Tag-arkiv: 4½

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, Spanien

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, SpanienI det lille spanske tyreløb fortsatte vi med denne 2014 Venta la Ossa TNT fra vinhuset Bodegas Mano a Mano, der ligger i Ciudad Real området af Castilla-La Mancha,

Bodegas Mano a Mano er en forholdsvis nyere vingård, som er etableret for omkring 10 år siden, hvor der også blev bygget et stort og moderne vineri. Det er ejet af den store koncern Terraselecta, der ligger midt i Madrid og har investeret i en lang række vinhuse i Spanien og således også Bodegas Mano a Mano.

Terraselecta er ejet af Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán. Han tjente sin formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne.

Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Han er da også via Terraselecta vinhuse som Dominio de Atauta, Atalayas de Golbán, Viñas del Cenit, Obalo,Naia, Viña Nora, Pazos del Rey, Álvaro Domeq samt Quesería 1605 … et par af dem er vi også tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Mano a Mano har samlet 330 hektar vinmarker, hvoraf hovedparten ligger ved Finca La Dehesa i Alhambra, mens 30 hektar ligger ved Finca Sierra de La Solana in Herencia.

Der laves 4 vine på vingården, hvilket er lagt i hænderne på vinmagerne José Carlos García, Joana Caldeira og Asunción Yébenes. Men vinene laves til gengæld i store mængder, da den samlede produktion er på 500.000 flasker.

Denne Venta la Ossa TNT er lavet på 85% Touriga Nacional og 15% Tempranillo. Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade.

Egentlig en god mælket, gæret og mørk frugt i næsen, solbær, blåbær, hindbær, eg, vanilje, kanel, ganske sødbrændte noter, masser af tør eg. I munden stor tørhed, stærk peber, en fin krydret syre, lidt blomster og fin lang eftersmag. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Spanien koster vinen 14,40€ … svarende til 107 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigVi smager også lige førstevinen fra Château Saransot-Dupré i en nyere årgang, nemlig i årgang 2016, der også var en fabelagtig årgang på venstre bred i Bordeaux.

I denne årgang 2016 er blendet af vinen en smule anderledes, da det består af 60% Merlot, 16% Cabernet Sauvignon, 11% Petit Verdot, 11% Cabernet Franc og endelig 2% Carménère. Men ellers er vinen lavet fuldstændig som 2009’erne, altså med gæring i store betontanke ved 28 grader og med en maceration over 3 uger. Efter en malolaktisk gæring, så lagrer vinen 20-21 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

Vinen minder på mange måder om 2009’eren, bare mere frisk, ung og uden den lækre modenhed i frugten, Det er fortsat solbær, blæk, lakrids, cigarkasser, muldjord og dufter fortsat arketypisk som en Bordeaux skal dufte.

I munden er frugten er frisk, klar og alligevel leveret blødt. Det er solbær, tydelige tanniner, tørheden dog mindre end forventet, men ellers igen lidt bitterhed, kaffe og mørk chokolade. Det smager altså rigtigt godt og en god vin til pengene.

Vinen forhandles flere steder herhjemme, bl.a. Haslund Wine Import, hvor en flaske i nyere årgang koster 114 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Vinessens, El Vivero de Usaldón Garnacha, Valencia, Spanien

2018 Vinessens, El Vivero de Usaldón Garnacha, Valencia, SpanienI appellationen DO Alicante i Valencia regionen finder vi det lille vinhus Bodega Vinessens lidt udenfor byen Villena cirka 50-60 kilometer nordvest for Alicante by.

Bodega Vinessens drives af de unge mennesker Andrés Carull og Marta Ribera. De overtog i 2008 Andrés’ families vingård og laver i dag vin fra 70 hektar vinmarker fordelt på 2 vingårde og begge beliggende ved Villena adskilt fra hinanden med 25 kilometer. Den første af vingårdene er  Casa Balaguer og ligger i Cañada dalen et par kilometer nordøst for Villena og den anden Puerto de la Harina ligger på skråningerne af ​​Sierra de Salinas i 550-700 meters højde sydvest for Villena.

De har også store produktionsfaciliteter i industrikvarteret midt i Villena, men vinhuset laver da også 180.000 flasker årligt, hvor alle er lavet af druer fra egne marker, som alle drives økologisk og uden brug af pesticider.

Både Andrés Carull og Marta Ribera er 3. generation af vinavlere, men de er de første i vinhuset til selv af producere vin. Andrés har siden sin bardom vidst, at han senere i livet også skulle producere vin og et besøg i Bordeaux var medvirkende til, at det blev med økologisk og naturlig tilgang,

Denne El Vivero de Usaldón Garnacha er lavet på 100% Garnacha aka Grenache, som kommer fra 25 år gamle vinstokke. Efter høsten er 70% af drueklaserne afstilket … resten afstilkes ikke, men i stedet knuses alle og gærer spontant i tinajas aka lerkrukker alene med duernes naturlige gærceller. Herefter er vinen lagret 4 måneder i store amphora lerkrukker og derefter flasket uden filtrering eller tilsætning af svovl.

Duftmæssigt har vinen også en noget animalsk aroma, lidt flæsket, mælket med nogle sødlige og krydrede elementer, ganske sorte bær, blåbær, solbær, blomster, violer, krydderurter, grønne vinblade samt et spansk, temperamentsfuld hjerte.

I munden er vinen overraskende rund og venlig med et lille bitte bittert og stærkt tvist. Frugten er blåbær, solbær, klart meget sød, behagelig og livlig med pæn, spansk krop, mælkechokolade, en pæn, vild tørhed med lidt afdæmpede tanniner, krydrede elementer, god struktur og fin eftersmag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, TysklandWeingut Jakob Jung ligger i den østlige del af Rheingau i byen Erbach ved Eltville am Rhein. Fra den unge winzer smager vi nu vinhusets basisvin … en 2018 Riesling Classic.

Vingården drives i dag af Alexander Jung, som overtog driften fra sin far Ludwig i 2008, men faderen hjælper fortsat til på vingården. Det er et gammelt foretagende, da familien Jung har drevet gården siden 1799, men oprindeligt som et landbrug med forskellige afgrøder. Det var faktisk Ludwig Jung, som efter sin overtagelse i 1969 ændrede driften til ren vinproduktion.

Samlet har Alexander Johannes Jung 18 hektar vinmarker, som han driver sammen med sin far, mens hans bror Ingmar ikke er en del af driften, men i steder forfølger en politisk karriere. De bedste marker er Erbacher Sigelsberg, Hohenrain, Steinmorgen og Michelmark … alle beliggende ved Erbach.

Siden Alexander overtog driften har familien også købt en over 250 år gammel 110 meter lang kælder, udhugget i klippen 8 meter under jorden. I kælderen er temperaturen konstant 11 grader hele året rundt og dermed perfekt for lagring af vinene.

Alexander er selvfølgelig uddannet vinmager fra det berømte universitet i Geisenheim ikke langt fra vingården, Han har inden overtagelsen også rejst rundt i verdenen for at besøge vinproducenter.

Han er lidenskablig omkring vinproduktionen og lægger specielt vægt på arbejdet i vinmarkerne. Alexander siger selv; I vinkælderen handler det om at bevare kvaliteten, men det er ikke dér, at vinen fremstilles, men snarere gennem det hårde arbejde i marken.

Her smager vi Jungs basis Riesling … blot kaldt Riesling Classic. Den er alene vinificeret på rustfrie ståltanke, men har et forholdsvis højt indhold af restsukker, nemlig hele 11 gram pr. liter, altså faktisk ovre i halbtrocken, da trocken faktisk alene må indholde op til 9 gram .

Duftmæssigt en kraftig Riesling, hvor frugten er abrikos, måske endda tørrede abrikoser, grillede citroner, ananas, lemon, melon og altsammen med en vis modenhed. Der er stor kraft, punch med nærmest varmkrydrede elementer, en kraftig syre og samtidig virkelig stor bundtræk.

Det er en meget krydret og stærk Riesling, som har dyb lemon, syltede og grillede citroner, masser af fyldig bitter grape, nogle salte mineraler og også med stor saftighed og en del sødme. Det bliver lidt en mundfuld med både den store fyldighed, bitterheden, de mange krydderier, det salte og det søde, men det fungerer ganske fint.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, Sydafrika

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, SydafrikaNæste bidrag på vinbloggen er denne sydafrikanske 2019 Queen Bee Viognier fra vinhuset Gabb Family Vineyards.

Vinhuset er grundlagt af Roger Gabb, som oprindelig var søn af en organist i St. Paul katedralen i London. Han flyttede i 1980 til Shropshire og grundlagde Western Wines, et ret stort vinimport firma, som solgte vine fra det meste af verdenen – og i særdeleshed Sydafrika – på det engelske marked. Da han i 2004 solgte firmaet stod det for salget af hver 13. solgte vin i hele Storbritannien.

Allerede i 1996 havde Roger Gabb også købt vingården Journeys End Vineyard ved False Bay i Western Cape, men det var reelt først efter salget af Western Wines, at Gabb familien begyndte at satse på vinproduktionen på vingården med sønnen Rollo Gabb som daglig leder.

Rollo udvidede bl.a. de oprindelige 20 hektar vinmarker til 120 hektar med hjælp fra vinmageren  Leon Esterhuizen laver de en lang række vine under navnet Journeys End. Men de laver også en række vine under navnet Gabb Family Vineyards fra en ejendom, som Rollo købte i 2011 af Ben Jordaan ved Mount Rozier i Stellenbosch.

Og denne Queen Bee Viognier er netop af de disse vine, som er lavet af vinmageren Ben Jordaan på Viognier med en ganske lille andel Chardonnay. Vinen har de kaldt Queen Bee Viognier på grund af biernes hjælp til at bestøve vinstokke i markerne. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke for at bibeholde vinens friskhed.

Næsen er fyldig med fed, tropisk og eksplosiv frugt. Det er fersken, papaya, vingummibamser, meget moden med sødme … en lidt smøret fedme med masser af rosmarin og lidt parfumeret.

Smagsmæssigt er det en fyldig vin med nogle fede, grønne noter, men klart mindre opulent end duften. Vinen er fin rund, cremet og virkelig blød, syren også afdæmpet, men det smager rigtigt godt, så dermed stort bifald til 4,5 gule fingre.

Vinen forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, TysklandH.J. Hansen Vins Winemakers Fair sidste år mødte jeg bl.a. Johannes Haart, der i dag sammen med broderen Marcus Haart driver det gamle klassiske vinhus Weingut Reinhold Haart. Nu smager jeg igen en vin fra de to brødre, nemlig deres 2018 Riesling Trocken basisvin.

Ved vinfestivalen smagte jeg deres dejlige 2016 Piesporter Grafenberg Riesling Trocken Großes Gewächs og skrev også lidt om vinhuset, så det skal jeg selvfølgelig undlade at gøre igen. Derfor kigger jeg blot videre på denne 2018 Riesling Trocken

Vinen er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved omkring 16 grader, som forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende er vinen filtreret let og tappet på flaske.

Der er lidt puf i vinen sagde konen. Og hun har skam ret, for der er nærmest lidt tryk i flasken og den er også lettere perlende lige i starten. Næsen er modne æbler, tropisk frugt, fersken, svag antræk til petroleum, en dyb sødme, en lille bitter grape note, citrus, lidt mineraler og en smule fylde … bare lidt.

Smagen er lidt i samme boldgade, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen. Vinen har også klar Mosel sødme, fylde, krop og meget omgængelig. En fin Mosel Riesling.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor prisen er 139 kr., men fra 1/3 til 30/4-2020 er vinen på tilbud til 99 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Rutherford Wine Company, Lander-Jenkins Pinot Noir, Californien, USA

2016 Rutherford Wine Company, Lander-Jenkins Pinot Noir, Californien, USAVi sluttede vor vinaften med en Pinot Noir med stor bulder … Lander-Jenkins Pinot Noir fra Rutherford Wine Company.

Vinhuset Rutherford Wine Company med en lang række tilhørende brands drives af Morgan Zaninovich, hvis familie i generationer har boet i USA, men oprindelig stammer fra Kroatien. Allerede i 1940’erne startede familien med at lave vin i Californien, men i starten af 1970’erne overtog Morgans far Marko Zaninovich det lille familieforetagende og har siden ekspanderet vinhuset.

I dag omfatter vinhuset en lang række brands aka vinhuse som Rutherford Ranch Winery, Scott Family Estate, Predator, Rhiannon, Two Range, Round Hill, Silver Buckle, Four Virtues og Lander-Jenkins.

Derudover laver huset også en række private label vine til en lang række kunder, så sammenlagt er der tale om et ganske stort vinhus, men jeg kan ikke se noget om produktionen, hvor mange hektar de selv ejer eller køber druer fra.

Nå, men fra et af husets mange brands Lander-Jenkins smager vi nu deres almindelige Pinot Noir, hvor druerne kommer fra forskellige marker i Californien. Vinen har gæret på ståltanke inden 6 måneders lagring på en blanding mellem franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen dufter ingenlunde af Pinot Noir, men er i stedet lidt flæsket med bacon, fedme, grafit, sorte oliven, medicinskab og så en tyk og kraftig sødme. Der strømmer meget solmoden og mørk frugt op af glasset, modne kirsebær, blommer, chokolade og karamel.

Smagsmæssigt er der ganske tør jord, en meget krydret, tyk og stærk smag, virkelig dyb og mørk frugt. lidt uomgængelig … virkelig en svulstig, solmoden og samtidig med sødlig fylde. I min optik mangler vinen en smule Pinot Noir elegance, men smager fint.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 157 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Rodney Strong, Alexander Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2012 Rodney Strong, Alexander Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USANæste vin er fra Ronnie Stærk aka det amerikanske vinhus Rodney Strong Vineyards, nemlig en US-cab … en 2012 Alexander Valley Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er beliggende ved byen Healdsburg i Sonoma i Californien og er opkaldt efter grundlæggeren Rodney D. Strong, som etablerede vinhuset i 1959. Han var født i 1927 og havde forinden haft en karriere som international danser, bl.a. som fordanser på det fashionable forlystelsessted Lido i Paris.

Her havde han fået smag for bedre årgangsvine, og da han ikke havde udsigt til at blive gammel i dansegårde, så besluttede han sig for at blive gammel med vindyrkning.

Det blev han med etableringen af Rodney Strong Vineyards, og med købet fuldt en gård, hvor der bl.a. var vinstokke, som var plantet helt tilbage i 1904, da nybyggere plantede den første mark River West Zinfandel Vineyard med Zinfandel-druer. Og det var lige præcis dér, at Rodney Strong byggede sit hovedsæde i 1962.

Rodney Strong Vineyards er i dag ejet af Tom Klein, der købte vineriet i 1989. Tom har fra starten været interesseret i at optimere Rodney Strong Vineyards til at møde de krav den moderne forbruger stiller til gode vine.

Der er investeret i nyt udstyr til kælderen, marker er genplantet og dyrkes efter regler for bæredygtigt vinbrug. I dag har vinhuset ikke mindre end 550 hektar vinmarker fordelt på 14 forskellige marker, som primært ligger  i Alexander Valley, Russian River Valley samt Chalk Hill.

Tom er også en stærk fortaler for miljøet og i oktober 2009 blev Rodney Strong, som det første vineri i Sonoma County, defineret som CO2 neutralt.

Dette er bl.a. opnået ved et stort anlæg af solceller på toppen af vineriet. Et af de største i verden for et vineri. På en typisk dag i Sonoma genererer dette anlæg nok energi til at forsyne 800 husstande.

Denne 2012 Alexander Valley Cabernet Sauvignon er lavet med druer fra 4 forskellige marker i Alexander Valley, hvor klimaet til netop Cabernet Sauvignon er helt perfekt, bl.a. med jordbund præget af vulkansk og jernholdig jord samt  sandsten.

Vinen er lavet på egetræsfade og er også efter endt fermentering lagret 18 måneder på 85% på amerikanske egetræsfade og resten på franske egetræsfade.

Næsen er virkelig solbær drevet … det er Ribena på epo, godt med power, kraft, lidt våde krydderier, nødder, masser af fad med vanilje, kanel og meget solmoden varme i frugten.

Smagen er præget af nogen sødme og krop, søde krydderier, en blomsterrig frugt, meget moden og endda overmoden frugt, solbær, blommer samt masser af vanilje. Vinen bliver imidlertid aldrig sådan overtung, for den har en vis lethed, men det bliver endimensionelt med den overmodne, søde frugt.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 199,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Familia Martínez-Bujanda, Finca Antigua Reserva, Castilla-La Mancha, Spanien

2012 Familia Martínez-Bujanda, Finca Antigua Reserva, Castilla-La Mancha, SpanienFinca Antigua er et af de 5 vinhuse, som drives af Familia Martínez-Bujanda. Det ligger i appellationen La-Mancha i Castilla-La Mancha. Derfra smager vi nu deres 2012 Finca Antigua Reserva.

Familia Martínez-Bujanda er grundlagt i Oyón i Rioja i 1889 af Jaoquin Martínez-Bujanda, som startede med at lave vin fra sine små vinmarker. Det var dog først i 1951, at familien startede deres ekspansion, da de købte vinhuset Cosecheros y Criadores i Castilla-La Mancha og startede med at eksportere deres vine.

Siden har familien også i 1997 købt Finca Valpiedra i Rioja og udvidet deres den oprindelige vingård Viña Bujanda i Oyón. De købte også i 2003 Finca Antigua i La Mancha og i 2012 Finca Montepedroso i Ruedo.

Samlet har familien i dag over 700 hektar vinmarker og drives af den 4. generation i familien i form af bror og søster Carlos and Pilar Martínez-Bujanda samt 110 ansatte.

Carlos er direktør  vinhuset og er samtidig også medlem af Grandes Pagos de España, som er en sammenslutning af ledende spanske vinhuse, som forsvarer og sikrer den spanske vinkultur.

Men den 5. generation er allerede kommet med i Familia Martínez-Bujanda, nemlig Carlos’ børn Borja og Adrián samt Pilars børn Marta og Alfredo Santander Martínez-Bujanda.

Finca Antigua, som familien – som nævnt – købte i 2003, er den absolut største af de 5 vingårde. Samlet har familien på Antigua 421 hektar vinmarker og derudover yderligere 500 hektar jord, som dog endnu ikke er tilplantet.

Vinmarkerne ligger forholdsvis højt i 900 meters højde mellem Cuenca og Toledo … et område meget rig på buske af rosmarin og timian og et mangfoldigt dyreliv. De har bygget et stort og moderne state-of-the-art vineri og samtidig restaureret den gamle vingård, som nu anvendes til vinbutik og smagelokaler.

Her smager vi en af vinene fra Finca Antigua, nemlig deres 2012 Finca Antigua Reserva, som er lavet på 60% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 20% Syrah, som er høstet fra de 3 vinmarker Pedazo Chicote, La Longuera og Casilla Nueva. Fermentering er sket i rustfrie ståltanke med en maceration over 24 dage, hvilket er efterfulgt af 24 måneder lagring på franske egefade.

Næsen byder på en eksplosiv, furiøs og marmeladerig aroma, brombær, solbær, lakridsrod, masser af fadpræg, vanilje, chokolade, sød tobak – virkelig en vin på erythropoietin eller bedre kendt som epo – overlæsset og svulstig, men med masser af fed, kontrolleret kraft.

Smagsmæssigt er det også en kraftig vin, stærk og frisk mørk frugt, en vis tørhed, pænt med eg, solbær, enebær, fedme, fylde, peber, lidt grøn mynte, kaktuspiller, lidt skrald fra alkoholen og utroligt tørre tanniner. Det er klart en powervin, balsamisk, mørk og frugtrig … alligevel med masser af rå kvalitet.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 125 kr., men i hele 2020 kan den købes til 79 kr., hvis du køber 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Höpler, Cuvée K7, Burgenland, Østrig

2017 Weingut Höpler, Cuvée K7, Burgenland, ØstrigSikke en underlig skabning … et blend mellem Blaufränkisch, Syrah og Merlot … er Höpler gået mental? Og så kalder han endda også selv vinen noget så usexet som Cuvée K7.

Men K’et har en mening, for druerne kommer nemlig alle fra Kirchberg marken, hvor Höpler jo netop dyrker både Blaufränkisch, St. Laurent,  Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah samt Grüner Veltliner. Her har han så hældt 3 af druesorterne sammen, og så skulle man synes, at det vil give en underlig vin … og den er også noget anderledes, men smager skam okay.

Om 7 tallet i vinens navn skriver Christoph selv; Magisch wie die Zahl 7 betört er alle Sinne und weckt ungeahnte Emotionen. Det kan vel oversættes med; magisk som nummer 7 forfører den alle sanser og vækker uventede følelser.

Vinen er ved, at Blaufränkisch druerne er vinificeret på ståltanke, mens både Syrah og Merlot druerne er gæret og lagret 16 måneder i franske barriques, heraf 2/3-dele nye og 1/3-del brugte fade.

Næsen er lys frugt, blomsterpollen, lidt ristede noter, medicinskab og grønne grene, lidt mint, eukalyptus, vinblade og kaktuspiller. Der er pænt med egetræ, våde fade, mens frugten er kirsebær, moreller, brombær, granatæbler … og egentlig okay frisk med lidt røg, lakridskonfekt og mørk chokolade.

Smagen er lidt til den underlige side … både nogen lethed, formentlig fra Blaufränkisch druerne, men derudover masser af tørhed, flade tanniner og tørre krydderier. Höpler mener selv, at det er en saftig vin, men det synes jeg ikke … dertil er tørheden alt for stor.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7