Domaine Hugues Pavelot ligger solidt på adressen Rue Chanson Maldant i Savigny-lès-Beaune og derfra smagte jeg næst en 2021 Chorey-lès-Beaune les Beaumonts.
Indtil for nylig hed vinhuset Domaine Jean-Marc et Hugues Pavelot, men i dag har Hugues helt overtaget driften fra sin far Jean-Marc, men det er også et ældre hus, der er gået i arv fra generation til generation.
Domænet er anerkendt som et af de bedste i Savigny-Lés-Beaune og ejer i dag 13 hektar vinmarker primært i Savigny-Lés-Beaune, hvoraf intet mindre end ca. 7,8 hektar er 1er Cru marker, men derudover også 0,09 hektar Grand Cru marker i Corton.
Deres vinmarker består hovedsageligt af gamle vinstokke … i nogle områder af deres marker med en alder på op imod 80 år. Det er ret vigtigt for Hugues, at de enkelte terroirs får mulighed for at udtrykke sig.
Vinifikationen optimeres derfor i forhold til det enkelte terroir, hvor gæringen af de hvide vine startes i ståltank, men forsætter i 6-8 uger på træfade. Der foretages løbende omrøring inder gæringen. Efter gæring er afsluttet lagrer vinen på bundfaldet i 10-12 måneder.
Hele gæringsprocessen af de røde vine sker på træfade og løber i 15-20 dage afhængig af mark. Alle de røde druer afstilkes 100% og lagringen sker også på træfade, hvor der anvendes 10-30% nye fade. Vinene lagrer normalt 10-16 måneder … 1er Cru vinene naturligvis længst tid.
Denne 2021 Chorey-lès-Beaune les Beaumonts er lavet med Pinot Noir druer fra arken les Beaumonts, som Pavelot ikke selv ejer, men er sammenlagt på hele 41 hektar. Pavelot køber druerne fra en fast leverandør og efter høsten er alle druerne afstilket.
Der er først levet en lille premaceration og forgæring over 3 dage og derefter er gæringen og maceration sket over forholdsvis kort tid på store ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques … og normalt med 25% nye fade.
Duften er ret fin … godt med både jordbær og kirsebær, men derudover også skovbund med svampe, nødder og så ædeltræ i form af teaktræ, mahogni, linolie, noget lakrids og mørk chokolade.
Smagen er i samme boldgade … smagen er velafstemt, let med en medium fylde, lidt mørkere frugt med sorte kirsebær, jordbær samt hindbær … blødt, cremet, modent og elegant. Det er en vin, som man allerede fra første tår bare kan læske i sig. 94 point.
Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 265 kr.