Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, ItalienBarolo numero due fra Giovanni Manzone i samme årgang 2019 var så denne Barolo Castelletto, hvor Nebbiolo druerne er fra Castelletto marken, der skråner stejlt i det østligste Monforte d’Alba.

Castelletto marken ligger samtidig ned mod grænsen til nabozonen Serralunga. Markens hældning og jordbunden af sandsten giver en ekstrem naturlig dræning, der i sidste ende frembringer druer samt vine med enorm koncentration af smag og tannin.

Mosten spontangærer ved 28 grader med de naturlige gærceller i rustfrie ståltanke med hele 30-40 dages udblødning af drueskallerne under og efter gæringen.

Vinen lagrer efter endt fermentering 30 måneder på 500-700 liter franske og slavonske tonneaux-fade og derefter et par måneder på betontanke inden aftapning og filtrering suppleret med 10 måneder i flaske inden frigivelse. Det er en vin, som Manzone har lavet hvert år siden 1961.

Duftmæssigt virker vinen en snas mørkere og mere tæt end Gramolere, nærmest sådan med en smule oksefond, selvom der skam fortsat er både læder, tørrede rosenblade, violer, noget lakrids og fennikel og heller ikke medicinskabet står helt uberørt. I næsen er kirsebærrene mørkere suppleret med jordbær, tranebær og ribs, men også noter fra fadene kommer mere frem med tørt ædeltræ, mahogni, trøfler, ganske svag mentol og kamfer.

Uhhh … virker også til at starte med blødere end Gramolere … frugten synes også blødere med bløde kirsebær, blommer, hindbær og ribs, men Castelletto har et knusende stramt Nebbiolo bid med en syre, der er spændstig, let, lys, ung og ilter italiensk. Den giver et bid med sort te, lemon og Campari bitterhed suppleret med tørre, ubarmhjertige og mundmasserende tanniner, der sparker og river, men lige med en lille fin bamsesødme, som giver lidt rundhed, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienEn del eksperter – herunder specialisten i italiensk vin Antonio Galloni – regner Barolo årgang 2019 som sublim og ganske klassisk helt på højde med årgange som 1999, 2005 og 2016. Nu tester jeg under alle omstændigheder 3 Barolo vine fra Giovanni Manzone i netop årgang 2019 og starter med Barolo Gramolere.

Jeg har smagt Manzones Gramolere de seneste årgange 2015, 2016, 2017 og 2018 … men faktisk også i den ældre årgang 2007. Det er en vin, som er lavet med gæring og maceration over 30-40 dage ved 28 grader.

Efter endt fermenteringen er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden hverken klaring eller filtrering – og sluttelig lagret yderligere 10 måneder.

Sikke dejlig næse … en vinøs parfume med et lille apotek, kamfer, pilleglas, gazebind og ellers nogle af de mere karakteristiske Barolo dufte med blomster, tørrede roser violer, læder, umodne kirsebær, ribs, fennikel, røg samt et fadpræg med let sødme af både vanilje, karamel og en meget tør lakridskonfekt, der har ligger lang tid i posen og mistet en smule aroma.

Smagen er ren, frisk og har en drøngod kombination af let sødme samt en frisk  og sødbitter frugt, hvor det både er ribs, lidt umodne blommer og hindbær … lidt juicy og saftig. På tanninsiden er der sgu ingen kære mor … pivfrisk, knastørre og vilde, men på en meget lys, let og næsten sart måde. Hvor smager det fremragende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Comando G, La Bruja, Madrid, Spanien

2022 Comando G, La Bruja Cru, Madrid, SpanienI tirsdagsvinklubben på jobbet står den nu på en kasse med fine og lette spanske vine … og sidst var det denne La Bruja fra det ikoniske vinhus Comando G.

Denne La Bruja, som mere korrekt også hedder La Bruja da Rozas – der  betyder heksen fra Rozas – er lavet på 60 år gamle Garnacha-vinstokke, der står i 850 meters højde nær den lille by Rozas de Puerto Real.

Der dyrkes druerne helt uden brug af pesticider og lignende sprøjtemidler. Arbejdet foregår ved håndkraft og de hele drueklaser er i kælderen gæret med det naturlige gær i 30 til 60 hektoliter gamle egetræsbeholdere.

Vinmagerne Dani Landi og Fernando García benytter sig heller ikke af hverken stabilisering eller filtrering. I stedet holdes vinen i så rent og naturligt miljø som muligt indtil aftapning, hvor en minimal dosis svovl dog tilsættes for at forhindre en uanmeldt andengæring i flasken.

I glasset en lys og næsten transparent vin … ikke helt som Pinot Noir, men til gengæld er næsen to-die-for og nærmest burgundisk eller lys beaujolaisagtig  … let, fin, blomsterrig – som var du midt i en smuk og velduftende blomstermark. Vinen virker virkelig yndig feminin, har en overjordisk og svævende frugt med jordbær og syltede kirsebær, nogle småanimalske dryp,  en sandet mineralitet, let bagepulver, bagt appelsinskal, lidt æblejuice, fennikel og en halvfesen nytårsraket,

Smagen er læskende saftig, men fortsat med en rank, ren og lyserød frugtsyre, der vipper lidt til søde side, men sammen med æblejuice, lemon og søde tranebær fungerer perfekt … er saftet, fint, sart og ultralet, har lyse og krøllede tanniner med en svag sødbitterhed i syren og igen denne nærmest sandede mineralitet … fin, feminin samt fabelagtig. 95 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienCarlo Ferrini er en aktiv vinmager, som laver vin i forskellige sammenhænge, mens hans eget hypede vinhus hedder Podere Giodo og derfra smager jeg hans 2021 La Quinta Toscana IGT.

Udover at lave vine på Podere Giodo laver Carlo Ferrini også vin med sin ven Federico Carletti vin på Azienda Agricola Poliziano, men derudover hjælper han også sin kæreste Gioia Cresti med hendes vine på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Derudover hjælper Carlo Ferrini også flere andre huse med vinproduktionen og her på Houlbergs Vinblog er vi bl.a. stødt på Feudo Maccari, Azienda Agricola Canneto, Tenuta Bosco, Barone Ricasoli og Podere Sapaio. Men Carlo Ferrini arbejder i dag også for mere end 30 vinhuse i Toscana, så hans indflydelse som en af verdens bedste vinmagere er således også stor.

Podere Giodo er Carlo Ferrinis eget lille hjertebarn … og det er et projekt, som han startede i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle marker beliggende mellem Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og startede med at lave to vine, nemlig en Brunello di Montalcino og denne La Quinta Toscana IGT.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nummero uno.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes helt økologisk og vinen fremstilles med skånsom hands-off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter samt 2.700 amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder. Der er lavet 13.000 flasker af vinen i denne årgang 2021.

WAUW … La Quinta har en lækker aroma, der virker ædel og dekadent og understøtter den lidt brune kant i glasset, hvorved det dufter som god Brunello. Der læder, mahogni- og teaktræsolie, lidt umami våde skovbundsnoter, rå champignon og så ellers frugt med kirsebær … masser af kirsebær, jordbær og ribs … men også aftryk fra fadlagringen med chokolade, vanilje samt en blækagtig sødme.

Som med 2020’erne er det bedste imidlertid smagen, som bare er out-standing, virkelig rund, cremet, blød og alligevel med en tør syre, lidt sødme og smukkeste balance. Der er satans elegant, æterisk og svævende med saftig, let og syrlig frugt, der virkelig er koncentreret og smooth inde i munden. Midt i den bløde englefryd har La Quinta stramme – om end tøjlede – tanniner, der ganske vist er tørre samt markante, men aldrig bliver anmassende på nogen måder, men så bare giver vinen et perfekt bid. Genialt. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Viñadores de Gredos, Otro Peldano, Madrid, Spanien

2020 Viñadores de Gredos, Otro Peldano, Madrid, SpanienI vor tirsdagsvinklub på jobbet har jeg til vinkassen indkøbt en ny sending vine og alle er lette spanske vine og første vin er så denne 2020 Otro Peldano fra projektet Viñadores de Gredos, der jo netop ligger i det hypede Sierra de Gredos område.

Det er vinmageren Rubén Díaz, der står bag huset Viñadores de Gredos og han har været en af de oprindelige lokale pionerer i landsbyen Cebreros og hjulpet flere producenter i Sierra de Gredos. Han har således et  enormt kendskab til området og de bedste marker.

Rubén Díaz  kommer selv fra byen Cebreros i Sierra de Gredos regionen og hans familie har en lang historie med vindyrkning. Han arbejdede selv på rådhuset i Cebreros, men hans liv tog en væsentlig drejning i 1999.

Denne ændring blev sparket i gang af truslen om, at hans families vinmarker blev rykket op med rode, da der i området blev handlet med planterettigheder til mange små familieejede vinmarker. Han fik så sin far til at forklare Rubén alle detaljerne om, hvordan man både dyrkede og lavede vin.

Det fik ham til at dykke ned i vindyrkning og historien om hans landsbys vinfremstilling. Derfra begyndte han at studere og i sit eget projekt Viñadores de Gredos eksperimentere med vinfremstilling, hvilket førte til hans første kommercielle årgang i 2004.

I dag byder Rubén Díaz på ekstremt autentiske hvidvine, rødvine og hedvine lavet efter naturlige principper: spontangærede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Det er vine som udfordrer og leverer helt utrolig value-for-money.

Her smager jeg hans topvin Otro Peldano, der er lavet på ren Greanache fra højtbeliggende og granitholdige marker. Druerne er høstet manuelt med håndkraft og derefter sorteret manuelt. Vinen har gæret og maceret i 3 måneder, efterfulgt af 9 måneders lagring på 500 liters gamle egefade.

Duften er let, luftig, sommerlig og meget indbydende, har en aroma med let karamel, chokolade, vanilje, gazebind, blomsterbuketter og en frugt med lyse kirsebær, jordbær og grønne noter.

Hvor er det fremragende … let, smagfuld og balancerende på grænsen til det læskende. Det er jordbær, tranebær og lyserøde kirsebær, noget bolsjeagtig smag med et tvist af lidt lemon samt en smule citroner, Det er juicy, easy-going, læskefint og bare så drønlækkert, så derfor 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 254,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, FrankrigDomaine Abélanet-Laneyrie er en lille familiedrevet vingård beliggende ved Chaintré i den sydlige del af Mâconnais i Bourgogne og derfra smager jeg nu denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige.

Vingården har de sidste 36 år været drevet af Eric og Colette Abélanet, men i de seneste år har det været med hjælp fra deres sønner Valentin og Samuel.

Familien har i alt 7 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i Pouilly-Fuissé, men derudover har de også marker i appellationerne Mâcon-Chaintré, Mâcon-Vinzelles, Saint-Véran, Crémant de Bourgogne og Côteaux Bourguignons og har godt med gamle vinstokke.

Markernes drives efter bæredygtige principper … men det følger egentlig bare de gamle traditioner, selvom man i kælderen benytter nye metoder, som giver fremskridt og fordele uden at miste vinenes særkende og præg af terroir.

Denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige er selvfølgelig på ren Chardonnay, men der er forsvindende lidt oplysninger om selve produktionen, som dog skulle være sket uden tilsætning af svovl, men efter endt fermentering lagret på fade, men uden oplysninger om, hvor lang tid den skulle være lagret.

Slam … lækker aroma, hvor der er det bedste nøddemix af ristede hasselnødder, brændte mandler, nøddeknas, brunet smør, grønne pærer og dåsepærer, fersken, gule æbler og en snas abrikos. Der er lidt saltvand og kalket mineralitet … blot på en lidt fed, fuldcremet og blød facon.

Uhmmmmm, hvor smager den også bragende godt … cremet, blød, fyldig, bredmås’et og næsten med tørret frugt, abrikos, pærevælling, grillede citroner og æblesaft. Det er intenst og fyldigt, men uden den mister en stabil og let maskulin syre, som gør vinen frisk suppleret med en smule nøddenektar og en lang eftersmag af de tropiske frugter. Det er altså rigtigt godt dette her, så 95 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 193,60 kr., mens prisen er 176 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Parusso, Vegliamonte Alba, Piemonte, Italien

2019 Parusso, Vegliamonte Alba, Piemonte, ItalienSiden 2015 har Azienda Agricola Parusso ejet den lille vingård Cascina Baconotta i Santa Rosalia og det er også derfra, at denne 2019 Vegliamonte Alba kommer.

Parussos primære Barolo vingård ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vej mod Castiglione Falletto og den besøgte jeg selv for et par år siden.

Det kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

Men Cascina Baconotta ejendommen i Santa Rosalia ligger tæt på Alba med samlet 8 hektar vinmarker under appellationen Alba DOC, som fortsat er relativ ukendt herhjemme, men det er også en forholdsvis ny appellation.

Appellationen omfatter 44 kommuner i Langhe og Roero, men altså udenfor de kendte Barolo, Barbaresco og Roero appellationer. Vine under Alba DOC skal være på mindst 70% Nebbiolo og mindst 15% Barbera.

Vegliamonte Alba er i årgang 2019 lavet på 85% Nebbiolo og 15% Barbera og fra marker i 400-450 meters højde. Efter høsten er alle druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen sker spontant med druernes naturlige gærceller i ståltanke.

I glasset er vinen sådan nærmest medium transparent med en lidt brunorange farve i kanten, mens duften tydeligt bærer præg af fad … men dufter freaking godt. Der er en moden og luftig aroma med lidt søde jordbær og saftige kirsebær, tørrede rosenblade, vanilje samt mælkechokolade, lakridskonfekt og skumgummifiduser. Vinen har som 2021’eren også noget nobelt, ædeltræ, våde fade, lakrids og sammenlagt en fabelagtig lækker næse.

Uhhhh, hvor smager den også fremragende … har Parussos bløde Barolo elegance. Det er cremet, tørt og bidende med en blød frugt af lidt tørret kirsebær, kirsebærtærte, blommer og brombær med lidt solrig fylde fra Barbera frugten. Til gengæld er tanninerne knastørre og vilde på Barolo niveau … virkelig mundudtørrende,  men sammen med en vis fylde, som giver vinen en helt særlig balance, som bare fungerer så godt, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Kelley Fox Wines, Mirabai Pinot Noir, Oregon, USA

2021 Kelley Fox Wines, Mirabai Pinot Noir, Oregon, USAVi skal igen en smuttur forbi Jysk Vins nye vinhus Kelley Fox Wines, som jeg tilbage i december smagte en lækker Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir fra, men her smager jeg deres 2021 Mirabai Pinot Noir.

Det er en vin, som i denne årgang 2021 er lavet med Pinot Noir druer fra en Pommard klon og 70% kommer fra vinmarken Weber Vineyard og sidste 30% fra Maresh Vineyard … alle høstet sidst i september 2021.

Vinen er lavet med 30% hele klaser og vinifikationen er sket med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på burgundiske 228 liter franske barriques fra Bourgogne.

Der er i denne årgang alene produceret 1.300 kasser af denne vin, mens vinhuset i årgangen før slet ikke producerede vinen, da høsten blev berørt af omfattende røgskader i forbindelse med skovbrande i det vestlige USA.

I glasset en meget lys og teglstensfarvet transparent vin, som også har en skøn lys aroma med lys frugt, gazebind, en halv malerspand, tørrede rosenblade og virker meget let, luftig, fin og overjordisk med frugt af jordbær, grønne jordbær, moreller og lyse småbitre kirsebær med en sart og lidt skrøbelig nerve,

Hvor smager den godt … har både denne lette, fine, sarte og syrlige frugt kombineret med en læskende frugtsødme. Der er lys, læskende og totalt burgundisk. Vi er på et drønhøjt niveau …  grønne jordbær, lyse jordbær, hindbær og rabarbersaft, lyserøde bolsjer, let fennikel, grønne elementer og alt på en fjerlet måde, som var det en fjerbold fra Viktor Axelsen som vinderbold skudt i en OL finale. Det er sgu en vin, der er finaleværdig … ren, klar, klingende, let, sart, overjordisk og ganske imponerende … jeg er fan. 96 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 389 kr., mens prisen er 359 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Daniel Bouland, Morgon Bellevue Sable, Bourgogne, Frankrig

2022 Daniel Bouland, Morgon Bellevue Sable, Bourgogne, FrankrigMélanie og Daniel Bouland holder til på adressen Chemin de la Grenouille i landsbyen Corcelette nær Villié-Morgon i Beaujolais og Daniel står bag denne 2022 Morgon Bellevue Sable.

Flere betegner Daniel Bouland næsten på niveau med store beaujolaisnavne som Lapierre og Foillard, men Daniel er selv en ydmyg, hårdtarbejdende, diskret, eftertænksom og beskeden vinbonde. Han taler kun fransk, foretrækker et ensomt liv og bruger gladelig 12 timer om dagen på at arbejde i sine marker. Han har slet ingen salgsfolk og sågar ingen hjemmeside, men laver outstanding vin.

Bouland har omkring 9 hektar marker med gamle vinstokke, bl.a. i Douby, Côte de Py, Delys, Morgon og små parceller i Chiroubles og Cote de Brouilly,  Hans Morgon vinmarker ved Corcellette har 60-75 år gamle vinstokke, mens stokkene på DeLys mellem Corcellette og Villié-Morgon blev plantet i 1926.

I 2014 erhvervede han vinmarken Bellevue i Morgon … også med gamle vinstokke … og fælles for vinmarkerne er, at vinstokkene står plantet med høj tæthed på stejle skråninger, hvor ingen traktor kan køre.

Daniel Bouland laver vine, der kan ældes 20 år og tit sammenlignes med fine Côte de Nuits Bourgogner. Han mener selv, at man først bør nyde hans vine efter 5 års lagring.

Denne Morgon Bellevue Sable kommer fra den højtbeliggende lieut-dit Bellevue’ der er opdelt i den stenede parcel Bellevue Sable og den mere sandede parcel Bellevue Cailloux … de er kun adskilt af en lille grussti.

Cailloux er kendetegnet ved lidt mere koncentration og struktur, mens Sable typisk er knapt så koncentreret, men med en lidt finere tekstur og druerne er fra 60-100 år gamle vinstokke.

Alle druer er håndhøstet og gæret spontant i hele klaser med semi macération carbonique med druernes naturlige gærceller før lagring på gamle foudres og en aftapning uden filtrering.

WAUW for en duft … det virker allerede fra første snif meget kontrolleret og balanceret, så man får ikke denne meget bondske beaujolaisagtige næse med banan og tulipaner, men er meget mere delikat og sart. Det er skam fortsat landlig, men utrolig elegant med burgundisk lethed og et feminint touch. Det er fortsat kirsebær, der er den fremtrædende frugt, men den suppleres af lidt jordbær samt blomster, let lakrids og vanilje.

Hvor smager den hamrende godt … har denne fine balance mellem lys, let, fin, luftig og svævende elegance og så en mere koncentreret, kødfuld og dyb frugt. Den har en nærmest burgundisk, aromatisk og silkeblød smag, der er koncentrat af kirsebær og hindbær. let peber, masser af læskende saftighed og så cremet, at den nærmest smelter i munden med sprælsk englefryd. Det er en af de bedste Beaujolais vine, som jeg har smagt i lang tid … kongevin og dermed 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, Frankrig

2015 Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, FrankrigJeg er tosset med denne sorte og eksklusive Blanc de Noirs Premier Cru, som er lavet af det champagnehuset Louis Nicaise og her smager jeg en udgave, der primært er lavet med druer fra 2015 årgangen.

Champagnen er elegant med sin sorte etiket og hals sikret med gammeldags snor i stedet for ståltråd.

Brugen af snor til at sikre korkproppen hedder ficelage og er en metode, som blev anvendt i gamle dage. Faktisk blev metoden udviklet efter et dekret fra 1735, hvor producenterne blev pålagt, at propperne skulle sikres med minimum 3 stykker snor.

Snoren er lavet af hamp og behandlet med enten voks eller stearin og metoden blev brugt af de fleste champagnehuse helt frem til starten af 1. Verdenskrig. Derefter begyndte man at anvendes ståltråd, som både var nemmere og hurtigere.

Udfordringen med ficelage er nemlig, at det er en procedure, som kun kan gøres manuelt. En trænet ficeleur – ja det hedder det sgu – kan lukke omkring 50 flasker i timen. Der findes endda en lille specialsaks, som skal anvendes til at klippe snorene over.

I dag har flere champagnehuse genoptaget metoden, men primært på deres topvine, da det jo er pænt dyrere måde end anvendelsen af ståltråd.

Nå, men tilbage til Louis Nicaise … det lille familieejede champagnehus, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne smukke champagne med navnet Noir og smuk bundet ficelage er primært lavet med Pinot Noir druer fra 2015, idet 70% af druerne kommer fra 2015, mens de resterende 30% Pinot Nour druer er fra andre og unavngivne årgange.

70% af vinen er lagret på store Tonneaux egefade, hvor træet kommer fra skoven i Hautvillers, mens de sidste 30% er lagret på rustfrie ståltanke. En del af vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen. Der er udelukkende produceret 2.000 flasker med årgang 2015 som den primære del.

I glasset er der pænt med farve … sådan gul-orange med en landlig aroma af animalsk mødding, ristede hasselnødder, estragon, rugbrød og en moden frugt med smørstegte pærer og æblemost af mest gule æbler. Frugten virker måske en smule kandiseret, men damm hvor det dufter fremragende, indbydende og dragende.

Champagnen giver i munden et stort og frisk brus, som dog hurtigt forsvinder som dug fra solen, men efterlader masser af smag af lidt grønne æbler, lemon og grape samt saltede og kalkede mineraler og selvom det første brus hurtigt forsvandt, så bliver vinen ved at give lidt mousse sammen med den skarpe, balancerede og præcise syre. Uha, hvor er den stilfuld, frisk og fin … megaflot champagne, der kan måle sig med nogle af de helt store, så dermed 96 point.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske i nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7