Tag-arkiv: Frankrig

2014 Domaine Labet, Les Varrons Pinot Noir, Jura, Frankrig

2014 Domaine Labet, Les Varrons Pinot Noir, Jura, FrankrigDet er fandeme en vild vin … og så er det endda kun anden gang, at jeg smager Les Varrons Pinot Noir fra den skøre Julien på Domaine Labet i Jura. Det er grænseoverskridende som 70’er hønsestrik, landbrugskollektiv, kærlighedsrevolution, fællessex, lotus læbekys og violette snabeltyrkersko.

Men man bliver sgu glad i låget … akkurat, som sidste jeg smagte vinen i årgang 2013 på vinbaren Ved Stranden 10. Denne gang blev vinen dog serveret blindt, men jeg fik sporet mig frem til, at det måtte være noget biodynamisk Jura. Spot on.

Domaine Labet ligger på adressen Place du Village Chemin Monceau i den lille by Rotalier i Jura. Vinhuset drives af den energiske Julien Labet sammen søsteren Charlene og broderen Romain. Charlene hjælper Julien i vinkælderen, mens Romain arbejder i vinmarkerne. De tre søskende overtog vingården i 2012, da forældrene Alain og Josie Labet trak sig tilbage.

Julien har siden 1997 hjulpet Alain med driften, og havde samtidig sine egne 3 hektar marker, som Julien drev økologisk med produktion af helt naturlige vine … naturewine … uden brug af svovl og kemikalier.

Disse tre hektar er nu sammenlagt med Domaine Labet, som nu samlet ejer 13,5 hektar fordelt på 45 parceller, fordelt på 4 kommuner og 13 lieux dits aka vinmarker. De oprindelige marker er nu også under omlægning til økologisk produktion.

På markerne dyrker de tre søskende 66% Chardonnay, 17% Savagnin, 8% Poulsard, 6% Pinot Noir, 1% Trousseau samt 1% Gamay. Så mangler der sgu da vist 1% … men det lader vi være med at nævne.

Udbyttet er moderat og varierer ud fra vinstokkenes alder. Der høstet omkring 15-40 hektoliter pr. hektar fra de 40 år gamle stokke og 35-60 hektoliter pr. hektar fra de yngste vinstokke.

Selvom domænet endnu ikke er helt økologisk, så arbejder Labet familien så tæt på naturlige principper som muligt. Julien mener, at vingården skal være fuldstændig bæredygtig. Der anvendes derfor ingen kunstgødning eller pesticider, og kun økologisk kompost pløjes i jorden. Vi er således tæt på naturewine.

Julien er også et studie værd. Julien beskrives som en funky guy, part punk, part stoner. Han har tidligere arbejdet i både Bourgogne og Sydafrika. Da han begyndte at hjælpe faderen Alain med produktionen tilbage i 1997 indførte han bl.a. lagring af husets mange Chardonnay’er på enten nye eller nyere barriques. Og så er han hyper energisk … og meget gæstfri.

Denne Les Varrons Pinot Noir er lavet fra vinstokke plantet tilbage i 1985, er en naturewine uden brug af pesticider, sulfitter, SO2 eller andet. Der anvendes kun den naturlig gær og den er lagret på eg … hvor lang tid kan jeg dog ikke umiddelbart se.

I glasset er vinen let, transparent og let grumset. Duftmæssigt hyler det imod månen … bio, krudt, nytårsskyts, mødding, boblende kirsebær, blåbær, bare tæer i druerne, fims og gødning … kom bare høns, der er vitaminer i markerne. Derudover er der røg, skovbund og utrolig friskhed. Det stikker og prikker til dig … nogle vil nu løbe væk, mens vi andre blot bjæffer af lykke som små pekingesere.

I munden er vinen let, blød, saftig og vedkommende. Det er ren natur. Vi smager nærmest på koen og stikker snuden ned i møjet … og så nyder vi det, fint og præcist. Lang eftersmag, blødhed, lethed og hvor smager det dog godt.

Forhandles af Krone Vin, men prisen har jeg ikke fundet.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Domaine de Thulon, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine de Thulon, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigVinene fra Régnié – seneste anerkendte Cru under appellationen Cru Beaujolais – hører normalt sammen med Brouilly og Chiroubles til blandt de lidt lettere Beaujolais vine, og men det er nu ikke udpræget tilfældet med denne Régnié Vieilles Vignes fra Domaine de Thulon.

Vingården ligger i den lille landsby Lantignie ved det gamle Château de Thulon fra 1400-tallet, og vinhusets marker var da også engang en del af det gamle slot. Domaine de Thulon drives af René og Annie Jambon, der købte vingården i 1987 med 8 hektar marker samt driftsbygninger efter at have været forpagtere af stedet gennem 20 år.

Sammen med børnene Carine og Laurent har de udviklet vingården, og børnene er også så småt ved at overtage driften efter forældrene. Carine står for markedsføringen, mens Laurent er en ambitiøs vinmager, som står for produktionen og langsomt har fået arbejdet vingården op blandt nogle af de bedste producenter i Beaujolais.

I dag er vingården omdannet til et selskab … det franske EARL og der er opkøbt yderligere marker, således Domaine de Thulon samlet har 16,5 hektar vinmarker, der giver vine under både Beaujolais-Villages, Régnié, Chiroubles og Morgon.

Alt arbejdet foregår manuelt, med organisk gødning og traitements raisonnées aka Lutte Raisonnée … også kaldet l’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Den samlede produktion er på 930 hektoliter vin, hvilket vel svarer til omkring 124.000 flasker vin hver år. Og de er fordelt på 12 forskellige vine, herunder altså denne Régnié Vieilles Vignes, der selvfølgelig er på 100% Gamay.

Vinstokkene er Vieilles Vignes … altså gamle stokke, som her er omkring 70 år. Vinen vinificeres i store, åbne kar uden afstilkning overhovedet, en kort maceration og efter endt fermentering lagret på egetræsfade et par måneder.

I glasset virker vinen langt mørkere, end jeg havde forventet, men næsen er også kraftigere med afbrændt baconfedt, boysenbær og ribs, gærede bær, røg, aske, mælkesyrer, blodpølse, flintesten, earl-grey teblade og peber … ja faktisk godt med peber.

I munden er der syre, peber og ribs … det er virkelig syrligt med bid i frugten, stramt og kan opsummeres som en tynd, læskende og syrlig væske med peber, jern og mineraler.

Købt hos Viniversa, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2006 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigKa’ man ikk’ blive træt af at drikke Dom Pérignon og er det ikke alt for dyrt? Svaret må være nej og jo, for man bliver sgu aldrig træt af at drikke champagne, men en Cuvée Dom Pérignon fra Moët & Chandon er klart totalt overpriced.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere og hele historien bag Dom Pérignon, så det skal jeg nok undlade denne gang. Jeg kan i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie, så det er bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre ved mit blogindlæg om Dom Pérignon 2002.

Dom Pérignon er jo en årgangschampagne … og en sådan én skal lagre tre år på flaske, for at den må kaldes sådan, men Dom Pérignon lagrer meget længere, typisk 9 eller 10 år. Den lange lagring er med til at udvikle smagen og gøre den mere kompleks.

Den længere lagring af champagnen er naturligvis også noget af det, man betaler for og samtidig får man en flaske med stort lagringspotentiale.

Og det er en dyr flaske … og den appellerer da også til kunder, som gerne vil vise, hvor mange penge og hvor godt et liv de har. Og det gør den godt med sin mørkegrønne ikoniske flaske og den kongekroneformede etiket. Meget genkendelig og dermed let at spotte, så folk ved, at man er i stand til at bøde nogle penge for vinen.

En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay, idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer.

Næsen i denne 2006’er er langt mere citrusdrevet end de øvrige årgange, som jeg har smagt af Dom Pérignon. Derudover er der toast, fersken, kvæde, lidt hækplanter og pærer … alt sammen meget let, blidt og delikat.

Smagsmæssigt en blid bitterhed og champagnen er meget blød i syren, måske endda lidt svag i koderne. Boblerne er – som altid med Dom Pérignon – utrolige blide og samlet gør det champagnen meget blød, blid og cremt. Det smager ikk’ så dyrt, som det er, men det er sgu ganske eksklusivt. Hmmmmm.

Forhandles mange steder og vejledende pris er 1.249 kroner. Den kan dog findes til lige under 1.000 kr. hos fx dkWineImport eller SuperVin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Château de Cayx, Cuvée Octante, Cahors, Frankrig

2011 Château de Cayx, Cuvée Octante, Cahors, FrankrigSå sluttede et kapitel i dansk/fransk vinhistorie. RIP Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat a.k.a. Prinsgemalen a.k.a. Kong Henrik. I respekt for den gamle gourmet  og gourmand smager vi hans 2011 Cuvée Octante, som blev udgivet i forbindelse med Prinsgemalens 80 års fødselsdag i 2014.

Den er – som Henri – en stor størrelse, magnum og som noget helt særligt har Hendes Majestæt Dronning Margrethe II illustreret etiketten, et maleri af Château de Cayx’’ marker, som man kan beundre dem fra slottets terrasse.

Dronning og Henri købte Château de Cayx i 1974, hvorefter det undergik omfattende renoveringer. Prinsgemalen, der stammer fra området og var en stor kunstelsker, havde over en årrække genskabt en tro og autentisk arkitektonisk arv.

I dag fremstår slottet derfor som en smuk residens fra det 18. århundrede med fire runde tårne, der kan føres tilbage til det 15. århundrede, og et hjørnetårn, der dominerer bygningsværket. Foran den sydlige facade vender en stor terrasse ud mod vinmarkerne.

Efter initiativ fra Prins Henrik har Château de Cayx med tiden genvundet sine imponerende 21 hektar store vinmarker, der ideelt vender mod syd og ned mod en bugtning på Lot-floden. Terroirets øvre del ligger på overvejende kalkstensterrasser og den lavere del på kalkstensterrasser med grus og nedstyrtet masse fra kalkstensplateauet.

80% af markerne er beplantet med Malbec, og bortset fra 4 ha Chardonnay, er den resterende del tilplantet med Tannat og Merlot – og alle markerne dyrkes så miljøvenligt og skånsomt som muligt. Da vinmarkerne gradvis er genplantet siden 1975, så har Château de Cayx’s vinstokke en gennemsnitsalder på omkring 25 år.

Château de Cayx har gennem mange år været kendt for sine stabile, klassiske, men også relativt almindelige Cahors-vine. Slottet har dog taget et kvantespring op ad kvalitetsranglisten siden 2007, hvor man ansatte den unge ønolog og vinmager Alexandre Gélis.

Alexandre Gélis så med det samme det store uudnyttede potentiale i Château de Cayx, og han har lige siden sin tiltrædelse arbejdet målrettet i samarbejde med Prinsgemalen mod en strammere styring og forbedring af slottets forskellige vine.

Cuvée Octante er en specialvin, som kun er lavet ifb. med Prinsgemalens 80 års fødselsdag og den er alene lavet på 1,5 liter magnum flasker. Det er selvfølgelig 100% Malbec eller Côt Noir, som den også kaldes i Cahors. Vinen er lagret på franske egefade i 12–18 måneder.

Duftmæssigt er det en fyldig og kraftig vin … dufter sgu ganske godt med saft, kraft og koncentreret som en magiterning. Duften er tæt med blommer, søde og mørke kirsebær, lakrids, chokolade, kanel, karamel, grafit, eg samt lidt grønne urter.

Og der smager saftsusende godt. Det er fyldigt, men uden at blive for opulent. Vinen er blød, cremet og frugtrig som en Rhône vin og har både vanilje, kanel og kaffe. Der er urter, mint samt en garvesyre, som også kan mærkes. Meget elegant Henri … vi kipper med flaget en sidste gang. Respekt.

Købt i Vinspecialisten, hvor sådan en fætter på 1,5 liter kostede 350 kr. Den kan formentlig ikke fås nogle steder længere.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Château D´Angludet, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2009 Château D´Angludet, Margaux, Bordeaux, FrankrigI en blandet landhandel af vine til sidste bestyrelsesmøde serverede jeg også lidt Bordeaux … mest til glæde for vor bordeauxfile næstformand. Det blev Margaux fra Château D´Angludet, et slot der langsomt har rejst sig siden 1961, hvor det blev overtaget af Sichel familien.

Vinslottet ligger i Cantenac, nabo til andre legendariske vinslotte og vel omkring 2-3 kilometer syd for legendariske Château Margaux. Dets historie går helt tilbage til 1150, men den første kendte ejer, der blev omtalt i 1273, var Bertrand d’Angludet, som var ridder og også ejede en anden herregård i Bouliac.

Det nuværende vinslot stammer efter al sandsynlighed fra begyndelsen af 1600-tallet, men i 1791, efter den daværende ejers Pierre Legras’ død, så blev godset delt op blandt sine fire arvinger. Selvom slottet egentlig stod til at kunne blive et 4. Cru Classé slot, så blev resultatet af denne opdeling, at Château Angludet ikke kom med i 1855 klassificeringen.

I 1891 var slottet ejes af Jules Jadouin og havde samlet 130 hektar, hvoraf 55 hektar blev beplantet med vinstokke og i 1932 blev det endda et af de 6 vinslotte, som blev ophøjet til Cru Bourgeois Exceptionnel. Men derefter skiftede det igen ejer, idet Château D´Angludet var ejet af Paul Six gennem en lang årrække, men da Paul Six var industrimand og ikke havde tid til vinproduktionen, så blev denne forsømt.

Efter anden verdenskrig forfaldt slottet og selvom en senere ejer indledte et program for genplantning af vinmarkerne, så ødelagde en streng vinter i 1956 høstet, hvilket medførte store økonomiske vanskeligheder og i 1960 havde slottet alene 7 hektar vinmarker tilbage.

Men en eftermiddagsgåtur ændrede dette, da Peter Sichel tilfældigt fik øje på den forladte ejendom og blev interesseret i den. Det endte med, at Peter Sichel købte Château D´Angludet og dermed startede sit vineventyr i Bordeaux. Peter Sichel genskabte slottets storhed, markerne blev udvidet og kældrene renoveret. Siden 1961 er slottets vin steget stødt i anseelse for hvert år der er gået.

Ved købte ejede Peter Sichel en del af Château Palmer i forvejen, men familiens primære forretning var negociantforretningen Maison Sichel, som egentlig var grundlagt som en vinhandel i Tyskland i 1853, men i 1883 flyttede til Bordeaux.

Siden 1989 har det været Benjamin Sichel – en af Peters 5 sønner – som har forestået ledelsen af Château D´Angludet og fortsat produktionen med henblik på at optimere og øge kvaliteten yderligere.

I dag ejer slottet 81 hektar jord, men alene 32 hektar er vinmarker, hvor vinstokkene gennemsnitlig er omkring 25 år gamle. De er fordelt med 46% Cabernet Sauvignon, 41% Merlot og 13% Petit Verdot.

Og markerne ligger jo i Cru Classé land … de er nemlig omgivet af Château Giscours 3. Cru Classé, Château Brane Cantenac 3. Cru Classé samt Château du Tertre 5. Cru Classé.

I denne årgang 2009 er blendet 50% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot og 12% Petit Verdot. Den traditionelle vinfremstilling sker i cementkar og gæringen varer mellem 20 og 30 dage, afhængigt af årgangen og hvor lang malolaktisk gæring vinmageren skønner nødvendig.

Derefter lagret vinen 12 måneder på barrques, hvor 1/3-del er nye fade og først derefter vælges de fade, som skal med til den endelig sammenstikning af førstevinen. Efter endelig blanding bødes vinen med æggehvider og filtreres meget let før aftapning.

Duftmæssigt en mørk, kraftig og fortættet Bordeaux … godt med solbær, muldjord, mulm og mørke, tebreve, kanel, kaffebønder, chokolade og en syrlig frugt. Det er ikke klassisk Bordeaux, da der er mere saft, kraft i vinen, som også er langt mørkere i duften.

Det gælder sådan set også smagen, hvor frugten er intens, mørk, kraftig og meget direkte. Det er igen solbær, jern og syre i fin balanceret dans. Der er lidt toast, vanilje og tanninerne ganske markante. Samlet giver det indtryk af en flot, lidt fortættet, intens – men elegant – frugtbombe.

Det gælder sådan set også smagen, hvor frugten er intens, mørk, kraftig og meget direkte. Det er igen solbær, jern og syre i fin balanceret dans. Der er lidt toast, vanilje og tanninerne ganske markante, selvom man får et samlet indtryk af en flot, lidt fortættet, intens frugtbombe.

Forhandles flere steder, bl.a. Slagelse VinKompagni eller Vinens Verden, hvor en flaske pt kan fås på tilbud til 375 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, FrankrigNår vi nu er ved elefanter og har snablen godt nede i glasset, så lad os fortsætte med denne L´Elephant Ventoux fra vinhuset Domaine Vignobles Pichon aka Domaine Le Mur-Mur-Ium, der ligger i byen Mormoiron omkring 20 kilometer øst for Orange.

Vinhuset blev grundlagt i 2008, da Marc Pichon købte Domaine le Murmurium i Côte de Ventoux sammen med hans danske hustru Anne. Imidlertid omkom Marc desværre i en tragisk bilulykke i 2016, så i dag drifter Anne Pichon vinhuset videre sammen med børnene.

Da Marc og Anne købte vingården i 2008 bestod den af 13 hektar beplantet med vinstokke, men på grund af Marc store ihærdighed og ambitioner voksede vingården til omkring 65 hektarer med nogle af de bedste marker op til Chateau Pesquie samt på sletten lige ned for Mount Ventoux.

Her dyrkes vin på de traditionelle druer Grenache, Syrah samt Merlot. Til fremstilling af de hvide vine bruges Roussanne, Viognier samt Muscat druer. Den årlige produktion er på omkring 230.000 flasker vin, som primært sælges i Danmark og indtil sin død besøgte Marc Pichon ofte Danmark.

Alle vinmarker dyrkes efter økologiske metoder uden brug af kemikalier eller pesticider og jorden bearbejdes manuelt. Derudover er al høst med håndkraft og hver sort vinificeres separat.

Det vigtigste mål på Domaine Vignobles Pichon er at opretholde en stil af rige, modne og håndlavede vine gennem omhyggelig pleje af vinmarkerne, lave udbytter og sen høst. Alle afgrøder er 100% afstilkede.

Her er det husets L´Elephant Ventoux i årgang 2014 og dermed lavet af Marc Pichon himself med vinificering i 50 hektoliter cementtanke ved lav temperatur for at opnå en lang udblødning og med to blide overpumpninger dagligt. Det er selvfølgelig 100% Grenache, som det også fremgår af etiketten og kommer fra gamle stokke.

Fermenteringerne strækker 3 til 4 uger med en langsom progressiv stigning i temperaturen for at ekstrahere en meget fin tannin struktur. Den malolaktisk gæring og ældning finder sted dels i egetræsfade, men for det meste i cementtankene.

Næsen er bløde og milde blommer, brombær, blåbær, modenhed, sødme, kanel og mørk chokolade. Der er vist dømt pleaser eller en vin målrettet det danske publikum. Men det smager rigtigt godt, meget saftigt, modent og med en kende sødme, blæk og kul. Det er virkelig cremet, blødt og rundt. Meget drikkevenlig vin.

Forhandles af Vinsalget, hvor en flaske koster 100 kr., men du kan få en kasse med 6 flasker for 495 kr. Denne her var dog en magnum, som selvfølgelig koster lidt mere.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, FrankrigEndnu en vin til anmeldelse fra Supervin i Hjørrring … nemlig denne Cairanne fra Xavier Vignon … og er det ikk’ oss’ et par dage siden, vi sidst har smagt lidt vin fra det dejlige Rhône?

Xavier Vignon er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’Oenologique og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter. Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine inklusiv denne Cairanne.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon.

Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog.

Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger selv, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf du Pape vine.

Og så laver han altså også denne Cairanne, som er et blend på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Mourvedre … helt klassisk, og lavet med udblødning/maceration inden gæringen, som sker i store betonkar. Det er en vin, som den almægtige Parker har scoret til 91-93 point, men lad os se, hvad den flittige vinblogger har at sige til det.

Næsen er uret, grøn med tør frugt og klassiske Rhône krydderier, lavendel, timian, laurbærblade, rustik, landlig i udtrykket og har både jern, peber, kul og afbarkede grene.

I munden er der både rå power, blod og samtidig også en vis sødme, stor tørhed, salt og bidende tanniner sammen med masser af peber. Vinen er egentlig fint afbalanceret mellem sød, rå frugt, kraft og saft. Der er lidt kanter og peberen sidder i munden et pænt stykke tid bagefter … men er det godt eller skidt? Det tænker jeg lige over.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men ved køb af 12 flasker er prisen 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigMed næste vin … en Crozes-Hermitage ryger vi til kooperativet Cave de Tain, der ligger smukt ved foden af Hermitage-skråningen mellem byerne Valence og Lyon.

Cave de Tain er grundlagt tilbage i 1933 af Louis Gambert de Loche sammen med en række andre vinavlere og han blev således også kooperativets første leder. I dag er der 330 medlemmer, som samlet har mere end 1.000 hektar vinmarker, der leverer druerne til kooperativets vine, der dækker appellationerne Hermitage, Crozes Hermitage, Saint Joseph, Cornas og Saint Peray. Derudover laves der selvfølgelig også masser af Vins de Pays.

Cave de Tain er meget involveret i bæredygtighed og bevaring af traditioner og skikke. Man støtter genplantningsprojekter af historiske vinmarker på de gamle terrasser med stenmure ved at bruge de originale metoder og hjælper dermed til at bevare den vinmæssige historiske arv og geografiske landskab, som regionen er kendt for.

Vinene er alle lavet med moderne teknikker, men stadig med traditionen og historien in-mente. Kooperativet blev i 2015 valgt som årets kooperativ af det førende franske vinmagasin Revue du Vin France.

Herhjemme kan man få vine fra Cave de Tain i både Føtex og – som denne – hos Winefamly, men der findes også mange serier af vine fra Cave de Tain.

Denne Crozes-Hermitage kommer fra serien Grand Classique … og netop Crozes-Hermitage fylder hos kooperativet, idet 50% af produktionen netop er Crozes-Hermitage.

Vinen er lavet ved, at alle druerne afstilkes, hvorefter fermenteringen sker i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke og derefter lagrer noget af vinen på egetræsfade, men hvor lang tid er dog ikke oplyst. Den sælges også som bag in box på enten 3 liter, 5 liter eller 10 liter.

Vinen er en smule behåret animalsk, krydret og har derudover med peber. frisk frugt med syrlig kirsebær, solbær, eg, tørhed og en lille smule vanilje. Frugten er ganske frisk, men ellers gør næsen ikke meget væsen af sig.

I munden er det kraftfuld vin med mørk frugt, peber, blæk … der er lidt kant og frugtsyren bliver måske en smule dominerende. Der er lidt jern og bitterhed i eftersmagen. En god hverdagsvin fra Rhône.

Forhandles af Winefamly, hvor prisen er 80,58 kr., mod en normalpris på 159 kr. Vinen står dog fejlagtigt på deres hjemmeside som Crozes-Hermitage La Grace … en enkeltmarksvin, som på kooperativet koster næsten det dobbelte.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, Frankrig

2008 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, FrankrigFest sidste weekend og jeres flittige vinblogger blev godt fuld i masser af god champagne, da værten var gavmild og åbnede magnumflasker af denne årgangsskum 2008 fra det lille champagnehus Louis Nicaise. Det slår hårdt, men på den bedst mulige måde.

Champagnehuset Louis Nicaise er familiejet og ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon. Produktionen ligger på beskedne 6.000 kasser champagne årligt.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne årgangschampagne er 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir, 15% Pinot Meunier og 100% Hautvillers Premier Cru. Vinen er vinficeret på små fade med lagring sur lies og 30% af vinen har gennemgået en malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen.

Næsen er æblekompot, gær, toastbrød, franskbrød, gæret dej, syrlighed og en virkelig lækker duft. Det bobler og gærer … boblerne er nærmest berusende. Der fornemmes lidt citrus og måske endda også lidt vanilje godt gemt under æblerne.

Boblerne er sådan medium i styrke … ikke for aggressive eller heller ikke for vage, men egentlig – efter min smag – smukt balancerede. Der er godt med æbler, intens syre, som puffer og prikker til dig med en blød cremethed i en skøn symbiose. Det er fandeme – pardon my french – god champagne og til prisen et scoop. Så gør det ikke noget, at den slår lidt hårdt dagen derpå.

Købt hos Champaniac, hvor sådan en stor magnum vistnok koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, FrankrigI et smuk, gammel bindingsværksejendom midt i den alsaciske by Mittelbergheim finder vi vinhuset Domaine Boeckel, der står bag denne Riesling.

Familien Boeckel har boet i byen i over 400 år. I 1853 grundlagde Frédéric Boeckel vinhuset, som i dag fortsat drives af familien … nu ved 5. generation i form af brødrene Jean-Daniel og Thomas Boeckel. De driver huset 23 hektar vinmarker, som ligger omkring Mittelbergheim og byerne Andlau, Barr og Eichhoffen.

De bedste marker hos Boeckel er grand cru markerne Grand Cru Zotzenberg og Grand Cru Wiebelsberg, men også markerne Clos Eugénie og Brandluft hører til blandt husets perler.

Alle marker hos Domaine Boeckel er certificeret økologiske, men udover druer fra egne marker, så opkøber brødrene Boeckel også druer fra omkring 20 hektar hos andre vinavlere i området. Det giver en årlig produktion på omkring 350.000 flasker vin, hvoraf 100.000 af flaskerne er Crémant.

Denne Riesling er husets entry-level Riesling, hvor druerne jo forventelig er nogle af de opkøbte. Druerne presses i husets pneumatisk presser, hvorefter vinificeringen sker i store, gamle egefade, men uden særlig lang lagring.

Næsen er lettere sødlig med en lille ferskenagtig næse, svagt nøddet med en grøn champagnebrus ispind, men ellers lidt anonym. I munden en blanding af sødme og bitterhed … der mangler klart noget syre, hvorfor det bliver lidt blødsødent og ikk’ særlig koncentreret.

På Uvinum står sådan en fætter til 103,69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7