Vi slutter rundturen i Toscana i det lille prestigefyldte vindistrikt Bolgheri på den smukke toscanske kyststrækning mellem Livorno og Grosseto små 100 km sydvest for Firenze, hvor vi finder vinhuset Tenuta Argentiera.
Sassiscaias succes i Bolgheri har – sammen med områdets potentiale for at skabe store vine på franske druer – tiltrukket en stribe dygtige vinmagere. To af disse er brødrene Corrado og Marcello Fratini, som godt støttet af netop Antinori familien har ført Tenuta Argentiera helt op i toppen blandt de nye vingårde, som prøver at matche legenden.
Tenuta Argentiera er reelt en del af den gamle Donaratico ejendom, der i tidernes morgen tilhørte Flrentine Serristori familien. Tilbage i 1500 tallet var dette plateau rigt på kanaler, kilder og sølv miner. Navnet Argentiera refererer til disse sølvminer. Tenuta Argentiera er den vingård, som i Bolgheri har den nærmeste beliggenhed til havet. Tillige er gårdens marker beliggende på de højeste tinder for området.
Tenuta Argentiera er også en større historie, idet vingården har ikke mindre end 500 hektar jord, heraf dog alene 75 hektar beplantet med vinstokke inden for DOC Bolgheri og IGT Toscana. I alt laves der ikke mindre end 500.000 flasker vin årligt på vingården.
Denne Bolgheri Superiore DOCG er her i årgang 2005 lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot & 10% Cabernet Franc med 14 måneders fadlagring i 225 liters franske barriques samt 12 måneders lagring på flaske.
Duftmæssigt en meget indbydende aroma af lakrids, solbær og blomster samt en anelse krydderier. Smagsmæssigt stor intensitet og fylde, og igen et sindssygt niveau af tanniner. Fyldig og behagelig smag på ganen med en passende syre og en frisk, mineralsk finish og lang eftersmag. Også en flot, flot vin … men er måske knap så stor tilhænger af denne som de to foregående.
Købt hos Toscavini, pris 499 kr.