2022 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2022 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Chardonnay, Languedoc, FrankrigMis en bouteille par Jean-Claude Mas står der bag på etiketten af denne 2022 Meyrac Estate Chardonnay og det betyder, at vinen kommer fra det store vinfirma Domaines Paul Mas.

Domaines Paul Mas er en af de store vinkoncerner i Languedoc-Roussillon området og drives i dag af Jean-Claude Mas, som er 4. generation af vinavlere, der går helt tilbage fra 1892.

Jean-Claude er bogstavelig talt vokset op med vin og har altid vidst, at han skulle arbejde med vin. Han er opvokset i den lille by Pézanas i Languedoc og startede egentlig sin karriere med en handelsuddannelse i England.

Senere vendte han dog tilbage til hjemlandet og blev vinmager i starten af 1990’erne. Efter endt uddannelse arbejdede Jean-Claude så hos producenter som Château Pape Clément og Château Talbot i Bordeaux.

Men midt i 1990’erne vendte Jean-Claude Mas tilbage til hans rødder aka familie i Languedoc, hvor han fik job som direktør i et stort, lokalt vinfirma, mens han sideløbende arbejdede på at lave de første vine fra familiens vingård.

De første vine kom på markedet i 1995 og blev solgt under navnet Domaines Paul Mas. Det var billigere vine, men blev en massiv succes. I dag ejer Domaines Paul Mas selv over 800 hektar vinmarker i Languedoc og har derudover langtidskontrakter på 1.500 hektar marker hos en række vinavlere i området.

Der ejes flere vingårde aka vinhuse, selvfølgelig Château Paul Mas, men derudover er det ejendommene Château Crès Ricards, Château de Martinolles, Château Teramas Astruc, Mas des Tannes, Domaine de la Ferrandière, Château Lauriga, Domaine du Silène, Château Jérémie og Château Villegly.

Derudover laves der vine under en række brands som Jean-Claude Mas,  Astélia, Claude Val, Côté Mas, La Forge Estate, Mas des Mas, Vinus og Arrogant Frog.

Denne Meyrac Estate Chardonnayer en Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin. Der er til gengæld ikke nogle tilgængelige oplysninger om, hvordan vinen er lavet … formentlig blot på ståltanke, så vi haster videre til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der lidt multifrugtjuice, en halv københavnerstang, godt med fersken, mango, ananas og pærer. Det er måske ikke særlig kompleks eller raffineret, men dufter ganske fint, men virker måske en kende kunstig eller i hvert fald en-dimensionel.

I munden er det også en vin, som mange vil elske … ukompliceret og absolut til den sødere side, selvom om vinen bestemt også har noget syre med grillet lemon og citron. Det er saftige ferskner, gule æbler o dette lille citron og lemonagtige tvist, en smule peber og okay bid, så dermed 86 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7