Weingut Scheiblhofer er et tjekket vinhus, restaurant, bar, spa og hotel resort beliggende i Andau i Neusiedl am See distriket, hvilket ligger i Burgenland i Østrig og derfra smager jeres altid flittige vinblogger nu en lille håndfuld vine tilsendt fra Andrup Vin.
Alt ser vildt tjekket ud på stedet … både vinhus og resortet, der udover bar, restaurant, bar, spa haret hotel med ikke mindre end 118 værelser og Weingut Scheiblhofer er da også samtidig én af de største vingårde i Burgenland.
Så inden jeg kaster mig over de 6 vine fra Weingut Scheiblhofer, så lad os da lige kigge nærmere på dette store og tjekkede sted.
Scheiblhofer – The Wine
Det hele er egentlig startet i 1983, hvor Johann Scheiblhofer grundlagde Weingut Scheiblhofer. Johan deltager fortsat i driften, som dog i år 2000 blev overtaget af hans søn Erich Scheiblhofer, der siden da har været en ledende skikkelse og har formet vingårdens profil og dens anerkendte vine.
Man har også bygget et stort welness-hotel/resort til de mange besøgende vinturister. Der er investeret massivt i stedet, så derfor er driften i dag delt op i to … Scheiblhofer – The Wine og Scheiblhofer – The Resort.
Scheiblhofer – The Wine aka Weingut Scheiblhofer er isæt kendt for deres rødvine, der laves i en meget kraftfuld stil og deres cuvée Big John – opkaldt efter Johann Scheiblhofer – er pænt berømt.
Vingården er ligeledes meget moderne og udstyret med de mest moderne produktionsfaciliteter, bl.a. et flaskeanlæg, der kan fylde 2.000 flasker i timen og 15.000 flasker på en dag. Det er nødvendigt, da Weingut Scheiblhofer årligt laver 1,5 millioner flasker vin.
Druerne til vinene kommer fra husets egne 104 hektar vinmarker, hvilket også gør Weingut Scheiblhofer til en af de største vingårde i Burgenland.
Deres vigtigste mark er klart Andreasberg, der ligger tæt på vingården og – udover at levere druer til vinene – også anvendes til forskellige aktiviteter.
Andreasberg ligger på det højeste punkt i Andau og er en unik og officielt klassificeret vinmark. Gæster på stedet kan besøge marken via en vinsti, hvor de kan lære om alle de østrigske druesorter.
Derudover har Scheiblhofer bygget store bogstaver med navnet Andreasberg med vinranker opad navnet samt et højt udsigtstårn, der byder på udsigt over Schneeberg og dybt ind i Ungarn.
Udover Andreasberg har man ved Andau også marken Prädium, men derudover er der markerne Breitenbrunn Rosenberg, Grosshöflein Point, Halbturn Kaiserberg, Horitschon Dürrau, Mönchhof Satz, Jois Jungenberg, Kleinhöflein Tatschler, Neckenmarkt Hussy, Pamhagen Lerchenfeld-Wörthäcker, St. Georgen Krainer, Tadten Oberzick og endelig Winden Alter Berg.
På vineriet er der i alt 2.568 solceller, der giver en samlet effekt på 668 kWp, hvilket nogenlunde svarer til 170 husstandes el-behov og gør vingården i stand til at producere vin med selvforsynende energi.
Scheiblhofer – The Resort
Scheiblhofer – The Resort omfatter i dag helt præcis Restaurant Infinity, 2 barer kaldet Frizzante Bar og Mordor Bar, en 4.000 m² kæmpestor ind- og udendørs spa med sauna og så selve welness-hotellet med på samlet 84.123 m² med 118 værelser.
Et par af luksus-suiterne har navnene Big John og Legends … efter vingården mest berømte vine.
Derudover har de såmænd også en lille klatrepark, aktivitetspark og byder i det hele taget på mange forskellige oplevelser og aktiviteter til de besøgende gæster … herunder selvfølgelig besøg på vingården med rundtur i markerne og smagning af vinene.
Vinene
Andrup Vin har sendt mig 6 vine til test og det er disse:
- 2023 Weingut Scheiblhofer, Grüner Veltliner Classic
- 2023 Weingut Scheiblhofer, Gelber Muskateller Classic
- 2022 Weingut Scheiblhofer, Zweigelt Neusiedlersee
- 2021 Weingut Scheiblhofer, Syrah Selection
- 2021 Weingut Scheiblhofer, Big John Cuvée Reserve
- 2021 Weingut Scheiblhofer, The Legends
Altså 2 hvidvine og 4 rødvine … og heraf altså de 2 kendte aka berømte vine Big John Cuvée Reserve og The Legends. Jeg har ovenover som vanligt linket til mine beskrivelser af vinene.
Konklusion
Skal jeg komme med en konklusion, så er det anderledes vine end jeg normalt smager fra Østrig, for de er ikke kølige og stringente. Alle de smagte vine – faktisk uden undtagelse – har i stedet et bredt appeal med noget sødme og rødvinene med masser af solmoden kraft.
Der er dog ingen tvivl om, at både Big John Cuvée Reserve og The Legends, for virker begge komplette og sammenhængende i balance med et fint og matchende fadpræg.
Hvidvinene var nok – for mig – til den mere spinkle side, men for alle vinene gælder, at det er vine. som de fleste vin sætte pris på …. men det kan du jo læse mere om i mine beskrivelser og anmeldelser.