Tag-arkiv: Italien

2011 Vigneti del Vulture, Pipoli Rosato, Basilicata, Italien

2011 Vigneti del Vulture, Pipoli Rosato, Basilicata, ItalienAnden vin på det lille “vinkursus” var denne Vigneti del Vulture rosévin, også fra Italien, nærmere bestemt fra byen Acerenza i Aglianico del Vulture i Basilicata vinregionen. Det er lige tæt på hælen af støvlen.

Basilicata er en lille vinregion, der med sin ene DOC let kan overskues – og overses. Helt tilbage i det 6. eller 7. århundrede plantede grækere den drue vi i dag kender som Aglianico del Vulture, og lige siden har Basilicata været på vinkortet. Romerne kaldte regionen Lucania, hvilket også bruges alternativt i dag, mens det nutidige navn senere blev indført af Byzans og blev officielt i 1932.

Basilicata har siden romernes herredømme været en af Italiens fattigste, og druer, oliven og frugt dyrkes i et omfang, der lige netop kan opretholde livet for regionens indbyggere.

Basilicata har spredt højland og ligger indesluttet imellem regionerne Apulia, Campania og Calabrien. For ikke længe siden var Basilicata nærmest kun underleverandør til naboregionerne. Apulia indførte f.eks. Aglianico-druen til at blande i deres egne, og apulierne har haft svært ved at indrømme, at det mere var reglen end undtagelsen, når Aglianico del Vulture, som dyrkes i de vulkanske højder på vulkanen Monte Vulture, gav bedre vine end deres egne druer formåede.

Det egentlige gennembrud kom i 1971, da Aglianico del Vulture blev klassificeret som DOC, og næsten modstræbende begyndte man herefter at tappe på flaske og eksportere. I årene siden har vinen dog ikke helt vundet den respekt, den rettelig fortjener, men i det mindste har Basilicatas seriøse vinproducenter den tilfredsstillelse at vide, at deres vin er af en kvalitet, som f.eks. Apulien stadig må kæmpe hårdt for at opnå.

Basilicata har stadig kun Aglianico del Vulture som DOC, men der er ingen tvivl om, at højlandet har potentiale til flere og større vine. Måske skyldes det den hårdtarbejdende landbefolknings ydmyghed, at det tilsyneladende ikke bliver til mere. Mange marker ligger på stejle bjergsider, hvortil der kun er adgang til fods eller med muldyr, og ikke sjældent plukker man den sent modnende Aglianico sidst i november.

Vigneti del Vulture er etableret i 2008 og ejet af IV Cellars, et stort vinfirma som ejer vingården og 8 øvrige vingårde rundt om i Italien og i øvrigt har deres hovedsæde på Malta. Ellers er det svært at finde information omkring dette vinfirma. Har fundet, at vinmagerne er den erfarne duo Marco Flacco og Alberto Antonini, der også har været på nogle af de andre vingårde indenfor IV Cellars, bl.a. Farnese.

Lad os i stedet kigge nærmere på vinen. Klar lyserød vin. Duftmæssigt en tør vin, hvor jeg finder noter af sol, vingummi … ren Haribo, vaskepulver og sødme. Smagsmæssigt også en vin til den søde side, der er moden frugt, bolsjer, vingummi og en forholdsvis kort eftersmag.

Findes i restauranten på Nordens Vinbar til 275 kr., men det er jo restaurationspris. Har ikke fundet en dansk importør, men pris i Tyskland ligger på 6,90 €.

Vinanmeldelse 3/7    

2011 Campagnola, Chardonnay del Veneto, Veneto, Italien

2011 Campagnola, Chardonnay del Veneto, Veneto, ItalienNå, nu har jeres flittige vinblogger også været på vinkursus … jo jo, og det var på Nordens Vinbar i Århus.

Informationsmæssigt var det dog ret skuffende, idet udgangspunktet og beskrivelsen af kurset – et minisommelier kursus – var, at man kunne blive bedre til at vurdere vines lagringspotentiale og smage sig frem til de forskellige elementer og aromaer, som er fremherskende i vinen og at kunne lære at kombinere mad og vin bedre. Imidlertid viste kurset sig at være primært for folk, som intet vidste om vin. Så på den måde var niveauet ikke højt og lærdommen var derfor på samme niveau.

Imidlertid gik jeg derfra med lidt udbytte, idet jeg fik det vurderingsskema, som man anvender på Vinakademiet ifb. med sommelieruddannelsen, og det var egentligt meget interessant, idet man på skemaet kommer omkring langt flere vurderingspunkter for en vin, og det kan måske være med til at sætte flere ord på ens smageoplevelse. Derudover er det selvfølgelig altid hyggeligt at møde folk, som interesserer sig for vin, og min vinbuddy Gert og jeg havde da også en rigtigt dejlig aften.

Vi startede vinsmagningen med denne hvidvin, en Chardonnay fra Vinhuset Campagnola i Veneto i Italien. Campagnola er ejet af Campagnola Group, som sælger deres store produktion under 5 forskellige brands, nemlig Caterina Zardini, Giuseppe Campagnola, Campagnola, Roccolo del Lago samt Il Mercante.

Campagnola er grundlagt i henholdsvis 1886 af Carlo Campagnola og i 1907 modtog han sin første officielle pris (og det ældste officielle dokument på vingården) med en guldmedalje for den bedste “reccioto” vin på “Mostra Campionaria di Verona”. I dag drives det familieejede firma af 4. generation i form af Giuseppe Campagnola.

Campagnola er beliggende i Valgatata, midt i Valpolicella Classico zonen i den lille by Marano, der er kendt for de gode Amarone-vine. I Campagnola Group produceres selskabets bedste vine under navnet Caterina Zardini. “Zardini” betegnes af flere førende vinskribenter som værende én af de bedste Amaroner overhovedet.

Seneste flotte omtale er 3 glas i Gambero Rosso til ”Zardini” ’04. Campagnola har et moderne produktionsanlæg med bl.a. et sterilt tapperi med microfilter og afkøling under aftapning. Dette er for at sikre højest mulige kvalitet. Campagnola exporterer 70% af sin produktion og en kælderkapacitet på 7,8 mio. liter.

Vinen her er fra husets basisserie under Campagnola navnet. Vinen er på ren Chardonnay, en klar, lysgul vin i glasset. Duftmæssigt en meget ung og frisk vin, og du kan overhovedet ikke dufte, at der er Chardonnay i glasset. Der er lidt blomster, mineralitet og ren frugt. Smangsmæssigt en tør og let vin, igen ingen spor efter tung Chardonnay, og i smagen er der meget mineralitet og en lidt stenet smag. Lidt stram i det … men igen frisk.

Lahvino i Viborg har enkelte vine fra Campagnola, men ikke denne Chardonnay. Har fundet den i Tyskland, hvor prisen er ca. 3,30-4,00€ dvs. omkring 25-30 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2009 Mario Giribaldi, Rié Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2009 Mario Giribaldi, Rié Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienMed næste vin røg vi til Italien. Satans lang flaske og lang etikette! Men nu ganske charmerende. Vi er i området Rodello i Langhe i Piemonto, hvor vi finder Azienda Agricola Mario Giribaldi, som driver af Mario Giribaldi.

Mario er tredje generation på vingården i Rodello, der blev grundlagt af hans farfar, der også lød navnet Mario.

Kompromisløs til fingerspidserne arbejder han uhyre præcist med druematerialet på sine marker. Flere af hans cru-marker er således beplantet meget omhyggeligt med flere forskellige kloner af den samme druesort, så kompleksiteten og terroiret virkelig kommer frem.

Også på den økologiske og bæredygtige front er Mario Giribaldi bannerfører i Langhe – og inden for det næste år eller to vil alle husets vine være økologisk dyrkede. Porteføljen rummer selvfølgelig virkeligt overbevisende Barolo og Barbaresco, hvoraf sidstnævnte scorede imponerende 93 points i WineSpectator i årgang 2006.

Barbera d’Alba 2009 ‘Rié stammer fra en enkeltmark Rié på 1,6 hektar, som ligger lige omkring Rodello. Jordbunden er ler og kalk. Blød og syngende ren frugt med rensende og frisk syre.

I næsen er vinen meget animalsk, der er lidt mejeri i form af yoghurt, mandler, mørk frugt og lidt krydderier. Smagsmæssigt måske knap så meget intensitet, igen er der lidt krydderi, men også meget frugtrig … formentlig rigtig fin til mad, idet der er en god syre, selvom eftersmagen måske ikke er så lang. Okay vin.

Fået som gave, men er købt via en You & Wine forhandler, pris ca. 110 kr. vil gætte på.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Zenato, Lugana San Benedetto, Veneto, Italien

2011 Zenato, Lugana San Benedetto, Veneto, ItalienNå, men smider da også lige et par vine fra weekenden på bloggen.

Vi starter i Lombardiet i Italien, hvor vi finder vinhuset Azienda Agricola Zenato. Huset er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametrer som nyskabelser, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella della Classico og Amarone naturligvis. Her har Zenata i alt 20 hektar vinmarker.

Det andet område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård ligger, der hvor familien bor.

Lugana blev allerede i 1967 erklæret officiel DOC som en af de første i Italien. Navnet stammer fra latin og betyder “lagune”. Det refererer sikkert til bugten i den sydlige del af Gardasøen. Zenato ejer og vinificerer vin fra i alt 40 hektar i dette område. Den absolut vigtigste drue i området er Trebbiano di Lugana, men der dyrkes også lidt Chardonnay. Her har vi en vin på netop Trebbiano di Lugana, nemlig vinen San Bernadetto, som er huset basisvin.

Lad os kaste os over vinen. Duftmæssigt tænkte jeg først Pinot Gris, med lidt honning og en smule krydderi, men der er også hyld, pære, lemon og rigtig fin syre. Smagsmæssigt igen en rigtig flot balance mellem syre og sødme, tropiske frugter og ganske indsmigrende. Flot, flot hvidvin, og et meget vellavet glas vin.

Fået som gave, men kan købes hos Theis Vine til 79,95 kr. på bud, normalpris 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 SenZanome, Bricco San Pietro Barolo, Piemonte, Italien

2007 SenZanome, Bricco San Pietro Barolo, Piemonte, ItalienFørst på måneden smagte vi også denne Barolo fra SenZanome, men der havde vinen desværre prop. Leverandøren var dog kvik, og fik hurtigt leveret en ny flaske … og sikke en forskel. Var vi en smule i tvivl, da vi smagte den første vin, så blev tvivlen dog hurtigt udryddet, for her kunne vi virkelig smage, hvordan vinen rigtigt skulle smage.

Nå, men vinhuset har jeg jo tidligere skrevet om ved anmeldelsen af deres 2008 SenZanome, Bricco San Pietro Barbera D’Alba, så den del springer jeg lige over, og går direkte til anmeldelse af vinen.

Duften er skøn, der er farvehandel, ymer, friske lyserøde frugter, syre, hyben,  og grønne noter. I smagen er der kirsebær, stramme tanniner men også en fabelagtig blødhed. Det er ren fløjl med bid. Dette er en skøn vin, men langtfra bedste Barolo jeg har smagt. Men dog en gang Thumbs Up.

Købt til omkring 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Fattoria Le Poggette, Canaiolo Rosso Umbria IGT, Umbrien, Italien

2008 Fattoria Le Poggette, Canaiolo Rosso Umbria IGT, Umbrien, Italien4. ret … gråand med tyttebær, jordskokker og kastanjecreme … og igen en italiener, denne gang dog fra Umbrien fra Vinhuset Fattoria Le Poggette, som ligger mellem byerne Montecastrilli og San Gemini i provinsen Terni i Umbrien, et område, som kaldes Colli Amerini.

Bakkerne i Colli Amerini er stadig mest landbrugsjord, hvor der primært dyrkes majs, hvede, oliven … og så selvfølgelig druer. Området består typisk af mange små bedrifter. Ikke langt fra en imponerende borg på en bjergryg ved byen Amelia fører en stejl sti – som ikke er let at finde – ind til vingården Le Poggette.

Ejer af ejendommen er Stefano Lanzetta, som sammen med vinmageren Franco Santucci står bag vinene fra Fattoria Le Poggette. Det var oprindelig Stefanos fader, Giorgio Lanzetta der købte vingården tilbage i 1960’erne jord, og senere i perioden 1975 til 1980 plantede yderligere vinmarker med druerne Sangiovese, Canaiolo og Montepulciano.

Vinmarkerne er alle på syd eller syd-vestvendt bakker i dalen. Udover de typiske regionale druer Grechetto, Sangiovese og Canaiolo, så medbragte den gamle Lanzetta ved etableringen af gården også Montepulciano druen, da Giorgio oprindeligt kom fra Abruzzo.

Vinen her er lavet på Canaiolo druen. Canaiolo er en parfumeret rød druesort, der primært benyttes til fremstillingen af Chianti-vine. Før i tiden var den primærtsorten i Chianti, mens den i dag maksimalt må udgøre 10%. I Chianti blandes den med Sangiovese og Colorino. Canaiolo Nero er et synonym for Canaiolo, der primært benyttes i Toscana, Italien.

Duftmæssig meget bedre end foregående vin, her er der blyant, tjære, viol og mørk frugt. Smagsmæssigt stor tørhed, solbær, peber og lidt krydret eftersmag.

Fås hos Vino i Århus til 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Les Crêtes, Vin de la Sabla, Valle d’Aosta, Italien

N.V. Les Crêtes, Vin de la Sabla, Valle d'Aosta, ItalienAftenens første rødvin skulle passe til brisler med skovsvampe, bacon og vilde urter. Vinen er en NV (uden årgang) … hvilket altid øger min skepsis, og fra et vinhus Les Crêtes, som ligger i det lidt ukendte vinområde Valle d’Aosta.

Valle d’Aostaer Italiens mindste region, både hvad angår areal og produktion af vin. Klimaet er i høj grad præget af den nordlige placering, der giver frost og sne om vinteren og relativt meget varme om sommeren. Regionen indeholder 7 subzoner, der producerer alle typer vin på adskillige druesorter.

Les Crêtes ejes af Charrère familien, som allerede i midten af 1700-tallet flyttede fra Frankrig til Aosta-dalen i Italien. I 1955 plantede Charrères familien deres første to hektar druer, som skulle give vine på nogle af de lokale druersorter, som der dyrkes i Aosta-dalen.

I 1989 udvidede familien den oprindelige ejendom og byggede Les Crêtes vineriet, og så begyndte de reelt at lave en større produktion.

I dag ejes 25 hektar vinmarker, og der laves omkring 230.000 flasker årligt. Les Crêtes er den største privatejede vingård og vinproducent i Aosta-dalen.

Vinen her er lavet på 30% Petit Rouge, 30% Fumin, 10% Mayolet og 30% Barbera. I næsen PAZZZZZ sur røv … pardon my frence, men det er bestemt ikke mig.

Smagsmæssigt også mærkelig usammenhængende og meget sur. Skal der siges noget godt, så passede surheden egentlig godt til den fede ret med brislerne, selvom vinen fortsat ikke var særlig god.

Fås hos Enoteca Vinhandel til 135 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2008 I Clivi di Ferdinando Zanusso, Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2008 I Clivi di Ferdinando Zanusso, Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC, Friuli-Venezia Giulia, ItalienNæste vin … som skulle ledsage en multe med pære, hyben og kantareller var også en hvidvin, nemlig en 2008 Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC fra vinhuset I Clivi di Ferdinando Zanusso i vinregionen Friuli-Venezia Giulia i Italien.

Friuli-Venezia Giulia er nok ikke det mest kendte område, men der laves rigtig gode hvidvine i dette område. Gennem de seneste år er der sket et stort kvalitetsløfte i form af lavere høstudbytte, bedre kloner, senere høst, brug af fadlagringog ikke mindst bedre teknik og større ambitioner.

Der laves også udemærket rødvin, størstedelen på Merlot. Størstedelen af de hvide laves på den regionale Tocai Friulano, hvilket også er tilfældet med denne hvidvin, som kommer fra 60 år gamle vinstokke og alene produceres i 3.000 flasker årligt.

Som det fremgår af navnet drives vingården af Ferdinando Zanusso, som købte gården tilbage i starten af 1990’errne. Gården omfatter 12 hektar vinmarker med gamle vinstokke på to top-parceller: Corno di Rosazzo (Colli Orientale del Friuli) og Brazzano di Cormons (Collio).

Målet for Ferdinando var at lave vine der var 100% transparente og rene formidlere af områdets traditioner og jord – med andre ord: autentiske vine.

Første årgang var 1996, og produktionen er i dag på ca. 30.000 flasker årligt. Vinene dyrkes økologisk med ekstremt lavt høstudbytte (typisk 20 hektoliter pr. hektar), spontangæres, vinificeres og lagres ”sur lie” på stål og skabes bevidst så rene og utilslørede som muligt.

Det er komplekse og koncentrerede vine, men de er også sarte og lidt skrøbelige, og det er præcis det spil, der skaber den intensitet og nerve, der giver fornemmelsen af noget absolut unikt. At samtlige vine fra I Clivi også er ekstremt rimeligt prissat, når man tænker på vi taler om virkeligt store hvidvine, gør absolut ikke Ferdinandos vine mindre interessante.

Duften er meget kerner og nødder, og duften er en smule  oxideret, hvilket kan virke en smule anderledes. Nu kan vi jo godt li’, når vinene er anderledes og får lidt kant.

Smagsmæssigt er der æble og blommesaft, sådan meget sødligt, og igen en lidt mærkelig og ubeskrivelig smag. Hmmmm, den kan jeg ikke lige sætte en finger på. En okay vin, som dog ikke får mig til at falde ned af stolen.

Fås hos Niche Vine til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Cã dei Frati, Lugana I Frati, Veneto, Italien

2011 Cã dei Frati, Lugana I Frati, Veneto, ItalienFørste vin til den 5-retters menu på Svineriet blev denne hvidvin fra Cã dei Frati. Vi er i Veneto, lige syd for Gardasøen i byen Lugana di Sirmione. Nogle få mener, at vinhuset reelt ligger i Lombardiet.

Den første kendte reference til Cã dei Frati er fra 1782 og angiver at munkene producerede Lugana for kirken. Vinhuset CÃ dei Frati er dog først grundlagt i 1939 af Domenico Dal Cero og hans søn Felice, men først senere, nemlig i 1969 begyndte man, med Felices søn Pietro da Cero i spidsen, at markedsføre hele produktionen under det nuværende navn.

Dette skift i strategi blev fulgt op af en gennemgribende modernisering i markerne og i kælderen, og hermed var man en af de første producenter i området, der satsede på kvalitet frem for kvantitet.

I dag regnes Cã dei Frati som den ubestridt førende producent af Lugana eller som den også kendes, Trebbiano di Lugana. På ejendommens omkring 61 hektar vinmarker dyrkes fortrinsvis Trebbiano di Lugana, en ædel variant af Trebbiano, som fra mange producenters hånd forekommer i bedste fald ganske smagsneutral.

Pietro driver fortsat stedet sammen med sin kone, men 4. generation i form af børnene Hyginus, Gian Franco og Anna Maria er allerede involveret i driften.

Der fremstilles årligt i omegnen af 400.000 flasker, fordelt på 9 vine, heraf 4 hvide, to røde, en rosé, en mousserende og en sød vin. Cã dei Frati ligger ganske ideelt ved den sydlige bred af Gardasøen, hvor den fremherskende kølige nordvestenvind er med til at give druerne karakter og syrefriskhed og der dyrkes, foruden Lugana, blandt andet Chardonnay, Sauvignon og en del røde sorter.

Den sympatiske Dal Cero familie driver desuden et hyggeligt hotel med tilhørende restaurant, smukt beliggende for foden af Garda-søens sydlige bred.

Denne hvidvin er også lavet på druesorten Trebbiano di Lugana, og i næsen er der hyben, masser af modne æbler og tonsvis af nødder og nøddekerner. Smagsmæssigt megen sødme, igen æbler … og en smule perlende på tungen. Fin vin

Fås hos Taastrup Ny Vinhandel til 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2004 Tenuta di Ghizzano, Veneroso IGT, Toscana, Italien

2004 Tenuta di Ghizzano, Veneroso IGT, Toscana, ItalienSidste vin i den hyggelige kælder blev ligeledes en IGT vin, nemlig denne Veneroso fra vinhuset Tenuta di Ghizzano.

Ghizzano er en lille landsby, der ligger 200 meter over havets overflade ved den toscanske kyst, 40 km fra Livorno og 40 km syd for Pisa. Vingården Tenuta di Ghizzano og tilhørende olivenmølle stammer tilbage fra 1370, hvor den blev bygget af Venerosi Pesciolini familien. Vi er i området kendt som Colline Pisane, som omfatter en række af bakker sydøst for Pisa.

Tenuta di Ghizzano ejendom består i dag af omkring 350 hektar, hvoraf 20 hektar dyrkes som vinmarker. Resten består af olivenlunde, kornafgrøder samt skov og poppellunde.

Flere af gårdens stuehuse er omhyggeligt renoveret, og siden 2001 har gården også været feriested for folk, som vil nyde det italienske klima, den gode mad og de fabelagtige vine.

Tenuta di Ghizzano er den dag i dag fortsat i samme families eje, og stedets nuværende ejer den yndige Ginevra Veneroso Peschiolini, er strøget direkte ind på den toskanske stjernehimmel.

Et er selvfølgelig, at vinene vurderet på deres kvalitet berettiger til det, men i dagens vinverden er det ikke kun vinen som skaber superstjerner. Mennesket bag skal være skabt til rollen, ellers kommer man aldrig derhen.

Og det er Ginevra i alle henseender. Ikke blot er hun et betagende menneske, men hendes evner som vinmager, hendes vilje til at sætte alt ind på at skabe topkvalitet er til stede, ligesom hendes måde at fortolke vinverdenen og dens strømninger på er genial.

Der bliver principielt fremstillet fire forskellige vine på ejendommen, der er overgået til biodynamisk produktion – og det kan smages.

Denne Veneroso er den historiske og mest repræsentative vin fra vingården. Den blev først produceret i 1985, og laves hovedsageligt på Sangiovese (85%) med en lille procentdel af Cabernet Sauvignon (15%). Der fremstilles 4.500 – 6.300 flasker af vinen årligt, så det er jo ikke store mængder.

Selvom vinen er fra 2004 byder den på en næse med masser af grønt, der er også eg, vanilje, salvie, og solbær. Smagsmæssigt en meget tydelig tannin, som heller ikke lader noget tilbage at ønske, og vinen hænger simpelthen i munden … uhmmm, der er også mørke bær, chokolade, lidt krydderi. Smager rigtig lækker, og næsten lige så god som foregående vin … men også kun næsten. En rigtig dejlig vin.

Fås hos Theis Vine til 270 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7