Med næste vin fortsatte vi sgu hos Domaines Paul Mas, for – som der står på etiketten af denne 2023 Meyrac Estate Sauvignon Blanc – så er vinen mis en bouteille par Jean-Claude Mas.
Jeg har – som nævnt i forrige indlæg – før smagt vine i Meyrac Estate serie og da jeg i starten af året smagte deres 2022 Meyrac Estate Chardonnay, der skrev jeg også en smule det store vinfirma, der selv over 800 hektar vinmarker i Languedoc og har derudover langtidskontrakter på 1.500 hektar marker hos en række vinavlere i området.
Meyrac Estate Sauvignon Blanc er en Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin. Der er til gengæld ikke nogle tilgængelige oplysninger om, hvordan vinen er lavet … formentlig blot på ståltanke, så vi haster videre til mine smagsnoter.
Duftmæssigt er der ikke så megen Sauvignon Blanc, for frugten virker mest eksotisk med fersken, pærer, mango og helt klart noget fedme. Dermed er der ikke nogle klare, stramme og karakteristiske Sauvignon Blanc noter, men virker mere mainstream, pleasende suppleret med en snert af lidt nødder.
Der kommer – hvis du leder godt – i munden en smule Sauvignon Blanc med hyld, men ellers er det atter tropisk frugt suppleret med en smule lemon, men alt er omgængeligt, en-dimensionelt … gør ingen fortræd og er utrolig letdrikkelig. 86 point.
Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 56 kr.