Sidst jeg smagte den nærmest ikoniske vin Triple C fra Viña Santa Rita var for 10 år siden og dengang var det i en årgang 2004. Siden dengang er der sgu løbet meget vin i halsen, men derfor er det da en fornøjelse igen at smage den … her blot i årgang 2018.
Viña Santa Rita har jeg vist skrevet om mange gange, men denne Triple C kun én gang. Det er en vin, som første gang blev produceret i årgang 1997 som en Bordeaux lignende vin og bliver derudover kun lavet i de bedste årgang. Da vejret i Chile imidlertid er ganske ens år efter år, så er det kun i få årgange, at vinen ikke er produceret.
Vinen er i dag et blend på 65% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 5% Carménère druer, der er dyrket i Maipo Valley i Chile … og hver druesort vinificeres separat.
Men fælles for alle druesorter er, at de efter høst starter med en kølig 5-10 dages kold pre-maceration, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper. Cabernet Franc og Carménère gærer ved 30 grader og Cabernet Sauvignon ved 28 grader. De fleste druer er forinden afstilket, men med Carménère også 20% hele klaser,
Efter gæringen ligger vinen så med en eftermaceration i 20-40 dage afhængig af udviklingen af hver sort. Så har vinen lagret samlet 17 måneder i nye franske barriques og først derefter sammenstikkes den endelige vin.
Sikke nice duft … våde fade, våd skovbund, tjære og flydende asfalt, mælkede noter, baconfedt, solbær, hindbær … lidt jammy suppleret med solbærblade, grøn peber, lidt cigarkasser og så søde aromaer med vanilje, let kanel, lakridskonfekt og vingummibamser.
I munden er det koncentreret, kompleks, intens og frisk, masser af frugtrigdom med solbær, brombær, blommer og kirsebær, nærmest saftig med en lille sødme, lidt peber og bid. Det er sgu meget smooth, elegant og samtidig meget indsmigrende med en lang og sødbitter eftersmag. Mums.
Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 329 kr.