2022 Casa Marín, Riesling Miramar, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marín, Riesling Miramar, San Antonio Valley, ChileCasa Marín er et klokkeklart eksempel på, at oversøiske vine kan være vildt ranke og syrerige og her bekræftes dette atter med et glas af deres 2022 Riesling Miramar.

Vinen er lavet ved, at en lille procentdel af druerne ved høsten har fået botrytis aka den ædle rådenskab, hvilket bidrager med ekstra fylde og kompleksitet.

Efter langsom og nænsom presning, så har vinen gæret ved 12 grader over 17-18 dage. Der sker en kort lagring på ståltanke og derefter er vinen blot aftappet på flaske  uden klaring og uden
syrejustering.

Allerede i næsen afslører en anelse petroleum, linolie og terpentin, at der er kommet Riesling i glasset. Der er godt med umodne, grønne æbler, kiwi, stikkelsbær og asparges … meget slank og rank med flot, flot kompleksitet samt en bedårende olieret fornemmelse, der bare spiller max.

Smagsmæssigt mærker du virkelig Riesling druens friske og syrerige karakte,r … er total dugfrisk, vital og sammensnerpende med lemon, presset citronsaft, grape,  og grønne umodne æbler, hvor det isner i alle dine tænder, ætser og hyler. Der er sgu syre på drengen med masser af lækker emaljekrakelerende bid … sådan for pokker. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Sauvignon Blanc, Languedoc, Frankrig

2023 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Sauvignon Blanc, Languedoc, FrankrigMed næste vin fortsatte vi sgu hos Domaines Paul Mas, for – som der står på etiketten af denne 2023 Meyrac Estate Sauvignon Blanc – så er vinen mis en bouteille par Jean-Claude Mas.

Jeg har – som nævnt i forrige indlæg – før smagt vine i Meyrac Estate serie og da jeg i starten af året smagte deres 2022 Meyrac Estate Chardonnay, der skrev jeg også en smule det store vinfirma, der selv over 800 hektar vinmarker i Languedoc og har derudover langtidskontrakter på 1.500 hektar marker hos en række vinavlere i området.

Meyrac Estate Sauvignon Blanc er en Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin. Der er til gengæld ikke nogle tilgængelige oplysninger om, hvordan vinen er lavet … formentlig blot på ståltanke, så vi haster videre til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der ikke så megen Sauvignon Blanc, for frugten virker mest eksotisk med fersken, pærer, mango og helt klart noget fedme. Dermed er der ikke nogle klare, stramme og karakteristiske Sauvignon Blanc noter, men virker mere mainstream, pleasende suppleret med en snert af lidt nødder.

Der kommer – hvis du leder godt – i munden en smule Sauvignon Blanc med hyld, men ellers er det atter tropisk frugt suppleret med en smule lemon, men alt er omgængeligt, en-dimensionelt … gør ingen fortræd og er utrolig letdrikkelig. 86 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2023 Domaines Paul Mas, RosOrange, Languedoc, Frankrig

2023 Domaines Paul Mas, RosOrange, Languedoc, FrankrigLad os lokke solen mere frem … og det skal ifølge danske vinnydere ske med rosévin. Denne 2023 RosOrange fra Domaines Paul Mas er en slags rosé … eller i hvert fald et blend mellem rosé- og orangevin.

Domaines Paul Mas er en af de store vinkoncerner i Languedoc-Roussillon området og drives i dag af Jean-Claude Mas, som er 4. generation af vinavlere, der går helt tilbage fra 1892. Jeg har da også skrevet om huset tidligere … bl.a. da jeg smagte en 2022 Meyrac Estate Chardonnay.

Denne 2023 RosOrange er en blanding af 2 vine … en rosévin på et mix af Cinsault, Grenache Noir og Grenache Gris samt en orangevin på skindfermenteret Macabeu og Vermentino. Det er selvfølgelig også derfor, at vinen har fået sit navn RosOrange.

Den smukke flaske er også speciel … er Jean-Claude Mas’ signaturflaske og kaldes en Flûte Gothic. Den er elegant og har da også vundet flere emballagepriser.

Druerne til vinen kommer fra flere marker og 8-36 år gamle vinstokke, der er høstet maskinelt med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar. Druerne til rosévinen – Cinsault, Grenache Noir og en del af Grenache Gris druerne – er presset før gæring.

Den anden del – Macabeu, Vermentino og anden del af Grenache Gris – er gæret sammen med skindet og er så først presset halvvejs  gennem gæringen. De 2 vine samles derefter for at afslutte gæringen og lagres rustfrie ståltanke i 2 måneder.

Duftmæsssigt er det ganske vist ikke trutti-frutti, men den har lidt denne festlige frugtsødme, hvor frugten både er jordbær, fersken og lidt kandiseret frugt i det hele taget. Der er en halv pillet mandarin, framboiselikør og bolsjebutik.

Smagen er helt på samme boldbane … der er godt med sødme, sødlig frugt med jordbær, fersken og nu smagsmæssigt også lidt lemon og citroner. Men syreniveauet er lavt og det snurrende lykkehjul står på sommerfest og glade gæster, hvilket den smukke flaske da også lige hjælper en kende med. Når jeg bliver gammel vil jeg også sidde i min gule pastelfarvede poloshirt med en lyserød pastelfarvet sweater bundet om halsen og tylle sådan en rosé som denne … 87 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Domaine de Fa, Fleurie Roche Guillon, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine de Fa, Fleurie Roche Guillon, Bourgogne, FrankrigSidste uge smagte jeg en skøn Beaujolais en Besset fra  brødrene Alain og Antoine Graillot på Domaine de Fa, men denne uge svimler jeg over deres 2021 Fleurie Roche Guillon, som er bedre … faktisk uforlignelig overjordisk og mirakuløs.

Vinen er lavet på 100% Gamay druer fra marken Roche Guillon i Fleurie. Roche Guillon er en stejl mark, der går op i en højde af 350 meter over havet. Jordbunden er pink granit med ler og vinstokkene har en høj alder. Der dyrkes biodynamisk, men ind til videre er de kun certificeret økologisk. Vinificeret med hele klaser semi carbonique og lagret på 2-3 år gamle, store fade.

Duften er dejlig let, frugtrig og blomstrende med tulipanstilke, bananskræl, og jordbærlakridsbolsjer. Frugten  er måske ikke helt så lys som Fleurie generelt … der er masser af jordbær, mørke kirsebær og atter en lidt stenet mineralitet, men utrolig kompleks, balanceret og vel nærmest decideret smuk.

Den virker bare så afstemt, tiltrækkende, adorabel, attraktiv og attråværdig … nærmest som en feminin hånd på din skulder og omgående slapper du helt af. Den har egentlig også en lidt animalsk og bondsk side, men her dufter bondekonen bare så lækker og afdæmpet uden megen møg under træskoene.

Den smager lidt på samme måde … har virkelig burgundiske Pinot Noir gener, men uden at give afkald på beaujolais-sjælen. Det er blide kirsebær, jordbær og hindbær … en afdæmpet syre med en smule citron, blomster og tranebærjuice.

Det er smukt komponeret, elegant, cremet og balanceret. Det er saftigt, let og æterisk med svævende elegance … det smager vildt godt og virker sgu nærmest helt magnetisk på mig, for tiltrækningskraften er bare enorm og vinbloggeren ultraglad. 96 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Reserva, Douro, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Reserva, Douro, PortugalJamen lad os blive i Portugal og igen smage en vin fra Rui Roboredo Madeira og denne er også fra Douro området … hans 2022 Castello d’Alba Reserva.

Castello d’Alba Reserva er i denne årgang lavet på 50% Touriga Nacional, 40% Touriga Franca og 10% Tinta Roriz aka Tempranillo.

Druerne kommer fra nogle østvendte marker i 300 meters højde på terrasser og vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Druerne er plukket manuelt og er derefter afstilket, knust og så gæret alene med druernes naturlige gærceller i små ståltanke ved 28 grader og hver druesort er vinificeret separat.

Gæringen er sket med forlænget skindkontakt og derefter er vinen lagret 8 måneder … halvdelen på ståltank, mens resten opnår ekstra dybde via lagring på brugte franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det en ung vin med lidt gærede noter og ellers en tør, mørk og tæt aroma, der suppleres med cedertræ, cigaræske, lidt violer, tobak og tør engelsk lakrids og letbitter kaffe. Frugten præges af solbær, blåbær og lidt pågående ribs.

Smagen er nærmest endnu bedre … blød, mørk og har samtidig en balsamisk søde, hvorved den breder sig i munden og smelter stille og roligt på tungen. Tanninerne er markante, intense og alligevel bløde, der kommer lidt peber sammen med blommer, brombær samt sorte kirsebær, hvilket giver behagelig saftighed. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens bedste pris er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 José Maria da Fonseca, João Pires Rosé, Setúbal, Portugal

2022 José Maria da Fonseca, João Pires Rosé, Setúbal, PortugalDe danske somre lader sgu noget tilbage at ønske, men så kan man jo drikke noget rosévin og håbe, at det får solen længere frem eller i det mindste stopper regnen. Vi er igen hos vinhuset José Maria da Fonseca og smager deres 2022 João Pires Rosé.

João Pires Rosé er en vin lavet på 2 druesorter, nemlig 50% Moscatel de Setúbal og 50% Touriga Nacional, der kommer fra forskellige vinmarker og har gæret på ståltanke ved 16 grader og lagret kort i tankene inden aftapning og frigivelse. Produktionen udgør årligt små 230.000 flasker af vinen.

I glasset er det en meget lys bleg rosé, hvor duften har et sødt og støvet udtryk … der er masser af jordbær, fersken og muskat samt en lidt grønne blade suppleret med let mynte. Den er måske en anelse til den let vandede side og bliver således lidt anonym.

Smagen blød og igen til den sødere side, lidt som jordbærsaft og fersken iste på én gang. Frugten virker eksotisk og til den fyldigere side … dog uden dybde eller kompleksitet, men til gengæld er det sgu slubrevenlig saftevand for voksne, 85 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 55 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2022 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, PortugalJamen lad os tage den 3. vin i streg fra Rui Roboredo Madeira og denne gang er det atter en Beira Interior vin, nemlig hans Beyra Reserva, som jeg smager i årgang 2022.

Jeg har smagt vinen de seneste mange årgange … både i årgang 2018, 2019, 2020 og 2021. Det er en vin, som i denne årgang er lavet på 80% Tempranillo, 15% Touriga Nacional og 5% Mencía fra marker i 700 meters højde og selvfølgelig høstet med håndkraft.

Først er druerne afstilket og knust, hvorefter de køles ned en kort periode. Derefter er der sket en gæring og maceration ved 22-26 grader over 7 dage, hvilket så efterfølges af 6 måneder lagring på egetræsfade.

Duften er mørk og frisk … lidt landlig og rustik med en ung frugt med brombær, solbær og friske kirsebær, tørre og grønne krydderier, tørt træ og en plade mørk chokolade, vanilje og mentol.

Smagen er temmelig tør … har stor tørhed, mørk bitterhed, godt med knastørre tanniner, lidt frisk sødme, en frisk syre og en frugtrig smag med kirsebær, brombær og jordbær … lækker bondsk hverdagsvin, der har let peberbid. blomster og flot balance. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria, Beira Interior, PortugalVi fortsætter med endnu en Rui Roboredo Madeira vin, men nu ikke fra Douro, men fra Beira Interior og det er hans 2019 Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria.

Det er en 100% Tempranillo baseret vin, hvor alle druer er høstet manuelt fra den kalkede enkeltmark Santa Maria, som ligger i 825 meters højde nær den spanske grænse.

Efter høsten er fermentering sket i betontanke helt uden temperaturstyring, hvor mosten af de delvist afstilkede druer har spontangæret alene med druernes helt egne gærceller. Herefter omstikkes vinen og lagrer i 12 måneders … 50% på franske barriques og 50% betonæg inden aftapning på flaske uden filtrering.

BOOM … lækker, fed, mørk og kødfuld med beef jerky, røget kød og godt med ristede fadnoter. Frugten virker mørk, afstemt, kompleks med svesker brombær, solbær, tranebær og ellers toast, grannåle, garvet læder, sød tobak, mørk chokolade, nougat, kakaopulver og ristede kaffebønner.

Hvor er det blødt … vildt blød og virker endda meget modent og tilbagelænet. Frugten virker ren, tør og det er mest blåbær, hindbær, ribs og noget citrussyre, balsamico, tørre og markante tanniner. Der kommer også en ren, stenet mineralitet … stringent klippesaft, hvor der er grus, sten og er virkelig tør … smukt og 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 149,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2020 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalVi bliver med næste vin i Portugal, men tager det til store og velkendte Douro område … og det er med en af mine ynglingsvine, nemlig vinen Quinta da Pedra Escrita fra Rui Roboredo Madeira og her i en årgang 2020.

Jeg smagte vinen første gang i årgang 2017 og dengang skrev jeg også lidt om huset og historien, men jeg har også smagt vinen i årgang 2018 og 2019.

Quinta da Pedra Escrita er i denne årgang 2020 er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Jaen aka Mencía samt 25% Sousão, der alle kommer fra familiens egne gamle vingård, der har 17 hektar marker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur. Derefter er vinen lagret 15 måneder på nye franske 300 liter egetræsfade.

WAUW og SLAM … det er en dejlig blanding af norske brystdråber, sød finsk og tør engelsk lakrids, tørret oksekød, beef jerky, flæsk og en tør mørk frugt med svesker, solbær, blåbær og hindbær suppleret med garvet læder, sød sort tobak og søde krydderier.

Hvor smager den godt … man få fuldstændig samme tilfredsstillelse som tidligere gange, for vinen er skruet forbandet godt sammen med en fed, mørk, dyb, fyldig og cremet smag af svesker, solbær, blommer tilsat engelsk lakrids, kompleks dybde og kraftig saftighed. Det er så mørkt, tæt og elegant … bassevarm, smooth og har bløde, tydelige og kraftige tanniner, men varmer både hals og sjæl. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 José Maria da Fonseca, João Pires Branco, Setúbal, Portugal

2023 José Maria da Fonseca, João Pires Branco, Setúbal, PortugalSetúbal aka Península de Setúbal er en portugisisk vinregion, der mest er berømt for dybe, guldfarvede dessertvine kaldet Moscatel de Setúbal, men her smager jeg en tør 2023  João Pires Branco fra vinhuset José Maria da Fonseca.

Setúbal regionen dækker Península de Setúbal og det meste af Sado-regionen. Det ligger syd for Lissabon på Portugals atlanterhavskyst med er beriget med et solrigt klima. Den kølige Atlanterhavsbrise bidrager dog med tiltrængt nedkøling af druerne, hvilket er årsagen til at der kan laves elegante og komplekse vine i området.

Området er klassificeret som en Vinho Regional, der er en betegnelse, der ligner en fransk Vin de Pays. Området opstod reelt officielt i 2009, da det blev omdøbt fra Terras do Sado til Peninsula de Setúbal. I området er det almindeligt at anvende franske druer sammen med de portugisiske druer.

Det er også i dette område, at vi finder vinhuset José Maria da Fonseca, der er et af Portugals ældste og mest prestigefyldte vinhus. Det blev grundlagt i 1834 af José Maria da Fonseca i Azeitão, en region beliggende i Setúbal halvøen, nær Lissabon.

Vinhuset José Maria da Fonseca er stadig familieejet og -drevet, og det ledes i dag af den syvende generation af familien da Fonseca. De er kendt for deres fokus på at kombinere traditionelle metoder med moderne teknologi for at producere vine af høj kvalitet.

Den 7. generation består af António Maroa Soares Franco, Sofia Soares Franco og Francisco Soares Franco, men deres fædre hjælper fortsat til.

José Maria da Fonseca ejer og driver ikke mindre end 650 hektar vinmarker og ejendomme i forskellige vinregioner i Portugal. De har betydelige vinmarker i Setúbal-halvøen, hvor de dyrker druer som Muscatel, Moscatel Roxo, Castelão og andre lokale sorter. Men de har derudover også vinmarker i andre regioner som Alentejo og Douro.

Vinhuset er særligt kendt for deres Muscatel vine samt deres produktion af den berømte Periquita, en af Portugals mest ikoniske rødvine. José Maria da Fonseca har en stærk tradition for at bevare og fremme Portugals vinarv gennem deres produkter af høj kvalitet og enestående håndværk.

Denne João Pires Branco er én af det store vinhus’ mange vin, der er lavet på 100% Moscatel de Setúbal, der er fra forskellige vinmarker og har gæret på ståltanke ved 16 grader og lagret kort i tankene inden aftapning og frigivelse. Produktionen udgør årligt små 900.000 flasker.

Duftmæssigt er første tanke noget dessertvin … har denne specielle Muscat aroma med muskatnød, tørret abrikos, fersken, lindetræ og noget let honning. Duften er ikke så dybt … faktisk mere slank, rank, let vandet med en smule astronaut is.

Sødmen fortsætter i munden, hvor der kommer denne saftige smag af fersken, lindetræ, mjød, melon, hyld og melede, modne æbler, bagt citron og appelsinskal. Syreniveauet er lavet og vinen er meget let drikkelig og ukompliceret. 86 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 55 kr.

Vinanmeldelse 4/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger