Vi fortsætter meget glad med endnu en rødvin fra Cantine Ca Modeano og det blev så på den lokale druesort Refosco eller helt korrekt Refosco del Peduncolo Rosso.
Også Refosco del Peduncolo Rosso druerne er høstet i slutningen af september og efter høsten er gæring og maceration sket på skindet i ståltanke ved 26-28 grader over en periode på 6-8 dage.
Dette efterfølges af malolaktisk gæring, som er foregået over 6 måneder med 20% på store 5 hektoliter fade og tonneau egefade, mens 80% er sket i rustfrie ståltanke. Efter aftapning på flaske er vinen så lagret yderligere 2 måneder.
Duftmæssigt ikke så frembrusende som sine to forrige medsøstre, mindre farvefuld, men har en ganske fin frugt med modne jordbær, hindbær og blommer… virker mere støvet og tør. Samtidig slet ikke så lys, måske mere anonym, men har lidt lakrids, chokolade og så ellers masser af blomster.
Smagen er dog lettere og har helt sikkert også nogle blomster, for den smager aromatisk. Den har også en frisk, medium rød, letbitter og ren frugt samt et tannisk bid. Syren har mere rustik, næsten helt harsk og tanninerne virker også tørre og markante … det giver en karakterfast og markant rødvin med kant. 89 point.
Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 160 kr.