melon, fersken og hyld, nøddeagtige noter, tørt træ og krydrede noter. Der er lidt karamel, saltlakrids, kalk, vanilje, røgede noter, estragon samt grønne noter i næsen. Dufter herregodt.

Smagen er blød og cremet. Der er en let fedme, god inderlighed og dybde, nogle syltede citroner og modne, gule frugter, en klar nøddet smag samt kalkagtige mineraler. Smagen er lidt tilbagetrukken … ikke frembrusende på nogen måder, men har en lille delikat saftighed, god struktur og elegance.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Bodegas Alvear, Pedro Ximénez Solera 1910, Montilla-Moriles, Spanien

N.V. Bodegas Alvear, Pedro Ximénez Solera 1910, Montilla-Moriles, SpanienJeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog er én time ugentligt fitnessinstruktør. Okay det havde I måske ikke lige regnet med? Til seneste planlægningsmøde med de øvrige instruktører medbragte jeg lidt chokolade og et glas af denne tykfede sherry … Pedro Ximénez Solera 1910 fra Bodegas Alvear. Surprise!

Alvear ligger i byen Montilla i Montilla-Moriles distriktet i Andalusien i det sydlige Spanien og på sherry fronten er det en slags konkurrent til det mere kendte Jerez område, hvor de fleste sherry’er kommer fra.

Bodegas Alvear er et gammelt og historisk sherryhus, som er grundlagt tilbage i 1729 af Diego de Alvear y Escalera. Oprindeligt blev bodegaen regnet som en lille og lidt obskur producent, men Diego begyndte langsomt – sammen med sønnen Santiago – at udvide ved køb af masser af jord.

I dag er det et kæmpestort foretagende og uden sammenligning regionens mest kendte vinhus. De har over 300 hektar vinmarker og produktionsmæssigt kapacitet til at lagre over 5 millioner liter sherry på egefade.

Bodegas Alvear er fortsat ejet af familien, som siden 1729 er vokset, så reelt er ejerskabet fordelt på 50 familiemedlemmer, hvoraf nogle også deltager i driften. Det er i 8. generation María Alvear som er ved at overtage driften efter den nuværende leder Fernando Giménez Alvear. Det er i øvrigt María Alvear, som I kan se på billedet ovenover.

Udover sherryproduktionen i Montilla, så ejer familien også en almindelig vingård Palacio Quemado i Extremadura. Vingården er købt i 2015 og har samlet 94 hektar vinmarker.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om netop Palacio Quemado her på vinbloggen, bl.a. da jeres smagte deres 2015 PQ Primicia, 2014 La Zarcita og 2014 Crianza.

Her smager vi altså en Bodegas Alvear Pedro Ximénez Solera 1910 sherry, som er lavet 100% på druen Pedro Ximénez, hvor druerne helt klassisk tørrer under solen – til de nærmer sig rosiner – og giver den fineste søde vin.

Efter presning af de tørrede druer, så tilføres de en smule alkohol, for at sikre at sødmen ikke aftager under gæring. Herefter overføres vinen til det såkaldte Solera system, som er et specielt – men meget simpelt – modningssystem, hvor flere rækker af fade placeres ovenpå hinanden.

Der er gennemløb mellem de enkelte rækker af fade. Vinen fyldes på de øverste fade, medens den tappes fra det nederste fad. På denne måde er der altid en smule af den ældste årgang i den endelige aftapning.

Alvear PX Solera 1910 er således startet i 1910 og vinen indeholder derfor en lille del Pedro Ximenes fra 1910. Vinen i dette Solera system lagrer i gennemsnit mindst 6 år inden aftapning.

I glasset overraskes du af en fed – oversvulstig, fed, tyk, opulent og brun væske … ligner en brunlig udgave Nordsøolie, den lakridsagtige danske bitter, men så hører enhver sammenligning også op.

Næsen emmer af kogte blommer, rosiner, sirup, karamel, ristede kaffebønder, honning, tørrede dadler, nødder, engelsk lakrids, gamle fade, en gammel kælder … men der gemmes sig også en lille friskhed bag alle de sødlige aromaer, som bare vælter op af glasset.

I munden er det virkelig tyktflydende … og vinen sætter sig nærmest demonstrativ på indersiden af glasset. Sukkersød, tæt og forførende voksenslik, som nærmest er eksplosiv i munden. Det er flydende druesirup af bedste skuffe, hvis man – som Houlberg – er til søde sager, men hvilken rigtig mand er ikke det? Det er karamel, chokolade, sirup … måske endda svagt oxideret.

Vinen flyder i munden på samme vis som en brun, fed olie skyller op på en strand efter en gigantisk oliekatastrofe. Det er klistret, tykt og efterlader munden smukt, fyldigt forurenet … og forureningen vil nærmest ingen ende tage. Det er lidt af en godbid … fungerede ganske fint med lidt chokolade, men jeg ville nok helst ha’ vinen sammen med lidt stærk, gammel ost. Det vil fandeme spille.

En undseelig anmelder kaldet Parker har giver vinen 98 point, men hvem gider høre på ham? Den rigtig vinanmelder og blogger er en næsten 100% mand, så han elsker en sød sag som denne, så derfor sparker han 6 olieklistrede fingre efter vinen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på en halv liter koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Borgogno, Barolo, Piemonte, Italien

2011 Borgogno, Barolo, Piemonte, ItalienPå Bistroteket med Borgogno Barolo to gange indenfor to uger … what’s not to like? Her er det Borgognos almindelige Barolo i årgang 2011.

Almindelig er måske lidt en underdrivelse, for druerne kommer fra 5 fantastiske marker, nemlig Cannubi, Cannubi San Lorenzo, Fossati, Liste og San Pietro delle Viole.

Efter høst spontangærer vinen med druernes naturlige gærceller i 12 dage i betontanke … i starten ved 22-25 grader og i slutfasen 29-30 grader efterfulgt af en maceration i 30 dage.

Derefter sker der malolaktisk gæring ved 22 grader i 15 dage og derefter lagrer vinen så 4 år i slavonske 4.500 liters egefade helt efter de gamle klassiske metoder. Efter aftapning lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske.

I næsen fornemmes det, at det fortsat er en grønskolling … en ung kvindelig yngling, men sikke talent. Næsen er grøn og allerede med moden, lys og gæret frugt, kirsebær, hindbær, roser samt violer. Samtidig er den unge dame iført stram lædercatsuit, har en stikkende italiensk syre, nærmest helt æterisk. Nice.

Smagsmæssigt er det til gengæld let, blødt og cremet. Det er en smuk vin, og en eventuelt teenagerkluntet kant afsløres på ingen måder, for det smager sgu dejligt … blidt og modent. Så nu fortryder jeg på ingen måder, at jeg igen valgte Borgogno på Bistroteket … de to B’er klæder sgu hinanden.

På restauranten kostede en flaske 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, TysklandJeg imponeres og får gode minder, når jeg smager denne Rüdesheim Berg Schlossberg Riesling Großes Gewächs fra Weingut Balthasar Ress.

Jeg besøgte nemlig Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Der smagte jeg en række af husets vine og blev begejstret. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli.

Marken Rüdesheimer Berg Schlossberg er én af de stejleste vinmarker i hele Rheingau med en hældning/stigning på ikke mindre end 70 grader. Navnet har marken efter den gamle Ehrenfelser slotsruin, som I også kan se på billedet ovenover.

Marken er VDP klassificeret Grosse Lage mark, har perfekt eksponering mod solen og en undergrund med skifter og kvartsit, som er en slags sandsten, der gemmer varmen fra solen i løbet af dagen og afgiver den retur om natten.

Druerne til Berg Schlossberg Riesling Großes Gewächs høstes ad flere omgange, så man kun høster de fuldmodne druer med det højeste indhold af sukker. Men den er vinificeret fuldstændigt knastørt med alene 1,5 gram restsukker pr. liter.

Vinen har også gæret i lang tid … det er en af filosofierne hos Weingut Balthasar Ress sammen med så lidt indgriben i produktionen som overhovedet muligt. Efter endt fermentering lagrer vinen på gamle egefade frem til foråret, altså alene omkring 6 måneder.

Næsen er lige, som jeg havde drømt om … med masser af petroleum, modne æbler, et autoværksted, olievæddet tvist med brandfare, mineraler, havvand og – uha – hvor det dufter godt. Der er vilde blomster, sæbe, vibrerende syre og lidt nødder. Yams.

I munden har vinen en vis fedme, voldsom dybde … som at falde dybt i en kløft, hvor du ikke vil op fra igen. Det er modne æbler, papaya, kiwi, fyldig og samtidig smuk elegant. Et fræk lille æblesyre giver et fint bid. Det er stor Riesling og Houlberg bliver glad.

Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske kostede 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7