2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, Frankrig

2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, FrankrigDen smukke solslot har været i familien Chéneaus eje siden 1919, men familien har været vinbønder i langt længere tid, ja faktisk siden 1768. I dag drives vinhuset således da også af 9. generation i form af brødrene Christophe og Maxime Chéneau.

Udover Château de Beau-Soleil ejer familien også den gamle middelalderslot Château de Cormerais, som ligger i byen Monniéres og har været i familiens eje siden 1856.

Samlet har brødrene 70 hektar vinmarker med gamle vinstokke. Vinmarker ligger nærmest rundt om slottet og ned mod floden Sanguéze. Vinhuset har altid primært produceret Muscadet vine, men for 10 år siden begyndte brødrene også at dyrke andre druer som fx Sauvignon, Chardonnay og Gamay Rosé.

Derfor laver de i dag en række forskellige vine, bl.a. en serie af hvidvine, som de kalder Breizh Gwin Gwenn med stor reference til Bretagnes historie og endda med det bretanske flag på etiketterne.  Ja, jeg vidste sgu da ikke, at der ligefrem findes et flag for Bretagne, og at man kalder de indfødte i Bretagne for bretoner. Man bliver sgu klog af vin.

Denne Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie er lavet på 100% Muscadet … eller Melon de Bourgogne, som druen også kaldes i Frankrig. Og ja … den stammer nemlig oprindelig fra Bourgogne. Kun de bedste druer anvendes i denne vin, og resten går til husets 2. vin. Vinen lagrer “sur lie” i minimum 6 måneder, men ofte længere for at bevare sin rene aroma og smag. Vinen tappes på domænet, og der laver årligt blot 15.000 flasker af vinen.

I næsen fik jeg noteret lidt abrikos, blomster, viskelæder, popkorn … sådan lidt fugtig og indelukket i duften. Smagen er dog ganske kompleks, sådan en lidt nøddet og krydret smag med en vis sødme. Der er lidt Chardonnay fedme i vinen, en vis fylde, men på en mere krydret måde. Ganske okay uden at imponere.

Importøren skriver dog ellers, at vinen er testvinder i klassen, kåret af Politiken, samt at det er en vin, som vil gøre østers stor ære. Vi fik den sammen med torskekæber … og det gik også.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 89,95 kr.

Rating 4/7 

2013 Compañía de Vinos Tricó, Albariño Tabla de Sumar, Rías Baixas, Spanien

2013 Compañía de Vinos Tricó, Albariño Tabla de Sumar, Rías Baixas, SpanienSidste vin på S’vinbar blev en charmerende spanioler …  Albariño Tabla de Sumar fra Rías Baixas vinområdet i det nordvestlige Spanien. Vinhuset hedder Bodega Compañía de Vinos Tricó og ligger i Salvaterra de Miño tæt på byen Vigo i Pontevedra helt ud mod kysten.

Compañía de Vinos Tricó ejes og drives af den legendariske vinmager og iværksætter José Antonio López, som tidligere som vinmager har stået bag andre vinhuse som Morgadió og Lusco do Miño. Han har samlet været med til at etablere en håndfuld vingårde i området og flere end 25 forskellige Albariño-vine bærer i dag hans signatur.

José Antonio López etablerede Compañía de Vinos Tricó i 2007 og her fik han for første gang foden under ejet bord med køb af små 5 hektar vinmarker. Derudover køber José også druer fra en flok betroede vinavlere, der har sagt ja tak til at lade José guide og vejlede dem i, hvorledes vinstokkene skal passes og plejes.

Både José’s egne vinmarker og mange andre vinmarker under hans tilsyn i Salvaterra de Miño dyrkes efter økologiske principper uden brug af kemiske produkter og der satses i det hele taget på en vinavl, hvor der indgribes så lidt som muligt i alle processerne. Målet er at lave vin med karakter, som afspejler Albariño druen personlighed samt det lokale terrior i Rías Baixas.

Vinhuset fik navnet Compañía de Vinos Tricó, som slet og ret betyder Vinfirmaet Tricó, hvor Tricó er den spanske betegnelse for et uventet barn. Og den første vin fik også blot navnet Tricó, mens etiketten fik en illustration, som José’s moder havde tegnet i hendes skolehæfte som barn på folkeskolen i Cequeliños.

I dag producerer vinhuset 6 forskellige vine, herunder denne Albariño Tabla de Sumar, som første gang er lavet i 2010 og er tiltænkt som værende en billigere udgave af Tricó … mere beregnet til salg pr. glas på vinbarer. Den er som storesøsteren selvfølgelig lavet på 100% Albariño og på rustfrie ståltanke. Den er lavet 6 måneder på samme ståltanke og derfter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen aromatisk med blomster, tyggegummi, fersken, abrikos, grønne æbler, passionsfrugt, lidt appelsin, søde urter, estragon, tørhed, lidt gamle papkasser, mineraler, gras og noter fra grønne blade. I munden lidt en syrebasse, hvor syren nærmest mærkes på tænderne og dybere i munden. Der er urter, krydderier, mineraler og lemon i smagen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme … på S’vinbar kostede en flaske vistnok 250-300 kr.

Rating 4/7  

2012 Weingut Heymann-Löwenstein, Riesling Schieferterrassen, Mosel, Tyskland

weingut-heymanWe Love Riesling og hvad er bedre end Riesling til Riesling Week? Her har vi en af slagsen fra et af de bedste steder for Riesling i vort sydlige broderland, nemlig Mosel. Vi har fat i en Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein, som hører til blandt nogle af de bedste producenter i området.

Weingut Heymann-Löwenstein holder til i byen Winningen, som ligger i den nordlige del af Mosel ikke langt fra Koblenz. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Reinhard Löwenstein sammen med hustruen Cornelia Heymann-Löwenstein. De første år lå vingården i Lehmen, men i 1983 flyttede de til nuværende adresse i Winningen.

Inden Reinhard blev vinbonde havde han tilbragt en del år som aktiv kommunist i det franske kommunistparti, og havde også arbejdet som frivillig hjælpearbejder i Cuba. Han startede beskedent med 5 hektar marker ved Winningen.

Omkring Winningen ligger vinmarker ikke så højt – ja faktisk bliver det ofte kaldt Untermosel, men det passede Reinhard godt, da han var af de overbevisning, at det ville godt de bedste tørre vine … og det var præcis hvad han gik efter.

I dag har vinhuset dog også en lang række stejle vinmarker … samlet 14 hektar med druesorterne Riesling, Spätburgunder, Weißburgunder, Müller-Thurgau og Elbling. De bedste marker er Winninger Röttgen, Winninger Uhlen, Hatzenporter Kirchberg, Hatzenporter Stolzenberg, Valwiger Herrenberg, Winninger Hamm og Winninger Brückstück.

Og nogle af markerne er virkelig stejle. På hver af de hundrede år gamle terrasser, der er skåret ind i klipperne, vokser ofte kun 1-2 rækker vinstokke. Markerne Kirchberg, Stolzenberg, Röttgen, og Uhlen var allerede på Napoleons tid anset for at være de bedste i området. Fra disse vinmarker skaber Löwenstein nu nogle af de mest karakterfyldte vine i Tyskland, som hver især afspejler den skifer, der findes i markernes undergrund. Derfor er de vidt forskellige og Reinhard taler om skiferens klang.

weingut-heymann-lowenstein-ii

I vinifikationen bruger Reinhard minimalistiske, naturlige metoder til at indfange hver vinmarks udtryk. Han høster ekstremt sent og lader vinene gære spontant med de mange vilde gærstammer, der findes i vinmarken. Denne proces kan vare i op til 1½ år, og giver vinen en større fylde og kompleksitet, end det ellers kendes i regionen.

Og klasse fornægter sig ikke … i næsen svag petroleum og den oser næsten af Riesling. Der er en lækker frugtaroma, fersken, frugtsten, mineraler, sødme, intensitet, nødder … er det valnødder? Der er måske også lidt appelsin … virker en smule eksotisk og mineralsk i næsen, og den dufter saftsusende godt.

Smagsmæssigt virkelig en vin i balance, syren danser sammen med frisk frugt, sødme og let bitterhed fra både lemon- og grapefrugt. Der mærkes citrus, salt og en blid jernagtig mineralitet. Flot vin … og det er endda alene en “Guts-Riesling” … altså en entry-level Riesling fra den gode Weingut Heymann-Löwenstein. Måske er det også derfor, at huset af Riesling.de er ranket som værende blandt Tyskland 10 bedste Riesling producenter.

Forhandles af Atomwine, hvor prisen er 159 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Lukas Krauß, Pornfelder Rosé, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Lukas Krauß, Pornfelder Rosé, Pfalz, TysklandPå S’vinbar startede vi frækt, syndigt og lyserødt med en Pornfelder Rosé … og denne uartige, lille sag med to halvnøgne fruentimmere på etiketten kommer fra Weingut Lukas Krauß, en frisk, ung vinmager, som kalder sig Mann Mit Hut, fordi han altid render rundt med en gammel hat.

Faktisk er Lykas email-adresse da også hut@lukaskrauss.de … og den gode vingut … eller måske rettere Weinhut Lukas Krauß holder til i byen Lambsheim, som ligger i Pfalz omkring 10 kilometer vest for byen Mannheim og heller ikke langt fra Heidelberg.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1984 af Lukas Krauß’s fader Harald Krauß, selvom familien egentlig har været vinbønder i området i hundrede år. Lukas er dermed alene 2. generation på vingården, som samlet omfatter omkring 7 hektar vinmarker omkring Lambsheim, hvilket danner baggrund for en årlig produktion på omkring 30.000 flasker vin.

Lukas selv er lidt af en nørd, men en fremadstormende vinmager, som samtidig forstår at markedsføre sine vine og selv er meget aktiv på Facebook og Twitter. Han er ganske vist kun 28 år, og selvom Lambsheim ikke er centrum for vinproduktion, så er Lukas overbevist om, at han kan ændre disse fordomme.

Lukas er derudover er assisterende vinmager hos hos Müller-Catior et par dage om ugen, men resten af tiden arbejder han benhårdt i marken på egne, lånte og lejede parceller med at dyrke sunde druer med lidt inspiration fra bio & økologisk drift – dog uden at være hellig. Lukas har også arbejdet hos Johner i både Baden og New Zealand, og den gamle Johner er ret imponeret af hans vine.

Lukas laver en række vine, bl.a. på druer som Riesling, Grauer Burgunder, Scheurebe, Silvaner, Grüner Veltliner, Spätburgunder … og så Blauer Portugier samt Dornfelder, Og så laves der netop denne Pornfelder i en rød og rosé udgave, og den er netop lavet på PORtugieser samt dorFELDER, og deraf selvfølgelig navnet Pornfelder.

Pornfelder
I den kommende udgave skulle etiketten – jf. Karina og Sabina fra S’vinbar – imidlertid være med to halvnøgne mænd i stedet, og den glædede pigerne sig til. Vi nøjedes dog med denne årgang og den pivfrække etiket, som vi ikke ser nogen grund til at ændre. Det kunne vi hurtigt blive enige om.

Druerne til vinen er høstet ved håndkraft, hvorefter vinen er presset og efter en kort periode maceration er vinen gæret i rustfri ståltanke.

Den lille lyserøde sag byder i næsen på lidt tranebær, jordbær og et lidt letkrydret syre. I munden er vinen saftig med jordbær, ribs, kirsebær, svag bitterhed … og egentlig let og meget easygoing. Der er måske lidt kant og mineralitet … og med lidt luft i glasset kommer syren og de bitre noter også mere frem.

Købt på S’vinbar, men kan ikke huske prisen på vinbaren … tror det var 250 kr. for en flaske. I Tyskland koster en flaske 8,90€ i en vinhandel, hvilket svarer til omkring 66 kr.

Rating 4/7  

Fuld gas på Gastronomé … og opvarmning på S’vinbar

Gastronomé i Århus drives af de to århusianske kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen, der siden 2004 med stor succes har drevet gourmetrestauranten Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg i Mårslet. Nu er de rykket ind i Århus centrum med deres gourmetrestaurant, som jo netop i år har fået en stjerne i Michelin Guiden.

Jeres flittige vinblogger har nu – i videnskabens tjeneste – besøgt Gastronomé for at tjekke, om den Michelin stjerne nu også er fortjent, men selvfølgelig også for at undersøge, om en Michelin restaurant serverer ordentlig vin. Det er jo en vinblog! Vi havde samlet et crew på alt 11 personer og bestilt plads på restauranten samt Fuld Gas inkl. vinmenu … og det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Men vi havde også – naturligvis – bestilt bord på S’vinbar til en let opvarmning på stedet.

Afgang til Århus med tog … og til turen havde jeg – som på sidste tur til Århus – bidraget til festen ved at medbringe en flaske, som vi meget passende kunne dele i toget … sådan varme ganerne lidt op til S’vinbar, som netop denne dag havde Riesling Week, en stor Riesling smagning, som dog ville være færdig, inden vi ville nå den charmerende vinbar.

Jeg havde valgt en flaske 2013 Riesling Pettenthal *** fra Weingut Georg Gustav Huff i Rheinhessen, og møjsomt endda købt en stak plastikkrus af mærket Seven Eleven fra DSB kiosken, som åbenlyst ikke længere er en traditionel kiosk. Det betød dog, at der var en lille skvis plastikkrus Riesling til alle … ikke meget, men nok til i passende stemning at sende os i retning mod Århus.

We Love Riesling
S’vinbar … byens bedste vinbar, som suverænt styres af Sabina inkl. staff nåede vi snart, og fik os bænket på de reserverede pladser. Pigerne var stemt for lidt rosé og mændene for lidt Riesling, da der nu engang var Riesling Week på vinbaren. Så vi bestilte en flaske af hver, først en flaske pivfræk Pornfelder … en rosé lavet på Portugieser og Dornfelder samt en flaske 2012 Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein.

Vi havde den søde Karina som værtinde, og hun sørgede for perfekt temperering af vinene. Og hvor er de altså dygtige og imødekommende de to piger, som begge er sommelier … så klart et af de bedste steder i Århus. Sådan er det bare. Stemningen er bare så hyggelig og uformel, mens kompetencen på det vinøse er helt i top. Her får du vine med kant – hvis du er til det – eller vine, som bare passer til, hvad du bedst ka’ li’. S’vinbar har det hele.

Denne aften valgte vi helt straight forward uden kant, nemlig vinene:

Som nævnt havde S’vinbar netop haft Riesling smagning … ja faktisk var den sluttet kun en halv times tid før vi ankom, så der var enkelte flasker i overskud, som kunne købes, bl.a. lidt Thanisch og den eminente Egon Müller. Fristende af helvede til … men vi holdte os til de bestilte vine … vi skulle jo snart videre til Gastronomé.

Steming på Svinbar
Gert havde med usvigelig og nøjagtig sikkerhed regnet ud, at der var 6 minutters gang fra S’vinbar til Gastronomé, så præcis 18.39 satte vi kurs med den nyligt Michelin-kårede restaurant, hvor vi blev pænt taget imod og anbragt i kælderen, hvor der allerede var gjort hyggeligt klar til os, og med Max H inkl. følge direkte ankommet, så var sjakket helt og festen kunne begynde … so to speak.

Menukortet byder på 3 muligheder;  halv gas, fuld gas eller Chef’s Table. Vi havde valgt at give den fuld gas, hvilket betyder 8 retter og samtidig selvfølgelig fuld vinmenu, altså vinene tilpasset hver ret. Sådan skal det være … skal der være gas, så skal det være fuld gas. Intet mindre, selvom vi dog sprang en velkomst med mousserende vin og snack over. Vi tænkte, at med 4 vine i bagagen allerede og 8 i vente, så måtte vi vise en vis afholdenhed.

Menuen for aftenen inkl. de ventende vine så sådan her ud:

Menukort
Som de kvikke bloglæser måske allerede har observeret, så ventede der dog ikke 8 vine … men alene 7. Det var dog til at leve med, da menukortet så rigtigt spændende ud. Vi startede med en amuse … det som på rigsdansk hedder en appetizer. Faktisk findes ordet amuse ikke i den danske ordbog … men på engelsk betyder det jo at skabe opmærksomhed … så vi fik lige opmærksomheden skærpet med denne lille ting.

Amuse: Pighvar-tatar pakket i rødbede med safranolie, gule sennepsfrø og rød skovsyre

Pighvar-tatar
Smukt og amusing … vinmæssigt bakket op af en Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie fra vinhuset Vignobles Chéneau … en vin, som også skulle nydes til den efterfølgende ret. Derudover – og måske endda vigtigere – så blev retten også understøttet af 3 forskellige hjemmelavede brød og et lidt forskellig smør, hvoraf den ene var lavet på brunet smør.

Brød i 3 varianter

Brunet smørcreme

Torskekæber – æggeblomme – agurk – silderogn fra Skagen

Torskekæber
Første ret ud af aftenens 8 retter, og imponerende flot i anretning. Smagte rigtigt meget af agurk … og jeg synes nok, at agurken totalt overtog smagsindtrykkene. Fedme og aromaen af lidt nødder fra vinen passede dog fint til retten. Men denne ret var jeg bestemt ikke oppe at ringe over.

Havtaske – blomkål – ærter – chokonibs

Havtaske blomkål ærter
Videre til næste ret – havtaske med blomkål, ærter og chokonibs … hvor sidstnævnte faktisk gav fin kant på retten. Igen smukt anrettet, selvom jeg fortsat ikke forstår, hvorfor maden skal ligge helt ude i siden af tallerken. Har efterhånden set det mange steder … og selvom det helt sikkert er moderne, så forstyrrer det sgu … men WTF jeg er jo også lidt gammeldags.

Til retten fik vi lidt syre med en Sauvignon Blanc fra Klein Constantia … okay, uden at imponere. Lidt et kedeligt valg, hvis jeg skal sige min ærlige mening.

Hjertemuslinger – majs – caviar

Hjertemusling majs caviar
Smuk og stringent anrettet … og som foregående ret med lidt skum på toppen, pænt suppleret af en skare af tjenere med små kobbergryder. Jeg elsker muslinger, så dette var bestemt en ret for mig … dog er jeg satans træt af majs, hvilket så trækker den anden vej. Mener også, at der var en smule popcorn på toppen. Dét mener jeg til gengæld ikke hører hjemme i en ret.

Vinmæssigt røg vi dog lidt op i niveau, nemlig med en ganske elskelig VVV Valleys Douro White fra vinhuset Quinta Vale D. Maria, som jeg tidligere har smagt fantastisk vin fra … og skrevet om her på bloggen. Det 3 V’er henviser i øvrigt til de 3 dale, hvorfra druerne til vinen kommer … og alle lokale druesorter fra Douro området.

Hvide asparges – brunet smør – pecannød

Hvide asparges
I mine øjne aftenen bedste ret … elsker hvide asparges og her blev de på bedste vis akkompagneret af brunet smør, pecannødder og andet godt. Kan ikke huske de andre ingredienser, men det smagte altså herregodt. Vinmæssigt helt korrekt – næsten efter forskrifterne – suppleret med godt Muscat og selvfølgelig fra Alsace. Sådan skal det være. Klasse.

Duroc nakke – persillerod – sennep – gryn

Duroc nakke
Duroc nakke … nu dukker Duroc grisen sgu op igen. På Fusion i Ålborg fik vi svinebryst fra en Duroc gris, og nu dukker denne lille gris sgu minsandten op igen. Duroc-svin er en amerikansk svinerace … en slags basisrace, som benyttes til krydsninger indenfor svineavl. Duroc grise er rødbrune, muskuløse og har nedadstående ører og med et roligt temperament.

Det rolige passer også til denne ret … stegt/braiseret ala slow food … helt fuldstændig mørt sammen med persillerod, sennep, gryn samt en lille tallerkensmække på toppen. Ganske okay samt med god kraft. Vinen passede fint, den vel efterhånden noget kendte Petalos del Bierzo fra den spanske storchamøre Alvaro Palacios. Den har vi smagt en del gange … fik den bl.a. til hovedretten på Mefisto, også i denne 2012 årgang.

Kalvemørbrad – hale – ramsløg – fermenteret hvidløg

Kalv haler ramsløg
En lidt mere traditionel ret … kalvemørbrad, som var sindssyg mør. Fint tilbehør og lækkert med de fermenterede hvidløg i kombi med ramsløg, selvom den gode Hr. Hansen – som har det lidt svært med hvidløg – havde sit besvær. Men det smagte bestemt godt, selvom det måske ikke var verdenens mest innovative ret. Igen kom de små kobbergryder i spil til saucen.

Retten blev fint akkompagneret med god Rhône vin … der går man sgu aldrig helt galt, og denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra Domaine Fond Croze var bestemt i orden og samtidig en vin, som jeg aldrig tidligere havde smagt.

Appelsin – kumquats -tonkabønne

Appelsin kumquats tonkabønne
Ret nr. 7 … så var vi nået desserten, eller i hvert fald 1 af slagsen … lidt syrlig appelsin, skal fra kumquat og så tonkabønner. Ovenpå lidt sprød gitter af noget sukker af en slags. Tonkabønne … den var jeg sgu ikke lidt helt spids på. Hvad fanden er det for en størrelse? Den bruges åbenbart som en ingrediens i parfumer, men kan – heldigvis – altså også spises og bruges typisk i stedet for vanilje.

Tonkabønnen er lykkebringende og det forlyder, at hvisker du dit højeste ønske til tonkabønnen, kaster den på jorden og træder på den, så går det i opfyldelse. Måske skulle kokkene ha’ gjort dette i stedet, for retten var syrlig og sagde ikke mig alverden. Det gjorde det ikke bedre, at der ikke var vin til retten, men en underlig kok te … lavet på grøn og sort te. Arghhhhh.

Rabarber – skovmærke – brændt hvid chokolade

Rabarber skovmærke
Vi sluttede med lidt is … det kan jo ikke gå helt galt, her sammen med lidt rabarber og knas samt brændt hvid chokolade. Det var en fin afslutning, igen dog uden helt at dupere mig. Vi fik lidt sødt og hvidt italiensk, en Passito Monastero Bianco fra vinhuset Azienda Agricola Monte del Frà .. en lidt kedelig sherryagtig sag.

Samlet kom listen af vine til at se sådan her ud:

Der er selvfølgelig links til beskrivelser og anmeldelser af vinene – både fra S’vinbar og Gastronomé.

Konklusion

Gastronomé var en dejlig oplevelse … men i forhold til mine forventninger, så er jeg måske en anelse skuffet. Havde forestillet mig, at en Michelin restaurant var mere innovativ og retterne mere spændende. Og selvom servicen var helt i top, så gik jeg alligevel fra restauranten uden det forventede WAUW. Det var en stabil præstation, men uden at imponere.

Skal jeg sammenligne med min bedste restaurantoplevelse … gourmetaften på Bryghuset Vendia i Hjørring, så ligger Gastronomé – i mine øjne – en del lavere end Vendia, som imidlertid ikke har Michelin-stjerne. Der er maden mere innovativ, smagsoplevelsen større og vinvalget også mere udfordrende og kantet. Men sådan er der jo så meget. Vi blev mætte, fik en god oplevelse og habile vine.

Vi slutter selvfølgelig med et par stemningsfotos fra aftenen:

Hygge på Svinbar
Vi hygger os på S’vinbar … her med Riesling i glasset. Riesling Rules

Fruen ser tilfreds ud
Min dejlige ægteviv

Klar til kamp
Her har vi sat os til bords på Gastronomé og er klar til kamp

Godt med vine
Der er vine alle vegne i kælderen på Gastronomé … man kan nærmest kalde det en vinkælder

Stemning i kælderen på Gastronome
God stemning i kælderen på Gastronomé

Mere stemning
Mere stemning

Restaurant Gastronome
En god aften på Gastronomé er slut … godnat og sov godt

2012 Weingut H.T. Eser, Riesling Oestricher Lenchen Trocken, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut H.T. Eser, Riesling Oestricher Lenchen Trocken, Rheingau, TysklandFor en måneds tid siden smagte jeg lidt Riesling fra Weingut Spreitzer, som holder til ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Nu er vi igen i byen og med endnu en Riesling, blot fra Weingut Eser … eller Weingut H.T. Eser, som de også hedder.

Ja, der findes faktiske en del Eser’e i Oestrich-Winkel, bl.a. vinhusene Weingut August Eser, Weingut Bernhard Eser og så dette Weingut H. T. Eser, som drives af brødrene Christoph og Thomas Eser. Christoph og Thomas Eser er tredje generation på vingården, som er grundlagt tilbage i 1936.

Brødrene driver i alt 15 hektar vinmarker, primært markerne Oestricher Doosberg og Oestricher Lenchen, hvor den første er den absolut bedste vinmark. Og der dyrkes 85% Riesling, mens resten er Pinot Noir. Nogle af vinene laves i rustfrie ståltanke, og nogle laves mere traditionelt i store egetræfade.

Brødrene holder til i en gammel ejendom, der kan dateres tilbage til 1894 og hvor der gennem alle årene har været produceret vin. Denne villa har en dyb kælder, der har de perfekte forhold til fremstilling af vin med god kølighed og optimal fugtighed.

Nå, men denne vin i glasset er en Riesling Oestricher Lenchen Trocken, hvor druerne – som navnet indikerer – kommer fra marken Oestricher Lenchen, som skulle være den største vinmark i Oestrich. Alle druer stammer fra egne marker og håndhøstes på de meget stejle, mineralrige og lerholdige skråninger. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke.

Næsen er sådan lidt nøddeagtig, sødme, fersken, mirabeller, grønne æbler, frugtsten, god fylde og klart noter af Riesling. I munden er vinen sød, småkrydret og syren er forholdsvis blid. Der savnes klart noget syre, dybde og mangler også mineraler, men der er i stedet lidt bitterhed i smagsbilledet … uden det dog er skidt. Den virker lidt som en Spätlese i udtrykket.

Købt hos Skjold-Burne, hvor prisen er 119,75 kr.

Rating 3,5/7

2014 Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr., Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2014 Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr., Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienFaldt forleden over denne Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, en vin under appellationen Friuli Isonzo DOC i vinområdet Friuli-Venezia Giulia, som jo ligger i den øverste og østligste del af Italien, klemt op imod Østrig mod nord og grænsen til Slovenien mod øst. Vinhuset kaldes I Feudi di Romans, men hedder rettelig Azienda Agricola Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr.

Det er nemlig grundlagt i 1991 af Enzo Lorenzon og han driver det sammen med sønnerne Davide og Nicola. Vinhuset ligger i Provincia di Gorizia … knap en kilometer udenfor byen San Canzian d’Isonzo og lige ved floden Soča, som løber ud i bugten ved Trieste blot omkring 5 kilometer længere mod syd.

I startede ejede familien alene 15 hektar, men det er i dag udvidet til sammenlagt 120 hektar i Friuli Isonzo DOC zonen. Selve vineriet er ligeledes udvidet i løbet af alle årene og fremstår i dag topmoderne med nye rustfrie ståltanke, teknologisk udstyr og solceller på over 700 kvadratmeter.

Huset laver 5 serier vine samt en stor Bag-In-Box, kaldet 5 Sendi. Serierne hedder Lorenzon, Lorenzon Spumanti, I Feudi di Romans, Tenuta Casate samt Borgo dei Vassalli. Sidstnævnte serie består af denne Pinot Grigio samt to andre hvidvine på henholdsvis Ribolla Gialla og Sauvignon Blanc og 3 rødvine på henholdsvis Refosco, Merlot og Cabernet Franc.

Druerne til Borgo dei Vassalli Pinot Grigio høstes i begyndelsen af september. Druerne afstilkes og presses umiddelbart efter ankomst til vineriet. Druerne presses let med det samme for at undgå, at mosten tager farve af druerne. Druemosten afkøles til 16ºC og dekanteres i løbet af en nat. Herefter tilsættes gær. Gæringsprocessen sker ved 16-18º grader i 10 dage. Vinen lagres herefter i rustfrie ståltanke i tre måneder og omrøres en til tre gange om ugen afhængig af vinens udvikling.

Næsen er sådan lidt eksotisk med abrikos, modne æbler, papkasser, nødder og en smule sødme. I munden er vinen præget af lidt æbler, citrus med sødme og fylde. Den er måske også en kende flad i udtrykket, og det hele bliver en smule kedeligt og neuralt.

Købt hos Skjold-Burne, hvor prisen er 99,75 kr.

Rating 3/7 

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, Italien

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, ItalienVi sluttede vinaftenen – som sådan en aften bør – med mere saft og kraft, nemlig med vinen Vigneti di Ravazzol Amarone della Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Ca’la Bionda, som meget passende ligger på adressen Via Bionda 4 et par hundrede meter nord for byen Valgatara di Marano centralt i Valpolicella.

Vingården blev grundlagt i 1902 af Pietro Castellani der var både en passioneret og dedikeret drueavler samt vinmager. I dag drives vingården af fjerde generation med de to brødre Alessandro og Nicola Castellani i front. Alessandro er hovedansvarlig for vinifikation og kælderarbejde, mens Nicola, der er uddannet agronom, har ansvaret for markerne.

De fortsætter med samme engagement og passion for arbejdet, som oldefar Pietro for mere end hundrede år siden. Alle faser af produktionen – det være sig dyrkning af kvalitetsdruer, høst, vinfremstilling, lagring og markedsføring udføres direkte af familien.

Særlig opmærksomhed og pleje gives til den vanskelige proces med druetørring eller ‘appassimento’, der er afgørende for fremstillingen af Recioto og Amarone, regionens mest ædle vine.

Ca’ La Bionda råder over 29 hektar vinmarker på bjergskråninger i en højde, der svinger mellem 150 og 300 meter over havets overflade og med en østlig eksponering.

Gården er for nylig blevet renoveret og ombygget. Kælderen er topmoderne, men tilgangen er på mange måder stærkt traditionel og noninterventionistisk, dvs. der anvendes ikke kulturgær og vinene hverken klares, filtreres eller stabiliseres. Ca’ la Bionda anvender udelukkende de lokale druesorter, dvs. Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Brødrene på Ca’ La Bionda lægger vægt på at lave vine med saftighed, relativt lyse bæraromaer og en meget ren frugtkarakter … næsten med en sart, lys og burgundisk frugtighed og en skøn syrespændstighed. Også vinenes farve er relativt lys. De benytter sig af store fade og arbejder 100% økologisk.

Denne Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella er lavet på 70% Corvina, 20% Corvinone og 10% Rondinella. Druerne kommer fra den stejle skråning Ravazzol, som er anerkendt som en af områdets fineste. De håndsorterede druer fra gamle planter – 50-70 år gamle – undergår gennem omkring 100 dage en apassimento naturale i åbne tørrefaciliteter og mister ca. 40% af deres vægt.

Derefter er vinen fermenteret i rustfri ståltanke ved meget lav temperatur, omkring 10-15 grader, hvilket kun er muligt ved, at det sker i løbet af vinteren. Derefter lagrer vinen i 36 måneder på helt nye 3.000 liter egefade, og efter flaskning lagrer vinen endnu 8 måneder inden frigivelsen.

Og hvilken herlig Amarone … her er jeg altså også bare solgt. I glasset virker vinen for det første ikke som en ærketypisk Amarone … men er langt klarere og tyndere. Næsen har dog en vis modenhed med mejeri, kærnemælk, kød, lette blommer, brombær, sure kirsebær, tobak, lidt blomster, chokolade og ristede mandler. Men minder ikke om typisk Veneto.

I munden er vinen blød med modne frugter, solbær, kirsebær … men ikke tung på nogen måder, mere let, frugtrig og elegant. Det er selvfølgelig ikke en let vin, men den virker på en eller anden måde let i udtrykket, selvom de modne frugter kan smages sammen med jern, mineraliteter og fine tanniner … mens vinen også trækker de for Amarone typiske 16% volumen i alkoholen. Det er virkeligt blødt … og forførende, må det rigtige ord være. Og hvem vil ikk’ forføres?

Hvem medbragte vinen: Jan

Jan havde vistnok købt den på vingården. Herhjemme forhandles den af VildMedVin, hvor den koster 445 kr.

Rating 6/7  

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, Italien

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, ItalienFuck, FÅK og for helvede. Jeg var SÅ tæt på at gætte denne vin. Da jeg smagte den, så tænkte jeg NATIV … og spurgte Steffen, om han kendte vinhuset Nativ? Han så satans uskyldig ud, og jeg syntes måske også, at vinen var en tak sødere, så jeg gættede på noget amerikansk. Men det var sgu lige præcis vinen Eremo San Quirico fra Azienda Agricola Nativ i Campanien.

Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2010, men her har vi vinen i årgang 2012, men skulle – på samme måde som 2010’eren – ha’ opnået 99 point fra den verdensberømte stjerneanmelder Luca Maroni og titlen som Italiens bedste vin i vinguiden 2015.

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien. Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. vinene Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco og så denne Eremo San Quirico, som er husets topvin.

Vinen er  lavet fra 200-250 år gamle Aglianico vinstokke på markerne omkring Taurasi i en højde på 500 meter. Druerne høstes sent, typisk først i november, og efter presning gærer vinen på rustfrie tanke i 20 dage. Herefter lager vinen 20 måneder på nye franske Barriques.

Det er rigtig powervin med volumen, fedme, sødme, saft og kraft. I næsen er vinen – helt som sidst – mørk, sort med blommer, sorte modne bær, solbær, blæk, blyanter … en gul knækket skoleblyant foreslog Paul endda. Der er også flæsk, træ, vanilje, sødme … og det hele meget intens. I smagen er der eksplosiv frugt, søde blommer, intens koncentreret saft, fyldig, blød, tørhed og egenoter. Det er cremet med mokka, kakao, chokolade og tobak … næsten helt porno.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 299,95 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder GG, Franken, Tyskland

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder GG, Franken, TysklandMed 4. Pinot Noir ramte vi endelig det europæiske fastland efter 3 x oversøisk Pinot, og her endda vaskeægte tysk Spätburgunder, nemlig topvinen Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som jeg sidste sommer havde med hjem fra ferien efter et stop hos vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder.

Weingut Schmitt’s Kinder holder til i den lille by Randersacker syd for Würzburg i det dejlige Franken. Helt præcis ligger vinhuset et par kilometer syd for Randersacker … tæt på den lokale sportshal og marken Sonnenstuhl, ja adressen er da også Am Sonnenstuhl 45.

Familien Schmitt har dyrket vin i Randersacker siden 1712, men vinhuset fik først sit nuværende navn Schmitt’s Kinder i 1910, den daværende Schmitt efterlod vingården til sine børn … der stik imod den traditionelle skik ikke delte markerne mellem sig, men i stedet slog pjalterne sammen og drev vingården i fællesskab, hvilket meget passende gav vingården tilnavnet Schmitt’s Kinder.

I dag ejes vingården af ægteparret Karl Martin og Renate Schmitt, men det er nu sønnen Martin Joh. Schmitt, som i dag står for vinproduktionen. Han er 10. generation og uddannet ønolog fra Geisenheim, og driver ejendommens 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på markerne Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller.

Da jeg besøgte vingården var det nu hverken Karl Martin eller Martin Joh. Schmitt, som præsenterede husets vine og jeg fik en rigtig hyggelig snak med, men derimod en anden fra familien. Jeg fik ikke noteret hans navn, men en virkelig hyggelig fætter. Vi drøftede vinene fra området selvfølgelig og vin generelt.

Han havde tidligere smagt dansk vin, og da jeg senere spurgte, hvorfor Schmitt’s Kinder ikke eksporterede til Danmark, så svarede han kvikt, at det skyldes, at de simpelthen blev udkonkurreret af de danske vine. Fandme god humor.

Under besøget smagte jeg nogle af husets Silvanere, Rieslinge og selvfølgelig deres Spätburgundere. Virkelige lækre vine hele vejen rundt. Jeg smagte bl.a. denne topvin Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som netop i bladet Feinschmecker var kåret som Tysklands 2. bedste 2012 Spätburgunder. Det var de ganske stolte af … ganske forståeligt.

Schmitts Kinder - Feinschmecker
De fremviste stolt artiklen med deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse på plads nr. 2.

Druerne kommer fra Sonnenstuhl marken … også altså fra den allerbedste del Große Gewächse. Vinen er lavet helt klassik, hvor vinen gærer på skindet og derefter lagrer et sted mellem 12-16 måneder på små franske barriques.

Og for nu at sige det ligeud på tysk; Das hat Klasse! I glasset den smukke, transparente teglfarve, som gør enhver Spätburgunder freak glad og det gælder også mig. Næsen er animalsk, sød hestestald, men med Franken kant … tæt, urtet og virker en tak mørkere end fx i Baden, Pflaz, Rheingau eller Rheinhessen. Der er modne kirsebær, hindbær, rosmarin, svag peber og lidt eucalyptus og en gennemgående syrlig nerve. Hmmm, til at blive glad i låget af.

I munden er vinen cremet, blød … fyldig, hvor er det dog godt. Syren er meget markant … har et godt greb og er lidt hård i filten, men på en virkelig elegant og forførende måde. Der er noter af jern, let metallisk med peber, grønt bid, kalk og sten. Trods lethed en virkelig kraftfuld vin med en meget lang finish. Wauw. Jeg er sgu nødsaget til at være gavmild … 7 fede tommelfingre … det må den sgu ha’.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt på vingården, pris omkring 32€ … eller omkring 238 kr., hvilket er billigt for denne vin.

Rating 7/7    

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger