Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2014 Domaine de la Côte, Memorious Pinot Noir, Californien, USA

2014 Domaine de la Côte, Memorious Pinot Noir, Californien, USABag Domaine de la Côte står vinmageren Sashi Moorman og hans kone Melissa. De laver vin i Santa Rita Hills i Californien og her smager vi deres Memorious Pinot Noir i årgang 2014.

Der i Santa Barbara County omkring 5-10 kilometer fra Stillehavet har parret samlet 20 hektar vinmarker fordelt på 6 parceller i de kølige bakker øst for Santa Rita Hills. Jorden er der rig på gammel kisel og de fleste af markerne ligger i 3-400 meters højde over Santa Ynez floden … helt perfelt for Pinot Noir og Chardonnay.

Sashi og Melissa startede projektet Domaine de la Côte i 2007, hvor de plantede deres vinmarker … de fleste med frø, som Melissa havde indsamlet fra en masse forskellige kloner af Pinot Noir og så spiret inden de blev plantet på markerne.

Tilgangen i kælderen er fuldstændig minimalistisk, bl.a. anvendes ingen svovl før efter malolaktisk gæring, ingen filtrering og minimalt brug af nye fade. Der anvendes hele drueklaser, hvilket bl.a. er med til at give en fantastisk syre og vinene et let frisk og urtet præg.

Denne Memorious Pinot Noir er lavet med 50% drueklaser fra en mark med de mange forskellige Pinot Noir kloner … hvide, rosé og røde kloner af Pinot Noir. Vinen har gæret i åbne betontanke alene med druernes naturlige gærceller og der bruges intet svovl før efter den malolaktiske gæring. Så er vinen lagret 14 måneder måneder på franske egefade, heraf 20% nye fade og tappet uden filtrering.

Hvor dufter vinen dog godt … æterisk, let, luftig med ribs, hindbær, lyse kirsebær, våd dekadence, våde fade, appelsinskal, blomster, let tobak, vanilje, vaniljekranse og brunkager, hvid peber, grønne blade, knust sten og stram syre.

Smagen er streng, grøn, lys, syrlig, fin med salt, elegant og småvild syre. Det er tanninerne dog ikke, for de er fint polerede, men frugten er tæt, præcis, spændstig samt frisk med ribs, hindbær og tranebær. Det virker på ingen måder som amerikanske Pinot Noir … snarere langt mere grøn og burgundisk … lækkert. Klart 6 fine tomler med stor pil op.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 678 kr., mens prisen er 502 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7   

2018 Bernabeleva, Navaherreros, Madrid, Spanien

2018 Bernabeleva, Navaherreros, Madrid, SpanienSå er vi igen på Bodegas Bernabeleva på østsiden af Sierra de Gredos bjergene tæt ved San Martin de Valdeiglesias syd for Madrid og denne gang med vinen Navaherreros.

Tilbage i december stiftede vi bekendtskab med vinhuset, da jeg smagte deres 2015 Carril del Rey på 75 år gamle Grenache stokke. Dengang skrev jeg også lidt om selve huset og historien om vinhuset i Madrid regionen.

Denne Navaherreros  er også lavet på 100% Grenache, som er høstet fra samtlige af ejendommens parceller, hvor vinstokkene er mellem 50 og 90 år gamle. Hver plot er vinificeret separat med kold udblødning på 24 timer efterfulgt af en relativ kold gæring i 35 dage med stilkene. Efter fermenteringen er vinen lagret 11 måneder på franske egefade af forskellig størrelse, og en efterfølgende stabilisering i 6 måneder på stål inden aftapning.

Sikke en let, luftig og elegant duft med lidt mentol, jordbær, tranebær, kirsebær og med en lidt varm side, mælkede noter, tørt træ og våde fade, grønne og urtede samt blomstrede elementer.

Smagen er tør og samtidig med en lille sjov sødme, en rund og lettere varm frugt, kirsebær, blommer og selvom det er en let vin, så har den også en vis krop, lidt småbitre noter, men sikke en friskhed, lethed og næsten burgundisk elegance.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker … vildt godt køb. Bør blive en storsællert.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Domaine Georges Mugneret-Gibourg, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Chaignots, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Georges Mugneret-Gibourg, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Chaignots, Bourgogne, FrankrigDen sidste bourgogne, som vi blev budt på var en 2014 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Chaignots fra Domaine Georges Mugneret-Gibourg, der holder til lidt i Vosne-Romanée i Bourgogne.

Vinhusets historie går helt tilbage til 1928, hvor André Mugneret blev gift med Jeanne Gibourg. De flyttede i 1930 til Vosne-Romanée og startede i 1933 i fælleskab huset Domaine Mugneret-Gibourg og startede med at lave vin. Deres søn Georges Mugneret fortsatte driften, men da han var uddannet opthamolog, så drev han vingården ved siden at sin egen karriere indenfor medicinsk behandling af øjensygdomme.

Men Georges Mugneret udvidede løbende driften på den lille vingård og han stod også bag opkøbet af flere vinmarker, bl.a. parceller på marker som Grand Cru marken Clos Vougeot samt en række Premier Cru marker i Nuits-Saint-Georges og Chambolle-Musigny, I dag er domænet også opkaldt efter Georges … altså Domaine Georges Mugneret-Gibourg.

I dag er det Georges og hustruen Jacquelines to børn, som i 3. generation driver vingården, nemlig søstrene Marie-Christine og Marie-Andrée. Da Georges døde i 1988 overtog Jacqueline driften sammen med Marie-Christine, der fratrådte sin stilling som kemiker for drive vingården og uddannede sig i stedet indenfor ønologi.

Hendes lillesøster Marie-Andrée sluttede sig til dem flere år senere, efter at hun også blev uddannet ønolog fra Université de Bourgogne i Dijon. Og nu driver pigerne således vinhuset efter deres mor i 2009 gik på pension. Til gengæld får de i stedet hjælp af deres døtre … for både Marie-Christine og Marie-Andrée har hver 2 døtre.

De mange piger driver i alt 8 hektar vinmarker, som er spredt over 9 forskellige appellationer og den årligt produktion ligger på 20.000 – 30.000 flasker vin årligt afhængig af naturens luner.

Her smager vi så damernes 2014 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Chaignots, hvor druerne er fra en parcel på marken Les Chaignots, som Georges Mugneret købte i 1971. Navnet Chaignots kommer fra Chasne, som er et gammel fransk ord for chêne, altså egetræ og stammer fra et gammel egetræ, der oprindelig stod på marken.

Druerne plukkes ved håndkraft og sorteres både i mark og efter ankomst til vineriet, gennemgår 100% afstilkning og placeres så i gæringskar til kold premaceration i 4-5 dage inden den alkoholiske gæring, der så varer omkring 10 dage. Derefter har vinen så lagret 18 måneder på egefade.

I næsen er der tranebær, kirsebær, hindbær, ribs, fermenterede jordbær, fin kraft, mælkesyrer, flæskede noter, medicinskab, mynte, mentol, tobak, krydderier, mineraler og en parfumeret landlighed samt tonsvis af træ, mandler og hasselnødder.

Smagen er fyldig og overdådig rund, der er godt med syre, kraft, bitter syrlig frugt, jordbær, tranebær, ribs, meget ren og mineralsk med jern, kul og sten, ren og slank. Dermed havner Houlberg på 5,5 tomler med stor pil op.

Forhandles herhjemme af Domaine Brandis, men sælges alene på allokation, så jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Jacques-Frédéric Mugnier, Nuits-Saints-Georges Clos de la Marechale, Bourgogne, Frankrig

2014 Jacques-Frédéric Mugnier, Nuits-Saints-Georges Clos de la Marechale, Bourgogne, FrankrigNæste bourgogne var også fra årgang 2014 … en Nuits-Saints-Georges Clos de la Marechale fra Jacques-Frédéric Mugnier, der ligger i Chambolle-Musigny og i dag drives af Frédéric Mugnier.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1863 af Frédéric Mugnier. Han hed faktisk reelt Francois, var spiritusproducent og lavede bl.a. absint, likører og aromatiske vine. I 1880’erne – midt under phylloxera krisen – styrtede værdierne på vinmarkerne i Bourgogne og der begyndte Frédéric at købe vinmarker op fra bl.a. familien Marey-Monge … først Chateau de Chambolle-Musigny og senere Clos de la Maréchale og samlet havde Mugnier 24 hektar vinmarker i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint-Georges.

Frédéric opkøbte efterfølgende flere fabelagtige vinmarker, men døde i 1911. Hans eneste søn Ernest døde i 1924, hvor han efterlod vingården til sine 7 børn – tre piger og fire drenge. Men det blev dog sønnen Marcel, som drev vingården videre, bl.a. ved at købe sin ene søsters andel.

Marcels brødre døde temmelig unge og selvom de alle var ungkarle, så havde de elskerinder, som de efterlod deres andele til. Først efter Marcels død, så formåede hans enke og deres søn Jacques-Frédéric at købe aktierne tilbage fra alle elskerinder … undtagen en.

Men da hun døde, så fik Jacques-Frédéric næsten alle disse tilbage, dog lige undtagen 40% af markerne, som blev solgt til Drouhin, men de beholdte en lille perle i form af en 17 hektar stor parcel på den legendariske 50,6 hektar store Grand Cru mark Clos Vougeot.

Det var egentlig slet ikke meningen, at Jacques-Frédéric skulle overtage familiens vinhus og samle alle vinmarkerne igen, for han var selv uddannet bankmand og var slet ikke så meget for hele vinmiljøet i Bourgogne.

Han endte derfor også med at sælge spiritus/aperitif delen fra til l’Héritier-Guyot og lejede derefter alle vinmarkerne ud til negociant producenten Faiveley, mens han selv forfulgte en bankkarriere i Saudi-Arabien.

Det skete på 9-årige kontrakter og det var først i 1977 – efter 3 forlængelser – at Jacques-Frédéric besluttede at tage vinmarkerne tilbage. Men fransk lov beskytter lejere, så derfor er en ophævelse af lejekontrakter ikke så nemt. For at få markerne ud af den udløbne lejekontrakt, så måtte han i forhandlingerne indvilge i afgivelse af parcellen på Clos Vougeot og en 25-årig leje af marken Clos de la Maréchale til Faiveley.

Han startede igen produktion med hjælp fra Bernard Clair, men det meste af vinen blev dog solgt til negocianthuse, primært Jadot. Men i 1980 døde Jacques-Frédéric og efterlod sin enke til at fortsætte driften sammen med Bernard Clair.

Men i 1985 overtog Jacques-Frédérics søn Frédéric Mugnier driften. Han arbejdede egentlig som olieingeniør i Saudi-Arabien, men havde hvert år hjulpet familien med høsten og kom nu hjem en kort periode, da han var træt af at være udstationeret.

Imidlertid blev han fascineret af vingården og tog efterfølgende en uddannelse som ønolog og startede så endelig med at lave og sælge egne vine under navnet Domaine Jacques-Frédéric Mugnier.

Da Frédéric overtog driften var der alene 4,05 hektar vinmarker, så han måtte også sideløbende arbejde deltid for det franske flyselskab TAT, da han har pilotcertifikat og elsker at flyve.

Den ekstra indkomst gav ham også den økonomiske frihed til at fremstille den vinstil, som han ønskede. Hans egen stringente stil med ranke vine blev værdsat og kvaliteten på hans vine har været stødt stigende lige siden.

Og i 2004 sluttede Faiveleys lejekontrakt af den 9,76 hektar monopole mark Clos de la Maréchale endelig, hvorefter han gik fra de 4 hektar til 14 hektar overnight.  Med sit efterhånden ret ansete navn, så satsede han fulgt ud og byggede en ny vinkælder under vinhusets gårdplads.

Fredéric er en bestemt og seriøs mand med klare holdninger til hvordan tingene bør foregå. Han har fx besluttet at stoppe med at frigive sin Grand Cru Musigny før den minimum er 5 år gammel, for han var træt af, at se dem blive drukket for tidligt. Hans vine udvikler sig fantastisk med tiden, og har man tålmodighed til at gemme dem væk i 10-15 år, så bliver man virkelig belønnet.

Her smager vi så husets 2014 Nuits-Saints-Georges Clos de la Marechale, hvor druerne netop kommer fra Clos de la Maréchale, som siden 1902 har været i familien Mugnier ejerskab. Det gør marken til den største monopole mark i hele Côte d’Or.

Det vides ikke, hvor marken har sit navn fra … i 1855 var den kendt som Clos des Fourches og i 1892 som Clos Maréchal, hvilket senere er blevet til Clos de la Maréchale. Vinstokkene på marken er i dag nok omkring 60 år i gennemsnit.

Årgang 2014 var en god årgang og Frédéric siger selv, at det nok var med sundeste druer siden 2009 og så endda høstet med et udbytte lige under 35 hektoliter pr. hektar. Der er afstilket 100% og gæring er sket i store gæringskar over 3 uger og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 16-18 måneder inden aftapning på flaske.

Og sikke en lækker aroma … vild aromatisk, parfumeret, mælket og syrlig på én gang. Den har en kølig, landlig, støvet og syrlig note med både mødding, bolsjer, roser, ribs, skovbær, brombær, vilde blomster og hvid peber … meget feminin og en vinøs dameparfume af bedste skuffe. Fuck det er elegant, sofistikeret og næsten aristokratisk.

Smagsmæssigt hænger vinen så forbandet godt sammen, meget frugtrig med jordbær, hindbær, ribs og tranebær, meget rund og så samtidig med præcis, ren syre, præcisionsperfekte tanniner, fast, støvet, slank og suppleres med sagte krydderier og et mineralsk, tannisk bid. Det bliver 6 store fingre med pil op.

Herhjemme forhandles vinene fra Jacques-Frédéric Mugnier af Bichel Vine, men denne alene på allokation, så prisen kender jeg ikke, men ligger formentlig omkring 800-900 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2014 Domaine Christian Clerget, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Christian Clerget, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, FrankrigDet er som om, at bourgogne vinene bare lige rammer mig i øjeblikket, men jeg brokker mig ingenlunde. Forleden var jeg på besøg hos en ægte bourgogne specialist og smagte 4 lækre af slagsen, hvor den første var en 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes fra Domaine Christian Clerget.

Vinhuset ligger i den nordlige udkast af Vougeot by og drives af Christian Clerget og hustruen Isabelle. Christian er 4. generation på vingården, som samlet har 6 hektar vinmarker fordelt i Vougeot, Chambolle-Musigny, Morey-Saint-Denis og Vosne-Romanée.

Christian og Isabelle overtog driften i 1996 efter Christians far og onkel og siden er der sket dramatiske forbedringer. En ny kælder er bygget i Vougeot og så arbejder parret med med håndsortering af druer, fuldstændig afstilkning og brug af større andel nye fade.

Parret lever og ånder  for deres vinmarker, der nurses og passes som var det deres baghave. Christians filosofi er også meget enkel, at alle de bedste vin skabes af gode druer. Han følger naturens egen rytme,  bearbejder jorden mekanisk, så der kommer liv og luft omkring vinstokkene.

Der beskæres hårdt for at sikre små hektarudbytter og hvis nødvendigt laver Christian også grøn høst, ligesom der fjernes blade på østsiden af vinstokkene for at sikre lys og luft til drueklaserne.

Alle druer høstes med håndkraft og den første sortering af drueklaserne sker allerede i marken. Vinifikationen finder sted med et absolut minimum af intervention, altså med spontangæring med druernes naturlige gær, men kun pigeage og remontage i begrænset omfang, en 3 ugers maceration og 18 måneders lagring på fad.

Det gælder også denne 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes, der således også efter endt fermentering er lagret de 18 måneder på barriques, heraf 33% nye fade og de øvrige brugt 1 eller 2 gange tidligere. Vinstokke på domænets 1,01 hektar store parcel på Les Charmes er plantet i 1970.

Uha … sikke en smuk og æterisk duft med smukke blomster, toast og let ristede noter, grillet blomkål, gammelt træ, violer, sæbe, svagt en smule bamseline skyllemiddel, svag mentol, balsamolie, kirsebær og jordbær, vanilje fra fadene og indsmigrende som bare pokker.

I munden er det fortsat en ung og spændstig vin med en dejlig frisk frugt, ribs, rabarber, tranebær og lidt granatæbler, meget stringent, lys og ren smag med mineralsk nerve, men den er samtidig fantastisk blød og rund. Tanninerne er fine uden mindste grovhed, hvilket gør vinen smal, slank og graciøs. Klart 6 houlbergske fingre.

Er næsten umulige at skaffe, men en årgang 2011 er set hos Uhrskov Vine til 940 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2011 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commaraine, Bourgogne, Frankrig

2011 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commeraine, Bourgogne, FrankrigHurtigt videre til 2011’eren af Jean Gagnerots Pommard 1er Cru Clos Commaraine og atter et lille fund fra kældrene fra det gamle Maison Corton-Andre.

Vinen er lavet som foregående 2012’er … altså med vinifikation efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen er startet i de termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Igen er der denne herlig, lyse transparente farve i glasset … og samtidig er frugten en kende mørkere end farven i glasset med en moden, mørk, landlig og småanimalsk frugt, jordbær, vilde skovbær og så igen flæskede og mejeriagtige noter og blæk. Vinen har en sart, delikat og vildt lækker frugt, svag mentol, rosenblade, masser af træ, våde fade … og dufter vildt godt.

I munden er vinen skam ikke meget ældre end foregående, for smagen er fortsat spillevende med syrlig og dyb kant, tørre tanniner, stram og fyrig frugt. Det er vildt tørt, meget burgundisk, men det er en vin, som jeg er total vild med. Men et godt råd … giv den endelig tid i glasset, så bliver den lidt artig, galant og velopdragen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 565 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 289,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commaraine, Bourgogne, Frankrig

2012 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Clos Commeraine, Bourgogne, FrankrigNæste vin fra vinkælderen i det gamle Maison Corton-Andre er denne Pommard 1er Cru Clos Commaraine, som jeg faktisk skal smage i to årgange og jeg starter med 2012’eren.

Vi er nu i Pommard … som jo  ligger i selve Côte d’Or mellem Beaune i nord og Volnay i syd. Her ligger de fleste marker på bakkeskråninger, der er øst og syd-østvendte. Der laves kun rødvine i Pommard og der er ingen Grand Cru marker, men der er til gengæld 28 Premier Cru marker, hvor Clos de la Commaraine er én af disse.

Pommard er et område, hvor vinene er faste og blandt de mest tanninrige og robuste i Bourgogne, men de bliver behageligt blødere med alderen. Vinene fra Pommard vine betegnes som det maskuline modstykke til de mere feminine vine fra nabokommunen Volnay.

Selve Clos de la Commaraine 1er Cru marken ligger også næsten op til bygrænsen mod Volnay, hvor en leverer kompleks, kraftig vin, der kan lagres i årtier. Og den blev endda særlig berømt, da præsidenten  Thomas Jefferson under et besøg bestilte 126 flasker vin fra marken med hjem til eget forbrug. Så marken er en præsident værdig.

Druerne er høstet nænsomt i de tidlige morgentimer, før de fragtes til vineriet. Her foregår vinifikationen efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen starter i termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Der er noget Dr. Jekyll og Mr. Hyde over vinen, som i glasset er lys, transparent teglfarvet med en let, elegant samt småbrunlig nuance, mens den duftmæssigt viser sine maskuline og småanimalske biceps frem, men på en lidt lys og yndig facon. Dertil kommer først lidt lyse, flæskede samt småmælkede noter, jordbær og vilde skovbær, vilde parfumerede og smørduftende blomstermarker, en snert af lidt engelsk lakrids, peber, tobak og våde fade.

I munden mærkes det også, at frugten er en snas mørkere end ved de foregående vine, men det er stadigvæk med en syrlig og dyb kant, masser af tørre tanniner, stram og fyrig frugt og vinen viser absolut ingen tegn på alder. Alt er spillevende og skriger gem mig nogle år i kælderen, men det gør jeg ingenlunde, for det smager fremragende allerede nu. Og med lidt luft og varme i glasset, så får vinen også mere sammenhængskraft, sødme og venlighed med i forestillingen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 565 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Domaine Rossignol-Cornu et Fils, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Rossignol-Cornu, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, FrankrigJeg smagte to mere vine fra Didier og Julien Rossignol på Domaine Rossignol-Cornu et Fils midt i Volnay by og det var Volnay 1er Cru Robardselles i både 2014 og 2013. Vi starter her med 2014’eren.

Marken Robardselles er på 0,43 hektar, ligger tæt på Mersault og har vinstokke, der er fra 22 til lidt over 60 år gamle. Efter høst er druerne først afstilket og så er der sket koldmaceration i 5-6 dage, hvorefter gæring er sket i betontanke, mens den malolaktiske gæring er sket i egefade. Vinen har lagret 12 måneder på 228 liter barriques, hvoraf 15% er nye fade. Sluttelig er vinen omstukket til ståltanke, hvor den har hvilet 6 måneder inden aftapning.

Nu løfter duften sig et kvantespring … en lille æterisk, luftig, moden og lettere parfumeret duft. Nu snakker vi finesse, slank, raffineret og graciøs elegance. Der er skovbær, jordbær, lyse kirsebær og alle bare modne, småsaftige og hypnotiserende. Der er roser, violer, lys tobak, skovbund, chokoladepålæg, trøfler. salvie og lidt vanilje. Elsker sgu vinens lette, feminine og delikate udtryk.

I munden er vinen monstertør … vitterlig stram burgundisk og grøn med ribs, rabarber og umodne tranebær. Tanninerne er ultratørre og sprællevende, sætter sig bestemmende og syrligt i munden med sur mine og de får hjælp af grus, knuste sten og mineraler, som giver vinen et ungdommelig teenageragtig sind. Men hvor er det dog henrivende og fint.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Champs Fulliot, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Champs Fulliot, Bourgogne, FrankrigFedt … de to rødvine fra Domaine Dujardin var netop fra appellationen Monthélie AOC og deres to 1er Cru marker, hvor den første blev 2018 Monthélie 1er Cru Les Champs Fulliot.

Der findes samlet 15 vinmarker i Monthélie AOC klassificeret som 1er Cru og de ligger enten tæt på Auxey-Duresses eller øst i Monthelie tæt på Volnay.

Les Champs Fulliot er en af de allerfineste i Monthélie med en perfekt syd/sydøstlig eksponering og en undergrund med rød jord og sten. Druerne er høstet manuelt med et udbytte op 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med 30% hele drueklaser og gæring samt maceration over 15-20 dage med pigeages og remontage forholdsvis få gange i perioden. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske fade, hvoraf 10% er nye fade. Efterfølgende er vinen lagret 6 måneder på tank, inden den blev flasket. Vinen er ikke filtreret.

Næsen er overraskende og mørkere end lige forventet med kødfulde, landlige noter, flæsk, fedt, skocreme, masser af blomster, violer, dybe, våde fade, træ, masser af træ, jordbær, rabarber, hyben, lakrids, ædel modenhed, lidt mulle noter og så samtidig med Pinot Noir druens lette, fine, sarte og elegante flavour. Det suppleres til sidst med lidt svag sødme og let kanel.

Smagen er let, smooth og cremet … langt mere klassisk burgundisk og lettere end duften. Det hænger vildt godt sammen. Der er en fin, lys, grøn smag med en frugt, som er småsure blommer, jordbær, ribs, hindbær, fine og runde tanniner, let bitterhed, krydderier og bare så rent og frisk, Vitterlig lækker vin og dermed 6 store fingre. Det er vinen, som bare vinder og vinder i glasset.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Giulia Negri, Barolo La Vetta, Piemonte, Italien

2012 Giulia Negri, Barolo La Vetta, Piemonte, ItalienUnder webinaret med Giulia smagte jeg denne 2012 Barolo La Vetta, som kommer fra en del af MGA marken Serradenari i 530 meters højde.

Som nævnt laver Negri ikke længere denne vin, men den skulle være lavet som de øvrige af hendes vine, altså med gæring i store kegleformede egekar og en lang maceration, hvor hun så ofte omstikker og lader en tynd cap blive tilbage, så ekstraktion forbliver begrænset. Perioden for macerationen varierer fra år til år afhængig af druernes kvalitet. I gode årgange med godt skind bliver macerationen længere.

Efter endt fermentering er vinen lagret på store 60 hektoliter egefade i 30 måneder, hvorefter den så aftappes på flaske og så lagrer yderligere inden endelig frigivelse.

I glasset er La Vetta virkelig fin transparent teglfarvet med lysebrune nuancer … og man bliver øjeblikkeligt glad i låget, hvilket kun forøges, når du stikker trynen ned i glasset. Op strømmer nemlig den mest lækre Nebbiolo aroma med lys og moden frugt, violer, røde rosenblade, sæbe, tør jord, granatæbler, ribs, lyse kirsebær, tørt træ, balsamisk noter og svagt vulkansk sten samt vanilje.

Smagsmæssigt tyngder alderen på ingen måde … tværtimod, så er der masser af spændstig, ung, tør og småkantet syre, vilde tanniner, som Gnags sang engang … arghh det var vist vilde kaniner. Med masser af luft i kæften sætter tanninerne sig syrligt og småbittert i munden, hvor de masserer gummerne og  dominerende nærmest ætser tænderne. Man kan smage blomster suppleret med lys, frisk frugt, den lidt rustikke og massive tørre syre. Det er sgu fin afstraffelse på smukkeste facon og La Vetta leverer varen.

Denne La Vetta laves ikke mere, men alle vinene fra Giulia forhandles af Distinto, så denne vin har jeg ikke en pris på i dagens marked.

Vinanmeldelse 6/7