Næste Chiavennasca aka Nebbiolo vin blev denne 2016 Prugnolo Valtellina Superiore fra vinhuset Casa Vinicola Aldo Rainoldi, der ligger omkring 60 kilometer øst for den nordlige af Comosøen ved byen Chiuro.
Vinhuset er grundlagt i 1925 af Aldo Rainoldi, som startede med at drive en vinhandel. Da hans søn Giuseppe i anden halvdel af 1950’erne sluttede sig til Aldo, så begyndte de også købe druer for at supplere salget med egne vine. I slutningerne af 1990’erne kom Giuseppes nevø Aldo Rainoldi med i forretningen. Han havde afsluttet en uddannelse indenfor vinavl og ønologi og havde selv store planer for vinproduktionen.
Rainoldi har samlet 9 hektar vinmarker i 350-600 meters højde på de stejle skrænter af alperne, hvor de dyrker Nebbiolo, Pignola, Rossola, Sauvignon Blanc samt Chardonnay.
Her smager vi vinen Prugnolo Valtellina Superiore, hvor druerne kommer fra forskellige marker ved byerne Poggiridenti, Montagna in Valtellina, Tresivio og Teglio. Det er 100% Nebbiolo, som efter endt gæring er lagret 15 måneder på små egefade, der er anvendt en enkelt gang tidligere. Derefter er vinen samlet i ståltanke, hvor lagringen er fortsat inden flaskning og lagring 6 måneder mere.
Duftmæssigt minder vinen en smule om foregående … igen violer, tørrede blomster, ganske parfumeret, stram, rank med kamfer, blæk, grafit, medicinkasse, mynte og samtidig også et lille aftryk fra våde egefade, brombær, blommer og samtidig nogle lysere bær, røg og fennikel.
Smagen er også mere blomstret … har en vild god og let syre, masser af skarp og småsyrlig frugt. Det smager sgu godt, meget elegant, let, rank og klokkeklar ren … uha man bliver glad. Vi havner et sted lige mellem 5 og 5,5 houlbergske tomler.
Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.