Selectionsmagningen gav gensyn til et vinhus, som jeg besøgte sidste sommer, nemlig Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi … et minderigt besøg, hvor imødekommenheden var kølig og i skikkelse af en tiltrækkende ung og graciøs fruentimer, som var svær at lokke vin fra.
Ja på det punkt dumpede vinhuset, men vinene fejler imidlertid ikke noget, og det gælder også denne Amarone.
Hvis du vil læse om vinhuset og mit besøg der sidste sommer, så findes det på blogindlægget om husets Bardolino Classico DOP. Der er også et par fotos fra den imposante sted.
Lad os i stedet kigge nærmere på denne Amarone, som er lavet med druer fra husets marker i Negrar … og hovedparten fra vinmarken Pojega, hvor vinstokkene er op til 32 år gamle.
Druerne er 42% Corvinone, 30% Rondinella, 18% Corvina og 10% Barbera, som alle er tørret på tørreloftet i 3½ måned, hvorefter vinen er fermenteret over 1 måned. Derefter har vinen lagret 12 måneder på 2,25 hektoliter egefade og derefter 24 måneder i store 25 hektoliter fade. Der er produceret 13.300 flasker af denne vin.
I næsen er der – juhuuu – ingen rosiner, men derimod dejlig frugt, mørke bær, lette blommer, en svag parfumeret note, lakrids samt lidt søde krydderier. Smagen er blød, kraftfuld, fyldig … men der er ikke fede blommer, men derimod masser af frisk frugt, våde fade og voluminøs sødme uden det dog bliver for meget.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr., men er dog i øjeblikket på tilbud, hvor 2 flasker kan købes for 600 kr.
Rating 5/7 
Peter, ejeren fra Bistroteket virker – som alle gode kokke – glad for vin og liver op, når der bliver efterspurgt specielle vine. Jeg efterspurgte som sidste gang lidt Blaufränkisch, og fik denne gang anbefalet en fra Muenzenrieder, et hus jeg tidligere er stødt på her på bloggen.
Det er egentlig ikke tit, at jeg støder på tysk Chardonnay. Måske skyldes det, at jeg altid vælger Riesling, som tyskerne vel nærmest er verdensmester i at producere. Sidst jeg smagte tysk Chardonnay, da var det vistnok fra Karl H. Johner, og det var fantastisk … og hvorfor skulle tyskerne ikke også kunne lave fremragende Chardonnay?
Sidste fredag stod den ikke på Spätburgunder, men Blauer Portugieser. Det roder the comeback Spätburgunder kid bod på denne fredag med denne Buntsandstein Spätburgunder fra Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg.
Den ivrige vinblogger har – imod alle odds, traditioner, gode vaner og etikette – udskiftet fredagens Spätburgunder med en anden tysker, nemlig en Blauer Portugieser med 3 stjerner fra Weingut Georg Gustav Huff.
I varmen sveder en kold Riesling herlige dråber af dug, som langsomt løber nedad flasken. Det gælder også denne Riesling Roter Hang Trocken fra Huff’erne … et af mine favorit vinhuse i Rheinhessen.
Gert E havde også købt lidt Spätburgunder hos den gode Dr. Heger, nemlig hans Spätburgunder Merdinger Bühl, som jeg tidligere har smagt, dog i årgang 2010. Den skulle vi selvfølgelig også smage … og jeg siger jo aldrig nej til et glas Spätburgunder.
Jeg lovede for nogle dage siden mig selv, at jeg ville drikke mere Blaufränkisch … og jeg er meget dedikeret i at overholde løfter. En romantisk middag på Bistroteket med fruen gav muligheden for at bestille netop en Blaufränkisch, nemlig denne Blaufränkisch Samt & Seide fra vinhuset Muhr-Niepoort til den hovedret, som Bistroteket kalder oksen … for tiden betyder det onglet med svampecreme, blomkål samt glace med marv.
Assmannshausen er en lille, malerisk og romantisk by ved Rhinen i det nordvestlige hjørne af Hessen blot et par kilometer vest for Rüdesheim. Der finder vi Die Hessische Staatsweingüter Domäne Assmannshausen, som står bag denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken.
Gert E fortsatte den tyske indmarch … denne gang med en Blaufränkisch fra Große Lage marken Dicker Franz og vinhuset Weingut Burg Ravensburg, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen.